Mails til tiden

For ikke så længe siden modtog jeg en mail fra E-boks. I den blev jeg gjort opmærksom på, at der lå en ny vigtig besked vedrørende mine feriepenge. Jeg skyndte mig at logge på E-boks, finde beskeden og åbne det vedhæftede PDF-dokument – hvor der stod, at jeg kunne logge på Borger.dk og se hvor mange feriepenge, jeg skulle have.


Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor effektivt det kunne have været, hvis teksten i PDF-dokumentet i stedet havde været sendt i mailen – og jeg havde kunne gå direkte fra mailen til informationen på Borger.dk.

Blev jeg stresset? Næh – egentlig ikke. Kun en smule irriteret over, at det offentlige kunne frembringe noget så ineffektivt.

Det er nok ikke de tanker, regeringens Stresspanel har haft, da de tænkte på deres 4. forslag (af 12), der blev offentliggjort i dag (se artikel). Deres forslag er, at emails fra det offentlige kun udsendes 2 gange om ugen. Der er ikke tale om, at vi vil modtage færre og mere konkrete emails, men i stedet at de emails vi modtager nu, samles og udsendes på 2 tidspunkter i løbet af ugen.

Det er med andre ord den elektroniske udgave af Postnord, der stadig bringer os det samme antal rudekuverter, men i færre leveringer og over længere tid. Jeg kan ikke rigtigt se ideen i det, det må jeg indrømme.
Det er ikke at emails leveres løbende, der er problemet. Det er at de emails der sendes, er utroligt ineffektive. Du sparer måske at logge på E-boks et par gange i løbet af en måned, men det er nok det? – og har du akut brug for at modtage noget fra det offentlige, så kan du lægge stressfaktoren i at skulle vente ekstra dage oveni. Usikkerhed er en af de helt store stressbelastninger.

Stresspanelet vil også ændre afleveringsfristerne for opgaver på studierne fra midnat til midt på dagen. Hvis man har prøvet at være studerende og have disse afleveringsfrister, så ved man udmærket, at uanset hvornår fristen er, så afleveres opgaven altid kort tid før fristens udløb – og det giver ikke mindre stress at sidste frist for opgaveafleveringerne fremover er på et andet tidspunkt af dagen.

“Alle skoler og uddannelsessteder skal have en mobilpolitik på dagsordenen” – lyder en del af det 4. forslag. Tja… Jeg gætter på at det har de allerede i dag og er det virkeligt nødvendigt at lovgive omkring det? Det mener jeg at skolerne og uddannelsesstederne bør være i stand til selv at styre.

“Derudover lyder det i anbefalingen, at skoler, uddannelsessteder, fritidstilbud og arbejdspladser til at eksperimentere med distraktionsfrie rum. Steder, hvor mobiler og computer har adgang forbudt.”.

Tænk at vi nu er nået så langt, at vi skal til at flygte steder hen for at blive fri for de elektroniske hjælpemidler, vi køber og betaler i dyre domme?
Jeg synes at det var bedre at vende forslaget om – og oprette rum, hvor det er tilladt at bruge mobiltelefoner og computere – og så ellers forbyde dem, hvor de ikke er nødvendige.

Alt i alt en “tynd kop te” fra Stresspanelet denne gang.

Vi skal have vendt vores kultur, så de elektroniske dimser, vi omgiver os med igen bliver betragtet som hjælpemidler. Vi kan sætte nok så mange love og regler op om brugen af disse, men i sidste ende er det os selv, vi skal tage fat i nakken af og forstå, at de elektroniske apparater ikke er livsnødvendige, men værktøjer! Vi skal kunne gå til et møde, en tur i biografen eller en tur i skoven uden at vi nødvendigvis skal være konstant kontaktbare – og vi skal lære vores venner og bekendte, at de ikke skal forvente, at vi altid er til rådighed.

Gør det til en vane at være offline engang imellem. Start med en time eller to og se så om dine venner ikke efterhånden lærer at du er okay – også selv om du ikke svarer på beskeder eller SMS’er lige med det samme. Måske lærer de endda selv, at der er en grund til at en mobiltelefon har en sluk-knap 😉

Lars Lautrup-Larsen.

Livsmestring

“Livsmestring” er ikke et af de ord, vi bruger særligt ofte, men det skal vi til, hvis det står til regeringens stresspanel.

Stresspanelet kom i sidste uge med deres 3. forslag (ud af 12) om tiltag, der skal mindske de problemer med stress, der er i vores samfund i dag.



Stresspanelet skriver i deres pressemeddelelse:

“I dag oplever mange unge, at de skal præstere som aldrig før, og den ydre styring fylder rigtig meget. Mange ser sig selv udefra med andres øjne og har til gode at opbygge et sundt og bomstærkt balancepunkt i livet. Vi har i samfundet en forståelse af betydningen af fysisk bevægelse, men vi mangler at indse, at fysisk helbred og mentalt helbred er to sider af samme menneskeliv«, siger sociolog og forfatter Anette Prehn, der er formand for Stresspanelet. Hun hentyder til, at den seneste Nationale Sundhedsprofil viste, at hele 41 procent af kvinder mellem 16 og 24 år følte sig stressede.”

Jeg synes at det er et fantastisk forslag og jeg foreslog det selv som nr. 4 af de 5 forslag, jeg sendte til Stresspanelet i sin tid (se mine forslag her).

I Norge har de indført faget “Livsmestring og folkehelse” på skoleskemaet og det henviser Stresspanelet selv til – men jeg ved nu ikke om er den rette tilgang. Der gik da heller ikke mange timer fra foreslaget blev udsendt til politikere og skolefolk begyndte at argumentere med, at der ikke plads til endnu et fag på skoleskemaet. Hvis det kan lade sig gøre i Norge, hvad er det så der gør, at det ikke kan i Danmark?
Jeg ved det ikke. Skolesystemer er en hel del udenfor mine kompetancer.

Årsagen til at jeg foreslog, at der skal indføres undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse i Folkeskolen er, at det er så meget nemmere at reagere på belastninger, når man på forhånd ved at de kommer og ved hvordan de viser sig. Hvis man samtidig ved, hvordan de opstår og hvad de kan skyldes, så er man som barn/ung godt dækket ind.
Som jeg skriver i mit forslag, så har jeg selv oplevet at alvorligt stressramte bliver yngre og yngre – og jeg er bange for, at denne tendens vil fortsætte, hvis vi ikke allerede nu gør noget for den yngste generation.
Kun der kan vi stoppe den stigende stressproblematik-kurve, mener jeg.

“Det er forældrenes ansvar”, udtaler politikerne så – og ja, det er det, men det er jo tydeligt, at forældre-generationen selv er ramt af et skyhøjt niveau af stress-sygemeldinger – og hvordan kan vi forvente at forældre-generationen skal overholde deres ansvar og forberede deres børn på de belastninger, de vil møde i deres fremtidige liv, når de ikke selv kan?

Skal vi så bare lade stå til og holde på, at det er forældrenes opgave og ikke samfundets. Nej! Vi er nødt til at reagere og skabe et sikkerhedsnet under den yngre generation. Vi er nødt til at fortælle dem, hvad deres fremtid vil bringe af belastninger. Vi er nødt til at fortælle dem om stress og depression, hvordan det viser sig og ikke mindst – hvad belastningerne skyldes, hvordan man reagerer på dem – og hvordan man undgår dem.
På den måde kan vi frembringe nogle generationer, med en viden der gør, at de udover at håndtere sig selv også er i stand til at lære deres børn at håndtere deres belastninger – og dermed knække stresskurven.

Om undervisningen skal foregå som skemalagt fag, som emneuge eller noget helt tredje, er der nogle skole-kloge, der må tage stilling til, men det er vigtigt at vi tager fat i den yngste generation. Nu!

Lars Lautrup-Larsen



Mens vi venter på Stresspanelet …

I det sidste halve år af 2018 arbejdede regeringens stresspanel på 12 forslag, der skulle sætte fokus på de stigende problemer med alvorligt stress.
I december fik vi så at vide, at panelets arbejde var færdigt og panelets forslag ville blive fremlagt i januar 2019.



Den 21. januar kom så forslaget omkring ForældreIntra og en uges tid senere, d. 30. januar forslaget om ledere og arbejdsmiljø. Siden har der været stille – fuldstændig stille og det er temmelig uforståeligt i betragtning af, at der mangler 10 forslag fra panelet.
Jeg har ikke set nogen udmeldinger om, at forslagene ville blive offentliggjort drypvis over et længere stykke tid, men jeg kan dog godt se fordelen i, at der holdes en lille pause imellem, så der er mulighed for at “fordøje” forslagene inden det næste dukker op – men nu er der i skrivende stund gået 25 dage siden det seneste forslag blev offentliggjort og der burde forlængst have været en offentliggørelse af det næste.

Forslaget om “ForældreIntra” gav en kæmpe diskussion og alligevel kom det følgende forslag efter efter en uges tid. Det seneste forslag var alle enige om er en god ide (undtagen et par personer hos Dansk Arbejdsgiverforening), så hvad venter Stresspanelet egentlig på?

Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at der er en mening med, at Stresspanelet startede sit arbejde i sensommeren 2018, arbejdede et halvt år og nu trækker offentliggørelsen af resultatet endnu et halvt år.
Indenfor denne periode skal vi nemlig til valg og så er forslagene ikke længere denne regerings ansvar at følge op – og den kommende regering, uanset hvordan den kommer til at se ud, har ikke lovet at følge op på forslagene, for det er jo ikke deres stresspanel.
Så – er Stresspanelet i virkeligheden sat i verden for at forsinke problemløsningen til efter næste valg?

Tja, det kan godt være, at det er mig der ser en konspiration, der ikke er der og så folder jeg gerne en sølvpapirshat, men hvilke andre grunde kan der være til, at offentliggørelsen af forslagene bliver trukket så længe?
Jeg kan ikke se andre.

Lars Lautrup-Larsen.

Når dit selvbillede revner …

Da jeg i sin tid arbejdede som Stressvejleder, opgjorde jeg at omkring 80% af mine klienter arbejdede med mennesker.
Det var sygeplejesker, SOSU-assistenter, pædagoger osv.

Nu er det jo min egen oplevelse og en ganske uvidenskabelig statistik, men også i de senere år, har jeg oplevet disse faggruppers overrepræsentation blandt alvorligt stressramte, jeg har mødt – og hvorfor så det?

Hvis man starter med at tænke over, hvad det er der driver mennesker til at få en uddannelse indefor sundhedsområdet, så er det næppe udsigten til – ja, undskyld mig – at skifte bleer eller tømme senge-bækkener. Det er min påstand at disse mennesker har et stort og veludviklet “hjælpe-gen”, hvor det der trækker er at være i stand til at hjælpe børn eller syge mennesker.

For nylig besøgte jeg et hospital i regionen og jeg havde lejlighed til, igennem et par timer, at studere sygeplejerskerne på den afdeling jeg besøgte. De havde travlt. De havde meget travlt. De småløb konstant ind og ud af dørene til stuerne, samtidig med at de forsøgte at holde gejsten oppe på de patienter, der var blevet placeret i senge på gangen.
Jeg talte kort med en af sygeplejerskerne, der fortalte at de var 2 afdelinger, der var slået sammen og samtidig var der 30 personer på sygehuset, der var blevet fyret. Derfor havde de nu mere travlt end nogensinde før.

Alligevel var der smil på alle sygeplejerskernes læber og jeg tror egentlig ikke, at det at de har rigtigt travlt er den egentlig årsag til, at jeg oplever, at netop deres faggruppe ligger i toppen af personer, der rammes af alvorlig stress. For at finde årsagerne, skal vi nok kigge på et afledt problem af, at de har travlt. De har ikke mulighed for at leve op til deres eget selvbillede og de behov, deres “hjælpe-gen” sætter for dem.

Flere af de personer, jeg har haft kontakt med, har fortalt om situationer, hvor en syg eller gammel person har forsøgt at få et par minutter af deres tid, fordi et eller andet har gået dem på – og hvor de har måtte beklage ikke at have tid, vende ryggen til og havde forladt lokalet.

En sådan situation er fuldstændig modsat det billede, de har haft da de tog deres uddannelse indenfor sundhedssektoren. De ville hjælpe andre mennesker og en stor del af det er, at give omsorg. Derfor er det situationer som disse, der river mennesker med et stort “hjælpe-gen” midt over og hvor deres selvbillede krakelerer med et stort drøn – men alvorlig stress og sygemeldinger til følge. Det bliver kun værre, så længe der til stadighed spares og fyres indenfor sundhedsområdet.

Prøv som en lille øvelse at tænke over, hvordan din hverdag er i forhold til det selvbillede du har – og om du får opfyldt de behov og ønsker dette selvbillede har. Jeg tror at man mange gange kan finde en stor del af sine stressbelastninger (der er altid flere) netop der – og måske kan man netop reducere belastningerne ved at finde alternative måder at (delvist) opfylde det på.

Mere om det i et senere indlæg.

Lars Lautrup-Larsen.

2. udmelding fra Stresspanelet

I denne uge kom så det 2. forslag fra regerings stresspanel. Efter den første forslag om at skrotte ForældreIntra, og gå tilbage til gammeldags kontaktbøger, ramte gulvet med et hult drøn og med skuldertræk fra alle til følge, så var det jo spændende, om niveauet blev hævet her ved 2. forslag.

Det gjorde det. Betydeligt, efter min mening. Der er tale om 3 punkter omkring ledere og psykisk arbejdsmiljø, som jeg mener er aldeles relevante.

Her er panelets egen formulering:

Skab arbejdspladser – og ledelseskulturer – der:

  • Forventer utilgængelighed, når medarbejderen har fri (med mindre andet er aftalt).
  • Har blik for og handler på balancen mellem ressourcer og krav.
  • Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed og forebyggelse/håndtering af stress

Det er på ingen måde nye og skelsættende forslag. Det er ting som de, der arbejder med stress og alvorligt stressramte til daglig, har vidst skulle til i mange år, men det er gode forslag netop fordi de er relevante og fordi det er punkter, der er nødvendige at se på, hvis vi skal bare lidt af stressproblematikkerne til livs.

Lad os tage de 3 punkter fra toppen:

Tilgængelighed – var et emne vi diskuterede i august, da Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com og jeg deltog som oplægsholdere i et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve og hvor jeg havde tilgængelighed med som 1/3 af mit oplæg (kan læses HER).
Det er et kæmpe problem i mange brancher, at medarbejderene anses som værende på arbejde og tilgængelige i stort set alle døgnets 24 timer. Jeg ville have ønsket at Stresspanelet i sin udmelding havde medtaget ordet “lovgivning”, for jeg mener at det skal være direkte ulovligt at kontakte medarbejdere i deres fritid – med mindre det sker indenfor et kontraktligt aftalt tidsrum.

Balance mellem ressourcer og krav – er jo selve kernen i alles stressbalance. Jeg ved ikke helt, hvordan Stresspanelet har forestillet sig, at man kan indføre det som et krav i arbejdsmiljølovgivningen. Det handler en stor del om firmakultur, om lederne kan og må reagere på sine ansattes overbelastninger og om det er okay for medarbejderne at sige fra, når kravene/ belastningerne overstiger ressourcerne (se formlen for stress).
Jeg tror at tredie punkt kan være en stor hjælp her.

Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed.
Hallelujah! Selvfølgelig skal ledere vide noget om stress og depression! Selvfølgelig skal de kunne spotte og reagere på en medarbejder, der ikke har det godt!
Hvis du følger med her på bloggen, så har du nok gennemskuet, at en stor del af årsagerne til, at jeg synes at det er et fantastisk forslag er, at jeg har stillet det 🙂
Jeg foreslog det i mit blogindlæg Kære Stresspanel og sendte senere punkterne til Stresspanelet i en officiel mail. Efterfølgende bakkede Stressforeningen punktet op i deres anbefalinger til Stresspanelet.
Jeg har endda fået en takkemail fra Stresspanelet!

Desværre har panelet også her udeladt et meget vigtigt ord: Obligatorisk. Man er nødt til at tvinge ledere på uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Det er min erfaring gennem mange år, at der sidder ledere rundt omkring, der er overbevist om, at de har styr på det – og som viser sig slet ikke at have det, når medarbejderne har brug for det.
Indfører man undervisning i psykisk arbejdsmiljø udelukkende som et tilbud, så vil det stort set ikke blive brugt.

Det var et opslag fra B.T. på Facebook, der gjorde mig opmærksom på, at Stresspanelet havde udsendt deres 2. forslag og da jeg læste artiklen, kunne jeg ikke lade være at trække lidt på smilebåndet. Panelets formand, Anette Prehn brugte næsten ordret min argumentation/eksempel med en gaffeltruck, som jeg havde skrevet i mit Kære Stresspanel blogindlæg. Det samme skete i Politikken.
Det er helt i orden, Anette! Den bruger du bare. Nu kan jeg jo med god samvittighed sige, at jeg ikke kun har fået sat et fingeraftryk på Stresspanelets arbejde, men en hel gaffeltruck! 🙂

Nu håber jeg så, at offentliggørelserne af de resterende 10 forslag fra Stresspanelet holder niveauet og de må da meget gerne være inspireret af mine øvrige forslag også – for de er også både relevante og vigtige.

Lars Lautrup-Larsen.

Det kan I ikke mene!?

“ForældreIntra” må være ugens ord.

Jeg taler og skriver med rigtigt mange alvorligt stressramte til daglig og det har jeg gjort i en del år efterhånden. Der er aldrig nogensinde nogen, der har nævnt ForældreIntra som værende belastende på nogen måder.

Allligevel kom regeringens stresspanel i denne uge med den noget overraskende udmelding, at ForældreIntra bør nedlægges, for det er en kilde til stress.

Regeringen nedsatte for et halvt år siden et stresspanel, der på 4 dagsmøder skulle arbejde med stressproblematikkerne i Danmark og hvert møde skulle resultere i 3 konkrete anbefalinger – i alt 12 styk.
Stresspanelet bad om, at alle der havde konkrete anbefalinger til hvilket emner, de skulle arbejde med, skulle indsende disse med begrundelser og med konkrete løsningsforslag.

Det var der rigtigt mange der gjorde, har jeg forstået – bl.a. organisationer indenfor fagbevægelsen, Stressforeningen – og jeg underbyggede og indsendte også de forslag, jeg havde nedskrevet i mit blogindlæg “Kære Stresspanel“.
Derfor kan Stresspanelet i hvert fald ikke påstå, at der ikke har været konkret materiale at arbejde med. Der har været rigeligt at tage fat på og forventningerne til resultaterne af arbejdet har derfor været rigtigt store, for det virkede som om, at Stresspanelet tog deres opgave seriøst.

Derfor tabte jeg også kæben, da jeg i morgenradioen på vej til arbejde hørte, at Stresspanelet havde offentliggjort deres første anbefaling – “Luk ForældreIntra”.
Min første tanke var “Det kan I ikke mene!? – det kan I simpelthen ikke mene!?”.
Af alle de gode ideer og anbefalinger I kunne komme med, så er det hvad det kunne blive til!? I har sat ForældreIntra i top-12 af de største stressproblematikker, vi slås med i dag!?

Det er ikke alene useriøst, det er heller ikke videnskabeligt underbygget, at ForældreIntra er en større stressbelastning for mange, men udmeldingen er en våd klud i ansigtet på de organisationer og personer, der arbejder med alvorligt stressramte i det daglige og som har brugt tid og energi på at indsende underbyggede forslag ind til Stresspanelet.
Min efterfølgende reaktion var en blanding af vrede og skuffelse. Det er virkeligt et slag i maven på alle, der er og har været i alvorlig stress, at det er hvad panelet mener at være en primær årsag til at folk går ned med stress.

Jeg har ikke selv nogen børn, så jeg har aldrig været udsat for ForældreIntra. Jeg spurgte derfor 3 forældre i min omgangskreds om deres syn på sagen. De er hver i især forældre til flere børn, hvor nogle går på forskellige skoler og nogle på den samme.
Alle melder tilbage, at de bruger mellem 3 og 5 minutter hver aften på at opdatere sig på ForældreIntra og ingen af dem mente at det var belastende på nogen måde.
I DR havde de en interview med Anette Prehn, der er formand for Stresspanelet og der blev det nævnt at forældrene i gennemsnit logger på ForældreIntra 1,2 gange om dagen. De fleste gør altså som mine bekendte og logger på en enkelt gang om dagen, for at se om der skulle være nyt – og hvis de bruger de samme 3 til 5 minutter, hvordan kan det så på nogen måde være en stressfaktor så alvorlig, at Stresspanelet tager den med i top-12?

I interviewet blev det påstået, at nogle forældre logger på ForældreIntra op til 20 gange om dagen, for at holde sig opdateret. Jeg skal ikke udelukke at det er tilfældet, for det er det nok og de er jo med til at trække gennemsnittet på 1,2 indlogninger geveladigt op og for dem, er det sandsynligvis en kæmpe stressfaktor. Men – det er jo forældre, der bruger systemet forkert. De behøver ikke at logge på mere end én gang i døgnet, for så mange nye, vigtige oplysninger kommer der trods alt ikke, men på grund af disse forældre, skal ForældreIntra altså nedlægges, mener Stresspanelet.

Stresspanelets anbefaling indeholder også, at man skal gå tilbage til kontaktbogen/meddelelsesbogen, der blev brugt før i tiden. Altså gode gamle håndskrevne meddelelser og kopierede sedler, der cirkulerede mellem skolelærere og forældre.
Har Stresspanelet måske overvejet hvor stor en stressfaktor, det vil være for lærere, der skal skrive i alle disse bøger og følge op på, at de er blevet underskrevet af forældrene derhjemme? Næppe.

Jeg håber virkelig at der er noget mere overvejelse blandt de næste 11 anbefalinger, der skal komme fra panelet. Alle panelets møder er afholdt og alle anbefalinger er besluttet, men man har åbenbart valgt at offentliggøre dem enkeltvis – så det bliver et “spændende” forår.

Jeg vil i hvert fald ikke undlade at kommentere på anbefalingerne efterhånden som de kommer …

Lars Lautrup-Larsen

Stress Podcasten

For nylig opdagede jeg en perle af information om stress – og den vil jeg naturligvis dele med jer her.

Tobias Storm, der er psykologstuderende, har startet en podcast omkring stress og stress-relaterede emner. – “Stress podcasten”.
Den udsendelse der tog min opmærksomhed, indeholder et interview med Dr. Med. Bo Netterstrøm, der er en af landet absolut mest vidende omkring stress.

I løbet af ca. 40 minutter kommer Bo Netterstrøm rundt om rigtigt mange vinkler på de problemer med alvorlig stress, der er i dag. Der bliver talt om årsager til stress, hvorfor vi reagerer som vi gør – og hvad man kan gøre for at modvirke og forebygge alvorlig stress.

Det er 40 minutter komprimeret viden, som alle egentlig bør have, for at mane alle de tabuer og hele/halve sandheder om stress, der florerer i dag, til jorden, så jeg kan på det kraftigste anbefale alle at lytte til interviewet og blive klogere.

Der er yderligere 2 udsendelser i serien, som jeg ikke har haft lejlighed til at lytte til endnu, men det skal jeg!

Podcasten med Bo Netterstrøm kan høres ved at klikke HER

Lars Lautrup-Larsen.

Godt nytår 2019

“Mange oplever, at tempoet øges i dagligdagen, også mere end alle kan klare. Der er så meget, man skal nå, både på arbejdspladsen og i fritiden, måske vi skaber nogle af kravene selv. Vi vil jo så gerne have det hele med – helst på én gang.

I farten kan vi blive for ivrige med at føre os frem. Det er, som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre.

Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt.

Den nye teknologi har skabt helt nye muligheder for kontakt med andre. Man kan ”facetime” med sine børn og børnebørn, selvom de sidder på den anden side af Jorden; det er til stor glæde for alle parter. Men den nye teknologi kan også medføre, at kontakten bliver mere upersonlig – man er ”online” hele tiden – og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende.”

Ovenstående er et citat fra dronningens nytårstale. Igen i år rammer Hendes Majestæt nogle af problematikkerne, vi slås med i dag, lige på kornet.
Vi har i dag fantastiske muligheder for være i kontakt med hinanden. Vi render stort set allesammen rundt med et apparat, en mobiltelefon, der på få sekunder kan sætte os i kontakt med familie og venner over hele kloden – og vi kan endda muligheden for at se hinanden i øjnene, mens vi har kontakten. Men – hvor mange af os bruger den mulighed?
Hvor mange har du “facetimet” til og afleveret et personligt “godt nytår” i stedet for at sende en besked over SMS eller Messenger? De fleste vil nok sige “få” eller “ingen”, for sådan er det i dag. Vi har fantastiske muligheder for kommunikation, men vi udnytter dem ikke til at opnå mere menneskelig kontakt. Tværtimod.

I august måned deltog jeg i et arrangement i Greve kaldet “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen og jeg skulle hver især komme med vores bud på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. To af mine oplæg handlede om “Tilgængelighed” og “Isolation“, der handlede om udviklinger i vores måde at leve på, som jeg mener at vore hjerner ikke er klar til at håndtere – og som går fuldstændig i tråd med dronningens udmelding i nytårstalen.

2019 er et valgår. Senest d. 17. juni 2019 skal vi have været ved valgurnerne og have stemt på politikere til det nye Folketing. Året 2019 er samtidig det år, hvor problemerne med alvorlig stress stadig er massivt stigende, uden at der foreligger en plan for, hvordan det skal håndteres. Som jeg tidligere har skrevet om, så ved vi ikke engang hvor store problemerne i virkeligheden er, mens det er tydeligt for alle os, der har kontakt med alvorligt stressramte, at problemerne bliver værre og værre.

I 2019 kan du gøre noget. Der vil op til valget være masser af valgmøder over hele landet, hvor du har mulighed for at konfrontere politikerne med de massive stressproblemer, vi har her i landet og spørge om, hvad de hver især har tænkt sig at gøre. Hvis ikke der gøres noget ved problemerne nu, så er alt andet ligegyldigt. Samfundet vil ikke kunne fungere, hvis større og større dele af befolkning er sygemeldt med stress eller depression. Derfor er det vigtigt at alle politikere tager stilling!
Husk at politikere er verdensmestre i at tale udenom og forsøg derfor at få nogle konkrete svar, hvor politikeren rent faktisk har taget stilling – og husk så at notere dig svaret, så der kan følges op på, at politikerne også omsætter snak til handling.

Lad os gøre 2019 til året, hvor alle politikere på alle valgmøder bliver konfronteret med – og er nødt til at tage stilling til de kæmpemæssige problemer vi som samfund har med alvorlig stress og depression.
Det er på tide og snart for sent!

Rigtigt Godt Nytår.

Lars Lautrup-Larsen

Stresstests – lad nu være!

Igen og igen støder man på organisationer, foreninger og såkaldte “stress-professionelle”, der anbefaler at man tager en stresstest (eller flere), men hvorfor?
Hvis du er i tvivl om hvorvidt du har stress, så er det nok fordi du allerede har en mistanke om, at noget ikke er som det skal være. Havde du opdaget en knude eller noget andet fysisk i din krop, ville du så også spørge en (selvopfunden) test om det måske er kræft? Nej, vel?
Hvorfor gør du det så, når det drejer sig om noget psykisk?

Som jeg skrev for lige ved 8 år siden, så kan du ikke bruge disse stresstests til noget-som-helst. Mange af stresssymptomerne kan forveksles med symptomer på andre både fysiske og psykiske sygdomme, så for at få en korrekt diagnose skal du forbi din læge. Altid. Det kan godt være at din læge henviser dig videre, men det er altid der du skal starte.
Stresstests er spild af tid, resultaterne er mildest talt usikre – og hvis resultatet af testen siger, at du har stress – hvad så?

Ovenstående videoklip stammer fra Linda Ps show “Linda Ps hovedpine”, hvor hun fortæller om oplevelser med stresstests. Jeg synes at det er meget rammende og kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange der tager anbefalingerne om at tage disse tests alvorligt – og ender samme sted som Linda.

Lars Lautrup-Larsen

At være sygemeldt med stress …

Denne passerede i mit nyhedsfeed i dag og fortjener at blive delt videre – fordi det er så rigtigt. Jeg ved desværre ikke hvem forfatteren er, så jeg kan ikke kreditere vedkommende.




Til eftertanke 🙏

En kvinde ser sin stresssygemeldte kollega komme susende forbi i bil. “Sig mig lige… hvad drøner hun rundt efter? Pjækker hun bare? Hun burde da være hjemme, når hun er sygemeldt med stress”

En bekendt ser selvsamme sygemeldte kvinde i Fakta i gang med at handle ind. “Helt ærligt, ja ja stress og min bare r.., hun går da bare og hygger sig”

Manden derhjemme kommer hjem fra arbejde: ” Nå, er det endnu en dag, hvor JEG skal rydde op efter DIN morgenmad på bordet. Du kunne da godt lige have ryddet op efter dig selv og hentet børnene. Nu skal jeg hen i børnehaven igen så sent og jeg har faktisk passet mit arbejde, imens du har slappet af herhjemme.”

Pædagogen i børnehaven: “Seriøst? Nu sender hun sgu manden efter børnene igen ved lukketid. I stedet for selv at komme og hente dem til middag og være nærværende sammen med dem. At hun vil være det bekendt.”

MEN, hvad de ikke ser og ved er, at den stressramte kvinde har brugt 3 timer på at komme op af sengen og i bad den morgen. At hendes tanker ikke giver mening eller sammenhæng, men flyver flyvsk rundt og forvirrer hende.

De ved ikke hun vinker og hilser med et stort smil i bilen, for at dække over hvor skidt hun har det.

Ingen ser, hun sidder i bilen i 10 minutter og samler mod, inden hun går ind i Fakta for at forsøge at handle.

Ingen ser hvor forvirret hun er inde i butikken, og hvordan hylderne nærmest føles, som om de skråner ind over hende. Hvordan bogstaverne på indkøbssedlen flyder ud, så hun må gå igen efter blot 4 minutter uden varer.

Ingen ser hun går hjem og græder. Føler sig fortabt, som et kæmpe udueligt menneske, som ikke engang kan gøre selv de mest basale gøremål i livet længere. Hun kæmper med flovheden over, ikke engang at kunne magte og overskue sine egne børn, men vælger at lægge sig på sofaen resten af dagen indtil manden kommer hjem, så hun i det mindste kan give dem omsorg og opmærksomhed, når de kommer hjem kl. 17.00.

1,5 måned senere er kvinden – efter masser af ro – klar til at gå på café med en veninde, handle lidt, holde sommerferie med sin familie i udlandet m.m.

Men igen… hvad folk ikke ser, er at kvinden kun har været på café dén pågældende dag og intet andet.

At hun må bede sin mand om at pakke alt det praktiske til sommerferien og at hun lukker øjnene i flyveren hele vejen for at samle sig, til at kunne begå sig i den forvirrende lufthavn, når de lander.

At hun imens resten af familien og vennerne ser på butikker, ligger på hotelværelset og samler kræfter, så hun i hvert fald i det mindste kan være med til at komme med ud at spise til aften på en restaurant, efter et besøg på et spændende marked.

Alt for mange ved ikke, hvad det vil sige at være syg af stress, før de selv mærker det på egen krop.

Vis ALTID respekt og ha’ forståelse for, at du ikke kender historien bagved eller ved hvad der foregår bag den lukkede dør.