De hurtige løsninger mod stress

Da jeg i sin tid havde klienter i min Stressvejleder-praksis, kom de ofte til mig med et eller andet vidundermiddel, som de havde hørt skulle kunne gøre et-eller-andet mod deres stress. Nogle af dem have brugt en hundredekrone eller to på at købe krystaller, pulver, forskellige slags te og duftende salver.

Jeg anser mig selv for at være et meget åbent menneske, men jeg havde dog svært ved at dele deres begejstring. Mit udgangspunkt som Stressvejleder var jo, at mine klienters alvorlige stress kommer af de psykiske belastninger, de er udsat for igennem hele døgnet – og det er stadig  gældende! Dem kan man ikke fjerne med krystaller, te eller salver. Punktum.

Men – så længe at mine klienter havde brugt småbeløb på disse ting, så kunne jeg kun sige: “Fint – gå hjem og prøv det af. Det kan ikke skade dig og hvis du af en eller anden grund mener at det har en effekt, så er det jo kun godt” .  Man skal ikke kimse af Placebo-effekten, der er yderst veldokumenteret og så længe det man behandler sig selv med er harmløst og ikke ruinerer nogen, så er det fint med mig.

Når man bliver sygemeldt med alvorlig stress, så er der ofte noget økonomi med ind over. Mange af mine klienter sad hårdt økonomisk i det, men de var også desperate mennesker, der ville betale stort set hvad-som-helst for at få bare en lille smule lindring for deres stresssymptomer. Det gør dem meget påvirkelige overfor alle de lovprisninger af alverdens produkter, der kan hjælpe dem bare en lille smule – og det bliver udnyttet på det groveste.

I går fik jeg hånden alvorligt i rævesaksen, da der i en stress-gruppe på Facebook blev anbefalet “Fjernhealing” og jeg kom til at skrive, at det virkede lige så meget som man tror på det. Uha, det måtte jeg ikke skrive. Det tænkte jeg egentlig nok, men jeg gjorde det alligevel. Jeg har igennem de sidste mange år set og hørt om mange vidundermidler, der allesammen koster en formue og hvor jeg helt ærlig tror, at sælgerne griner hele vejen til banken, mens køberne, de alvorligt stressramte, punger ud og bliver snydt så det driver. Plastre med sukkerstoffer, apparater der giver lys (!) i ørene og underlige måleinstrumenter er bare nogle af de ting, som faldbydes for store summer og hvis virkning er yderst tvivlsom – som i “de virker ikke!”.

Healing kan være nok så godt og skader heller ingenting. Tror man ikke på det, så får man noget afslappende tid på en briks, sandsynligvis med et rart tæppe over sig og lidt nærvær fra healeren. Det kan godt være værd at betale for og afslapning er jo altid godt for den psykiske velvære.

Fjernhealing skal man være mere end almindeligt alternativ for at tro på – og du punger ud med et pænt stort beløb, for at sidde i din egen stue, mens en anden “healer” dig fra den anden ende af landet. Jeg beklager, men her står jeg af. Jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan bidrage med noget positivt for din alvorlige stress, andet end at det kan dræne din pung. Dine belastninger forsvinder ikke det mindste ved en fjernhealing og du får ikke engang opfyldt dit nærheds-behov.

Jeg har skrevet det så mange gange, men gør det gerne igen: Den eneste måde at komme ud af din stress på, er at fjerne/reducere dine belastninger og optimere din restitution – og det kan en healende person i den anden ende af landet ikke hjælpe dig med. Lad være. Brug i stedet pengene på at reducere dine belastninger eller at gøre noget der er fysisk rart for dig selv. Køb en session hos en stressbehandler, der ved hvad det drejer sig om eller brug pengene til at gøre noget for andre. Det er langt mere givende.

Mine klienter kom som regel også tilbage efter at have prøvet deres “mirakelmidler” i et par uger og fortalte, at det ikke rigtigt virkede og så blev vi enige om, at springe de “nemme” løsninger over og at arbejde med de belastninger, der var årsagerne til deres alvorlige stress på den hårde og længerevarende, men mere effektive måde.

Lars Lautrup-Larsen

Arbejdsrelateret stress – igen og igen og …

Da jeg i 2010 måtte sygemeldes med alvorlig stress var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad årsagen var. Mit arbejde. Det er jo det man får stress af, mente jeg dengang og det var også udgangspunktet, da jeg efter at haft 3 sygemeldingsperioder omsider kom i gang med at arbejde med årsagerne (ja, flertal – der er altid flere) til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen, selv om jeg mente at have fulgt alle råd og foreskrifter for, hvordan man kommer godt tilbage til hverdagen igen, efter en stress-sygemelding.

Jeg gennemgik min arbejdsdag og endevendte mit arbejdsliv, men kunne kun finde de stressbelastninger, der altid havde været der. Ja, som alle andre var der travle perioder og mindre travle perioder, der var deadlines og komplicerede opgaver, men det var jo som det plejede at være. Jeg nærmede mig godt nok en deadline og jeg havde et problem der drillede, men det var ikke anderledes end på andre tidspunkter, så hvorfor fik jeg så denne kæmpe reaktion fra min hjerne til at starte med? – og igen og igen, når jeg efter en sygemeldingsperiode vendte langsomt tilbage til mit arbejde igen, kun for at blive ramt af alvorlig stress igen?

Jeg måtte have hjælp til at forstå. Jeg tog en uddannelse som “Certificeret Stressvejleder”, der på dette tidspunkt var en meget grundig uddannelse, og brugte min nye viden til igen at arbejde med årsagerne til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen. Her gik det op for mig, at man ikke bliver stressramt af de 8-10 timer, man befinder sig på sin arbejdsplads, men af de 24 timer i døgnet, man lever sit liv. Jo, der er også stressbelastninger i fritiden og der er rigtigt mange af dem!

Det var her at det gik op for mig, at årsagerne til min alvorlige stress ikke primært lå i arbejdstiden, men i min fritid. På det tidspunkt drev jeg et website med ca. 1000 daglige brugere, som alle var meget glade for sitet, men der var en vis forventning (også fra mig selv) om at det fungerede, at fejl blev rettet rimeligt hurtigt og at der med jævne mellemrum kom nye funktioner til.

Det gjorde, at jeg efter at have siddet 8-10 timer foran en skærm på mit arbejde, fortsatte med 5-6 timer om aftenen foran en skærm, for at vedligeholde mit website.
Jeg mente selv at det var positivt, sjovt og spændende at arbejde med websitet, men min hjerne kunne ikke holde til belastningen. Den holdt aldrig fri og fik lov til at restituere og få ro.
Når jeg blev sygemeldt, smed jeg alt fra mig i en periode, men når jeg var tilbage igen på mit arbejde, var jeg samtidig tilbage foran skærmen om aftenen og så endte jeg jo igen samme sted.

Jeg har i min tid som stressbehandler og nu om dage som formand for Stress- og Depressionsforeningen mødt rigtigt mange “kloner” af mig selv. Personer, der er kommet til mig og som noget af det første melder ud at “jeg er blevet sygemeldt med arbejdsrelateret stress”.  Når jeg så spørger ind til, om det er en diagnose de har fået på en arbejdsmedicinsk klinik, er svaret næsten 100%, at det har de ikke, men “at de jo har fået stress af deres arbejde”.

Lad mig sige det med det samme. Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange mennesker med stress på den øverste del af stress-skalaen, men jeg har aldrig mødt en person, hvor årsagerne helt og aldeles har skyldtes deres arbejde eller arbejdsplads. Der har altid været private stressbelastninger eller manglende restitution med ind over. Altid!
Ja, mange af dem havde nogle kæmpe belastningsproblemer på deres arbejdsplads, men der var også altid andre belastninger involveret, som man måtte gennemgå deres privatliv for at finde.

Det er derfor meget vigtigt at vi nedbryder myten om, at det altid er dit arbejde, der er årsagen til alvorlig stress, men indser at du får alvorlig stress af alle stressbelastningerne i dit liv – både dit arbejdsliv og dit privatliv!

Ole er blevet mobbet på sin arbejdsplads igennem de seneste år. For 14 dage siden døde et af Oles familiemedlemmer og nu er Ole blevet sygemeldt med alvorlig stress.
Er Ole ramt af arbejdsrelateret stress? Ja, vil de fleste nok tænke, for det er mobningen, der er den primære årsag og dødsfaldet var “dråben”, der fik det hele til at vælte.
Det kan være at det er årsagen – men – måske er Ole god til psykisk at håndtere og ignorere mobningen, mens han var ret tæt med det familiemedlem der døde, og så er hans alvorlige stress faktisk ikke er arbejdsrelateret, men sorgrelateret? Vi ved ikke hvad sandheden er, men de fleste af os ville bare automatisk pege på Oles arbejdsforhold som værende synderen, for det har vi fået tudet i ørene i årevis, altid er sandheden.

“Sygemeldt med stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”

Jeg har skrevet om det før. Mange undersøgelser viser faktisk, at problemerne med alvorlig stress er større blandt personer udenfor arbejdsmarkedet end blandt personer der går på arbejde. Det bruger Dansk Arbejdsgiverforening så til at fastslå, at alvorlig stress slet ikke skyldes arbejdsforholdene, men at folk skal tage et kig på deres privatliv. Det er jo heller ikke rigtigt!
Alvorlig stress er summen af belastninger igennem hele døgnet, så det er selvfølgelig ultravigtigt at arbejdsgiverne sørger for, at der er så få belastninger i den tid, vi befinder os på arbejdspladsen og vi er selv ansvarlige for, at der er styr på vores privatliv. Men hvordan gør vi så det?
Lad os prøve at kigge på formlen for stress:

Stressniveau = (Belastninger – (Ressourcer + Restitution)) * Tid

For at sænke stressniveauet kan vi ifølge formlen gøre 2 ting: Vi kan finde vores belastninger og fjerne/reducere dem (det har jeg skrevet om HER) eller vi kan hæve vores restitution (læs mere om restitution HER). For at sænke stressniveauet i vores private liv, skal vi altså kigge på vores belastninger, men også på vores restitution. Vi skal sørge for, at vi får ro, hvile og positive ting ind i hverdagen som kan modvirke de belastninger, vi nødvendigvis er udsat for i resten af døgnet – f.eks. på arbejdspladsen. Netop det har manglet hos mange af de alvorligt stressramte personer, jeg har været i kontakt med – og som var overbevist om, at de havde “arbejdsrelateret stress”. De har, ligesom jeg selv gjorde, fyldt deres fritid op med aktivitet, hvor der i virkeligheden er brug for ro og restitution.

Er “arbejdsrelateret stress” så egentlig ikke et underligt begreb, for hvornår er årsagen til en sygemelding egentlig arbejdets skyld og hvornår er det privatlivets skyld?
Jo! Som med historien med Ole, er det vanvittigt svært at afgøre, hvad der er den primære belastning og dermed hovedårsagen, uden at kende til Oles måde at opfatte og håndtere sine belastninger på – og kan man i det hele taget det, uden at være Ole? – og hvad nu hvis Ole tror at man altid får stress af sit arbejde, for det har han hørt, ligesom jeg havde?
Oles historie er endda voldsomt simplificeret, med kun 2 belastninger. I virkeligheden har vi alle hundredevis af små og store belastninger i vores dagligdag, både på arbejdet og i privatlivet.

De stiller “arbejdsrelateret stress”-diagnoserne på de arbejdsmedicinske klinikker, men hvordan de rent faktisk når frem til dem, med de hundredevis af belastninger vi har, er jeg ikke klar over. Det må være en vanvittig svær proces, så lad dem som fagfolk gøre det – og erkend, at hvis du ikke har været på en arbejdsmedicinsk klinik og fået diagnosen, så ved du faktisk ikke om du har arbejdsrelateret stress.

Mit gæt er, at det har du ikke. Jeg glæder mig til den første der erkender det og skriver i et af de mange fora eller Facebook-grupper: “Hej! Jeg hedder Ole og jeg har livsrelateret stress”.

Hov! I skal lige have slutningen med. Jeg endte med at forære mit website væk til en pige i Jylland, der gerne ville drive det videre. Det var en hård beslutning, for websitet var mit “barn”, men det var det helt rigtige at gøre. Jeg følte det som jeg havde lagt en kæmpe sten fra mig, som jeg havde båret rundt på rigtigt længe – og jeg har ingen problemer haft med alvorlig stress siden!

 

Lars Lautrup-Larsen

Hvorfor får vi stress? – Isolation

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; FamilieTilgængelighed og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af sidste gruppe i mit oplæg.  Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Isolation

I min barndom kunne man overalt i boligområderne opleve fyldte legepladser,  hvor vi børn slap fantasien løs. Der blev oplevet drabelige cowboy/indianer-kampe i sandkassen og græsset blev slidt tyndt af børn der spillede fodbold eller andre bold-lege. Vi byggede sandslotte, sæbekassebiler og piratborge, så det var en fryd.

Vi brugte vores fantasi, så en kæp pludselig var et gevær, et sværd eller noget helt andet. Legen fortsatte på legepladserne indtil mødrene hang i vinduet og råbte at aftensmaden var klar – og mange gange tog  vi lige en ekstra omgang på legepladserne sammen med vennerne, inden sengetid.

Prøv at gå en tur i området hvor du bor og du vil opleve, at alle legepladserne er tomme – eller næsten tomme. Der bliver ikke leget på dem mere, når først børnene er i en alder, hvor det er muligt at holde en mobiltelefon eller en iPad.

I takt med at vi har fået alle disse vidunderlige maskiner, der kan skabe kontakt med andre mennesker i hele verden, er vi også begyndt at isolere os – og det starter altså fra vi er meget unge. Når et barn keder sig i dag, så får det ofte en mobiltelefon eller iPad i hånden og så kan det underholde sig selv, indtil aftensmad. I stedet for at opsøge den sociale kontakt hos andre børn og udvikle sin egen og de andres fantasier, så underholder barnet sig alene – og fantasien er der ikke længere brug for, for alle detaljer vises i høj opløsning og farver på den lille skærm.

Jeg er stor fan af Peter Lund Madsen. Han er utroligt vidende og en fremragende formidler. Han har netop pointeret dette problem. “Vi skal lære vores børn at kede sig. Det er en disciplin, vi har mistet, som er meget vigtig.”. Mere rigtigt kan det ikke siges.

Men – vi kan såmænd også godt bruge det samme råd som voksne. Vi er også blevet utroligt dårlige til at kede os og bare lade tankerne flyve. Er der nogle få minutter, vi ikke lige har udfyldt med en aktivitet, så giver vi os ikke længere til at få ro og observere vores omgivelser – at være i “nuet”, men i stedet hiver vi mobiletelefonen op af lommen og lader os underholde – ligesom børnene – og så er hjernen beskæftiget så længe. Prøv at køre en tur med bus eller tog, så ved du hvad jeg mener. Hvor mange mennesker sidder og kigger ud af vinduet – og lader tankerne flyve. Ikke mange. De fleste sidder foroverbøjet med en mobiltelefon i hænderne.

Det er netop problemet, som jeg ser det. Vores hjerner er altid beskæftiget i dag. Den får aldrig lov til bare at passe sit, men er altid i gang med at arbejde. Hvert et minut bliver fyldt ud, fordi vi er så frygteligt bange for at komme til at kede os, men hjernen har godt af at køre på frihjul engang imellem. Det er der at kreativiteten og de gode ideer opstår.

Det er virkeligt paradoksalt, at vi i dag alle storartede muligheder for at være kreative med andre mennesker over hele jordkloden, udveksle ideer og starte projekter – men vi vælger at isolere os og bruge de små fantastiske enheder til at underholde os alene og sørge for at vi ikke keder os.

En ting der ikke nåede med i mit oplæg, men som jeg faldt over under min forberedelse, er websitet www.abcmentalsundhed.dk
Det er et projekt der er baseret på erfaringer fra Australien og da jeg læste indholdet på websitet, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det er præcis hvad vi allesammen har brug for. Derfor synes jeg at det fortjener at komme med her.


Fra abcmentalsundhed.dk

Bag projektet står en lang række kommuner og organisationer, blandt andet spejderbevægelsen, som jeg personligt mener er – og altid har været – en af de største bidragsydere til børns psykiske velvære.
Tag et kig på abcmentalsundhed.dk – de har fat på det helt rigtige.

Læs også de 2 første afsnit af mit oplæg, FamilieTilgængelighed

Lars Lautrup-Larsen

Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; Familie, “Tilgængelighed” og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Tilgængelighed

I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt.

Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem.

I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel).

Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens …

I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm.

Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også.

Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder.

Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren.
Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem.

Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.

Link

Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?

Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv.

Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag. 

Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert.
I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER.

 

Lars Lautrup-Larsen.  

Hvorfor får vi stress? – Familie

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; “Familie”, Tilgængelighed og Isolation. Dette er blog-udgaven af første gruppe i mit oplæg. Nummer 2 finder du HER. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Familiemønster

Jeg er 53 år gammel og for 2 generationer siden, da min bedsteforældre var unge, var dette billedet på et helt normalt familiemønster. Mor var typisk hjemmegående og passede børn og husholdningen. Far var den der arbejdede ude og skaffede penge og mad på bordet. 

Det var normalen dengang og tænker man over det, så er det præcis det samme familiemønster, der har eksisteret siden vi boede i huler og som vi i de mellemliggende 1,6 millioner år (europæisk stenalder) har opfattet som det normale familiemønster. I stenalderen var det (såvidt vi ved) også mændene der gik på jagt og kvinderne der passede børn og lavede mad. 

I min bedsteforældres generation begyndte der så at ske noget. Kvinderne begyndte at melde sig på arbejdsmarkedet og at bidrage til familiens indkomst. Det bød samtidig at “husmoderrollen” nu var nødt til at blive delt, sådan at begge forældre nu stod for mad, hjem og børn. Et familiemønster, der nu om dage er det “normale”. I dag finder vi ikke ret mange familier, hvor den ene forældre har valgt rollen som “hjemmegående” og hvor den anden arbejder. 

Det betyder at vi i løbet af 70-80 år har ændret det familiemønster, der er blevet præget ind i vores hjerner igennem de sidste 1,6 millioner år. I stedet for at fordele opgaverne imellem sig, har både mor og far nu de samme pligter og begge kommer trætte hjem fra arbejde og skal have resten af aftenen til at fungere, ved at deles om de huslige pligter. 

Det er på en eller anden måde en naturlig udvikling i vores familiemønster – og sådan er det. Det er svært at gøre noget ved i dag, men jeg tænker på om en del af årsagerne til, at antallet af alvorligt stressramte er eksploderet i de sidste mange år, har noget at gøre med, at vores hjerner ikke på 70-80 år kan omstille sig til det familiemønster, vi mennesker har kørt igennem de sidste 1,6 millioner år – eller mere? Vi ved at hjernen er plastisk og kan tilpasse sig, men er 70-80 år nok til at den kan rumme og kapere vores ændrede måde at leve på? Jeg ved det ikke.

Det kunne være meget interessant, hvis der blev foretaget en undersøgelse blandt de familier, der har aktivt har valgt at den ene voksne skal gå hjemme som “husfar” eller “husmor”. Mit gæt – og det kan kun blive et gæt – er, at antallet af alvorligt stressramte vil være langt lavere end gennemsnittet af resten af befolkningen. Har jeg ret, hvad kan vi så bruge det til? Ikke ret meget, for udviklingen kan jo ikke stoppes, men måske kunne man tænke lidt over, om man i sit eget familiemønster kan ændre lidt, så der kommer lidt mere luft i hverdagen? …

2. del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed” finder du HER

Lars Lautrup-Larsen.

 

Stressramt! – Hvad gør jeg nu?

Når jeg læser i de forskellige fora- og Facebook-grupper for stressramte, er der meget ofte personer, der lige har fået konstateret alvorlig stress og er blevet sygemeldt, der spørger hvad de nu skal stille op og hvordan de kommer ud af det hersens stress igen – og svar og gode råd er der mange af.

Det skal ikke afholde mig fra at komme med nogen her, men formålet med dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle lidt om, hvordan du kommer ud af din stress igen – og hvordan du undgår at havne i alvorlig stress igen. Jeg prøver altid at holde mig til korte indlæg på disse sider, da det kan være svært at rumme meget information på én gang, så derfor er det, du kan læse nedenfor meget generelt og kortfattet. Er der noget du gerne vil have uddybet, så skriv en kommentar nedenfor – eller i Tag Stress Alvorligt-gruppen på Facebook, så skriver jeg gerne et uddybende indlæg.

Hvis du lige er blevet sygemeldt med alvorlig stress, så er der intet du skal- eller kan gøre. Det eneste du har behov for på dette tidspunkt er ro. Kun ro – og intet andet.

Du vil være fyldt op af dårlig samvittighed overfor din partner, som nu må tage slæbet, overfor dine kollegaer, som nu må gøre dit arbejde og overfor alle mulige andre. Du har med garanti været en person, som har kunne håndtere alt hvad livet har budt dig og nu ligger du bare der og kan ingenting! Jo, du kan græde. Det er du nok rigtig god til i øjeblikket.
Din hjerne beskæftiger sig med en milliard ting og tankespind er en del af hverdagen – og måske især om natten.  Din hjerne har givet op og du er nødt til at indse, at du kan ingenting overskue i øjeblikket og det er okay! Sov når du kan og sørg for, at du får ro. Det er det eneste du har behov for. Du er syg.

Det er helt normalt at der kan gå op til 4 uger eller mere, før du overhovedet kan overskue noget som helst. Jo mere ro du får, jo hurtigere går det at komme videre. Den dårlige samvittighed vil forsøge at presse dig til at blive aktiv meget hurtigere end du er i stand til, så mærk efter, hvordan du i virkeligheden har det.
Når du er kommet på benene igen, så er du langtfra klar til noget-som-helst. Du kan stille og roligt starte op med at gå nogle små ture. Gå! Ikke løbe! – og uanset hvad du måtte have hørt, så er maskinerne i fitness-centeret strengt forbudt område. Du skal gå nogle ture. Gå så langt du kan overskue og gå så hjem igen. Sæt turenes længde op efterhånden som du har overskud til det.

Hvor længe skal du så være sygemeldt? Det er et svært spørgsmål, fordi det kommer an på så mange ting. Vi er allesammen forskellige og ramt af så mange forskellige belastninger, at det er kan være svært at sige på forhånd. Jeg plejer at bruge den tommelfingerregel, at du skal starte på arbejde igen, når du har lyst til at komme på arbejde igen – og når det er sket, skal du starte meget meget langsomt op. Hvordan det kan gøres, har jeg skrevet en artikel om her.

Først når du er kommet rigtigt på benene igen og eventuelt er begyndt starte langsomt op på dit arbejde igen, kan du begynde at arbejde med årsagerne til, at du blev ramt af alvorlig stress. Ja, årsagerne – flertal. Der er altid flere årsager og selv om dit job kan være en kæmpe stressbelastning, så er det måske ikke den primære belastning.
Hvis ikke man arbejder med sig selv og finder sine stressbelastninger, så kan man betragte sin sygemelding som en lille ferie og du er nu på vej tilbage til hverdagen. Du har ikke lavet noget om, så sandsynligheden er stor for, at du ender samme sted igen. Og igen. Jeg ved hvad jeg taler om. Det tog mig 3 sygemeldings-perioder før det gik op for mig. Jeg var nødt til at lave noget om i mit liv, hvis jeg ikke ville ende i 4. sygemelding.

At finde sine stressbelastninger er bestemt ikke nemt og samtidig skal man acceptere, at det ikke altid er de ting eller personer man tror, der er de virkelige belastninger.
Jeg har skrevet en artikel om, hvordan du finder dine stressbelastninger. Den kan du læse her.

Nogle stressbelastninger kan man reducere eller fjerne helt. Andre er umulige. Der var engang en læge der sagde til en af de stressramte, jeg har været i kontakt med: “Du skal bare have et nyt job og en ny familie”. Det havde nok været den helt rigtige løsning, men sådan fungerer virkeligheden jo ikke. Det er ikke alle stressbelastninger, man bare kan kaste væk eller reducere nævneværdigt.
Hvad kan man så gøre? For at besvare det, kan vi tage et kig på formularen for stress:

Stressniveau = (Belastninger – (Ressourcer + Restitution)) * Tid

 

For at mindske stressniveauet kan vi ifølge formlen gøre 3 ting:

  1. Sænke belastningerne
    Som vi lige har berørt, kan det ikke altid lade sig gøre for alle belastninger.
  2. Hæve ens ressourcer
    Er man allerede i en stresstilstand, er det umuligt. Man har de ressourcer man har og kan ikke finde flere.
  3. Øge restitutionen
    Restitution betyder ro, hvile og at “genoplade”. Her kan vi sætte ind. Lad os se på hvordan.

Restitution

Slår man op i Gyldendals leksikon, så betyder ordet restitution: “genoprettelse, helbredelse; æresoprejsning”.
Det er alt det, du kan gøre for dig selv, som virker positivt på din krop og din hjerne. Ro er en del af restitutionen, men kort sagt skal du finde de aktiviteter, du har det godt med og som føles rart at udføre. Her må du føle efter, for det er meget forskelligt fra person til person, hvad der føles sådan. I artiklen om stressbelastninger kan du lære, hvordan du mærker efter om ting og mennesker er gode og positive for dig.

Find de personer, du har det godt med og prøv at have lidt mere samvær med dem. Find de aktiviteter, du har det godt med og få nogle flere af dem sat ind i kalenderen. Leg med dine børn, nyd samværet med familien, gå en tur i skoven og tag familien med, med mindre du foretrækker at være alene. Natur er honning for hjernen!
Har du brug for at være alene, så sæt tid af og fortæl dine omgivelser, at det har du brug for. Sådan er det bare.

Jeg er en kæmpe fan af Mindfulness som restitution. Sørg for at lære det rigtigt af en MBSR (Mindfulness Based Stress Reduction)-instruktør og øv dig. Man skal øve sig for at få det fulde udbytte af Mindfulness.

Sørg også for at tænke fysisk velvære ind i kalenderen. Fysisk velvære er balsam for hjernen, så tag et karbad, spabad, svøm en tur eller hvad du nu må have lyst til.
Let yoga og qi-gong er også fantastiske redskaber til restitution.

Prøv (er man i toppen af stress-skalaen er det svært – men prøv alligevel) om du kan finde noget, du synes er sjovt – noget du kan grine af.
Latter udløser et væld af gode hormoner i din hjerne, der er meget effektive til at modvirke dine stressbelastninger.

Alt hvad du føler er godt og dejligt bidrager til din restitution og modvirker dine stressbelastninger. Ovenstående er bare nogle få eksempler. Sæt fantasien i sving og find ud af, hvad der virker for dig.  Det er vejen frem for alle, når man befinder sig på de øverste niveauer af stress-skalaen og har reduceret/fjernet alle de stressbelastninger man kan – og så virker det selvfølgelig også forebyggende, hvis man hele tiden mærker efter, reducerer belastninger og optimerer restitutionen.

Det er vejen til ikke at blive alvorligt stressramt igen.

Lars Lautrup-Larsen

 

Arbejdsrelateret stress

For en del år siden mødte jeg Gurli. Hun hedder egentlig noget andet, men her kalder vi hende Gurli.

Gurli fortalte som det første, at hun var lige var blevet sygemeldt, for hun havde fået konstateret “arbejdsrelateret stress”. Hun fortalte om sit arbejde, hvor hun havde en chef, der var blottet for empati og kastede arbejdsopgaver i hovedet på hende hele tiden. Hun havde et par kollegaer, hun var gode venner med, men ellers var der en del mobning fra andre kollegaer på arbejdspladsen. Da hun en dag var brudt sammen på arbejdet, var hun blevet sendt hjem og med hjælp fra hendes tillidsrepræsentant og fagforening, var hun blevet henvist til en arbejdsmedicinsk klinik, hvor de havde konstateret, at hun havde fået “arbejdsrelateret stress”.

Gurli var hverken den første eller den sidste, jeg har mødt med den diagnose, så efter at vi havde talt en del om chefen, arbejdet og kollegaerne, spurgte jeg ind til hendes liv udenfor arbejdstiden. Her fortalte hun, at der havde hun jo også “lidt at slås med”, som hun udtrykte det, men slog det hen som værende “meget almindeligt”.

Gennem vores samtaler kom det efterhånden frem, at der ikke kun var lidt at slås med – men en hel del ting, som kom på bordet lidt efter lidt. Et halvt år forinden havde Gurli mistet sin mor og kort efter var hendes ægteskab gennem 18 år forlist. På det tidspunkt hvor jeg talte med Gurli, havde en sag kørende med kommunen omkring hendes søn, der havde specielle behov, som sagsbehandleren ikke kunne/ville tage stilling til. En kamp, hun kæmpede uden hjælp fra sin eksmand.
Det var jo mere end tydeligt, at hun var stressbelastet i de 8 timer, hun var på arbejde, men hun var så sandelig også belastet på mange måder, når hun kom hjem.

Gurli er ikke speciel. Slet ikke. Hun er præcis som alle andre alvorligt stressramte, jeg har mødt igennem tiden. Hun har ikke fået alvorlig stress af én belastning, men hendes tilstand er resultatet af mange forskellige belastninger fra mange forskellige kilder igennem hele døgnet. Samtidig har hendes situation gjort, at muligheden for restitution – at “lade op igen” –  var stort set ikke-eksisterende, for hun havde masser af ting at slås med, når hun kom hjem fra arbejdet.

Hvordan kommer man så frem til, at diagnosen er “arbejdsrelateret stress”, når nu vi allesammen har mange forskellige belastninger og de belastninger, man udsættes for i arbejdstiden, kan være store og mange, men ikke er alene? Jeg ved det ikke. Gurli var brudt sammen på arbejdet. Var diagnosen blevet den samme, hvis hun var brudt sammen i Brugsen?

Jeg ved at det ikke er populært at sige det, men jeg synes simpelthen at vi skal holde op med at bruge begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet konstatere at alle alvorligt stressramte er ramt af “livsrelateret stress”. At kalde det “arbejdsrelateret stress” er jo, som Gurli også gjorde det, at placere ansvaret for hendes sygemelding på ét sted, når det i virkeligheden lå flere steder.
Det er umuligt at måle og veje belastningerne mod hinanden og konstatere hvor ansvaret for sygemeldingen skal placeres. Det kan kun blive et gæt, ud fra den alvorligt stressramtes udtalelser om hvilke typer belastninger, der er størst.

Jeg er ikke klar over om Gurlis diagnose udløste et besøg af Arbejdstilsynet på hendes arbejdsplads, for at kontrollere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg håber det, for så blev der arbejdet med den del af Gurlis belastninger, men det ville ikke løse hele Gurlis belastningsproblem. Hun havde stadig alt det andet at slås med.

“Gurli” har det ifølge hende selv “fremragende” i dag. Hun har fået et andet job, en ny mand i hendes liv – og sønnen fik den hjælp, han skulle have og har det fint i dag. Hun har givet lov til, at jeg må bruge hende som eksempel i dette indlæg, med et andet navn. Hun er, som tidligere nævnt, ikke et specielt tilfælde, men hun er et godt eksempel på, at hun til trods for sin “arbejdsrelateret stress”-diagnose havde andre, store belastninger at slås med. Personer som hende har jeg mødt rigtigt mange af.

Jeg mangler stadig at møde den person, hvor belastningerne på arbejdet er eneste årsag til alvorlig stress. Jeg tvivler meget på, at den person overhovedet findes.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Se også: Skrøner: Det er dit arbejde der giver dig stress

 

 

Tiden efter en stress-sygemelding

Du har været sygemeldt med alvorlig stress i en periode, du er forhåbentlig meget langsomt kommet “op i gear” og måske startet langsomt op på arbejdet igen og er kommet på fuld tid. Men – du er stadig ikke helt tilbage, synes du og dine pårørende har måske ladet en bemærkning falde om, hvor længe det mon tager før du igen er den person, du var før.

Jeg er nødt til at sige, at du bliver nok aldrig den samme person igen, men det er nødvendigvis ikke en dårlig ting. For at du og dine pårørende kan forstå, hvorfor det er sådan, er vi nødt til at dykke lidt ned i, hvad der skete med dig mens du havde alvorlig stress.

I din periode med alvorlig stress har din hjerne i døgndrift været udsat for store mængder af stresshormonet Kortisol. Det produceres i binyrerne og aktiverer en lang række ting i din krop, der er med til at bekæmpe de stressbelastninger, du har følt. Efterhånden som din alvorlige stress er mindsket, er mængden af Kortisol ligeledes reduceret til normalt niveau, men store mængder Kortisol over lang tid har påvirket din hjerne fysisk og især 2 områder er blevet ramt.

Hippocampus

Hippocampus er det sted i hjernen der regulerer dit stressniveau. Det er den del, der sender signal til binyrerne om at skrue op for produktionen af Kortisol og den hjælper os med at finde løsninger og muligheder, ved at trække på bl.a. hukommelsen, mens presset står på. Det store problem er, at de store mængder Kortison som hippocampus udsættes for, starter en nedbrydning af cellerne. På hjerneskannings-billeder kan man derfor se, at hippocampus gradvist skrumper under alvorlig stress.

Hippocampus - (c) Creative Commons

Amygdala

Amygdala er centeret for følelser og det sted i hjernen, hvor alle signaler om de stressbelastende trusler analyseres og en eventuel reaktion udløses. En belastet Amygdala er også selv i stand til at “konstruere” angst og frygt, som ofte følger med det at være alvorligt stressramt. En amygdala, der er udsat for store mængder Kortisol i længere tid vil, i modsætning til hippocampus, vokse i størrelse.

Amygdala - (c) Creative Commons

Hvad betyder disse ændringer i hjernen?

Ja, reelt set betyder det at du, som alvorligt stressramt i længere tid, har pådraget dig en lille hjerneskade. Hukommelsen er ikke hvad den var, man mister hurtigt energien og at det kan være svært at overskue mange ting/mange mennesker samtidig er bare nogle af de ting, du kan være ude for. Du har måske også tendens til at være lidt mere følsom, mere grådlabil, angst og ting kan “går dig på” mere end før. Men bare rolig …

Både hippocampus og amygdala har nemlig evnen til at hele sig selv. Så snart Kortisol-belastningen er væk, genskabes de celler der er blevet ødelagt og selv om det kan tage rigtig lang tid, så kan de med tiden vende tilbage til deres oprindelige størrelse. Hvor lang tid det tager, er ikke til at sige, men nogle af de efter-stress-symptomer, der er nævnt ovenfor vil med indenfor relativt kort tid reduceres eller forsvinde, mens f.eks. hukommelsen kan være påvirket i lang tid –  mange år – måske endda for altid.
Derfor skal man som tidligere stressramt – og pårørende – være tålmodige. Langt de fleste symptomer skal nok forsvinde over tid, forudsat at man har fundet og fjernet eller reduceret sine stressbelastninger, så stressniveauet fortsætter med at være lavt.

Jeg skrev i starten at du nok aldrig bliver den samme igen og at det nødvendigvis ikke er nogen dårlig ting. Tidligere alvorligt stressramte har det nemlig med at blive mere følsomme, når det kommer til at deres belastningsniveau er ved at blive overskredet og de fleste genvinder energien til at sige fra i tide eller finde alternative ikke-belastende muligheder. De bliver så at sige “klogere på bagkant”. Man kan sige, at de fleste tidligere stressramte bliver de personer de skulle have været før. I stedet for at sige “ja” til alt og køre 180 i timen for at gå ned med et brag, så har de fleste lært deres begrænsninger at kende og kender vejen, hvis ikke de overholder det – og har man først prøvet at være ramt med alvorlig stress, så er det det sidste man ønsker at opleve igen.

Så – hvis du er pårørende til en tidligere alvorligt stressramt; accepter at personen nu er blevet klogere, ikke kan det han/hun kunne før og i stedet er blevet meget bedre til at passe på- og beskytte sig selv. Respekter når der siges fra og respekter at han/hun gør hvad der er muligt.

 

Lars Lautrup-Larsen

Kære Stresspanel

I den forløbne uge kom nyheden om, at 6 af regeringens ministre var gået sammen om at stifte et “stresspanel”, bestående af 11 eksperter, der skal komme med løsninger på, hvordan stress bliver et mindre problem i samfundet – som det udtrykkes. Klik her for at se nyheden om panelet på Altinget.dk.

Fantastisk! Det mener jeg virkelig! Fantastisk! Alvorlig stress har været et kæmpe problem i mange, mange år og ingen har rigtigt gjort noget. Der er blevet stiftet den ene organisation efter den anden, der skulle fokusere på stress-problematikkerne og et væld af stresseksperter har været tilknyttet disse, uden at vi har hørt et muk. Imens har alvorlig stress og sygemeldinger bredt sig som en pest i befolkningen og reelt set aner vi intet om, hvor store problemer vi står med i dag (Se min blog fra 24. juni).

Med det nye panel er det allerede fastlagt, at der skal afholdes 4 temamøder, der hver skal munde ud i 3 løsningsforslag. Der skal med andre ord komme noget konkret fra panelet, som de 6 ministre kan forsøge at implementere i lovgivningen. Kald mig bare naiv, men jeg ser en kæmpe mulighed for, at stressproblematikkerne endelig tages alvorligt og at der rent faktisk gøres noget! Ja-hatten er på og jeg vil følge stresspanelets arbejde tæt fremover.


Kære Stresspanel.

Jeg må indrømme, at da jeg først læste hvem I deltagere er, så undrede jeg mig. Med undtagelse af et par stykker af jer, kunne jeg ikke lade være med at tænke “Ved de overhovedet hvad stress er?”.  Da jeg havde tænkt lidt over det, kom jeg frem til, at det gør flere af jer måske ikke, men så har I kompetencerne til at tænke ud af boksen og se stressproblematikkerne fra andre vinkler. Der er jo masser af stresseksperter, som man kunne have taget fat i og bedt om at deltage i jeres panel, men de er måske allesammen lidt fastlåste i deres vinkel på problematikkerne, hvor I ser tingene anderledes.
Med det i tankerne synes jeg at panelet er fantastisk sammensat – og skulle I blive i tvivl om noget faktuelt omkring stress, så har I jo Peter Lund Madsen med jer, der ved alt om emnet og er en fantastisk formidler. Så kan det ikke gå helt galt, tænker jeg …

Der er ingen tvivl om, at de allerede eksisterende organisationer og meningsdannere inden for emnet vil forsøge at påvirke jer med deres vinkel på problematikkerne. Der er i årevis blevet peget i alle retninger, når det/de skyldige i, at stress er blevet et kæmpe problem, skal findes – og når man bare står og peger, kommer man ingen steder og får intet løst. Jeg håber med hjertet at I vil ignorere disse og i stedet lytte til de virkelige eksperter udi stress, nemlig dem der selv har prøvet det på egen krop. De er blevet ramt af alvorlig stress og sygemeldt på grund af hundredevis af forskellige faktorer. Ikke kun deres arbejde, ikke kun deres fritidsliv eller familierelationer, men af en kombination af en masse forskellige belastninger fra en masse forskellige kilder.
De stressramte og tidligere stressramte kan give jer et indblik, uden at have en bagvedliggende dagsorden.

Jeg vil gerne give jer en lille liste af punkter, som jeg synes er vigtige og håber at I overvejer i jeres løsningsforslag:

  • En officiel stress-skala
    Ordet “stress” kan betyde alt fra “en lille smule travlt” til “et decideret stressnedbrud”. Når vi omtaler “stress” ved vi derfor ikke om vi taler om den ene eller den anden form – eller hvor på skalaen, vi befinder os. I den årrække jeg har beskæftiget mig med stress, har jeg oplevet igen-og-igen at misforståelserne har floreret i stor stil og ser det som meget nødvendigt at vi allesammen får samme udgangspunkt i en officiel skala, når vi taler om stress.
    Indtil det er sket, bruger jeg denne 4-punkts stress-skala

  • Ny undersøgelse af stressproblematikkernes omfang.
    Den seneste undersøgelse, der er baseret på fakta, er Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006. Det er altså tal, der er mindst 12-13 år gamle. Alle efterfølgende undersøgelser har været baseret på spørgeskemaer, hvor man selv har skulle vurdere sit stressniveau og med alle de usikkerheder der er i det (se punktet ovenfor), er resultaterne af disse også ret usikre. Derfor er en ny undersøgelse som den i 2006 nødvendig og meget gerne fuldt op af en ny hvert 5. år fremover.
    Læs mere her
  • Obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø
    Man kan ikke lære empati og medfølelse, men man kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være obligatorisk, for ellers bliver den ikke brugt.

  • Undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse allerede i Folkeskolen
    Jeg oplever selv at de stressramte personer, jeg har kontakt med, bliver yngre og yngre. For bare nogle få år siden var det fortrinsvis personer fra starten af 30’erne til slutningen af 50’erne, jeg talte med. Nu får jeg ofte henvendelser fra elever på det lokale gymnasium. Derfor mener jeg at man ikke kan sætte tidligt nok ind med information om stressforebyggelse- og -håndtering. Man kommer meget langt med at fortælle unge mennesker, hvad stress er og hvorfor deres hjerner reagerer som de gør under belastning.

  • Officiel certificering af stressbehandlere
    Der findes et utal af mere eller mindre seriøse stressbehandler-uddannelser og stress er blevet et modeord, der er med på næsten alle alternative behandleres “menuer”.
    Jeg har oplevet utallige eksempler på, at disse behandlere har udført “behandlinger”, der har været direkte skadelige og i bedste fald har medført forlænget sygdomsperioder. I dag har du ingen mulighed for at se, om en stressbehandler er seriøs eller i det hele taget ved noget om stress. Derfor mangler der i høj grad en officiel certificering, som man kender det fra andre brancher indenfor behandling.

Jeg vil ønske hele Stresspanelet rigtig god arbejdslyst og jeg vil som sagt følge jeres arbejde tæt.
Hvis panelet kan bruge min hjælp/viden/meninger eller har brug for at jeg uddyber ovenstående, er I mere end velkommen til at kontakte mig på: lars@lautrup.dk

 

Lars Lautrup-Larsen

Hvor mange stressramte er der i Danmark?

Det korte svar:

Ingen ved det.

Det lange svar kommer nedenfor:

 

 

 

Hvis du søger på nettet for at finde svar, er du med garanti stødt på disse tal:

  • 500.000 danskere kontakter årligt deres læge på grund af stress
  • 30.000 hospitals-indlæggelser om året på grund af stress
  • 430.000 danskere – svarende til 10-12 %- har symptomer på alvorlig stress.
  • 1400 danskere dør hvert år af stress

Tallene bliver nemlig brugt af stort set alle personer og organisationer, der arbejder med stress – og med rette, for det er de seneste tal vi har, der er baseret på fakta.
Problemet er at tallene stammer fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006.
Det er altså i skrivende stund 12 år gamle tal, vi stadig anser som værende gældende.

Alle der har interesseret sig for – eller arbejdet med stress-problematikkerne i de senere år, ved med sikkerhed at problemerne ikke er blevet færre i de mellemliggende år, men er blevet markant større. Hvor meget større, er der så ikke nogen der er klar over og det er i sig selv problematisk.

Er der så slet ikke lavet undersøgelser omkring stress siden 2006? Jo, det er der – men i modsætning til 2006-undersøgelsen, der er baseret på faktiske statistiske data fra blandt andet: Sygesikringsregisteret, Landspatientregisteret og Dødsårsagsregisteret, så er alle efterfølgende undersøgelser lavet ud fra spørgeskemaer. Skemaer, hvor deltagerne i undersøgelserne selv har skulle vurdere om de er ramt af stress og graden af deres belastningstilstand. Undersøgelser der er baseret på deltagernes viden og følelser er, i forhold til undersøgelser baseret på statistiske data, behæftet med meget stor usikkerhed og det gælder nok især disse undersøgelser omkring stress.

Uanset at stress har været et emne i mange år, så er der stadig stor uvidenhed om, hvad stress i virkeligheden er, rundt omkring.
Jeg ved af erfaring, at der stadig er mange der tror at stress er lig med travlhed, at stress er noget kun psykisk svage mennesker får og at stress udelukkende er noget du får af dit arbejde. Jeg har her på denne blog skrevet omkring de misforståelser og “skrøner”, der findes om stress. De er allesammen baseret på den uvidenhed, eller forkerte opfattelse af stress, som jeg har mødt rundt omkring. Dertil skal vi så lægge, at stress også stadigvæk er tabu mange steder.

Det siger sig selv, at når man beder deltagere i en spørgeskemaundersøgelse om at vurdere deres eget stressniveau, hvor hovedparten af deltagerne ingen- eller en forkert opfattelse af stress har og nogle måske endda ser emnet som et tabu, så kan undersøgelsesresultatet ikke blive retvisende. Slet ikke.

Derfor har vi i høj grad brug for, at der laves en ny rapport omkring stress-problematikkerne, baseret på statistiske data som i 2006 – og meget gerne fulgt op af en ny rapport hver 5. år.
Det vil ikke kun give et konkret indblik i, hvor store problemer vi står med i Danmark lige nu, men også give et indblik i, om de tiltag der sker, har nogen umiddelbar effekt.
Jeg er sikker på, at en sammenligning af tallene i 2006-rapporten og de samme tal i dag vil sætte en stor tyk streg under behovet for en national handlingsplan mod stress.

Konklusionen på det lange svar er derfor:

Ingen ved det.

 

Lars Lautrup-Larsen.