Kronisk stress

Stress kan ikke blive kronisk som i “for altid”.
Stress kan blive kronisk som i “langvarig”.

Når jeg har skrevet ovenstående i forskellige grupper og fora omkring stress, er jeg hver gang blevet mødt med forskellige modargumentationer og nogle enkelte gange ligefrem af skæld-ud (for at bruge et pænt udtryk).




Det er åbenbart en udbredt misforståelse at “kronisk stress” skulle betyde at man vil være ramt af alvorlig stress resten af sit liv. Sådan er det heldigvis ikke.

Stress er ikke en sygdom. Stress er en reaktion på belastninger og når mængden af belastninger falder, vil stressreaktionen altid mindskes – over tid.


Hvor kommer så disse misforståelser fra?

Udsnit fra “Den Danske Ordbog”

Den Danske Ordbog er meget klar: Ordet “kronisk” kan betyde både “langvarigt forløb” og “konstant tilbagevendende” – og denne dobbeltbetydning er nok årsagen, men hvorfor den brede befolkning ikke kender begge betydninger, men udelukkende opfatter “kronisk” som “livsvarigt”, er der nok nogle kloge hoveder, der har svaret på. Jeg har ikke.

Men – hvorfor får jeg så de stærke reaktioner, når jeg gør opmærksom på dobbeltbetydningen og at personer, der af deres læge har fået at de har “kronisk stress” ikke nødvendigvis skal være ramt af alvorlig stress resten af deres liv?

Jeg har desværre fornemmelsen af, at jeg – i hvert fald nogle gange – punkterer en “sovepude”, de har lavet for sig selv, hvor de har overbevist sig selv om, at det ikke nytter at gøre noget. Det er ligegyldigt, for de skal jo have de her symptomer og problemer resten af deres liv – det har lægen selv sagt!

Det kan altid betale sig at gøre noget! Det er aldrig ligegyldigt!
Det kan tage rigtigt lang tid og man kommer måske aldrig helt tilbage til der, man var engang, men hver gang du mindsker eller fjerner en stressbelastning bare en lille smule, letter dine stresssymptomer tilsvarende en lille smule og vi ved jo alle, at “mange bække små gør en stor å”.
Du får det bedre! – over tid – for det tager tid! Stress er ikke en kontakt man kan slå fra. Det tager tid at komme ud af sin alvorlige stress, men det er altid muligt.

Bruger du “sovepuden” som ovenfor og opgiver at gøre noget ved dine stressbelastninger, så ender du med at opfylde din egen profeti på grund af din misforståelse af ordet “kronisk”.
Du vil komme til at slås med stresssymptomer resten af dit liv og måske også alvorlige følgesygdomme.

Ved langvarig stress kan vi desværre udvikle forskellige følgesygdomme som f.eks. angst og depression – og disse kan blive kroniske – som i “for altid”.

Derfor er “kronisk stress” = “langvarig stress” og det er aldrig for sent at gøre noget ved sine stressbelastninger og få det bedre.

Lars Lautrup-Larsen.

Er vi en generation af ‘målere’?

For ikke så længe siden talte jeg med en læge, om selvdiagnosticering i forbindelse med stress – altså vores evne til selv at vurdere, om vi er alvorligt stressede – og hvor højt et stressniveau vi egentlig har på et givent tidspunkt.

Ikke overraskende fortalte lægen, at det faktisk er lidt af et problem. I stedet for at konsultere lægen med det samme, når man mærker at noget er forkert, så er de fleste af os begyndt at ‘google’ vores symptomer. I stedet for at starte med at lade lægen stille de rigtige spørgsmål, så stoler vi på de informationer, der bliver smidt i hovedet på os, som søgeresultater og artikler fra f.eks. Netdoktor.

Når disse informationer rammer en stresset hjerne, så skal der ikke meget til, før de mest almindelige stresssymptomer pludselig bliver symptomer på meget alvorlige sygdomme. Lægen fortalte om mange patienter, der var dukket op i klinikken med alverdens udskrifter fra nettet, resultater af stresstests og endda sirlige skemaer over målt blodtryk og søvnperioder.
Det tog hver gang lægen lang tid – og nogle gange uden succes – at forklare patienten, at når man er ramt af alvorlig stress, så er mange både psykiske og fysiske symptomer helt ‘normale’ – og at patienten ikke fejlede andet end at vedkommende skulle hjem på sofaen og have masser af ro.

Nogle patienter fejlede endda ingenting. Deres symptomer havde været ganske kortvarige, men stresstesten havde jo fortalt, at de var alvorligt ramt. Alle der kender min holdning til disse stresstests, ved at jeg mener at de gør mere skade end gavn.

Samtalen med lægen fik mig til at tænke på, om ikke vores tendens til ‘selvmåleri’ ikke også er en stor stressfaktor og samtidig er det jo et stort problem, at vi stoler så meget på det vi hører og læser.

Jeg har et af disse små smarte ure, der kan fortælle mig præcis hvordan jeg har det – eller det hævder producenten i hvert fald. Det måler min puls, mine skridt, min søvn og en hel masse andet – og ja, mit stressniveau.
Min puls registreres nok nogenlunde korrekt, jeg har ikke checket. Min søvn ser også ud til at blive registreret ihvertfald nogenlunde korrekt, men jeg går åbenbart 8-10 skridt, hver gang jeg vender en bøf på grillen …

Jeg er igennem mange år blevet rigtig god til at mærke mig selv og mit stressniveau, men det jeg mærker hænger slet ikke sammen med det, uret måler. Jeg kan i mine mest afslappede perioder have et temmelig alvorligt højt stressniveau ifølge uret – og omvendt. Men – hvem har ret? Når nu uret er noget af det ypperligste i teknologi, så må jeg jo mærke forkert – eller hvad?

Vi ikke bare måler os selv i fysisk forstand. På de sociale medier måler vi os selv i forhold til andre – og det er nok næppe nogen overraskelse for nogen, at vi sjældent scorer toppoint.

For nogle uger siden var jeg tilhører ved et arrangement som Stressforeningens Ung-til-Ung-gruppe havde arrangeret i København, “Det (u)perfekte liv”. Her fortalte Stressforeningens psykolog, Frida Sloth om de stigende problemer med alvorlig stress blandt unge – og så havde foreningen inviteret Youtuber og influencer Amalie Wessel til at fortælle om hendes måde at bruge de sociale medier på.
Hun brugte dagligt mange timer på at fremstå perfekt. Hun tog mange billeder af mange situationer og brugte de rigtige filtre, så hun på billederne altid fremstod med glat hud, håret sat og selv øreringene skulle gerne skinne, så hun fremstod perfekt.

Igen kom jeg til at tænke på, at der har siddet tusindevis af hendes følgere og har målt deres liv og deres udseende mod Amalies – og konstant har fejlet, for det kom ikke i nærheden. Det var umuligt, for Amalies liv på de sociale medier var en stor løgn. Amalie kaldte det selv for “Facade-Amalie” og det havde intet med den “rigtige” Amalie at gøre. Hun er nu blevet klogere på sin egen rolle og starter her i sommeren 2019 en ny profil på Instagram, hvor hun fortæller om sit rigtige – ægte – liv: @EtBarnAfMinTid

Vi har sådan set altid målt os og vores liv imod andres. I min barndom og ungdom var det også populært at skifte bilen ud med en større og dyrere end naboens – og familiære problemer blev skjult bag gardinerne, så man så ud til at have mere styr på livet end det egentlig var tilfældet. Men det var i det små og ingen købte den dyreste Mercedes for at overgå hele nabolaget, for man skulle jo trods alt også have smør på brødet hver dag.

I takt med at de sociale medier bruges mere og mere, så er det blevet nemmere og nemmere at fremstå perfekt – og når man som Amalie er så god til det, at der er mange tusinde mennesker, der sluger det råt, så er der også større fare for, at flere får et næsten dagligt nederlag over, ikke at kunne opfylde nogle mål, de selv har sat for sig selv og som ganske simpelt er uopnåelige.

Der findes en læresætning, der hedder “80% er godt nok”, som jeg har brugt overfor alvorligt stressramte, der altid har prøvet at yde 100% (mange gange 110%) og aldrig været tilfreds med egne præstationer, hvad enten det har været arbejde eller privatliv. Tingene skulle være perfekte og selv når de var, var de alligevel ikke helt tilfredse. Det giver alvorlig stress, når man dag efter dag ikke kan opfylde sine egne mål.
Vi brugte derfor meget tid på at finde frem til, at man ikke behøver at løse alle opgaver perfekt. At ingen forventer at man er perfekt og at man sagtens kan være glad og tilfreds med mindre – og så beholde sit overskud.

Gå til læge, hvis du har symptomer og lad være med selv at konkludere hvad du fejler. Lægen har trods alt brugt mange år på at opnå den viden, du forsøger at overtrumfe med en computer og en Google-søgning.

Lad også være med at måle dig selv og dine præstationer konstant og hele tiden. Nogle mål kan du slet ikke nå og for resten gælder det at huske, at 80 procent ER godt nok!

Lars Lautrup-Larsen.

Spaghetti med kødsovs

Prøv at forestille dig, at du for et halvt års tid siden blev inviteret på gourmet-mad, tilberedt at nogle kendte danske kokke.

De tog sig ekstra lang tid til tilberedningen, for at du kunne glæde dig rigtigt meget.

Forestil dig så, at da dagen hvor middagen skulle indtages endelig var der, så viste det sig, at gourmet-maden i virkeligheden bestod af spaghetti med kødsovs.

Det var omtrent den følelse jeg fik, da Stresspanelet i denne uge endelig præsenterede den fulde rapport med deres 12 forslag, der skulle sætte fokus på de massive problemer med alvorlig stress, vi har her i landet.
Jeg blev skuffet. Rigtigt rigtig skuffet.

Misforstå mig ikke. Spaghetti med kødsovs kan da smage dejligt og der kan da også være nogle gode elementer, som f.eks. en god hjemmelavet pasta og lækkert smagfuldt kød, men det løfter sig ikke rigtigt op til gourmet-stadiet, ligegyldigt hvad man gør ved det, vel?

Der er da også enkelte elementer i Stresspanelets rapport, der er okay – men uden bid og hele rapporten emmer af, at forslagene ikke må koste penge og at der i det hele taget ikke må stilles for store krav eller foreslås at indføre alt for skrappe ændringer.
Det er tydeligt, at hver af panelets medlemmer har forsøgt at få nogle af deres mærkesager igennem og det er nogenlunde gennemskueligt, når man gennemgår forslagene, hvem der er bagmand bag de enkelte forslag.

Der er, ifølge Stresspanelet selv, 202 enkeltpersoner og organisationer, der har bidraget med forslag til Stresspanelet. Det undrer mig meget, at man ikke har fundet flere forslag i den bunke, der trods alt stammer fra folk, der dagligt beskæftiger sig med stressproblematikker på forskellig vis – men i stedet vælger fokusere primært på egne mærkesager.

En anden ting der også undrede mig var, hvorfor det skulle tage 4 måneder at offentliggøre rapporten og de 12 forslag. Panelet blev færdig med deres arbejde i slutningen af 2018, så hvad skyldes forsinkelsen?
Onsdag tror jeg også at jeg blev klogere på det spørgsmål, da jeg så nedenstående opslag på Facebook.

Imran Rashid er et af Stresspanelets medlemmer

Det virker sandelig meget tilfældigt.

Hvad så nu? Spaghettien og kødsovsen er lavet, spist og fordøjet.
Gourmet-mad blev det aldrig til og mæthedsfornemmelsen indtraf egentlig aldrig. Man sad bare tilbage med en underlig smag i munden efter en lidt bitter bøvs.

Stresspanelets arbejde endte med et højdepunkt, der var en diskussion omkring nedlæggelsen af ForældreIntra. Et forslag som jeg egentlig synes var på grænsen til at latterliggøre stressramte – men det var så det.
De enkelte gode elementer og forslag, der trods alt var at finde, vil nu drukne i ligegyldighedens kødsovs. Jeg har i de seneste par dage talt med en del mennesker, der på en eller anden måde har med stress/stressramte at gøre og ingen – som i ingen – har haft noget positivt at sige om det generelle indhold af rapporten.
Derfor kan vi så bare trække på skulderne og videre.
Det var det Stresspanelet kunne levere og det var ikke imponerende.

Lars Lautrup-Larsen

Du kan hente Stresspanelets rapport HER.

Stressforeningen

Jeg er i øjeblikket i gang med flere længere artikler og et par blog-indlæg, som kommer snart. Derfor går der i øjeblikket lidt længere tid imellem nyhederne her på siden.

En enkelt nyhed – og en opfordring vil jeg dog dele med jer:

Jeg er blevet medlem af bestyrelsen i Stressforeningen.

Stressforeningen har igennem mange år gjort et kæmpe arbejde for at sætte fokus på stress og de alvorlige problematikker, der følger med, når man rammes af alvorlig stress, både hvad angår en selv og ens pårørende.

Stressforeningens formål er disse:

Stressforeningen er en uafhængig forening, hvis hovedformål er at sikre alle, der er på vej til, er, eller har været syge af stress, pårørende og andre lige adgang til information, rådgivning og støtte.

Derudover er Stressforeningens formål:

– at forebygge og bekæmpe den sundhedsskadelige stress og dets konsekvenser.

– at forbedre vilkårene og øge behandlingsmulighederne.

– at støtte forskning i stress, dens årsager, forebyggelse og behandling.

– at sætte stress på den politiske dagsorden.



Det er jo fantastiske formål, som jeg jo kun kan bakke op omkring og som jeg jo også (i lille skala) forsøger med denne side. Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med i bestyrelsesarbejdet. Selvfølgelig vil jeg det!

For 1½ uges tid siden blev der så ved den årlige generalforsamling valgt en ny formand, Birgitte Larsen, der har været formand tidligere i mange år, en ny næstformand og en næsten ny bestyrelse. En, efter min mening, handlekraftig bestyrelse, hvor mange af medlemmerne allerede inden generalforsamlingen havde været travlt beskæftiget med nye planer, nye aktiviteter og med stort fokus på foreningens fremtid.
Det har allerede været en fornøjelse at møde disse mennesker, der som jeg selv har en kæmpe passion for at ville informere og hjælpe alvorligt stressramte og deres pårørende.
Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med dem fremover og jeg er sikker på, at vi kan gøre rigtigt meget godt sammen.

Vil du også hjælpe? – så vil jeg opfordre dig til at melde dig ind i foreningen. Jo flere medlemmer der er i foreningen, jo flere kan vi hjælpe og jo flere arrangementer og aktiviteter kan der gennemføres – så ethvert medlem betyder noget! Du behøver ikke selv at være stressramt. Alle der ønsker at støtte foreningens formål er hjertelig velkommen.

Læs mere om Stressforeningen på foreningens hjemmeside:
http://www.stressforeningen.dk/

Medlemskab koster 200 kr. pr. år – og du kan gå direkte til indmeldingssiden ved at klikke HER.
Tak for din hjælp 🙂

Lars Lautrup-Larsen.

Når stress bliver forretning

Jeg har skrevet om emnet før, men jeg synes at det er på tide at tage emnet op igen. I de sidste mange måneder er jeg nemlig blevet gjort opmærksom på en masse “uddannelser” og tiltag, der er sat i verden for at nogle mennesker kan gøre stress til en hel- eller delvis levevej.

Det er egentlig ikke noget i vejen med. Det er kun rimeligt, at man får betaling for den ydelse man yder og den tid, man bruger på det – og jeg har da også selv en fortid som Stressvejleder i Solrød. Jeg har dog igennem den senere tid fået en stærkere og stærkere fornemmelse af, at for mange af disse undervisere og stressbehandlere, kommer forretningen før ønsket om at hjælpe folk med deres stressproblemer.

For nogle måneder siden deltog jeg som tilhører ved et gratis foredrag om stress- og stresshåndtering. Det var såmænd et udmærket foredrag, men der var ikke rigtigt noget nyt under solen, der var nogle faktuelle fejl og “værktøjer”, som har været brugt i stressbehandling i årevis, var pludselig blevet opfundet af foredragsholderen selv – men fred med det. Der blev givet nogle gode oplysninger om stress og hvis man ikke kendte dem i forvejen, var man da det klogere, når man gik hjem.

Fra starten af foredraget var det dog tydeligt, hvad det egentlige formål var med foredraget – at sælge sig selv og sine ydelser. Der blev slået tykke streger under de uddannelser og services, man kunne købe sig til i foredragholderens virksomhed efter foredraget og selvros var et af midlerne.

I tiden efter foredraget blev det åbenlyst, hvad et andet formål havde været. Det væltede nemlig ind med emails fra foredragholderens virksomhed med tilbud på det ene og det andet. Alle de tilmeldtes emailadresser var blevet “høstet” og udgjorde nu et kartotek af potentielle kunder.

Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg selvfølgelig ikke har nogen mulighed for at kunne bedømme kvaliteten af de ting, som foredragholderens virksomhed leverer. Jeg forholder mig kun til det nævnte foredrag og brugen af det som reklamesøjle. Det har uden tvivl givet nye kunder i butikken.

I den senere tid er det også væltet ind med information om nye “uddannelser”, hvor stress/stresshåndtering kombineres med alt muligt andet, der i nogle tilfælde ikke bare er alternativt, men meget alternativt.
Jeg kender til nogle af de mennesker, der udbyder disse og kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget de egentlig kender til mekanismerne bag en stressreaktion og om deres generelle kendskab til stress er så stort, at de ligefrem kan uddanne personer i stressbehandling – men det gør de altså.

Hvad gør man så, når man som alvorligt stressramt skal opsøge en behandler, der skal hjælpe en med at komme på benene igen?
Det er et rigtigt svært spørgsmål, for du har ikke muligheden for at vide, om de behandlere, du finder har en ordentlig teoretisk baggrund for at vide det, der skal til for at hjælpe dig – og som beskrevet ovenfor, er der nogle der er rigtigt gode til at promovere sig selv og love guld og grønne skove.

Det bedste råd jeg kan give er, at prøve om du kan få anbefalinger fra nogen, der selv har været der. Nogle tidligere stresssygemeldte, der har fået en god og solid hjælp fra en behandler.
Mennesker er forskellige, så det er ikke altid at man “klikker” med sin behandler og derfor kan man ikke automatisk sige, at den behandler, der er god for en person også er det for en anden – men man får forhåbentlig sorteret de behandlere fra, der egentlig ikke har viden og baggrund nok til at kunne hjælpe andre mennesker med deres stressproblematikker på forsvarlig vis. Se flere råd HER

Går du og overvejer at tage en af disse uddannelser som stressbehandler, så skal du se dig rigtigt godt for. Undersøg underviserens baggrund og brug din sunde fornuft. Lyder uddannelsen til at være lige lovligt alternativ, så er det nok det, den er.
Se også på uddannelsens længde. Der findes kurser på 1-2 dage, hvor du får et certifikat med hjem – og så kan du bare gå i gang. Gå langt udenom dem! Du kan på ingen måde lære al den fornødne teori og praksis, der skal til for at du på forsvarlig vis kan behandle alvorligt stressramte, på 2 dage! Det er umuligt!
En grundig uddannelse har mange dage med teori, praktiske øvelser og en lang periode med behandling af stressramte under supervision.

Lad dig ikke snyde af fine titler og at der nogle steder uddannes mange behandlere. Det er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. Det er mange gange udelukkende et udtryk for, at man er god til at promovere sig selv og der derfor er mange kunder gennem butikken.

Jeg har til Stresspanelet foreslået, at man indfører en officiel certificering af stressbehandlere i Danmark, for “markedet” er desværre oversvømmet af alt for mange behandlere, der ved alt for lidt om stress og i flere tilfælde har jeg selv oplevet, at deres “behandling” har skadet mere end det har gavnet. Med en officiel certificering, er det muligt at bevise, at man i det mindste har en nogenlunde grundig viden om stress.
Panelet er endnu ikke kommet med de resterende forslag, så jeg ved på dette tidspunkt ikke, om det er noget de har taget med. Jeg håber det, for der er brug for det.

Lars Lautrup-Larsen

Mails til tiden

For ikke så længe siden modtog jeg en mail fra E-boks. I den blev jeg gjort opmærksom på, at der lå en ny vigtig besked vedrørende mine feriepenge. Jeg skyndte mig at logge på E-boks, finde beskeden og åbne det vedhæftede PDF-dokument – hvor der stod, at jeg kunne logge på Borger.dk og se hvor mange feriepenge, jeg skulle have.


Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor effektivt det kunne have været, hvis teksten i PDF-dokumentet i stedet havde været sendt i mailen – og jeg havde kunne gå direkte fra mailen til informationen på Borger.dk.

Blev jeg stresset? Næh – egentlig ikke. Kun en smule irriteret over, at det offentlige kunne frembringe noget så ineffektivt.

Det er nok ikke de tanker, regeringens Stresspanel har haft, da de tænkte på deres 4. forslag (af 12), der blev offentliggjort i dag (se artikel). Deres forslag er, at emails fra det offentlige kun udsendes 2 gange om ugen. Der er ikke tale om, at vi vil modtage færre og mere konkrete emails, men i stedet at de emails vi modtager nu, samles og udsendes på 2 tidspunkter i løbet af ugen.

Det er med andre ord den elektroniske udgave af Postnord, der stadig bringer os det samme antal rudekuverter, men i færre leveringer og over længere tid. Jeg kan ikke rigtigt se ideen i det, det må jeg indrømme.
Det er ikke at emails leveres løbende, der er problemet. Det er at de emails der sendes, er utroligt ineffektive. Du sparer måske at logge på E-boks et par gange i løbet af en måned, men det er nok det? – og har du akut brug for at modtage noget fra det offentlige, så kan du lægge stressfaktoren i at skulle vente ekstra dage oveni. Usikkerhed er en af de helt store stressbelastninger.

Stresspanelet vil også ændre afleveringsfristerne for opgaver på studierne fra midnat til midt på dagen. Hvis man har prøvet at være studerende og have disse afleveringsfrister, så ved man udmærket, at uanset hvornår fristen er, så afleveres opgaven altid kort tid før fristens udløb – og det giver ikke mindre stress at sidste frist for opgaveafleveringerne fremover er på et andet tidspunkt af dagen.

“Alle skoler og uddannelsessteder skal have en mobilpolitik på dagsordenen” – lyder en del af det 4. forslag. Tja… Jeg gætter på at det har de allerede i dag og er det virkeligt nødvendigt at lovgive omkring det? Det mener jeg at skolerne og uddannelsesstederne bør være i stand til selv at styre.

“Derudover lyder det i anbefalingen, at skoler, uddannelsessteder, fritidstilbud og arbejdspladser til at eksperimentere med distraktionsfrie rum. Steder, hvor mobiler og computer har adgang forbudt.”.

Tænk at vi nu er nået så langt, at vi skal til at flygte steder hen for at blive fri for de elektroniske hjælpemidler, vi køber og betaler i dyre domme?
Jeg synes at det var bedre at vende forslaget om – og oprette rum, hvor det er tilladt at bruge mobiltelefoner og computere – og så ellers forbyde dem, hvor de ikke er nødvendige.

Alt i alt en “tynd kop te” fra Stresspanelet denne gang.

Vi skal have vendt vores kultur, så de elektroniske dimser, vi omgiver os med igen bliver betragtet som hjælpemidler. Vi kan sætte nok så mange love og regler op om brugen af disse, men i sidste ende er det os selv, vi skal tage fat i nakken af og forstå, at de elektroniske apparater ikke er livsnødvendige, men værktøjer! Vi skal kunne gå til et møde, en tur i biografen eller en tur i skoven uden at vi nødvendigvis skal være konstant kontaktbare – og vi skal lære vores venner og bekendte, at de ikke skal forvente, at vi altid er til rådighed.

Gør det til en vane at være offline engang imellem. Start med en time eller to og se så om dine venner ikke efterhånden lærer at du er okay – også selv om du ikke svarer på beskeder eller SMS’er lige med det samme. Måske lærer de endda selv, at der er en grund til at en mobiltelefon har en sluk-knap 😉

Lars Lautrup-Larsen.

Livsmestring

“Livsmestring” er ikke et af de ord, vi bruger særligt ofte, men det skal vi til, hvis det står til regeringens stresspanel.

Stresspanelet kom i sidste uge med deres 3. forslag (ud af 12) om tiltag, der skal mindske de problemer med stress, der er i vores samfund i dag.



Stresspanelet skriver i deres pressemeddelelse:

“I dag oplever mange unge, at de skal præstere som aldrig før, og den ydre styring fylder rigtig meget. Mange ser sig selv udefra med andres øjne og har til gode at opbygge et sundt og bomstærkt balancepunkt i livet. Vi har i samfundet en forståelse af betydningen af fysisk bevægelse, men vi mangler at indse, at fysisk helbred og mentalt helbred er to sider af samme menneskeliv«, siger sociolog og forfatter Anette Prehn, der er formand for Stresspanelet. Hun hentyder til, at den seneste Nationale Sundhedsprofil viste, at hele 41 procent af kvinder mellem 16 og 24 år følte sig stressede.”

Jeg synes at det er et fantastisk forslag og jeg foreslog det selv som nr. 4 af de 5 forslag, jeg sendte til Stresspanelet i sin tid (se mine forslag her).

I Norge har de indført faget “Livsmestring og folkehelse” på skoleskemaet og det henviser Stresspanelet selv til – men jeg ved nu ikke om er den rette tilgang. Der gik da heller ikke mange timer fra foreslaget blev udsendt til politikere og skolefolk begyndte at argumentere med, at der ikke plads til endnu et fag på skoleskemaet. Hvis det kan lade sig gøre i Norge, hvad er det så der gør, at det ikke kan i Danmark?
Jeg ved det ikke. Skolesystemer er en hel del udenfor mine kompetancer.

Årsagen til at jeg foreslog, at der skal indføres undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse i Folkeskolen er, at det er så meget nemmere at reagere på belastninger, når man på forhånd ved at de kommer og ved hvordan de viser sig. Hvis man samtidig ved, hvordan de opstår og hvad de kan skyldes, så er man som barn/ung godt dækket ind.
Som jeg skriver i mit forslag, så har jeg selv oplevet at alvorligt stressramte bliver yngre og yngre – og jeg er bange for, at denne tendens vil fortsætte, hvis vi ikke allerede nu gør noget for den yngste generation.
Kun der kan vi stoppe den stigende stressproblematik-kurve, mener jeg.

“Det er forældrenes ansvar”, udtaler politikerne så – og ja, det er det, men det er jo tydeligt, at forældre-generationen selv er ramt af et skyhøjt niveau af stress-sygemeldinger – og hvordan kan vi forvente at forældre-generationen skal overholde deres ansvar og forberede deres børn på de belastninger, de vil møde i deres fremtidige liv, når de ikke selv kan?

Skal vi så bare lade stå til og holde på, at det er forældrenes opgave og ikke samfundets. Nej! Vi er nødt til at reagere og skabe et sikkerhedsnet under den yngre generation. Vi er nødt til at fortælle dem, hvad deres fremtid vil bringe af belastninger. Vi er nødt til at fortælle dem om stress og depression, hvordan det viser sig og ikke mindst – hvad belastningerne skyldes, hvordan man reagerer på dem – og hvordan man undgår dem.
På den måde kan vi frembringe nogle generationer, med en viden der gør, at de udover at håndtere sig selv også er i stand til at lære deres børn at håndtere deres belastninger – og dermed knække stresskurven.

Om undervisningen skal foregå som skemalagt fag, som emneuge eller noget helt tredje, er der nogle skole-kloge, der må tage stilling til, men det er vigtigt at vi tager fat i den yngste generation. Nu!

Lars Lautrup-Larsen



Mens vi venter på Stresspanelet …

I det sidste halve år af 2018 arbejdede regeringens stresspanel på 12 forslag, der skulle sætte fokus på de stigende problemer med alvorligt stress.
I december fik vi så at vide, at panelets arbejde var færdigt og panelets forslag ville blive fremlagt i januar 2019.



Den 21. januar kom så forslaget omkring ForældreIntra og en uges tid senere, d. 30. januar forslaget om ledere og arbejdsmiljø. Siden har der været stille – fuldstændig stille og det er temmelig uforståeligt i betragtning af, at der mangler 10 forslag fra panelet.
Jeg har ikke set nogen udmeldinger om, at forslagene ville blive offentliggjort drypvis over et længere stykke tid, men jeg kan dog godt se fordelen i, at der holdes en lille pause imellem, så der er mulighed for at “fordøje” forslagene inden det næste dukker op – men nu er der i skrivende stund gået 25 dage siden det seneste forslag blev offentliggjort og der burde forlængst have været en offentliggørelse af det næste.

Forslaget om “ForældreIntra” gav en kæmpe diskussion og alligevel kom det følgende forslag efter efter en uges tid. Det seneste forslag var alle enige om er en god ide (undtagen et par personer hos Dansk Arbejdsgiverforening), så hvad venter Stresspanelet egentlig på?

Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at der er en mening med, at Stresspanelet startede sit arbejde i sensommeren 2018, arbejdede et halvt år og nu trækker offentliggørelsen af resultatet endnu et halvt år.
Indenfor denne periode skal vi nemlig til valg og så er forslagene ikke længere denne regerings ansvar at følge op – og den kommende regering, uanset hvordan den kommer til at se ud, har ikke lovet at følge op på forslagene, for det er jo ikke deres stresspanel.
Så – er Stresspanelet i virkeligheden sat i verden for at forsinke problemløsningen til efter næste valg?

Tja, det kan godt være, at det er mig der ser en konspiration, der ikke er der og så folder jeg gerne en sølvpapirshat, men hvilke andre grunde kan der være til, at offentliggørelsen af forslagene bliver trukket så længe?
Jeg kan ikke se andre.

Lars Lautrup-Larsen.

Når dit selvbillede revner …

Da jeg i sin tid arbejdede som Stressvejleder, opgjorde jeg at omkring 80% af mine klienter arbejdede med mennesker.
Det var sygeplejesker, SOSU-assistenter, pædagoger osv.

Nu er det jo min egen oplevelse og en ganske uvidenskabelig statistik, men også i de senere år, har jeg oplevet disse faggruppers overrepræsentation blandt alvorligt stressramte, jeg har mødt – og hvorfor så det?

Hvis man starter med at tænke over, hvad det er der driver mennesker til at få en uddannelse indefor sundhedsområdet, så er det næppe udsigten til – ja, undskyld mig – at skifte bleer eller tømme senge-bækkener. Det er min påstand at disse mennesker har et stort og veludviklet “hjælpe-gen”, hvor det der trækker er at være i stand til at hjælpe børn eller syge mennesker.

For nylig besøgte jeg et hospital i regionen og jeg havde lejlighed til, igennem et par timer, at studere sygeplejerskerne på den afdeling jeg besøgte. De havde travlt. De havde meget travlt. De småløb konstant ind og ud af dørene til stuerne, samtidig med at de forsøgte at holde gejsten oppe på de patienter, der var blevet placeret i senge på gangen.
Jeg talte kort med en af sygeplejerskerne, der fortalte at de var 2 afdelinger, der var slået sammen og samtidig var der 30 personer på sygehuset, der var blevet fyret. Derfor havde de nu mere travlt end nogensinde før.

Alligevel var der smil på alle sygeplejerskernes læber og jeg tror egentlig ikke, at det at de har rigtigt travlt er den egentlig årsag til, at jeg oplever, at netop deres faggruppe ligger i toppen af personer, der rammes af alvorlig stress. For at finde årsagerne, skal vi nok kigge på et afledt problem af, at de har travlt. De har ikke mulighed for at leve op til deres eget selvbillede og de behov, deres “hjælpe-gen” sætter for dem.

Flere af de personer, jeg har haft kontakt med, har fortalt om situationer, hvor en syg eller gammel person har forsøgt at få et par minutter af deres tid, fordi et eller andet har gået dem på – og hvor de har måtte beklage ikke at have tid, vende ryggen til og havde forladt lokalet.

En sådan situation er fuldstændig modsat det billede, de har haft da de tog deres uddannelse indenfor sundhedssektoren. De ville hjælpe andre mennesker og en stor del af det er, at give omsorg. Derfor er det situationer som disse, der river mennesker med et stort “hjælpe-gen” midt over og hvor deres selvbillede krakelerer med et stort drøn – men alvorlig stress og sygemeldinger til følge. Det bliver kun værre, så længe der til stadighed spares og fyres indenfor sundhedsområdet.

Prøv som en lille øvelse at tænke over, hvordan din hverdag er i forhold til det selvbillede du har – og om du får opfyldt de behov og ønsker dette selvbillede har. Jeg tror at man mange gange kan finde en stor del af sine stressbelastninger (der er altid flere) netop der – og måske kan man netop reducere belastningerne ved at finde alternative måder at (delvist) opfylde det på.

Mere om det i et senere indlæg.

Lars Lautrup-Larsen.

2. udmelding fra Stresspanelet

I denne uge kom så det 2. forslag fra regerings stresspanel. Efter den første forslag om at skrotte ForældreIntra, og gå tilbage til gammeldags kontaktbøger, ramte gulvet med et hult drøn og med skuldertræk fra alle til følge, så var det jo spændende, om niveauet blev hævet her ved 2. forslag.

Det gjorde det. Betydeligt, efter min mening. Der er tale om 3 punkter omkring ledere og psykisk arbejdsmiljø, som jeg mener er aldeles relevante.

Her er panelets egen formulering:

Skab arbejdspladser – og ledelseskulturer – der:

  • Forventer utilgængelighed, når medarbejderen har fri (med mindre andet er aftalt).
  • Har blik for og handler på balancen mellem ressourcer og krav.
  • Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed og forebyggelse/håndtering af stress

Det er på ingen måde nye og skelsættende forslag. Det er ting som de, der arbejder med stress og alvorligt stressramte til daglig, har vidst skulle til i mange år, men det er gode forslag netop fordi de er relevante og fordi det er punkter, der er nødvendige at se på, hvis vi skal bare lidt af stressproblematikkerne til livs.

Lad os tage de 3 punkter fra toppen:

Tilgængelighed – var et emne vi diskuterede i august, da Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com og jeg deltog som oplægsholdere i et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve og hvor jeg havde tilgængelighed med som 1/3 af mit oplæg (kan læses HER).
Det er et kæmpe problem i mange brancher, at medarbejderene anses som værende på arbejde og tilgængelige i stort set alle døgnets 24 timer. Jeg ville have ønsket at Stresspanelet i sin udmelding havde medtaget ordet “lovgivning”, for jeg mener at det skal være direkte ulovligt at kontakte medarbejdere i deres fritid – med mindre det sker indenfor et kontraktligt aftalt tidsrum.

Balance mellem ressourcer og krav – er jo selve kernen i alles stressbalance. Jeg ved ikke helt, hvordan Stresspanelet har forestillet sig, at man kan indføre det som et krav i arbejdsmiljølovgivningen. Det handler en stor del om firmakultur, om lederne kan og må reagere på sine ansattes overbelastninger og om det er okay for medarbejderne at sige fra, når kravene/belastningerne overstiger ressourcerne (se formlen for stress).
Jeg tror at tredie punkt kan være en stor hjælp her.

Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed.
Hallelujah! Selvfølgelig skal ledere vide noget om stress og depression! Selvfølgelig skal de kunne spotte og reagere på en medarbejder, der ikke har det godt!
Hvis du følger med her på bloggen, så har du nok gennemskuet, at en stor del af årsagerne til, at jeg synes at det er et fantastisk forslag er, at jeg har stillet det 🙂
Jeg foreslog det i mit blogindlæg Kære Stresspanel og sendte senere punkterne til Stresspanelet i en officiel mail. Efterfølgende bakkede Stressforeningen punktet op i deres anbefalinger til Stresspanelet.
Jeg har endda fået en takkemail fra Stresspanelet!

Desværre har panelet også her udeladt et meget vigtigt ord: Obligatorisk. Man er nødt til at tvinge ledere på uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Det er min erfaring gennem mange år, at der sidder ledere rundt omkring, der er overbevist om, at de har styr på det – og som viser sig slet ikke at have det, når medarbejderne har brug for det.
Indfører man undervisning i psykisk arbejdsmiljø udelukkende som et tilbud, så vil det stort set ikke blive brugt.

Det var et opslag fra B.T. på Facebook, der gjorde mig opmærksom på, at Stresspanelet havde udsendt deres 2. forslag og da jeg læste artiklen, kunne jeg ikke lade være at trække lidt på smilebåndet. Panelets formand, Anette Prehn brugte næsten ordret min argumentation/eksempel med en gaffeltruck, som jeg havde skrevet i mit Kære Stresspanel blogindlæg. Det samme skete i Politikken.
Det er helt i orden, Anette! Den bruger du bare. Nu kan jeg jo med god samvittighed sige, at jeg ikke kun har fået sat et fingeraftryk på Stresspanelets arbejde, men en hel gaffeltruck! 🙂

Nu håber jeg så, at offentliggørelserne af de resterende 10 forslag fra Stresspanelet holder niveauet og de må da meget gerne være inspireret af mine øvrige forslag også – for de er også både relevante og vigtige.

Lars Lautrup-Larsen.