Arbejdsrelateret stress

For en del år siden mødte jeg Gurli. Hun hedder egentlig noget andet, men her kalder vi hende Gurli.

Gurli fortalte som det første, at hun var lige var blevet sygemeldt, for hun havde fået konstateret “arbejdsrelateret stress”. Hun fortalte om sit arbejde, hvor hun havde en chef, der var blottet for empati og kastede arbejdsopgaver i hovedet på hende hele tiden. Hun havde et par kollegaer, hun var gode venner med, men ellers var der en del mobning fra andre kollegaer på arbejdspladsen. Da hun en dag var brudt sammen på arbejdet, var hun blevet sendt hjem og med hjælp fra hendes tillidsrepræsentant og fagforening, var hun blevet henvist til en arbejdsmedicinsk klinik, hvor de havde konstateret, at hun havde fået “arbejdsrelateret stress”.

Gurli var hverken den første eller den sidste, jeg har mødt med den diagnose, så efter at vi havde talt en del om chefen, arbejdet og kollegaerne, spurgte jeg ind til hendes liv udenfor arbejdstiden. Her fortalte hun, at der havde hun jo også “lidt at slås med”, som hun udtrykte det, men slog det hen som værende “meget almindeligt”.

Gennem vores samtaler kom det efterhånden frem, at der ikke kun var lidt at slås med – men en hel del ting, som kom på bordet lidt efter lidt. Et halvt år forinden havde Gurli mistet sin mor og kort efter var hendes ægteskab gennem 18 år forlist. På det tidspunkt hvor jeg talte med Gurli, havde en sag kørende med kommunen omkring hendes søn, der havde specielle behov, som sagsbehandleren ikke kunne/ville tage stilling til. En kamp, hun kæmpede uden hjælp fra sin eksmand.
Det var jo mere end tydeligt, at hun var stressbelastet i de 8 timer, hun var på arbejde, men hun var så sandelig også belastet på mange måder, når hun kom hjem.

Gurli er ikke speciel. Slet ikke. Hun er præcis som alle andre alvorligt stressramte, jeg har mødt igennem tiden. Hun har ikke fået alvorlig stress af én belastning, men hendes tilstand er resultatet af mange forskellige belastninger fra mange forskellige kilder igennem hele døgnet. Samtidig har hendes situation gjort, at muligheden for restitution – at “lade op igen” –  var stort set ikke-eksisterende, for hun havde masser af ting at slås med, når hun kom hjem fra arbejdet.

Hvordan kommer man så frem til, at diagnosen er “arbejdsrelateret stress”, når nu vi allesammen har mange forskellige belastninger og de belastninger, man udsættes for i arbejdstiden, kan være store og mange, men ikke er alene? Jeg ved det ikke. Gurli var brudt sammen på arbejdet. Var diagnosen blevet den samme, hvis hun var brudt sammen i Brugsen?

Jeg ved at det ikke er populært at sige det, men jeg synes simpelthen at vi skal holde op med at bruge begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet konstatere at alle alvorligt stressramte er ramt af “livsrelateret stress”. At kalde det “arbejdsrelateret stress” er jo, som Gurli også gjorde det, at placere ansvaret for hendes sygemelding på ét sted, når det i virkeligheden lå flere steder.
Det er umuligt at måle og veje belastningerne mod hinanden og konstatere hvor ansvaret for sygemeldingen skal placeres. Det kan kun blive et gæt, ud fra den alvorligt stressramtes udtalelser om hvilke typer belastninger, der er størst.

Jeg er ikke klar over om Gurlis diagnose udløste et besøg af Arbejdstilsynet på hendes arbejdsplads, for at kontrollere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg håber det, for så blev der arbejdet med den del af Gurlis belastninger, men det ville ikke løse hele Gurlis belastningsproblem. Hun havde stadig alt det andet at slås med.

“Gurli” har det ifølge hende selv “fremragende” i dag. Hun har fået et andet job, en ny mand i hendes liv – og sønnen fik den hjælp, han skulle have og har det fint i dag. Hun har givet lov til, at jeg må bruge hende som eksempel i dette indlæg, med et andet navn. Hun er, som tidligere nævnt, ikke et specielt tilfælde, men hun er et godt eksempel på, at hun til trods for sin “arbejdsrelateret stress”-diagnose havde andre, store belastninger at slås med. Personer som hende har jeg mødt rigtigt mange af.

Jeg mangler stadig at møde den person, hvor belastningerne på arbejdet er eneste årsag til alvorlig stress. Jeg tvivler meget på, at den person overhovedet findes.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Se også: Skrøner: Det er dit arbejde der giver dig stress

 

 

Tiden efter en stress-sygemelding

Du har været sygemeldt med alvorlig stress i en periode, du er forhåbentlig meget langsomt kommet “op i gear” og måske startet langsomt op på arbejdet igen og er kommet på fuld tid. Men – du er stadig ikke helt tilbage, synes du og dine pårørende har måske ladet en bemærkning falde om, hvor længe det mon tager før du igen er den person, du var før.

Jeg er nødt til at sige, at du bliver nok aldrig den samme person igen, men det er nødvendigvis ikke en dårlig ting. For at du og dine pårørende kan forstå, hvorfor det er sådan, er vi nødt til at dykke lidt ned i, hvad der skete med dig mens du havde alvorlig stress.

I din periode med alvorlig stress har din hjerne i døgndrift været udsat for store mængder af stresshormonet Kortisol. Det produceres i binyrerne og aktiverer en lang række ting i din krop, der er med til at bekæmpe de stressbelastninger, du har følt. Efterhånden som din alvorlige stress er mindsket, er mængden af Kortisol ligeledes reduceret til normalt niveau, men store mængder Kortisol over lang tid har påvirket din hjerne fysisk og især 2 områder er blevet ramt.

Hippocampus

Hippocampus er det sted i hjernen der regulerer dit stressniveau. Det er den del, der sender signal til binyrerne om at skrue op for produktionen af Kortisol og den hjælper os med at finde løsninger og muligheder, ved at trække på bl.a. hukommelsen, mens presset står på. Det store problem er, at de store mængder Kortison som hippocampus udsættes for, starter en nedbrydning af cellerne. På hjerneskannings-billeder kan man derfor se, at hippocampus gradvist skrumper under alvorlig stress.

Hippocampus - (c) Creative Commons

Amygdala

Amygdala er centeret for følelser og det sted i hjernen, hvor alle signaler om de stressbelastende trusler analyseres og en eventuel reaktion udløses. En belastet Amygdala er også selv i stand til at “konstruere” angst og frygt, som ofte følger med det at være alvorligt stressramt. En amygdala, der er udsat for store mængder Kortisol i længere tid vil, i modsætning til hippocampus, vokse i størrelse.

Amygdala - (c) Creative Commons

Hvad betyder disse ændringer i hjernen?

Ja, reelt set betyder det at du, som alvorligt stressramt i længere tid, har pådraget dig en lille hjerneskade. Hukommelsen er ikke hvad den var, man mister hurtigt energien og at det kan være svært at overskue mange ting/mange mennesker samtidig er bare nogle af de ting, du kan være ude for. Du har måske også tendens til at være lidt mere følsom, mere grådlabil, angst og ting kan “går dig på” mere end før. Men bare rolig …

Både hippocampus og amygdala har nemlig evnen til at hele sig selv. Så snart Kortisol-belastningen er væk, genskabes de celler der er blevet ødelagt og selv om det kan tage rigtig lang tid, så kan de med tiden vende tilbage til deres oprindelige størrelse. Hvor lang tid det tager, er ikke til at sige, men nogle af de efter-stress-symptomer, der er nævnt ovenfor vil med indenfor relativt kort tid reduceres eller forsvinde, mens f.eks. hukommelsen kan være påvirket i lang tid –  mange år – måske endda for altid.
Derfor skal man som tidligere stressramt – og pårørende – være tålmodige. Langt de fleste symptomer skal nok forsvinde over tid, forudsat at man har fundet og fjernet eller reduceret sine stressbelastninger, så stressniveauet fortsætter med at være lavt.

Jeg skrev i starten at du nok aldrig bliver den samme igen og at det nødvendigvis ikke er nogen dårlig ting. Tidligere alvorligt stressramte har det nemlig med at blive mere følsomme, når det kommer til at deres belastningsniveau er ved at blive overskredet og de fleste genvinder energien til at sige fra i tide eller finde alternative ikke-belastende muligheder. De bliver så at sige “klogere på bagkant”. Man kan sige, at de fleste tidligere stressramte bliver de personer de skulle have været før. I stedet for at sige “ja” til alt og køre 180 i timen for at gå ned med et brag, så har de fleste lært deres begrænsninger at kende og kender vejen, hvis ikke de overholder det – og har man først prøvet at være ramt med alvorlig stress, så er det det sidste man ønsker at opleve igen.

Så – hvis du er pårørende til en tidligere alvorligt stressramt; accepter at personen nu er blevet klogere, ikke kan det han/hun kunne før og i stedet er blevet meget bedre til at passe på- og beskytte sig selv. Respekter når der siges fra og respekter at han/hun gør hvad der er muligt.

 

Lars Lautrup-Larsen

Kære Stresspanel

I den forløbne uge kom nyheden om, at 6 af regeringens ministre var gået sammen om at stifte et “stresspanel”, bestående af 11 eksperter, der skal komme med løsninger på, hvordan stress bliver et mindre problem i samfundet – som det udtrykkes. Klik her for at se nyheden om panelet på Altinget.dk.

Fantastisk! Det mener jeg virkelig! Fantastisk! Alvorlig stress har været et kæmpe problem i mange, mange år og ingen har rigtigt gjort noget. Der er blevet stiftet den ene organisation efter den anden, der skulle fokusere på stress-problematikkerne og et væld af stresseksperter har været tilknyttet disse, uden at vi har hørt et muk. Imens har alvorlig stress og sygemeldinger bredt sig som en pest i befolkningen og reelt set aner vi intet om, hvor store problemer vi står med i dag (Se min blog fra 24. juni).

Med det nye panel er det allerede fastlagt, at der skal afholdes 4 temamøder, der hver skal munde ud i 3 løsningsforslag. Der skal med andre ord komme noget konkret fra panelet, som de 6 ministre kan forsøge at implementere i lovgivningen. Kald mig bare naiv, men jeg ser en kæmpe mulighed for, at stressproblematikkerne endelig tages alvorligt og at der rent faktisk gøres noget! Ja-hatten er på og jeg vil følge stresspanelets arbejde tæt fremover.


Kære Stresspanel.

Jeg må indrømme, at da jeg først læste hvem I deltagere er, så undrede jeg mig. Med undtagelse af et par stykker af jer, kunne jeg ikke lade være med at tænke “Ved de overhovedet hvad stress er?”.  Da jeg havde tænkt lidt over det, kom jeg frem til, at det gør flere af jer måske ikke, men så har I kompetencerne til at tænke ud af boksen og se stressproblematikkerne fra andre vinkler. Der er jo masser af stresseksperter, som man kunne have taget fat i og bedt om at deltage i jeres panel, men de er måske allesammen lidt fastlåste i deres vinkel på problematikkerne, hvor I ser tingene anderledes.
Med det i tankerne synes jeg at panelet er fantastisk sammensat – og skulle I blive i tvivl om noget faktuelt omkring stress, så har I jo Peter Lund Madsen med jer, der ved alt om emnet og er en fantastisk formidler. Så kan det ikke gå helt galt, tænker jeg …

Der er ingen tvivl om, at de allerede eksisterende organisationer og meningsdannere inden for emnet vil forsøge at påvirke jer med deres vinkel på problematikkerne. Der er i årevis blevet peget i alle retninger, når det/de skyldige i, at stress er blevet et kæmpe problem, skal findes – og når man bare står og peger, kommer man ingen steder og får intet løst. Jeg håber med hjertet at I vil ignorere disse og i stedet lytte til de virkelige eksperter udi stress, nemlig dem der selv har prøvet det på egen krop. De er blevet ramt af alvorlig stress og sygemeldt på grund af hundredevis af forskellige faktorer. Ikke kun deres arbejde, ikke kun deres fritidsliv eller familierelationer, men af en kombination af en masse forskellige belastninger fra en masse forskellige kilder.
De stressramte og tidligere stressramte kan give jer et indblik, uden at have en bagvedliggende dagsorden.

Jeg vil gerne give jer en lille liste af punkter, som jeg synes er vigtige og håber at I overvejer i jeres løsningsforslag:

  • En officiel stress-skala
    Ordet “stress” kan betyde alt fra “en lille smule travlt” til “et decideret stressnedbrud”. Når vi omtaler “stress” ved vi derfor ikke om vi taler om den ene eller den anden form – eller hvor på skalaen, vi befinder os. I den årrække jeg har beskæftiget mig med stress, har jeg oplevet igen-og-igen at misforståelserne har floreret i stor stil og ser det som meget nødvendigt at vi allesammen får samme udgangspunkt i en officiel skala, når vi taler om stress.
    Indtil det er sket, bruger jeg denne 4-punkts stress-skala

  • Ny undersøgelse af stressproblematikkernes omfang.
    Den seneste undersøgelse, der er baseret på fakta, er Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006. Det er altså tal, der er mindst 12-13 år gamle. Alle efterfølgende undersøgelser har været baseret på spørgeskemaer, hvor man selv har skulle vurdere sit stressniveau og med alle de usikkerheder der er i det (se punktet ovenfor), er resultaterne af disse også ret usikre. Derfor er en ny undersøgelse som den i 2006 nødvendig og meget gerne fuldt op af en ny hvert 5. år fremover.
    Læs mere her
  • Obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø
    Man kan ikke lære empati og medfølelse, men man kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være obligatorisk, for ellers bliver den ikke brugt.

  • Undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse allerede i Folkeskolen
    Jeg oplever selv at de stressramte personer, jeg har kontakt med, bliver yngre og yngre. For bare nogle få år siden var det fortrinsvis personer fra starten af 30’erne til slutningen af 50’erne, jeg talte med. Nu får jeg ofte henvendelser fra elever på det lokale gymnasium. Derfor mener jeg at man ikke kan sætte tidligt nok ind med information om stressforebyggelse- og -håndtering. Man kommer meget langt med at fortælle unge mennesker, hvad stress er og hvorfor deres hjerner reagerer som de gør under belastning.

  • Officiel certificering af stressbehandlere
    Der findes et utal af mere eller mindre seriøse stressbehandler-uddannelser og stress er blevet et modeord, der er med på næsten alle alternative behandleres “menuer”.
    Jeg har oplevet utallige eksempler på, at disse behandlere har udført “behandlinger”, der har været direkte skadelige og i bedste fald har medført forlænget sygdomsperioder. I dag har du ingen mulighed for at se, om en stressbehandler er seriøs eller i det hele taget ved noget om stress. Derfor mangler der i høj grad en officiel certificering, som man kender det fra andre brancher indenfor behandling.

Jeg vil ønske hele Stresspanelet rigtig god arbejdslyst og jeg vil som sagt følge jeres arbejde tæt.
Hvis panelet kan bruge min hjælp/viden/meninger eller har brug for at jeg uddyber ovenstående, er I mere end velkommen til at kontakte mig på: lars@lautrup.dk

 

Lars Lautrup-Larsen