Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; Familie, “Tilgængelighed” og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Tilgængelighed

I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt.

Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem.

I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel).

Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens …

I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm.

Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også.

Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder.

Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren.
Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem.

Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.

Link

Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?

Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv.

Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag. 

Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert.
I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER.

 

Lars Lautrup-Larsen.  

Hvorfor får vi stress? – Familie

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; “Familie”, Tilgængelighed og Isolation. Dette er blog-udgaven af første gruppe i mit oplæg. Nummer 2 finder du HER. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Familiemønster

Jeg er 53 år gammel og for 2 generationer siden, da min bedsteforældre var unge, var dette billedet på et helt normalt familiemønster. Mor var typisk hjemmegående og passede børn og husholdningen. Far var den der arbejdede ude og skaffede penge og mad på bordet. 

Det var normalen dengang og tænker man over det, så er det præcis det samme familiemønster, der har eksisteret siden vi boede i huler og som vi i de mellemliggende 1,6 millioner år (europæisk stenalder) har opfattet som det normale familiemønster. I stenalderen var det (såvidt vi ved) også mændene der gik på jagt og kvinderne der passede børn og lavede mad. 

I min bedsteforældres generation begyndte der så at ske noget. Kvinderne begyndte at melde sig på arbejdsmarkedet og at bidrage til familiens indkomst. Det bød samtidig at “husmoderrollen” nu var nødt til at blive delt, sådan at begge forældre nu stod for mad, hjem og børn. Et familiemønster, der nu om dage er det “normale”. I dag finder vi ikke ret mange familier, hvor den ene forældre har valgt rollen som “hjemmegående” og hvor den anden arbejder. 

Det betyder at vi i løbet af 70-80 år har ændret det familiemønster, der er blevet præget ind i vores hjerner igennem de sidste 1,6 millioner år. I stedet for at fordele opgaverne imellem sig, har både mor og far nu de samme pligter og begge kommer trætte hjem fra arbejde og skal have resten af aftenen til at fungere, ved at deles om de huslige pligter. 

Det er på en eller anden måde en naturlig udvikling i vores familiemønster – og sådan er det. Det er svært at gøre noget ved i dag, men jeg tænker på om en del af årsagerne til, at antallet af alvorligt stressramte er eksploderet i de sidste mange år, har noget at gøre med, at vores hjerner ikke på 70-80 år kan omstille sig til det familiemønster, vi mennesker har kørt igennem de sidste 1,6 millioner år – eller mere? Vi ved at hjernen er plastisk og kan tilpasse sig, men er 70-80 år nok til at den kan rumme og kapere vores ændrede måde at leve på? Jeg ved det ikke.

Det kunne være meget interessant, hvis der blev foretaget en undersøgelse blandt de familier, der har aktivt har valgt at den ene voksne skal gå hjemme som “husfar” eller “husmor”. Mit gæt – og det kan kun blive et gæt – er, at antallet af alvorligt stressramte vil være langt lavere end gennemsnittet af resten af befolkningen. Har jeg ret, hvad kan vi så bruge det til? Ikke ret meget, for udviklingen kan jo ikke stoppes, men måske kunne man tænke lidt over, om man i sit eget familiemønster kan ændre lidt, så der kommer lidt mere luft i hverdagen? …

2. del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed” finder du HER

Lars Lautrup-Larsen.

 

Stressramt! – Hvad gør jeg nu?

Når jeg læser i de forskellige fora- og Facebook-grupper for stressramte, er der meget ofte personer, der lige har fået konstateret alvorlig stress og er blevet sygemeldt, der spørger hvad de nu skal stille op og hvordan de kommer ud af det hersens stress igen – og svar og gode råd er der mange af.

Det skal ikke afholde mig fra at komme med nogen her, men formålet med dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle lidt om, hvordan du kommer ud af din stress igen – og hvordan du undgår at havne i alvorlig stress igen. Jeg prøver altid at holde mig til korte indlæg på disse sider, da det kan være svært at rumme meget information på én gang, så derfor er det, du kan læse nedenfor meget generelt og kortfattet. Er der noget du gerne vil have uddybet, så skriv en kommentar nedenfor – eller i Tag Stress Alvorligt-gruppen på Facebook, så skriver jeg gerne et uddybende indlæg.

Hvis du lige er blevet sygemeldt med alvorlig stress, så er der intet du skal- eller kan gøre. Det eneste du har behov for på dette tidspunkt er ro. Kun ro – og intet andet.

Du vil være fyldt op af dårlig samvittighed overfor din partner, som nu må tage slæbet, overfor dine kollegaer, som nu må gøre dit arbejde og overfor alle mulige andre. Du har med garanti været en person, som har kunne håndtere alt hvad livet har budt dig og nu ligger du bare der og kan ingenting! Jo, du kan græde. Det er du nok rigtig god til i øjeblikket.
Din hjerne beskæftiger sig med en milliard ting og tankespind er en del af hverdagen – og måske især om natten.  Din hjerne har givet op og du er nødt til at indse, at du kan ingenting overskue i øjeblikket og det er okay! Sov når du kan og sørg for, at du får ro. Det er det eneste du har behov for. Du er syg.

Det er helt normalt at der kan gå op til 4 uger eller mere, før du overhovedet kan overskue noget som helst. Jo mere ro du får, jo hurtigere går det at komme videre. Den dårlige samvittighed vil forsøge at presse dig til at blive aktiv meget hurtigere end du er i stand til, så mærk efter, hvordan du i virkeligheden har det.
Når du er kommet på benene igen, så er du langtfra klar til noget-som-helst. Du kan stille og roligt starte op med at gå nogle små ture. Gå! Ikke løbe! – og uanset hvad du måtte have hørt, så er maskinerne i fitness-centeret strengt forbudt område. Du skal gå nogle ture. Gå så langt du kan overskue og gå så hjem igen. Sæt turenes længde op efterhånden som du har overskud til det.

Hvor længe skal du så være sygemeldt? Det er et svært spørgsmål, fordi det kommer an på så mange ting. Vi er allesammen forskellige og ramt af så mange forskellige belastninger, at det er kan være svært at sige på forhånd. Jeg plejer at bruge den tommelfingerregel, at du skal starte på arbejde igen, når du har lyst til at komme på arbejde igen – og når det er sket, skal du starte meget meget langsomt op. Hvordan det kan gøres, har jeg skrevet en artikel om her.

Først når du er kommet rigtigt på benene igen og eventuelt er begyndt starte langsomt op på dit arbejde igen, kan du begynde at arbejde med årsagerne til, at du blev ramt af alvorlig stress. Ja, årsagerne – flertal. Der er altid flere årsager og selv om dit job kan være en kæmpe stressbelastning, så er det måske ikke den primære belastning.
Hvis ikke man arbejder med sig selv og finder sine stressbelastninger, så kan man betragte sin sygemelding som en lille ferie og du er nu på vej tilbage til hverdagen. Du har ikke lavet noget om, så sandsynligheden er stor for, at du ender samme sted igen. Og igen. Jeg ved hvad jeg taler om. Det tog mig 3 sygemeldings-perioder før det gik op for mig. Jeg var nødt til at lave noget om i mit liv, hvis jeg ikke ville ende i 4. sygemelding.

At finde sine stressbelastninger er bestemt ikke nemt og samtidig skal man acceptere, at det ikke altid er de ting eller personer man tror, der er de virkelige belastninger.
Jeg har skrevet en artikel om, hvordan du finder dine stressbelastninger. Den kan du læse her.

Nogle stressbelastninger kan man reducere eller fjerne helt. Andre er umulige. Der var engang en læge der sagde til en af de stressramte, jeg har været i kontakt med: “Du skal bare have et nyt job og en ny familie”. Det havde nok været den helt rigtige løsning, men sådan fungerer virkeligheden jo ikke. Det er ikke alle stressbelastninger, man bare kan kaste væk eller reducere nævneværdigt.
Hvad kan man så gøre? For at besvare det, kan vi tage et kig på formularen for stress:

Stressniveau = (Belastninger – (Ressourcer + Restitution)) * Tid

 

For at mindske stressniveauet kan vi ifølge formlen gøre 3 ting:

  1. Sænke belastningerne
    Som vi lige har berørt, kan det ikke altid lade sig gøre for alle belastninger.
  2. Hæve ens ressourcer
    Er man allerede i en stresstilstand, er det umuligt. Man har de ressourcer man har og kan ikke finde flere.
  3. Øge restitutionen
    Restitution betyder ro, hvile og at “genoplade”. Her kan vi sætte ind. Lad os se på hvordan.

Restitution

Slår man op i Gyldendals leksikon, så betyder ordet restitution: “genoprettelse, helbredelse; æresoprejsning”.
Det er alt det, du kan gøre for dig selv, som virker positivt på din krop og din hjerne. Ro er en del af restitutionen, men kort sagt skal du finde de aktiviteter, du har det godt med og som føles rart at udføre. Her må du føle efter, for det er meget forskelligt fra person til person, hvad der føles sådan. I artiklen om stressbelastninger kan du lære, hvordan du mærker efter om ting og mennesker er gode og positive for dig.

Find de personer, du har det godt med og prøv at have lidt mere samvær med dem. Find de aktiviteter, du har det godt med og få nogle flere af dem sat ind i kalenderen. Leg med dine børn, nyd samværet med familien, gå en tur i skoven og tag familien med, med mindre du foretrækker at være alene. Natur er honning for hjernen!
Har du brug for at være alene, så sæt tid af og fortæl dine omgivelser, at det har du brug for. Sådan er det bare.

Jeg er en kæmpe fan af Mindfulness som restitution. Sørg for at lære det rigtigt af en MBSR (Mindfulness Based Stress Reduction)-instruktør og øv dig. Man skal øve sig for at få det fulde udbytte af Mindfulness.

Sørg også for at tænke fysisk velvære ind i kalenderen. Fysisk velvære er balsam for hjernen, så tag et karbad, spabad, svøm en tur eller hvad du nu må have lyst til.
Let yoga og qi-gong er også fantastiske redskaber til restitution.

Prøv (er man i toppen af stress-skalaen er det svært – men prøv alligevel) om du kan finde noget, du synes er sjovt – noget du kan grine af.
Latter udløser et væld af gode hormoner i din hjerne, der er meget effektive til at modvirke dine stressbelastninger.

Alt hvad du føler er godt og dejligt bidrager til din restitution og modvirker dine stressbelastninger. Ovenstående er bare nogle få eksempler. Sæt fantasien i sving og find ud af, hvad der virker for dig.  Det er vejen frem for alle, når man befinder sig på de øverste niveauer af stress-skalaen og har reduceret/fjernet alle de stressbelastninger man kan – og så virker det selvfølgelig også forebyggende, hvis man hele tiden mærker efter, reducerer belastninger og optimerer restitutionen.

Det er vejen til ikke at blive alvorligt stressramt igen.

Lars Lautrup-Larsen