Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; Familie, “Tilgængelighed” og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Tilgængelighed

I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt.

Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem.

I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel).

Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens …

I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm.

Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også.

Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder.

Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren.
Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem.

Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.

Link

Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?

Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv.

Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag. 

Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert.
I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER.

 

Lars Lautrup-Larsen.  

Arbejdsrelateret stress

For en del år siden mødte jeg Gurli. Hun hedder egentlig noget andet, men her kalder vi hende Gurli.

Gurli fortalte som det første, at hun var lige var blevet sygemeldt, for hun havde fået konstateret “arbejdsrelateret stress”. Hun fortalte om sit arbejde, hvor hun havde en chef, der var blottet for empati og kastede arbejdsopgaver i hovedet på hende hele tiden. Hun havde et par kollegaer, hun var gode venner med, men ellers var der en del mobning fra andre kollegaer på arbejdspladsen. Da hun en dag var brudt sammen på arbejdet, var hun blevet sendt hjem og med hjælp fra hendes tillidsrepræsentant og fagforening, var hun blevet henvist til en arbejdsmedicinsk klinik, hvor de havde konstateret, at hun havde fået “arbejdsrelateret stress”.

Gurli var hverken den første eller den sidste, jeg har mødt med den diagnose, så efter at vi havde talt en del om chefen, arbejdet og kollegaerne, spurgte jeg ind til hendes liv udenfor arbejdstiden. Her fortalte hun, at der havde hun jo også “lidt at slås med”, som hun udtrykte det, men slog det hen som værende “meget almindeligt”.

Gennem vores samtaler kom det efterhånden frem, at der ikke kun var lidt at slås med – men en hel del ting, som kom på bordet lidt efter lidt. Et halvt år forinden havde Gurli mistet sin mor og kort efter var hendes ægteskab gennem 18 år forlist. På det tidspunkt hvor jeg talte med Gurli, havde en sag kørende med kommunen omkring hendes søn, der havde specielle behov, som sagsbehandleren ikke kunne/ville tage stilling til. En kamp, hun kæmpede uden hjælp fra sin eksmand.
Det var jo mere end tydeligt, at hun var stressbelastet i de 8 timer, hun var på arbejde, men hun var så sandelig også belastet på mange måder, når hun kom hjem.

Gurli er ikke speciel. Slet ikke. Hun er præcis som alle andre alvorligt stressramte, jeg har mødt igennem tiden. Hun har ikke fået alvorlig stress af én belastning, men hendes tilstand er resultatet af mange forskellige belastninger fra mange forskellige kilder igennem hele døgnet. Samtidig har hendes situation gjort, at muligheden for restitution – at “lade op igen” –  var stort set ikke-eksisterende, for hun havde masser af ting at slås med, når hun kom hjem fra arbejdet.

Hvordan kommer man så frem til, at diagnosen er “arbejdsrelateret stress”, når nu vi allesammen har mange forskellige belastninger og de belastninger, man udsættes for i arbejdstiden, kan være store og mange, men ikke er alene? Jeg ved det ikke. Gurli var brudt sammen på arbejdet. Var diagnosen blevet den samme, hvis hun var brudt sammen i Brugsen?

Jeg ved at det ikke er populært at sige det, men jeg synes simpelthen at vi skal holde op med at bruge begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet konstatere at alle alvorligt stressramte er ramt af “livsrelateret stress”. At kalde det “arbejdsrelateret stress” er jo, som Gurli også gjorde det, at placere ansvaret for hendes sygemelding på ét sted, når det i virkeligheden lå flere steder.
Det er umuligt at måle og veje belastningerne mod hinanden og konstatere hvor ansvaret for sygemeldingen skal placeres. Det kan kun blive et gæt, ud fra den alvorligt stressramtes udtalelser om hvilke typer belastninger, der er størst.

Jeg er ikke klar over om Gurlis diagnose udløste et besøg af Arbejdstilsynet på hendes arbejdsplads, for at kontrollere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg håber det, for så blev der arbejdet med den del af Gurlis belastninger, men det ville ikke løse hele Gurlis belastningsproblem. Hun havde stadig alt det andet at slås med.

“Gurli” har det ifølge hende selv “fremragende” i dag. Hun har fået et andet job, en ny mand i hendes liv – og sønnen fik den hjælp, han skulle have og har det fint i dag. Hun har givet lov til, at jeg må bruge hende som eksempel i dette indlæg, med et andet navn. Hun er, som tidligere nævnt, ikke et specielt tilfælde, men hun er et godt eksempel på, at hun til trods for sin “arbejdsrelateret stress”-diagnose havde andre, store belastninger at slås med. Personer som hende har jeg mødt rigtigt mange af.

Jeg mangler stadig at møde den person, hvor belastningerne på arbejdet er eneste årsag til alvorlig stress. Jeg tvivler meget på, at den person overhovedet findes.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Se også: Skrøner: Det er dit arbejde der giver dig stress

 

 

Kære Stresspanel

I den forløbne uge kom nyheden om, at 6 af regeringens ministre var gået sammen om at stifte et “stresspanel”, bestående af 11 eksperter, der skal komme med løsninger på, hvordan stress bliver et mindre problem i samfundet – som det udtrykkes. Klik her for at se nyheden om panelet på Altinget.dk.

Fantastisk! Det mener jeg virkelig! Fantastisk! Alvorlig stress har været et kæmpe problem i mange, mange år og ingen har rigtigt gjort noget. Der er blevet stiftet den ene organisation efter den anden, der skulle fokusere på stress-problematikkerne og et væld af stresseksperter har været tilknyttet disse, uden at vi har hørt et muk. Imens har alvorlig stress og sygemeldinger bredt sig som en pest i befolkningen og reelt set aner vi intet om, hvor store problemer vi står med i dag (Se min blog fra 24. juni).

Med det nye panel er det allerede fastlagt, at der skal afholdes 4 temamøder, der hver skal munde ud i 3 løsningsforslag. Der skal med andre ord komme noget konkret fra panelet, som de 6 ministre kan forsøge at implementere i lovgivningen. Kald mig bare naiv, men jeg ser en kæmpe mulighed for, at stressproblematikkerne endelig tages alvorligt og at der rent faktisk gøres noget! Ja-hatten er på og jeg vil følge stresspanelets arbejde tæt fremover.


Kære Stresspanel.

Jeg må indrømme, at da jeg først læste hvem I deltagere er, så undrede jeg mig. Med undtagelse af et par stykker af jer, kunne jeg ikke lade være med at tænke “Ved de overhovedet hvad stress er?”.  Da jeg havde tænkt lidt over det, kom jeg frem til, at det gør flere af jer måske ikke, men så har I kompetencerne til at tænke ud af boksen og se stressproblematikkerne fra andre vinkler. Der er jo masser af stresseksperter, som man kunne have taget fat i og bedt om at deltage i jeres panel, men de er måske allesammen lidt fastlåste i deres vinkel på problematikkerne, hvor I ser tingene anderledes.
Med det i tankerne synes jeg at panelet er fantastisk sammensat – og skulle I blive i tvivl om noget faktuelt omkring stress, så har I jo Peter Lund Madsen med jer, der ved alt om emnet og er en fantastisk formidler. Så kan det ikke gå helt galt, tænker jeg …

Der er ingen tvivl om, at de allerede eksisterende organisationer og meningsdannere inden for emnet vil forsøge at påvirke jer med deres vinkel på problematikkerne. Der er i årevis blevet peget i alle retninger, når det/de skyldige i, at stress er blevet et kæmpe problem, skal findes – og når man bare står og peger, kommer man ingen steder og får intet løst. Jeg håber med hjertet at I vil ignorere disse og i stedet lytte til de virkelige eksperter udi stress, nemlig dem der selv har prøvet det på egen krop. De er blevet ramt af alvorlig stress og sygemeldt på grund af hundredevis af forskellige faktorer. Ikke kun deres arbejde, ikke kun deres fritidsliv eller familierelationer, men af en kombination af en masse forskellige belastninger fra en masse forskellige kilder.
De stressramte og tidligere stressramte kan give jer et indblik, uden at have en bagvedliggende dagsorden.

Jeg vil gerne give jer en lille liste af punkter, som jeg synes er vigtige og håber at I overvejer i jeres løsningsforslag:

  • En officiel stress-skala
    Ordet “stress” kan betyde alt fra “en lille smule travlt” til “et decideret stressnedbrud”. Når vi omtaler “stress” ved vi derfor ikke om vi taler om den ene eller den anden form – eller hvor på skalaen, vi befinder os. I den årrække jeg har beskæftiget mig med stress, har jeg oplevet igen-og-igen at misforståelserne har floreret i stor stil og ser det som meget nødvendigt at vi allesammen får samme udgangspunkt i en officiel skala, når vi taler om stress.
    Indtil det er sket, bruger jeg denne 4-punkts stress-skala

  • Ny undersøgelse af stressproblematikkernes omfang.
    Den seneste undersøgelse, der er baseret på fakta, er Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006. Det er altså tal, der er mindst 12-13 år gamle. Alle efterfølgende undersøgelser har været baseret på spørgeskemaer, hvor man selv har skulle vurdere sit stressniveau og med alle de usikkerheder der er i det (se punktet ovenfor), er resultaterne af disse også ret usikre. Derfor er en ny undersøgelse som den i 2006 nødvendig og meget gerne fuldt op af en ny hvert 5. år fremover.
    Læs mere her
  • Obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø
    Man kan ikke lære empati og medfølelse, men man kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være obligatorisk, for ellers bliver den ikke brugt.

  • Undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse allerede i Folkeskolen
    Jeg oplever selv at de stressramte personer, jeg har kontakt med, bliver yngre og yngre. For bare nogle få år siden var det fortrinsvis personer fra starten af 30’erne til slutningen af 50’erne, jeg talte med. Nu får jeg ofte henvendelser fra elever på det lokale gymnasium. Derfor mener jeg at man ikke kan sætte tidligt nok ind med information om stressforebyggelse- og -håndtering. Man kommer meget langt med at fortælle unge mennesker, hvad stress er og hvorfor deres hjerner reagerer som de gør under belastning.

  • Officiel certificering af stressbehandlere
    Der findes et utal af mere eller mindre seriøse stressbehandler-uddannelser og stress er blevet et modeord, der er med på næsten alle alternative behandleres “menuer”.
    Jeg har oplevet utallige eksempler på, at disse behandlere har udført “behandlinger”, der har været direkte skadelige og i bedste fald har medført forlænget sygdomsperioder. I dag har du ingen mulighed for at se, om en stressbehandler er seriøs eller i det hele taget ved noget om stress. Derfor mangler der i høj grad en officiel certificering, som man kender det fra andre brancher indenfor behandling.

Jeg vil ønske hele Stresspanelet rigtig god arbejdslyst og jeg vil som sagt følge jeres arbejde tæt.
Hvis panelet kan bruge min hjælp/viden/meninger eller har brug for at jeg uddyber ovenstående, er I mere end velkommen til at kontakte mig på: lars@lautrup.dk

 

Lars Lautrup-Larsen

Hvad hjælper mod stress?

“Hvad hjælper mod stress?” spørger et medlem af Tag Stress Alvorligt-gruppen på Facebook.

Det er et rigtigt godt og simpelt spørgsmål, men svaret er ikke ligetil og faktisk noget jeg holder et foredrag om, der tager halvanden times tid. Derfor er der ikke et nemt og simpelt svar – og slet ikke på skrift, men jeg vil nu forsøge at give et alligevel.

 

Mit første problem med ikke at kunne give et konkret svar er, at stress ikke kun er én ting. Stress er en belastningstilstand af alt fra en lille smule travlhed til et decideret psykisk nedbrud – man kan altså have stress på mange niveauer, det jeg kalder “stress-skalaen“.
Ikke nok med at stress har mange niveauer, men både belastningerne og de ting, der måske kan hjælpe, opfattes forskelligt fra menneske til menneske. Der er derfor ikke en “facitliste” over, hvad man kan gøre, hvis man er ramt af stress på et bestemt niveau – eller gerne vil forebygge stress – men der er nogle overvejelser, man kan gøre sig og nogle ting, man kan forsøge sig med, for at finde det der virker for en.

Lad os starte i den lette ende. De der gerne vil forebygge stress eller måske har let stress i den grønne del af stress-skalaen.

Grøn – let stress / stressforebyggende

Her er det vigtigt at du ser på din dagligdag. Den bør være opbygget i 3 faser: Aktivitet – Restitution – Søvn.
I den perfekte dagligdag har du 8 timer, hvor du er i aktivitet/arbejde, efterfulgt af 8 timer, hvor du restituerer, hviler og kommer til hægterne igen og 8 timer med god søvn. Jeg skriver med vilje “den perfekte dagligdag”, for det er sjældent den vi allesammen har – men det er den vi skal stræbe mod at få tilbage!

De 3 faser i dagligdagen hænger sammen på den måde, at hvis du ikke overholder en enkelt fase, så påvirker det de øvrige 2 faser. Vi kender nok allesammen det, at vi sover dårligt en nat og at det så påvirker den tid vi er på arbejde og tiden indtil vi skal i seng igen. Vi har desværre en tendens til at mudre faserne sammen, så aktivitetsfasen går ind i restitutionsfasen, der så går ud over søvnfasen, der så går ud over aktivitetsfasen og så videre og så videre … Det er en dødsspiral for vores hjerner.

Derfor er restitutionsfasen ekstremt vigtig. Restitutionsfasen er 8 timer, hvor du skal modvirke alle de belastninger, du har været udsat for i de 8 timer, du har været i aktivitet. Jo mere belastet du har været i aktivitetsfasen, jo mere restitution har du behov for efterfølgende, for at det ikke skal gå ud over søvnfasen.
Problemet er mange gange, at vi ikke lader aktiviteterne stoppe efter 8 timer i aktivitetsfasen, men tager dem med videre ind i restitutionsfasen. Vi er så at sige stadig på arbejde. Nogle har arbejdsmailen kørende, nogle modtager arbejdsrelaterede opkald – og mange har arbejdsrelaterede tanker kørende i hjernen til langt ud på aftenen. Hvis ikke, skal vi nok holde hjernen beskæftiget f.eks. via sociale medier. Vores hjerner får sjældent fred.

I restitutionsfasen er det vigtigt at man lukker alt belastende ude. Det gælder arbejde, men også alle andre ting som opfattes negativt af ens hjerne. Restitution er ikke bare hvile, men også “opladning” ved positive oplevelser. Alt det negative fra aktivitetsfasen skal erstattes med positive og givende ting – og hvad er så det. Ja, det er det, der er forskelligt fra menneske til menneske og som man må forsøge sig frem med. Jeg har skrevet en artikel om, hvordan man finder sine stressbelastninger og de ting, der påvirker en positivt. Den kan måske hjælpe – du finder den HER. Ellers er der nogle forslag her:

  • Gå eller løb en tur i naturen (natur er godt for hjernen)
  • Leg med dine børn
  • Lav noget kreativt (maleri, skriv en historie, farvelæg en mandala, lav noget i ler …)
  • Læs en bog eller se en god film
  • Tage et varmt bad
  • Afslapning (yoga, qi gong, mindfulness, meditation …)

Tænk på at du skal opveje al den negativitet, du har opsamlet i løbet af din 8-timers aktivitet med 8 timers positivitet i restitutionsfasen. Kan du det, vil du få 8 timers fantastisk søvn.

Gul/Rød – Alvorlig stress

Er du ramt af alvorlig stress, så gælder ovenstående stadig – endda i høj grad. Du er nødt til at slippe håndtaget og virkelig gøre en indsats for at fastholde de 3 faser. Du er nødt til at gå hjem og lukke din dør for al belastende aktivitet efter 8 timer og du er nødt til at finde noget, der kan bidrage positivt til din restitution. På dette stressniveau er det helt normalt at du måske ikke kan overskue at male et maleri eller læse en bog. Det er også helt normalt at du ikke kan finde ro til mindfulness eller meditation, men det er vigtigt at du så finder noget andet, der kan modvirke dine belastninger og så meget af det som muligt! Tænk over hvad du virkeligt har lyst til – og gør det!
Vil du dyrke motion, så sørg for at det er meget let motion – f.eks. yoga eller en gåtur. På dette stadie er hård motion skadeligt for dig.

Sort – Stress-nedbrud

Er du i stress-nedbrud og lige sygemeldt med stress, så vil du ikke kunne overskue noget som helst af ovenstående og det skal du heller ikke!
Der er ingenting du skal – og der er kun en eneste ting, der hjælper mod din stress. Ro. Masser af ro! Din hjerne vil være belastet af tusindevis af tanker, dårlig samvittighed og bebrejdelser over intet at kunne overskue. Det er helt normalt på dette stadie og det eneste du har brug for er ro.
Du kan forsøge at finde noget der kan lette dit tankemylder for at få lidt ro engang imellem. Det har jeg skrevet en artikel om, som du finder HER. Men – det er også det eneste du kan og skal.
Når du får det bedre og kommer ned i rødt/gult stressniveau, kan du fortsætte med beskrivelsen ovenfor.

Stressbehandlere og stressbehandling

Stress er blevet en industri. Der findes ufatteligt mange alternative behandlere, der har taget stress med på menukortet og faldbyder alverdens kure, plastre, krystaller osv. Jeg plejer at sige, at disse kure virker lige så meget som du tror på dem. Der findes ingen medicin mod stress, for det er som du nok ved, ikke en sygdom, men en helt naturlig reaktion, der er gået amok.
Er du i tvivl om du har stress, skal du altid opsøge din læge og så tage den derfra. Lægen kan rådgive dig eller eventuelt henvise til en psykolog. Der er også stressbehandlere som f.eks. Stressvejledere, Stresscoaches, Stressmentorer osv. – og der findes nogle af disse, der er rigtigt dygtige – og dem der ikke er.
Opsøger du en af disse, så har jeg følgende råd:

  • Spørg efter anbefalinger
    Kender du nogen, der har gode erfaringer med en bestemt behandler?
  • Lad være med at betale for et fuldt forløb.
    Det gør det umuligt at skifte behandler, hvis I ikke “klikker”. Pengene vil være spildt.
  • Vælg en behandler, der har stress som sin primære behandling.
    Mange har som nævnt lige taget stress med på menukortet, fordi det “sælger” …
  • Overvej om behandleren er “for alternativ”.
    Du skal jo helst tro på behandlingen.
  • Undersøg om behandlerens metoder er saglige
    Bliver du bedt om spytprøver, daglige stresstests eller andet underligt, så vælg en anden behandler.

 

Dette er en meget kort sammenskrivning af mit 1½ time lange foredrag, som jeg nævnte ovenfor – og jeg har med vilje prøvet at gøre det så kort og let læseligt som muligt. Derfor er der selvfølgelig situationer og mange dele af emnet, jeg ikke er kommet ind på her. Derfor er du meget velkommen til at spørge – enten i kommentarfeltet nedenfor eller i Tag Stress Alvorligt-gruppen på Facebook. Så vil jeg forsøge at give et svar der.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Skrøner: Det er altid dit arbejde der giver dig stress

Skrøne, en. [ˈsgrö·nə] flt. -r. optaget i slutn. af 19. aarh. fra no. skrøne, besl. m. no. dial. skrynja, prale, digte løgnehistorier, opdigtet ell.usandfærdig beretning, historie.

I 2011 lavede jeg en serie om skrøner indenfor stressområdet. I år har jeg valgt at genudgive serien, men i en udvidet og opdateret form, fordi der i høj grad stadig er en masse rygter, misforståelser og halve sandheder om stress i omløb.

Det er altid dit arbejde der giver dig stress

For at undgå misforståelser, lad mig starte med at sige: Det er altid arbejdsgiverens pligt at sørge for, at medarbejderne trives og har et godt psykisk arbejdsmiljø. Det må der ikke være tvivl om! Jeg er selv stor fortaler for, at der indføres en paragraf i arbejdsmiljøloven, der siger at man ikke må bestride en lederstilling, uden at have gennemgået et grundigt kursus i psykisk arbejdsmiljø. Du må ikke køre en truck uden et certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker, uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger selvfølgelig ikke sammen.
En leder kan ikke lære empati og medfølelse, men lederen kan lære at spotte kollegaer, er ikke har det godt – og lære nogle værktøjer til at sikre at det ikke udvikler sig.

Der findes rigtigt mange organisationer i Danmark, der forsøger at sætte fokus på stress. Det er godt, men problemet med mange af disse er, at mange af de ledende medlemmer i de store organisationer har tætte forbindelser til fagbevægelsen/venstrefløjen. Det gør at meget af den fokus, de forsøger at sætte på stress er på såkaldt “arbejdsrelateret stress”. Disse organisationer mener altså at den primære årsag til at mange mennesker dagligt blive sygemeldt med stress, udelukkende skyldes deres arbejde. Det giver en skævvridning og et helt forkert fokus, fordi alvorlig stress altid har flere årsager og rigtigt mange uvildige undersøgelser klart viser, at det langtfra altid er ens arbejdsliv, der er den primære belastning.

Sundhedstyrelsen udgav i 2014 “Den Danske Sundhedsprofil“, hvor der står følgende konklusion:

Den laveste forekomst af personer med højt stressniveau ses i gruppen af beskæftigede (15,8 %).
De højeste forekomster ses blandt førtidspensionister (50,4 %) og andre uden for arbejdsmarkedet
(61,8 %). Blandt arbejdsløse er forekomsten 28,1 %.”
Find selv tallene på side 26 ved at klikke HER.

Opdatering: I Det Danske Forskningscenter for Arbejdsmiljø rapport “Fakta om arbejdsmiljø & helbred 2016” er konklusionen:
Tal for 2016 viser, at lønmodtagerne generelt oplever et forholdsvis lavt niveau af stress. På en skala fra 0-4, hvor 4 er den højeste grad af stress, ses i figur 33, at den gennemsnitlige score for 2016 er 1,4. Der er ikke statistisk signifikant forskel mellem scorerne for henholdsvis 2012, 2014 og 2016.”
Se selv på side 49 i rapporten ved at klikke HER

Opdatering: Mag.scient.soc. og dr.med. Tage Søndergård Kristensen henviser i sin kronik Det er ikke arbejdets skyld, at danskernes stress stiger til data fra “Den Nationale Sundhedsprofil 2010, 2013 og 2017” og de øvrige undersøgelser, jeg har nævnt ovenfor – og han mener altså også at de tal underbygger, at folks arbejde generelt ikke er den primære kilde til de store problemer med stress, vi har i Danmark i dag.

Han skriver:

I 2017 var der således 14% stressede blandt de beskæftigede, mens der fx var 28% blandt de uddannelsessøgende og 33% blandt de arbejdsløse. Fra 2013 til 2017 steg andelen med stress fra 18,9% til 28,4% blandt uddannelsessøgende, hvilket langt overgår den beskedne stigning på 3% blandt de beskæftigede.” 

Sygemeldinger på grund af stress er jo ikke et nyt problem. Det har været et kæmpe problem i rigtigt mange år – og alligevel er der ikke rigtigt blevet gjort noget ved det. Nu har vi disse organisationer, der udelukkende fokuserer på én form for stressbelastning, den på arbejdet, og det løser jo ingenting. Man bør helt skrotte begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet gøre en indsats på alle fronter. Oplysning, forebyggelse, psykologhjælp, aktiviteter mod ensomhed, borgerhjælpere, sociale netværk – og arbejdsmiljølovgivningen er bare nogle af de ting, der kan kigges på – og som vil have en umiddelbar effekt for hvert tiltag. Dét er vejen frem.

 

Lars Lautrup-Larsen

Den store Cannabis-kur

Jesper er en ung mand, der er begyndt at lide af hovedpine, så han tager på apoteket og køber nogle hovedpinepiller. Han tager 2 og de virker! – men efter nogle timer vender hovedpinen tilbage. Han tager 2 piller mere og hovedpinen er væk igen. Sådan fortsætter han i nogle dage, indtil han finder ud af, at hvis han nu bare tager pillerne på faste tidspunkter 3-4 gange om dagen, så vil han aldrig få hovedpine igen!

Han spiste sine 3-4 daglige hovedpinepiller i omkring et år. I dag er Jesper død. 
Obduktionen viste at han ikke døde af hovedpinepillerne, men af den sygdom, der var årsag til hovedpinen. Jesper havde fjernet hans krops råb om hjælp; den konstante hovedpine, der var symptomet på at noget var galt og han havde dermed også ignoreret årsagen. Var Jesper i stedet gået til lægen med sine symptomer, havde der været en mulighed for at årsagen var fundet og Jesper var blevet behandlet.

Cannabis-olie – eller THC-olie/ CBD-olie – bliver udråbt som denne generations nye mirakelmiddel og det er det muligvis også, men det skal bruges rigtigt.
Der er stor forskel på de 2 olier, selv om de er udtrukket af samme plante. THC-olien er populært sagt den man bliver skæv af, hvor man ikke bliver det af CDB-olie.
Nedenstående gælder for begge typer olier.

Jeg ser flere og flere i diverse fora omkring stress, der spørger efter om de skal forsøge sig med cannabis-olie og der er mange tilkendegivelser af, at mange er begyndt at bruge det. Selv Manu Sareen, der er formand for Stressforeningen, har været ude og tilstå, at han ikke har kunne passe sit arbejde som minister, mens han havde stress, uden den daglige cannabis-olie – altså at cannabis-olie som en kur mod stress. Det er så forkert – og så forkert et signal at sende, som det kan blive, mener jeg. Cannabis-olie er ikke en kur mod stress!

Stress er, ligesom Jespers hovedpine, et symptom på at noget er galt. Det er hjernen, der er gået i alarmtilstand og har givet efter for alle de belastninger, man har budt den. Enhver der har haft stress kender fornemmelsen af, når hjernen med tankemylder kæmper med at få styr på det hele igen. Cannabis-olie kan angiveligt give ro på, så man kan få perioder med god hvile og god søvn, hvilket er fantastisk! Man skal bare huske på, at som et var tilfældet med Jesper, så er årsagen – stressen – jo ikke væk. Olien har, ligesom hovedpinepillerne, lagt et låg på, så du ikke kan mærke den i et stykke tid, men stress rumsterer stadig i din krop og stresshormonerne produceres stadig. Fortsætter stressramte med at bruge olien til at lægge låg på stress i rigtige lang tid, så den aldrig bliver behandlet, så tror jeg på, at de ender med noget der er værre, måske endda som Jesper.

Hvis man vil bruge cannabis-olie som stressramt, skal det bruges som et værktøj til at få ro på, mens man arbejder med sig selv og årsagerne til stressen – og derefter skal det lægges på hylden, så man kan mærke, hvordan man i virkeligheden har det.

Den eneste behandling, der virker mod stress er at fjerne eller reducere de belastninger, der er årsagen til stressen!

For at sikre at cannabis-olien, for stressramte, kun benyttes i behandlingen og ikke ender med at blive et dagligt “kosttilskud” – og at vi samtidig sikrer at de produkter, der købes på apoteket, er af en ordentlig og konstant kvalitet, mener jeg at olien skal produceres i Danmark, kvalitetsikres og skal ordineres af en læge. Gives markedet frit, har vi ingen ide om, hvad der er i de små flasker olie, der vil stå i helsekost-forretningerne. Det kan for så vidt lige så godt være motorolie.

OBS! Jeg har i ovenstående kun taget stilling til, hvad jeg mener omkring cannabis-olie og stress-/depressionsramte. Der er selvfølgelig mennesker med livsvarige sygdomme, der har behov for cannabis-olie dagligt i resten af deres liv – og det skal de bestemt have mulighed for! – men stadig lægeordineret og i en god danskproduceret kvalitet til rimelige priser.

Lars Lautrup-Larsen

Sygefravær for medarbejdere i din kommune

Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) har frigivet sygefraværs-tallene for 2016 for ansatte i kommunerne.
Et højt sygefravær er et symptom på, at medarbejderne ikke har det godt – at arbejdsmiljøet ikke fungerer.

I listen nedenfor kan du finde din egen kommunes fraværs-tal og placering på listen.

Kommune/region Antal fuldtids- beskæf- tigede Fravær pr fuldtids- beskæftigede Fraværs-% Liste-placering
Albertslund 2.197 12,88 5,6% 23
Allerød 1.554 11,75 5,2% 59
Assens 2.695 12,65 5,5% 30
Ballerup 3.843 12,90 5,7% 21
Billund 1.804 12,67 5,6% 29
Bornholm 3.036 12,81 5,6% 25
Brøndby 2.904 13,20 5,8% 12
Brønderslev 2.422 11,80 5,2% 58
Dragør 927 11,98 5,3% 54
Egedal 2.652 13,26 5,8% 10
Esbjerg 8.384 10,12 4,4% 97
Fanø 209 12,72 5,6% 28
Favrskov 3.047 11,23 4,9% 76
Faxe 2.228 13,81 6,1% 5
Fredensborg 2.376 12,06 5,3% 49
Fredericia 3.696 11,50 5,0% 65
Frederiksberg 4.936 12,76 5,6% 27
Frederikshavn 4.402 12,93 5,7% 19
Frederikssund 3.019 13,14 5,8% 14
Furesø 2.492 11,68 5,1% 63
Faaborg-Midtfyn 3.316 12,33 5,4% 41
Gentofte 4.873 11,99 5,3% 53
Gladsaxe 5.124 11,21 4,9% 77
Glostrup 1.813 15,32 6,7% 1
Greve 2.564 13,94 6,1% 4
Gribskov 1.831 10,71 4,7% 91
Guldborgsund 4.318 13,74 6,0% 6
Haderslev 3.663 11,87 5,2% 57
Halsnæs 1.988 12,01 5,3% 52
Hedensted 3.096 10,30 4,5% 94
Helsingør 4.069 11,92 5,2% 56
Herlev 1.918 14,35 6,3% 2
Herning 5.859 10,86 4,8% 89
Hillerød 3.396 12,60 5,5% 34
Hjørring 4.452 11,37 5,0% 70
Holbæk 4.408 13,15 5,8% 13
Holstebro 3.854 11,21 4,9% 78
Horsens 5.783 12,46 5,5% 37
Hvidovre 3.550 12,24 5,4% 44
Høje-Taastrup 3.529 12,80 5,6% 26
Hørsholm 1.491 12,49 5,5% 35
Ikast-Brande 2.792 12,48 5,5% 36
Ishøj 1.806 13,10 5,7% 17
Jammerbugt 2.685 12,41 5,4% 38
Kalundborg 3.146 12,06 5,3% 48
Kerteminde 1.658 13,43 5,9% 9
Kolding 6.413 12,40 5,4% 39
København 35.034 12,14 5,3% 47
Køge 3.745 12,38 5,4% 40
Langeland 1.271 12,60 5,5% 33
Lejre 1.715 12,05 5,3% 50
Lemvig 1.385 9,97 4,4% 98
Lolland 3.195 11,09 4,9% 82
Lyngby-Taarbæk 3.534 13,11 5,8% 16
Læsø 165 10,59 4,6% 92
Mariagerfjord 2.939 11,25 4,9% 75
Middelfart 2.592 11,45 5,0% 67
Morsø 1.496 13,21 5,8% 11
Norddjurs 2.969 12,21 5,4% 45
Nordfyn 1.851 12,90 5,7% 20
Nyborg 2.062 11,14 4,9% 81
Næstved 5.279 12,64 5,5% 32
Odder 1.324 12,64 5,5% 31
Odense 12.425 11,97 5,3% 55
Odsherred 2.182 13,44 5,9% 8
Randers 6.923 11,07 4,9% 84
Rebild 1.895 10,89 4,8% 86
Ringkøbing-Skjern 3.652 10,78 4,7% 90
Ringsted 2.231 12,14 5,3% 46
Roskilde 5.971 13,12 5,8% 15
Rudersdal 3.707 13,74 6,0% 7
Rødovre 2.967 12,03 5,3% 51
Samsø 331 11,40 5,0% 69
Silkeborg 6.112 10,97 4,8% 85
Skanderborg 4.523 11,28 4,9% 73
Skive 3.477 11,69 5,1% 62
Slagelse 5.762 14,33 6,3% 3
Solrød 1.178 12,26 5,4% 42
Sorø 1.915 11,73 5,1% 60
Stevns 1.244 11,43 5,0% 68
Struer 1.492 11,72 5,1% 61
Svendborg 4.149 12,26 5,4% 43
Syddjurs 2.659 13,02 5,7% 18
Sønderborg 5.271 11,57 5,1% 64
Thisted 3.463 10,86 4,8% 88
Tønder 2.968 11,09 4,9% 83
Tårnby 2.920 11,27 4,9% 74
Vallensbæk 968 10,34 4,5% 93
Varde 3.531 10,88 4,8% 87
Vejen 2.786 11,19 4,9% 79
Vejle 8.000 11,47 5,0% 66
Vesthimmerland 2.920 10,16 4,5% 96
Viborg 6.156 11,28 4,9% 72
Vordingborg 3.220 12,89 5,7% 22
Ærø 539 10,17 4,5% 95
Aabenraa 4.066 11,33 5,0% 71
Aalborg 15.451 12,81 5,6% 24
Aarhus 20.744 11,19 4,9% 80
 Ialt 387.361 11,98 5,3%

Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) 

Lars Lautrup-Larsen

Certificeret Stressvejleder
Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve.
Tidligere stress- og depressionsramt.

En psykolog, en psykiater og en appelsin …


Jeg overværede engang en forelæsning, hvor en ung psykolog sagde følgende:

“Man kan som forsker studere en appelsin i årevis. Man kan analysere den kemiske sammensætning af saften, studere skrællens spændstighed og læse alle de bøger og videnskabelige artikler, der findes om appelsiner.
Man kan derefter i god tro sige, at man ved alt om appelsiner, men det er ikke rigtigt.

Man ved først hvad en appelsin egentlig er, når man føler skralden blive taget af, snuser til appelsinens duft og smager appelsinens saft. Alt det kan du ikke læse dig til”.

Avisen.dk har i dag en artikel med overskriften: Psykiater: Stressramte skal i arbejdstøjet inden 3 uger.
Da jeg læste artiklen dukkede historien om appelsinen op i mit hovede, for her er det en fagmand – en psykiater – der meget tydeligt aldrig selv har været ramt af stress og endnu tydeligere ikke har evnen til at sætte sig ind i, hvad der sker, når man er ramt af stress og hvordan stress rent faktisk viser sig i det virkelige liv.

Jeg må indrømme, at jeg havde meget svært ved at læse artiklen til ende, for jo mere jeg læste, jo tydeligere blev det, at Psykiateren, Lars Aakerlund intet aner om, hvad der er godt for stressramte. At kommentere på alt vil derfor være lidt af en belastning, men lad os tage de største fejltagelser:

“To til tre uger. Længere tid har man ikke brug for at være væk fra arbejdspladsen, hvis man er gået ned med stress.”

Jeg mener at der beviseligt aldrig er nogen, der er gået ned med stress, der er kommet tilbage på job efter 2-3 uger. Det er simpelthen ikke muligt, for først efter 3 uger er man måske begyndt at falde en lille smule til ro og at starte sine aktiviteter igen på det tidspunkt, vil være det samme som at ryge tilbage til start.

“Hvis man har fået stress, er det meget vigtigt, at man løser det på sin arbejdsplads og ikke går derhjemme og venter på, at det går over af sig selv”

Dette er desværre en klassiker. Mange tror at man udelukkende får stress af sit arbejde. Det gør man ikke – og det gør man aldrig. Der er altid andre ting indvolveret i ens stressnedbrud. Ens arbejde kan være en kæmpe stressfaktor,det er rigtigt – men når man behandler stress, er man nødt til at se på de belastninger, man er udsat for igennem hele døgnet og ikke kun de timer, vi er på arbejdspladsen. Selv om dette er en klassiker, bør en psykiater vide bedre.

“Når man er sygemeldt, risikerer man at blive isoleret derhjemme. Man kommer længere væk fra arbejdet og bekymrer sig mere, forklarer han.”

For mange stressramte har arbejdet været en stor belastning og selv om der meget ofte følger bekymringer og dårlig samvittighed overfor firma og kollegaer med, når man går ned med stress, er det yderst vigtigt at man, som stressramt, holder afstand til arbejdspladsen og kun har kontakt, når det er nødvendigt – f.eks. ved udfyldelse af “Mulighedserklæringen”. Hvis en stressramt bibeholder kontakten til arbejdspladsen, vil han/hun stadig være på arbejde og stadig være i kontakt med de opgaver og/eller personer, der er årsagen til belastningen. Selv om ens kollegaer kan være en stor del af ens sociale netværk, er det vigtigt at man også holder afstand på det private plan, da kollegaer ofte er lig med arbejde – og i stedet satse på kontakten til den øvrige del af ens netværk.

“Det er vigtigt, at problemerne løses i samarbejde med ledelsen på arbejdspladsen, og at man er i kontakt med sin arbejdsplads. Ellers kan man også risikere at få fantasier om, at kollegaerne ikke kan lide en, siger han.”

Tankespind og fantasier er en del af en stressramts hverdag. Det kan ikke undgåes at man får negative tanker og den dårlige samvittighed kan nemt få tanker som “mine kollegaer kan ikke lide mig, fordi jeg forlod alle mine opgaver og nu skal de tage sig af dem”. Derfor anbefaler jeg, når jeg taler med ledere/kollegaer til en stressramt, at de med jævne mellemrum sender en hilsen i form af en buket blomster, en god øl eller en lille æske god chokolade.
Det er et signal om, at kollegaerne ikke er sure, men tænker på den stressramte – men det er samtidig en “kontakt”, hvor den stressramte ikke skal tage stilling til sin egen situation, i modsætning til, hvis lederen eller en kollega ringer og spørger, hvordan det går.

“Samtidig understreger han, at selvom man føler, det er bedst for en selv at være derhjemme i lang tid, er det ikke nødvendigvis det rigtige valg.”

En stressramt er ofte meget opsat på at komme på arbejde, pga. den dårlige samvittighed, men som regel ved den stressramte også om det i virkeligheden er muligt eller ej. Bliver man presset til at starte for tidligt, så ender man i et stressnedbrud igen, så enhver opstart skal være så stille og rolig som overhovedet muligt – og på det tidspunkt, hvor den stressramte føler sig klar.

Der er flere – og som regel mange årsager til at man går ned med stress. Ofte er disse belastninger nogle helt andre, end dem man tror det er og som regel kræver det professionel hjælp til at udrede, reducere og fjerne belastningerne. Den hjælp får man hos dygtige psykologer, dygtige psykiatere og andre dygtige behandlere – men har du som stressramt fornemmelsen af, at behandleren ikke er så dygtig endda og føler du dig presset af behandleren til noget, du ikke er parat til, så har du nok ret – og så er det tid at finde en anden behandler.

En stor tak til Avisen.dk for lige at få Thomas Milsteds kommentarer med i artiklen. Han ved hvad stress drejer sig om.

Lars Lautrup-Larsen

Mere om ØV-dage

Jeg er i dag blevet interviewet omkring ‘ØV-dage’. Link til artikel følger når og hvis…

‘ØV-dage” er muligheden for at kontakte sin arbejdsgiver og meddele, at man ikke kommer den pågældende dag, men tager en enkelt dag derhjemme og møder næste dag. Jeg tror at vi alle kender fornemmelsen af, at have en dag, hvor humøret og energien er i bund. Måske har vi brug for ro og fred – eller måske har vi brug for at få nogle private ærinder på plads. Med en ‘ØV-dag” er det muligt at være ærlig overfor sin arbejdsgiver, i stedet for at lyve sig syg og med god samvittighed få klaret det, man nu er psykisk belastet af. Jeg er en stor tilhænger af, at man er ærlig både overfor sig selv og overfor sine omgivelser.

Hvordan man afregner en ‘ØV-dag’, må man aftale med sin arbejdsgiver. Jeg har blogget om ‘ØV-dage’ før, da Ringsted Politi indførte det som en prøveordning og da betalte man sine ‘ØV-dage’ med afspadseringstimer eller feriedage. Der er også muligheden med at rapportere det som en sygedag, hvorfor det vil indgå i statistikkerne, men altså kun som enkelte dage, hvor man med god samvittighed kan smide benene op eller hvad man nu har brug for.

Der er ingen tvivl om, at jeg mener at ‘ØV-dage’ som “psykiske ventiler”, er en fremragende ide! Vi kan desværre ikke regne med, at behovet for ro og fred altid opstår i en weekend, så ‘ØV-dagene’ kan tages i brug i de særtilfælde, hvor der er brug for det.

Jeg mener dog, at det er meget vigtigt, at man i virksomhederne er enige om spillereglerne. I de sidste dage har ‘ØV-dage’ været meget diskuteret i medierne, fordi nogle pædagoger helt har misforstået begrebet og har betragtet ‘ØV-dage’ som en rettighed og som en slags omgangs-fridage. Det er ødelæggende for et ellers glimrende initiativ og det ødelægger den gode ide.

 

Lars Lautrup-Larsen

 

Arbejdsrelateret stress igen-igen

Stressfonden har været på Christiansborg og har spurgt de forskellige partier om deres holdning til stress. Problemet er bare at der igen er fokus på “arbejdsrelateret stress”, hvor arbejdstilsynet skal tvinge virksomhederne til både det ene og det andet. Som tidligere nævnt her i bloggen er jeg naturligvis for, at arbejdsgiverne skal passe på deres medarbejdere og gøre alt hvad de kan, for at forebygge stress. Ingen tvivl om det!

Det er bare det, at det er kun en lille procentdel af al stress, der er udelukkende arbejdsrelateret! Der er som regel altid andre faktorer end arbejdet, der er medvirkende til, at man får stress i alvorlig grad. Det gælder for folk udenfor arbejdsmarkedet, men så sandelig også folk i arbejde, der har en problemfyldt hverdag udenfor arbejdstiden. Disse tabes fuldstændigt på gulvet.

Derfor synes jeg at fokus er sat helt forkert, når man udelukkende fokuserer på at bekæmpe/lovgive omkring arbejdsrelateret stress.

 


Thomas Milsted fra Stressfonden

 

I en kommende blog vil jeg prøve at give mit bud på konkrete tiltag, der kan sættes ind mod begge typer stress.

 

Lars Lautrup-Larsen
Certificeret Stressvejleder
Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve.
Tidligere stress- og depressionsramt.