Tiden efter en stress-sygemelding

Du har været sygemeldt med alvorlig stress i en periode, du er forhåbentlig meget langsomt kommet “op i gear” og måske startet langsomt op på arbejdet igen og er kommet på fuld tid. Men – du er stadig ikke helt tilbage, synes du og dine pårørende har måske ladet en bemærkning falde om, hvor længe det mon tager før du igen er den person, du var før.

Jeg er nødt til at sige, at du bliver nok aldrig den samme person igen, men det er nødvendigvis ikke en dårlig ting. For at du og dine pårørende kan forstå, hvorfor det er sådan, er vi nødt til at dykke lidt ned i, hvad der skete med dig mens du havde alvorlig stress.

I din periode med alvorlig stress har din hjerne i døgndrift været udsat for store mængder af stresshormonet Kortisol. Det produceres i binyrerne og aktiverer en lang række ting i din krop, der er med til at bekæmpe de stressbelastninger, du har følt. Efterhånden som din alvorlige stress er mindsket, er mængden af Kortisol ligeledes reduceret til normalt niveau, men store mængder Kortisol over lang tid har påvirket din hjerne fysisk og især 2 områder er blevet ramt.

Hippocampus

Hippocampus er det sted i hjernen der regulerer dit stressniveau. Det er den del, der sender signal til binyrerne om at skrue op for produktionen af Kortisol og den hjælper os med at finde løsninger og muligheder, ved at trække på bl.a. hukommelsen, mens presset står på. Det store problem er, at de store mængder Kortison som hippocampus udsættes for, starter en nedbrydning af cellerne. På hjerneskannings-billeder kan man derfor se, at hippocampus gradvist skrumper under alvorlig stress.

Hippocampus - (c) Creative Commons

Amygdala

Amygdala er centeret for følelser og det sted i hjernen, hvor alle signaler om de stressbelastende trusler analyseres og en eventuel reaktion udløses. En belastet Amygdala er også selv i stand til at “konstruere” angst og frygt, som ofte følger med det at være alvorligt stressramt. En amygdala, der er udsat for store mængder Kortisol i længere tid vil, i modsætning til hippocampus, vokse i størrelse.

Amygdala - (c) Creative Commons

Hvad betyder disse ændringer i hjernen?

Ja, reelt set betyder det at du, som alvorligt stressramt i længere tid, har pådraget dig en lille hjerneskade. Hukommelsen er ikke hvad den var, man mister hurtigt energien og at det kan være svært at overskue mange ting/mange mennesker samtidig er bare nogle af de ting, du kan være ude for. Du har måske også tendens til at være lidt mere følsom, mere grådlabil, angst og ting kan “går dig på” mere end før. Men bare rolig …

Både hippocampus og amygdala har nemlig evnen til at hele sig selv. Så snart Kortisol-belastningen er væk, genskabes de celler der er blevet ødelagt og selv om det kan tage rigtig lang tid, så kan de med tiden vende tilbage til deres oprindelige størrelse. Hvor lang tid det tager, er ikke til at sige, men nogle af de efter-stress-symptomer, der er nævnt ovenfor vil med indenfor relativt kort tid reduceres eller forsvinde, mens f.eks. hukommelsen kan være påvirket i lang tid –  mange år – måske endda for altid.
Derfor skal man som tidligere stressramt – og pårørende – være tålmodige. Langt de fleste symptomer skal nok forsvinde over tid, forudsat at man har fundet og fjernet eller reduceret sine stressbelastninger, så stressniveauet fortsætter med at være lavt.

Jeg skrev i starten at du nok aldrig bliver den samme igen og at det nødvendigvis ikke er nogen dårlig ting. Tidligere alvorligt stressramte har det nemlig med at blive mere følsomme, når det kommer til at deres belastningsniveau er ved at blive overskredet og de fleste genvinder energien til at sige fra i tide eller finde alternative ikke-belastende muligheder. De bliver så at sige “klogere på bagkant”. Man kan sige, at de fleste tidligere stressramte bliver de personer de skulle have været før. I stedet for at sige “ja” til alt og køre 180 i timen for at gå ned med et brag, så har de fleste lært deres begrænsninger at kende og kender vejen, hvis ikke de overholder det – og har man først prøvet at være ramt med alvorlig stress, så er det det sidste man ønsker at opleve igen.

Så – hvis du er pårørende til en tidligere alvorligt stressramt; accepter at personen nu er blevet klogere, ikke kan det han/hun kunne før og i stedet er blevet meget bedre til at passe på- og beskytte sig selv. Respekter når der siges fra og respekter at han/hun gør hvad der er muligt.

 

Lars Lautrup-Larsen

Stress og motion – igen og igen

Forleden holdt vi en sammenkomst i en lille erfagruppe af stressvejledere og et af de emner, der blev diskuteret, var “stress og motion”. Det er et emne, der er meget oppe i tiden, ikke mindst efter at  Majken Matzau og Umahro Cadogan, i januar skrev i kronik i Berlingske med titlen “Motion mod stress er katastrofalt“.

Kronikken blev dagen efter fuldt op af artiklen “Professor: Motion er langtfra katastrofalt mod stress“.

I erfagruppen var vi da heller ikke enige og der blev diskuteret livligt. På et tidspunkt slog det mig alligevel, at vi faktisk mente nogenlunde det samme. Vi var selv faldet i den fælde, som vi prøver at advare andre om at falde i.

Vi brugte begrebet “stress” og endda også begrebet “motion” lemfældigt. Når Majken Matzau og Umahro Cadogan i deres kronik har overskriften “Motion mod stress”, hvad mener de så? Læser man kronikken, er man ikke i tvivl om, at de mener “hård motion” mod “alvorlig stress”, men det er jo ikke det, overskriften indikerer. Derfor vil læserne opfatte overskriften som “al motion” mod “alle former for stress” og så er det at uenigheden opstår rundt omkring – både hos Professor Bente Klarlund og i vores lille erfagruppe.

“Stress” er et ord, der kan betyde alt fra en smule travlhed og til et decideret nedbrud, hvor hjernen går i sort. “Motion” kan betyde alt fra en gåtur til 8 timers hård træning i motionscentret. Skal man tale om stress og motion, er man derfor nødt til at definere, hvor på stress-skalaen vi befinder os og hvor på motions-skalaen, vi er. Ellers giver det ikke mening.

Mit bud er – og det tror jeg i virkeligheden at alle er enige om – at motions-skalaen er omvendt proportional med stress-skalaen, forstået på den måde, at jo hårdere du er ramt af stress, jo “blødere” motion skal du dyrke.

Her er min definition:

Er du i et stressnedbrud, kan du slet ikke overskue at dyrke motion. Det eneste du har brug for er ro og at tvinge dig ud i enhver form for motion er skadeligt for dig.

Er du kommet på benene efter et nedbrud eller er du sygemeldt med stress uden at være i et decideret nedbrud, så skal du dyrke “blød motion” – f.eks. gåture i naturen – så langt du kan og så ofte du kan, uden at presse dig selv. 5 minutter er fint. 10 minutter er bedre.

Er du begyndt at føle dig lidt presset i dagligdagen, så har du godt af middelmådig motion, en løbetur eller lidt aktivitet i motionscenteret, igen uden at presse dig selv.

Er du frisk og har god energi? Genkender du ikke nogle af stress-symptomerne, så giv den gas! Al motion er godt for dig! Det er sundt og det hjælper dig i stor stil med at forebygge stress.

Umiddelbart vil jeg mene at vi alle i erfagruppen nåede til enighed, da vi fandt ud af, at tale om den samme mængde af stress kontra mængden af motion. Jeg håber at det samme gør sig gældende, når emnet fremover tages op i medierne. Det kan jo netop være katastrofalt, hvis ikke man har den rette forståelse for, hvornår stress er godt for stressede og hvornår det bestemt ikke er.

 

Opdatering! Siden ovenstående blev skrevet, har Majken Matzau fortalt, at den oprindelige titel på kronikken var “Motion til stress-sygemeldte er katastrofal”, men at den er blevet ændret af Berlingske.

 

Lars Lautrup-Larsen

Certificeret Stressvejleder
Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve.
Tidligere stress- og depressionsramt.