Arbejdsrelateret stress

For en del år siden mødte jeg Gurli. Hun hedder egentlig noget andet, men her kalder vi hende Gurli.

Gurli fortalte som det første, at hun var lige var blevet sygemeldt, for hun havde fået konstateret “arbejdsrelateret stress”. Hun fortalte om sit arbejde, hvor hun havde en chef, der var blottet for empati og kastede arbejdsopgaver i hovedet på hende hele tiden. Hun havde et par kollegaer, hun var gode venner med, men ellers var der en del mobning fra andre kollegaer på arbejdspladsen. Da hun en dag var brudt sammen på arbejdet, var hun blevet sendt hjem og med hjælp fra hendes tillidsrepræsentant og fagforening, var hun blevet henvist til en arbejdsmedicinsk klinik, hvor de havde konstateret, at hun havde fået “arbejdsrelateret stress”.

Gurli var hverken den første eller den sidste, jeg har mødt med den diagnose, så efter at vi havde talt en del om chefen, arbejdet og kollegaerne, spurgte jeg ind til hendes liv udenfor arbejdstiden. Her fortalte hun, at der havde hun jo også “lidt at slås med”, som hun udtrykte det, men slog det hen som værende “meget almindeligt”.

Gennem vores samtaler kom det efterhånden frem, at der ikke kun var lidt at slås med – men en hel del ting, som kom på bordet lidt efter lidt. Et halvt år forinden havde Gurli mistet sin mor og kort efter var hendes ægteskab gennem 18 år forlist. På det tidspunkt hvor jeg talte med Gurli, havde en sag kørende med kommunen omkring hendes søn, der havde specielle behov, som sagsbehandleren ikke kunne/ville tage stilling til. En kamp, hun kæmpede uden hjælp fra sin eksmand.
Det var jo mere end tydeligt, at hun var stressbelastet i de 8 timer, hun var på arbejde, men hun var så sandelig også belastet på mange måder, når hun kom hjem.

Gurli er ikke speciel. Slet ikke. Hun er præcis som alle andre alvorligt stressramte, jeg har mødt igennem tiden. Hun har ikke fået alvorlig stress af én belastning, men hendes tilstand er resultatet af mange forskellige belastninger fra mange forskellige kilder igennem hele døgnet. Samtidig har hendes situation gjort, at muligheden for restitution – at “lade op igen” –  var stort set ikke-eksisterende, for hun havde masser af ting at slås med, når hun kom hjem fra arbejdet.

Hvordan kommer man så frem til, at diagnosen er “arbejdsrelateret stress”, når nu vi allesammen har mange forskellige belastninger og de belastninger, man udsættes for i arbejdstiden, kan være store og mange, men ikke er alene? Jeg ved det ikke. Gurli var brudt sammen på arbejdet. Var diagnosen blevet den samme, hvis hun var brudt sammen i Brugsen?

Jeg ved at det ikke er populært at sige det, men jeg synes simpelthen at vi skal holde op med at bruge begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet konstatere at alle alvorligt stressramte er ramt af “livsrelateret stress”. At kalde det “arbejdsrelateret stress” er jo, som Gurli også gjorde det, at placere ansvaret for hendes sygemelding på ét sted, når det i virkeligheden lå flere steder.
Det er umuligt at måle og veje belastningerne mod hinanden og konstatere hvor ansvaret for sygemeldingen skal placeres. Det kan kun blive et gæt, ud fra den alvorligt stressramtes udtalelser om hvilke typer belastninger, der er størst.

Jeg er ikke klar over om Gurlis diagnose udløste et besøg af Arbejdstilsynet på hendes arbejdsplads, for at kontrollere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg håber det, for så blev der arbejdet med den del af Gurlis belastninger, men det ville ikke løse hele Gurlis belastningsproblem. Hun havde stadig alt det andet at slås med.

“Gurli” har det ifølge hende selv “fremragende” i dag. Hun har fået et andet job, en ny mand i hendes liv – og sønnen fik den hjælp, han skulle have og har det fint i dag. Hun har givet lov til, at jeg må bruge hende som eksempel i dette indlæg, med et andet navn. Hun er, som tidligere nævnt, ikke et specielt tilfælde, men hun er et godt eksempel på, at hun til trods for sin “arbejdsrelateret stress”-diagnose havde andre, store belastninger at slås med. Personer som hende har jeg mødt rigtigt mange af.

Jeg mangler stadig at møde den person, hvor belastningerne på arbejdet er eneste årsag til alvorlig stress. Jeg tvivler meget på, at den person overhovedet findes.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Se også: Skrøner: Det er dit arbejde der giver dig stress

 

 

Den store Cannabis-kur

Jesper er en ung mand, der er begyndt at lide af hovedpine, så han tager på apoteket og køber nogle hovedpinepiller. Han tager 2 og de virker! – men efter nogle timer vender hovedpinen tilbage. Han tager 2 piller mere og hovedpinen er væk igen. Sådan fortsætter han i nogle dage, indtil han finder ud af, at hvis han nu bare tager pillerne på faste tidspunkter 3-4 gange om dagen, så vil han aldrig få hovedpine igen!

Han spiste sine 3-4 daglige hovedpinepiller i omkring et år. I dag er Jesper død. 
Obduktionen viste at han ikke døde af hovedpinepillerne, men af den sygdom, der var årsag til hovedpinen. Jesper havde fjernet hans krops råb om hjælp; den konstante hovedpine, der var symptomet på at noget var galt og han havde dermed også ignoreret årsagen. Var Jesper i stedet gået til lægen med sine symptomer, havde der været en mulighed for at årsagen var fundet og Jesper var blevet behandlet.

Cannabis-olie – eller THC-olie/ CBD-olie – bliver udråbt som denne generations nye mirakelmiddel og det er det muligvis også, men det skal bruges rigtigt.
Der er stor forskel på de 2 olier, selv om de er udtrukket af samme plante. THC-olien er populært sagt den man bliver skæv af, hvor man ikke bliver det af CDB-olie.
Nedenstående gælder for begge typer olier.

Jeg ser flere og flere i diverse fora omkring stress, der spørger efter om de skal forsøge sig med cannabis-olie og der er mange tilkendegivelser af, at mange er begyndt at bruge det. Selv Manu Sareen, der er formand for Stressforeningen, har været ude og tilstå, at han ikke har kunne passe sit arbejde som minister, mens han havde stress, uden den daglige cannabis-olie – altså at cannabis-olie som en kur mod stress. Det er så forkert – og så forkert et signal at sende, som det kan blive, mener jeg. Cannabis-olie er ikke en kur mod stress!

Stress er, ligesom Jespers hovedpine, et symptom på at noget er galt. Det er hjernen, der er gået i alarmtilstand og har givet efter for alle de belastninger, man har budt den. Enhver der har haft stress kender fornemmelsen af, når hjernen med tankemylder kæmper med at få styr på det hele igen. Cannabis-olie kan angiveligt give ro på, så man kan få perioder med god hvile og god søvn, hvilket er fantastisk! Man skal bare huske på, at som et var tilfældet med Jesper, så er årsagen – stressen – jo ikke væk. Olien har, ligesom hovedpinepillerne, lagt et låg på, så du ikke kan mærke den i et stykke tid, men stress rumsterer stadig i din krop og stresshormonerne produceres stadig. Fortsætter stressramte med at bruge olien til at lægge låg på stress i rigtige lang tid, så den aldrig bliver behandlet, så tror jeg på, at de ender med noget der er værre, måske endda som Jesper.

Hvis man vil bruge cannabis-olie som stressramt, skal det bruges som et værktøj til at få ro på, mens man arbejder med sig selv og årsagerne til stressen – og derefter skal det lægges på hylden, så man kan mærke, hvordan man i virkeligheden har det.

Den eneste behandling, der virker mod stress er at fjerne eller reducere de belastninger, der er årsagen til stressen!

For at sikre at cannabis-olien, for stressramte, kun benyttes i behandlingen og ikke ender med at blive et dagligt “kosttilskud” – og at vi samtidig sikrer at de produkter, der købes på apoteket, er af en ordentlig og konstant kvalitet, mener jeg at olien skal produceres i Danmark, kvalitetsikres og skal ordineres af en læge. Gives markedet frit, har vi ingen ide om, hvad der er i de små flasker olie, der vil stå i helsekost-forretningerne. Det kan for så vidt lige så godt være motorolie.

OBS! Jeg har i ovenstående kun taget stilling til, hvad jeg mener omkring cannabis-olie og stress-/depressionsramte. Der er selvfølgelig mennesker med livsvarige sygdomme, der har behov for cannabis-olie dagligt i resten af deres liv – og det skal de bestemt have mulighed for! – men stadig lægeordineret og i en god danskproduceret kvalitet til rimelige priser.

Lars Lautrup-Larsen

Stress og motion – igen og igen

Forleden holdt vi en sammenkomst i en lille erfagruppe af stressvejledere og et af de emner, der blev diskuteret, var “stress og motion”. Det er et emne, der er meget oppe i tiden, ikke mindst efter at  Majken Matzau og Umahro Cadogan, i januar skrev i kronik i Berlingske med titlen “Motion mod stress er katastrofalt“.

Kronikken blev dagen efter fuldt op af artiklen “Professor: Motion er langtfra katastrofalt mod stress“.

I erfagruppen var vi da heller ikke enige og der blev diskuteret livligt. På et tidspunkt slog det mig alligevel, at vi faktisk mente nogenlunde det samme. Vi var selv faldet i den fælde, som vi prøver at advare andre om at falde i.

Vi brugte begrebet “stress” og endda også begrebet “motion” lemfældigt. Når Majken Matzau og Umahro Cadogan i deres kronik har overskriften “Motion mod stress”, hvad mener de så? Læser man kronikken, er man ikke i tvivl om, at de mener “hård motion” mod “alvorlig stress”, men det er jo ikke det, overskriften indikerer. Derfor vil læserne opfatte overskriften som “al motion” mod “alle former for stress” og så er det at uenigheden opstår rundt omkring – både hos Professor Bente Klarlund og i vores lille erfagruppe.

“Stress” er et ord, der kan betyde alt fra en smule travlhed og til et decideret nedbrud, hvor hjernen går i sort. “Motion” kan betyde alt fra en gåtur til 8 timers hård træning i motionscentret. Skal man tale om stress og motion, er man derfor nødt til at definere, hvor på stress-skalaen vi befinder os og hvor på motions-skalaen, vi er. Ellers giver det ikke mening.

Mit bud er – og det tror jeg i virkeligheden at alle er enige om – at motions-skalaen er omvendt proportional med stress-skalaen, forstået på den måde, at jo hårdere du er ramt af stress, jo “blødere” motion skal du dyrke.

Her er min definition:

Er du i et stressnedbrud, kan du slet ikke overskue at dyrke motion. Det eneste du har brug for er ro og at tvinge dig ud i enhver form for motion er skadeligt for dig.

Er du kommet på benene efter et nedbrud eller er du sygemeldt med stress uden at være i et decideret nedbrud, så skal du dyrke “blød motion” – f.eks. gåture i naturen – så langt du kan og så ofte du kan, uden at presse dig selv. 5 minutter er fint. 10 minutter er bedre.

Er du begyndt at føle dig lidt presset i dagligdagen, så har du godt af middelmådig motion, en løbetur eller lidt aktivitet i motionscenteret, igen uden at presse dig selv.

Er du frisk og har god energi? Genkender du ikke nogle af stress-symptomerne, så giv den gas! Al motion er godt for dig! Det er sundt og det hjælper dig i stor stil med at forebygge stress.

Umiddelbart vil jeg mene at vi alle i erfagruppen nåede til enighed, da vi fandt ud af, at tale om den samme mængde af stress kontra mængden af motion. Jeg håber at det samme gør sig gældende, når emnet fremover tages op i medierne. Det kan jo netop være katastrofalt, hvis ikke man har den rette forståelse for, hvornår stress er godt for stressede og hvornår det bestemt ikke er.

 

Opdatering! Siden ovenstående blev skrevet, har Majken Matzau fortalt, at den oprindelige titel på kronikken var “Motion til stress-sygemeldte er katastrofal”, men at den er blevet ændret af Berlingske.

 

Lars Lautrup-Larsen

Certificeret Stressvejleder
Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve.
Tidligere stress- og depressionsramt.

 

 

Stresstests er ubrugelige!

Sidste søndag startede DR sin nyeste serie “Lykke“. De kalder den selv for en “depressions-komedie”.
Til min store overraskelse var stress et emne i serien. Jeg følte straks, at nu blev emnet nok mishandlet og latterliggjort i komediens navn, men det var ikke tilfældet. Der var tydeligvis blevet researchet i emnet og jeg synes ikke at det blev sat i et dårligt lys på nogen måde.
Nørden i mig jublede over en grafisk fremstillet hjerne med en blinkende rød Hypocampus og at sætningen “IKKE kontison, men kortiSOL” blev brugt. En sætning jeg selv har brugt et utal af gange. Ligesom en person i serien fandt jeg medicinsk behandling af stress latterligt, men jeg tvivler på, at familien Danmark helt fandt ud af, hvorfor det er sådan.

Nå, men det var alt i alt en god start på serien, lige indtil speakeren under rulleteksterne gjode opmærksom på, at “nu kunne vi alle gå ind på www.dr.dk/lykke og måle vores egen stressprocent”. Det fik mig op af sofaen og op i det røde felt. Den respekfulde behandling af stress, selve serien havde haft, blev på sekunder ødelagt af en speaker, sansynligvis på vegne af nogle folk i DR’s marketing-afdeling.

Jeg har igennem de sidste par måneder trævlet nettet igennem og undersøgt de forskellige stress-tests, jeg har kunne finde på danske sider. Jeg har lavet tests, hvor jeg har brugt 4 opfundne personer, der hver især har ét symptom (naturligt eller sygdomsrelateret), der kan forveksles med stress-symptomer.

I næsten alle stress-tests var resultatet at mine 4 fiktive personer var ramt af stress i alvorlig grad.  Min undersøgelse er i høj grad uvidenskabelig, men det slog mig alligevel at selv netsites, hvor man forsøger at fremstå som eksperter i stress, indeholder – eller linker til – stresstests, der bare ikke virker! Meningen med en test er jo, at man skal kunne stole på det resultat der gives og kan man ikke det, er testen for det første formålsløs, men jeg kan også komme på de tanker, at der (for nogen) kan være et formål med de falske positive resultater.

De fleste tests er simple ja/nej-afkrydsninger af forskellige symptomer. Jo flere symptomer du kan krydse af ved “ja”, jo mere stress har du. Disse tests er slet og ret ubrugelige – især de, der slår ud med stress ved afkrydsning af  kun ét symptom. Vi kan alle sove dårligt, have ondt i maven, være urolige en enkelt dag eller nat. Det har vi ikke nødvendigvis stress af.
Hvis man skal forsøge at lave en nogenlunde retvisende stress-test er man nødt til at undersøge hyppigheden af symptomerne og man er nødt til at spørge ind til de forskellige symptomer med forskellige vinkler og på forskellig måde, for at undersøge omfanget af symptomet. Først derefter kan man sammenligne alle symptomer og komme med et fingerpeg om, hvorvidt personen kan være ramt af  langvarig stress eller ej.
Der er ingen af de net-baserede tests, jeg har undersøgt, der kommer bare i nærheden af, at kunne give et korrekt og gennemarbejdet resultat og jeg tror ikke at det er muligt at lave en sådan online test.

Den bedste stress-test, jeg indtil videre har set, er i bogen “Politikens bog om stress” af Johnny Schultz og Suzanne Hird, der desværre er udgået fra forlaget.
Her placeres resultaterne af de 45 spørgsmål* med hyppigheder i et simpelt farveskema, hvor man derefter kan aflæse resultatet. Jeg har set stress-tests på nettet, der er efterligninger af denne test (DR’s “Lykke”-stresstest er en af dem), men hvor man har skåret antallet af spørgsmål kraftigt ned, sikkert ud fra den overbevisning, at folk ikke gider bruge tid på at besvare så mange spørgsmål, men det gør jo så også at stress-testen går fra “Nogenlunde brugbar” til “Ubrugelig”, måske endda til “Misvisende”.

En ting er så at de fleste stress-tests er ubrugelige, men hvad værre er, at mange tests ikke gør opmærksom på, at resultatet kun giver et fingerspeg om ens stress-tilstand. Tager man testens resultat alvorligt (hvilket der jo er lagt op til), så sidder man bare tilbage med beskeden “Du har stress”. Visse tests har tilføjet teksten “at har man stress bør man overveje at kontakte sin læge” – eller noget der ligner.

Lad mig slå én ting fast!
 Kend stress-symptomerne! Hvis du har den mindste fornemmelse af, at du har stress, så lad være med at spilde tiden på disse stress-tests.
Det er kun læger og psykologer, der kan og må stille diagnoser, så kontakt din læge med det samme og fortæl om dine symptomer.

Hvis lægen derefter fortæller dig at du har stress, kan jeg kun anbefale på det varmeste, at du får hjælp af en stressvejleder eller stresscoach til at komme af med din stress, men når du søger en sådan, vil det måske være en god ide at vælge en, der ikke har – ikke linker til – en stress-test på sin hjemmeside..
Har man en sådanne tests, som jeg mener er ubrugelige, kan man ikke tage vedkommende seriøst. Det synes jeg!

Lars Lautrup-Larsen