Godt nytår 2019

“Mange oplever, at tempoet øges i dagligdagen, også mere end alle kan klare. Der er så meget, man skal nå, både på arbejdspladsen og i fritiden, måske vi skaber nogle af kravene selv. Vi vil jo så gerne have det hele med – helst på én gang.

I farten kan vi blive for ivrige med at føre os frem. Det er, som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre.

Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt.

Den nye teknologi har skabt helt nye muligheder for kontakt med andre. Man kan ”facetime” med sine børn og børnebørn, selvom de sidder på den anden side af Jorden; det er til stor glæde for alle parter. Men den nye teknologi kan også medføre, at kontakten bliver mere upersonlig – man er ”online” hele tiden – og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende.”

Ovenstående er et citat fra dronningens nytårstale. Igen i år rammer Hendes Majestæt nogle af problematikkerne, vi slås med i dag, lige på kornet.
Vi har i dag fantastiske muligheder for være i kontakt med hinanden. Vi render stort set allesammen rundt med et apparat, en mobiltelefon, der på få sekunder kan sætte os i kontakt med familie og venner over hele kloden – og vi kan endda muligheden for at se hinanden i øjnene, mens vi har kontakten. Men – hvor mange af os bruger den mulighed?
Hvor mange har du “facetimet” til og afleveret et personligt “godt nytår” i stedet for at sende en besked over SMS eller Messenger? De fleste vil nok sige “få” eller “ingen”, for sådan er det i dag. Vi har fantastiske muligheder for kommunikation, men vi udnytter dem ikke til at opnå mere menneskelig kontakt. Tværtimod.

I august måned deltog jeg i et arrangement i Greve kaldet “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen og jeg skulle hver især komme med vores bud på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. To af mine oplæg handlede om “Tilgængelighed” og “Isolation“, der handlede om udviklinger i vores måde at leve på, som jeg mener at vore hjerner ikke er klar til at håndtere – og som går fuldstændig i tråd med dronningens udmelding i nytårstalen.

2019 er et valgår. Senest d. 17. juni 2019 skal vi have været ved valgurnerne og have stemt på politikere til det nye Folketing. Året 2019 er samtidig det år, hvor problemerne med alvorlig stress stadig er massivt stigende, uden at der foreligger en plan for, hvordan det skal håndteres. Som jeg tidligere har skrevet om, så ved vi ikke engang hvor store problemerne i virkeligheden er, mens det er tydeligt for alle os, der har kontakt med alvorligt stressramte, at problemerne bliver værre og værre.

I 2019 kan du gøre noget. Der vil op til valget være masser af valgmøder over hele landet, hvor du har mulighed for at konfrontere politikerne med de massive stressproblemer, vi har her i landet og spørge om, hvad de hver især har tænkt sig at gøre. Hvis ikke der gøres noget ved problemerne nu, så er alt andet ligegyldigt. Samfundet vil ikke kunne fungere, hvis større og større dele af befolkning er sygemeldt med stress eller depression. Derfor er det vigtigt at alle politikere tager stilling!
Husk at politikere er verdensmestre i at tale udenom og forsøg derfor at få nogle konkrete svar, hvor politikeren rent faktisk har taget stilling – og husk så at notere dig svaret, så der kan følges op på, at politikerne også omsætter snak til handling.

Lad os gøre 2019 til året, hvor alle politikere på alle valgmøder bliver konfronteret med – og er nødt til at tage stilling til de kæmpemæssige problemer vi som samfund har med alvorlig stress og depression.
Det er på tide og snart for sent!

Rigtigt Godt Nytår.

Lars Lautrup-Larsen

Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag. Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; Familie, “Tilgængelighed” og Isolation. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Tilgængelighed

I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt. Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem. I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel). Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens … I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm. Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også. Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder. Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren. Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem. Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.

Link

Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?

Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv. Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag.  Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert. I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER. Lars Lautrup-Larsen.