Stress og motion – igen og igen

Forleden holdt vi en sammenkomst i en lille erfagruppe af stressvejledere og et af de emner, der blev diskuteret, var “stress og motion”. Det er et emne, der er meget oppe i tiden, ikke mindst efter at  Majken Matzau og Umahro Cadogan, i januar skrev i kronik i Berlingske med titlen “Motion mod stress er katastrofalt“.

Kronikken blev dagen efter fuldt op af artiklen “Professor: Motion er langtfra katastrofalt mod stress“.

I erfagruppen var vi da heller ikke enige og der blev diskuteret livligt. På et tidspunkt slog det mig alligevel, at vi faktisk mente nogenlunde det samme. Vi var selv faldet i den fælde, som vi prøver at advare andre om at falde i.

Vi brugte begrebet “stress” og endda også begrebet “motion” lemfældigt. Når Majken Matzau og Umahro Cadogan i deres kronik har overskriften “Motion mod stress”, hvad mener de så? Læser man kronikken, er man ikke i tvivl om, at de mener “hård motion” mod “alvorlig stress”, men det er jo ikke det, overskriften indikerer. Derfor vil læserne opfatte overskriften som “al motion” mod “alle former for stress” og så er det at uenigheden opstår rundt omkring – både hos Professor Bente Klarlund og i vores lille erfagruppe.

“Stress” er et ord, der kan betyde alt fra en smule travlhed og til et decideret nedbrud, hvor hjernen går i sort. “Motion” kan betyde alt fra en gåtur til 8 timers hård træning i motionscentret. Skal man tale om stress og motion, er man derfor nødt til at definere, hvor på stress-skalaen vi befinder os og hvor på motions-skalaen, vi er. Ellers giver det ikke mening.

Mit bud er – og det tror jeg i virkeligheden at alle er enige om – at motions-skalaen er omvendt proportional med stress-skalaen, forstået på den måde, at jo hårdere du er ramt af stress, jo “blødere” motion skal du dyrke.

Her er min definition:

Er du i et stressnedbrud, kan du slet ikke overskue at dyrke motion. Det eneste du har brug for er ro og at tvinge dig ud i enhver form for motion er skadeligt for dig.

Er du kommet på benene efter et nedbrud eller er du sygemeldt med stress uden at være i et decideret nedbrud, så skal du dyrke “blød motion” – f.eks. gåture i naturen – så langt du kan og så ofte du kan, uden at presse dig selv. 5 minutter er fint. 10 minutter er bedre.

Er du begyndt at føle dig lidt presset i dagligdagen, så har du godt af middelmådig motion, en løbetur eller lidt aktivitet i motionscenteret, igen uden at presse dig selv.

Er du frisk og har god energi? Genkender du ikke nogle af stress-symptomerne, så giv den gas! Al motion er godt for dig! Det er sundt og det hjælper dig i stor stil med at forebygge stress.

Umiddelbart vil jeg mene at vi alle i erfagruppen nåede til enighed, da vi fandt ud af, at tale om den samme mængde af stress kontra mængden af motion. Jeg håber at det samme gør sig gældende, når emnet fremover tages op i medierne. Det kan jo netop være katastrofalt, hvis ikke man har den rette forståelse for, hvornår stress er godt for stressede og hvornår det bestemt ikke er.

 

Opdatering! Siden ovenstående blev skrevet, har Majken Matzau fortalt, at den oprindelige titel på kronikken var “Motion til stress-sygemeldte er katastrofal”, men at den er blevet ændret af Berlingske.

 

Lars Lautrup-Larsen
Certificeret Stressvejleder

Jeg kan desværre ikke åbne for kommentarer til dette indlæg uden at blive oversvømmet af reklamer i kommentarfeltet. Der er et opslag og link til dette indlæg på TagStressAlvorligt’s facebook-side, hvor det er muligt (og meget velkomment) at kommentere.

 

 

Stress og motion

Da jeg i sin tid blev sygemeldt med stress, sagde min læge til mig, at jeg skulle sørge for at få motion. Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke var i stand til at overskue noget-som-helst, så tanken om at skulle dyrke motion fik det hele til at vende sig i mig. Det var derfor en lettelse, da lægen fortsatte gå en tur – “bare i 5 eller 10 minutter – hvad du nu kan”.
Jeg fulgte lægens råd og i starten var 5-10 minutter hvad jeg kunne overskue, men efterhånden som jeg fik det bedre, kunne jeg gå længere. Det var samtidig ikke længere noget jeg skulle, men noget jeg gerne ville. Jeg kunne nemlig mærke, at jeg havde det så meget bedre, når jeg kom hjem. Faktisk havde jeg det sommetider så godt, at jeg tænkte “hvad er det for noget pjat, det her – du går på arbejde igen i morgen”. Det var dog kun indtil virkeligheden indhentede mig en time eller to senere. Så røg humøret i bund igen.
Forklaringen på den pludselige bedring hedder “Endorfiner”. Det er et morfin-lignende stof, der produceres ved aktivitet og virker bedøvende på både fysiske og psykiske stress-symptomer. Stoffet er også meget vanedannende. Hvis du kender en, der dyrker motion ofte, har du måske bemærket, at vedkommende kan blive rastløs, hvis han/hun ikke kan komme til at dyrke motion i et stykke tid.
Endorfiner er fantastisk som værktøj mod stress. Der bliver lagt en dæmper på symptomerne og i det tidsrum, hvor endorfinerne gør deres arbejde, har vi mulighed for at få et pusterum fra stress. Der hvor jeg fejlagtigt mente at jeg var “rask” igen.
Jeg kan dog ikke sige det tydeligt nok! Motion kan IKKE kurere stress! Ligesom et skud morfin kan fjerne symptomerne efter et brækket ben, så heler det ikke benet. Smerterne kommer tilbage, når morfinen ikke længere virker – og det gør stress, depression osv. også når kroppen løber tør for endorfiner.
Man fjerner stress ved at fjerne årsagerne til den psykiske belastning, men motion er et rigtigt godt værktøj mens det pågår.
Nu kan man jo så tro, at jo mere motion man dyrker, jo bedre får man det. Sådan hænger det ikke sammen. Du skal stadig bevare roen og sætte hastigheden ned, så jeg plejer at anbefale gåture i et lidt højere tempo end du normalvis går. Du skal lige have hjerterytmen lidt op, men så heller ikke mere. Gå hellere 2 korte ture i løbet af en dag end en lang. Det forlænger din produktion af endorfiner.
Løbeture, cykelture i højt tempo og ikke mindst maskinerne i fitnesscenteret er STRENGT forbudt, når du har stress. Nogle har god nytte af Yoga, som jo også er helt nede i tempo.Dette blog-indlæg opstod som et svar på en blog på Spipas.com
Lars Lautrup-Larsen
Certificeret Stressvejleder
Xstress.dk
Jeg kan desværre ikke åbne for kommentarer til dette indlæg uden at blive oversvømmet af reklamer i kommentarfeltet. Der er et opslag og link til dette indlæg på TagStressAlvorligt’s facebook-side, hvor det er muligt (og meget velkomment) at kommentere.