Hvorfor får vi stress? – Familie

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; “Familie”, Tilgængelighed og Isolation. Dette er blog-udgaven af første gruppe i mit oplæg. Nummer 2 finder du HER. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Familiemønster

Jeg er 53 år gammel og for 2 generationer siden, da min bedsteforældre var unge, var dette billedet på et helt normalt familiemønster. Mor var typisk hjemmegående og passede børn og husholdningen. Far var den der arbejdede ude og skaffede penge og mad på bordet. 

Det var normalen dengang og tænker man over det, så er det præcis det samme familiemønster, der har eksisteret siden vi boede i huler og som vi i de mellemliggende 1,6 millioner år (europæisk stenalder) har opfattet som det normale familiemønster. I stenalderen var det (såvidt vi ved) også mændene der gik på jagt og kvinderne der passede børn og lavede mad. 

I min bedsteforældres generation begyndte der så at ske noget. Kvinderne begyndte at melde sig på arbejdsmarkedet og at bidrage til familiens indkomst. Det bød samtidig at “husmoderrollen” nu var nødt til at blive delt, sådan at begge forældre nu stod for mad, hjem og børn. Et familiemønster, der nu om dage er det “normale”. I dag finder vi ikke ret mange familier, hvor den ene forældre har valgt rollen som “hjemmegående” og hvor den anden arbejder. 

Det betyder at vi i løbet af 70-80 år har ændret det familiemønster, der er blevet præget ind i vores hjerner igennem de sidste 1,6 millioner år. I stedet for at fordele opgaverne imellem sig, har både mor og far nu de samme pligter og begge kommer trætte hjem fra arbejde og skal have resten af aftenen til at fungere, ved at deles om de huslige pligter. 

Det er på en eller anden måde en naturlig udvikling i vores familiemønster – og sådan er det. Det er svært at gøre noget ved i dag, men jeg tænker på om en del af årsagerne til, at antallet af alvorligt stressramte er eksploderet i de sidste mange år, har noget at gøre med, at vores hjerner ikke på 70-80 år kan omstille sig til det familiemønster, vi mennesker har kørt igennem de sidste 1,6 millioner år – eller mere? Vi ved at hjernen er plastisk og kan tilpasse sig, men er 70-80 år nok til at den kan rumme og kapere vores ændrede måde at leve på? Jeg ved det ikke.

Det kunne være meget interessant, hvis der blev foretaget en undersøgelse blandt de familier, der har aktivt har valgt at den ene voksne skal gå hjemme som “husfar” eller “husmor”. Mit gæt – og det kan kun blive et gæt – er, at antallet af alvorligt stressramte vil være langt lavere end gennemsnittet af resten af befolkningen. Har jeg ret, hvad kan vi så bruge det til? Ikke ret meget, for udviklingen kan jo ikke stoppes, men måske kunne man tænke lidt over, om man i sit eget familiemønster kan ændre lidt, så der kommer lidt mere luft i hverdagen? …

2. del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed” finder du HER

Lars Lautrup-Larsen.

 

Arbejdsrelateret stress

For en del år siden mødte jeg Gurli. Hun hedder egentlig noget andet, men her kalder vi hende Gurli.

Gurli fortalte som det første, at hun var lige var blevet sygemeldt, for hun havde fået konstateret “arbejdsrelateret stress”. Hun fortalte om sit arbejde, hvor hun havde en chef, der var blottet for empati og kastede arbejdsopgaver i hovedet på hende hele tiden. Hun havde et par kollegaer, hun var gode venner med, men ellers var der en del mobning fra andre kollegaer på arbejdspladsen. Da hun en dag var brudt sammen på arbejdet, var hun blevet sendt hjem og med hjælp fra hendes tillidsrepræsentant og fagforening, var hun blevet henvist til en arbejdsmedicinsk klinik, hvor de havde konstateret, at hun havde fået “arbejdsrelateret stress”.

Gurli var hverken den første eller den sidste, jeg har mødt med den diagnose, så efter at vi havde talt en del om chefen, arbejdet og kollegaerne, spurgte jeg ind til hendes liv udenfor arbejdstiden. Her fortalte hun, at der havde hun jo også “lidt at slås med”, som hun udtrykte det, men slog det hen som værende “meget almindeligt”.

Gennem vores samtaler kom det efterhånden frem, at der ikke kun var lidt at slås med – men en hel del ting, som kom på bordet lidt efter lidt. Et halvt år forinden havde Gurli mistet sin mor og kort efter var hendes ægteskab gennem 18 år forlist. På det tidspunkt hvor jeg talte med Gurli, havde en sag kørende med kommunen omkring hendes søn, der havde specielle behov, som sagsbehandleren ikke kunne/ville tage stilling til. En kamp, hun kæmpede uden hjælp fra sin eksmand.
Det var jo mere end tydeligt, at hun var stressbelastet i de 8 timer, hun var på arbejde, men hun var så sandelig også belastet på mange måder, når hun kom hjem.

Gurli er ikke speciel. Slet ikke. Hun er præcis som alle andre alvorligt stressramte, jeg har mødt igennem tiden. Hun har ikke fået alvorlig stress af én belastning, men hendes tilstand er resultatet af mange forskellige belastninger fra mange forskellige kilder igennem hele døgnet. Samtidig har hendes situation gjort, at muligheden for restitution – at “lade op igen” –  var stort set ikke-eksisterende, for hun havde masser af ting at slås med, når hun kom hjem fra arbejdet.

Hvordan kommer man så frem til, at diagnosen er “arbejdsrelateret stress”, når nu vi allesammen har mange forskellige belastninger og de belastninger, man udsættes for i arbejdstiden, kan være store og mange, men ikke er alene? Jeg ved det ikke. Gurli var brudt sammen på arbejdet. Var diagnosen blevet den samme, hvis hun var brudt sammen i Brugsen?

Jeg ved at det ikke er populært at sige det, men jeg synes simpelthen at vi skal holde op med at bruge begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet konstatere at alle alvorligt stressramte er ramt af “livsrelateret stress”. At kalde det “arbejdsrelateret stress” er jo, som Gurli også gjorde det, at placere ansvaret for hendes sygemelding på ét sted, når det i virkeligheden lå flere steder.
Det er umuligt at måle og veje belastningerne mod hinanden og konstatere hvor ansvaret for sygemeldingen skal placeres. Det kan kun blive et gæt, ud fra den alvorligt stressramtes udtalelser om hvilke typer belastninger, der er størst.

Jeg er ikke klar over om Gurlis diagnose udløste et besøg af Arbejdstilsynet på hendes arbejdsplads, for at kontrollere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg håber det, for så blev der arbejdet med den del af Gurlis belastninger, men det ville ikke løse hele Gurlis belastningsproblem. Hun havde stadig alt det andet at slås med.

“Gurli” har det ifølge hende selv “fremragende” i dag. Hun har fået et andet job, en ny mand i hendes liv – og sønnen fik den hjælp, han skulle have og har det fint i dag. Hun har givet lov til, at jeg må bruge hende som eksempel i dette indlæg, med et andet navn. Hun er, som tidligere nævnt, ikke et specielt tilfælde, men hun er et godt eksempel på, at hun til trods for sin “arbejdsrelateret stress”-diagnose havde andre, store belastninger at slås med. Personer som hende har jeg mødt rigtigt mange af.

Jeg mangler stadig at møde den person, hvor belastningerne på arbejdet er eneste årsag til alvorlig stress. Jeg tvivler meget på, at den person overhovedet findes.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Se også: Skrøner: Det er dit arbejde der giver dig stress

 

 

Hvor mange stressramte er der i Danmark?

Det korte svar:

Ingen ved det.

Det lange svar kommer nedenfor:

 

 

 

Hvis du søger på nettet for at finde svar, er du med garanti stødt på disse tal:

  • 500.000 danskere kontakter årligt deres læge på grund af stress
  • 30.000 hospitals-indlæggelser om året på grund af stress
  • 430.000 danskere – svarende til 10-12 %- har symptomer på alvorlig stress.
  • 1400 danskere dør hvert år af stress

Tallene bliver nemlig brugt af stort set alle personer og organisationer, der arbejder med stress – og med rette, for det er de seneste tal vi har, der er baseret på fakta.
Problemet er at tallene stammer fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006.
Det er altså i skrivende stund 12 år gamle tal, vi stadig anser som værende gældende.

Alle der har interesseret sig for – eller arbejdet med stress-problematikkerne i de senere år, ved med sikkerhed at problemerne ikke er blevet færre i de mellemliggende år, men er blevet markant større. Hvor meget større, er der så ikke nogen der er klar over og det er i sig selv problematisk.

Er der så slet ikke lavet undersøgelser omkring stress siden 2006? Jo, det er der – men i modsætning til 2006-undersøgelsen, der er baseret på faktiske statistiske data fra blandt andet: Sygesikringsregisteret, Landspatientregisteret og Dødsårsagsregisteret, så er alle efterfølgende undersøgelser lavet ud fra spørgeskemaer. Skemaer, hvor deltagerne i undersøgelserne selv har skulle vurdere om de er ramt af stress og graden af deres belastningstilstand. Undersøgelser der er baseret på deltagernes viden og følelser er, i forhold til undersøgelser baseret på statistiske data, behæftet med meget stor usikkerhed og det gælder nok især disse undersøgelser omkring stress.

Uanset at stress har været et emne i mange år, så er der stadig stor uvidenhed om, hvad stress i virkeligheden er, rundt omkring.
Jeg ved af erfaring, at der stadig er mange der tror at stress er lig med travlhed, at stress er noget kun psykisk svage mennesker får og at stress udelukkende er noget du får af dit arbejde. Jeg har her på denne blog skrevet omkring de misforståelser og “skrøner”, der findes om stress. De er allesammen baseret på den uvidenhed, eller forkerte opfattelse af stress, som jeg har mødt rundt omkring. Dertil skal vi så lægge, at stress også stadigvæk er tabu mange steder.

Det siger sig selv, at når man beder deltagere i en spørgeskemaundersøgelse om at vurdere deres eget stressniveau, hvor hovedparten af deltagerne ingen- eller en forkert opfattelse af stress har og nogle måske endda ser emnet som et tabu, så kan undersøgelsesresultatet ikke blive retvisende. Slet ikke.

Derfor har vi i høj grad brug for, at der laves en ny rapport omkring stress-problematikkerne, baseret på statistiske data som i 2006 – og meget gerne fulgt op af en ny rapport hver 5. år.
Det vil ikke kun give et konkret indblik i, hvor store problemer vi står med i Danmark lige nu, men også give et indblik i, om de tiltag der sker, har nogen umiddelbar effekt.
Jeg er sikker på, at en sammenligning af tallene i 2006-rapporten og de samme tal i dag vil sætte en stor tyk streg under behovet for en national handlingsplan mod stress.

Konklusionen på det lange svar er derfor:

Ingen ved det.

 

Lars Lautrup-Larsen.

 

Hvad hjælper mod stress?

“Hvad hjælper mod stress?” spørger et medlem af Tag Stress Alvorligt-gruppen på Facebook.

Det er et rigtigt godt og simpelt spørgsmål, men svaret er ikke ligetil og faktisk noget jeg holder et foredrag om, der tager halvanden times tid. Derfor er der ikke et nemt og simpelt svar – og slet ikke på skrift, men jeg vil nu forsøge at give et alligevel.

 

Mit første problem med ikke at kunne give et konkret svar er, at stress ikke kun er én ting. Stress er en belastningstilstand af alt fra en lille smule travlhed til et decideret psykisk nedbrud – man kan altså have stress på mange niveauer, det jeg kalder “stress-skalaen“.
Ikke nok med at stress har mange niveauer, men både belastningerne og de ting, der måske kan hjælpe, opfattes forskelligt fra menneske til menneske. Der er derfor ikke en “facitliste” over, hvad man kan gøre, hvis man er ramt af stress på et bestemt niveau – eller gerne vil forebygge stress – men der er nogle overvejelser, man kan gøre sig og nogle ting, man kan forsøge sig med, for at finde det der virker for en.

Lad os starte i den lette ende. De der gerne vil forebygge stress eller måske har let stress i den grønne del af stress-skalaen.

Grøn – let stress / stressforebyggende

Her er det vigtigt at du ser på din dagligdag. Den bør være opbygget i 3 faser: Aktivitet – Restitution – Søvn.
I den perfekte dagligdag har du 8 timer, hvor du er i aktivitet/arbejde, efterfulgt af 8 timer, hvor du restituerer, hviler og kommer til hægterne igen og 8 timer med god søvn. Jeg skriver med vilje “den perfekte dagligdag”, for det er sjældent den vi allesammen har – men det er den vi skal stræbe mod at få tilbage!

De 3 faser i dagligdagen hænger sammen på den måde, at hvis du ikke overholder en enkelt fase, så påvirker det de øvrige 2 faser. Vi kender nok allesammen det, at vi sover dårligt en nat og at det så påvirker den tid vi er på arbejde og tiden indtil vi skal i seng igen. Vi har desværre en tendens til at mudre faserne sammen, så aktivitetsfasen går ind i restitutionsfasen, der så går ud over søvnfasen, der så går ud over aktivitetsfasen og så videre og så videre … Det er en dødsspiral for vores hjerner.

Derfor er restitutionsfasen ekstremt vigtig. Restitutionsfasen er 8 timer, hvor du skal modvirke alle de belastninger, du har været udsat for i de 8 timer, du har været i aktivitet. Jo mere belastet du har været i aktivitetsfasen, jo mere restitution har du behov for efterfølgende, for at det ikke skal gå ud over søvnfasen.
Problemet er mange gange, at vi ikke lader aktiviteterne stoppe efter 8 timer i aktivitetsfasen, men tager dem med videre ind i restitutionsfasen. Vi er så at sige stadig på arbejde. Nogle har arbejdsmailen kørende, nogle modtager arbejdsrelaterede opkald – og mange har arbejdsrelaterede tanker kørende i hjernen til langt ud på aftenen. Hvis ikke, skal vi nok holde hjernen beskæftiget f.eks. via sociale medier. Vores hjerner får sjældent fred.

I restitutionsfasen er det vigtigt at man lukker alt belastende ude. Det gælder arbejde, men også alle andre ting som opfattes negativt af ens hjerne. Restitution er ikke bare hvile, men også “opladning” ved positive oplevelser. Alt det negative fra aktivitetsfasen skal erstattes med positive og givende ting – og hvad er så det. Ja, det er det, der er forskelligt fra menneske til menneske og som man må forsøge sig frem med. Jeg har skrevet en artikel om, hvordan man finder sine stressbelastninger og de ting, der påvirker en positivt. Den kan måske hjælpe – du finder den HER. Ellers er der nogle forslag her:

  • Gå eller løb en tur i naturen (natur er godt for hjernen)
  • Leg med dine børn
  • Lav noget kreativt (maleri, skriv en historie, farvelæg en mandala, lav noget i ler …)
  • Læs en bog eller se en god film
  • Tage et varmt bad
  • Afslapning (yoga, qi gong, mindfulness, meditation …)

Tænk på at du skal opveje al den negativitet, du har opsamlet i løbet af din 8-timers aktivitet med 8 timers positivitet i restitutionsfasen. Kan du det, vil du få 8 timers fantastisk søvn.

Gul/Rød – Alvorlig stress

Er du ramt af alvorlig stress, så gælder ovenstående stadig – endda i høj grad. Du er nødt til at slippe håndtaget og virkelig gøre en indsats for at fastholde de 3 faser. Du er nødt til at gå hjem og lukke din dør for al belastende aktivitet efter 8 timer og du er nødt til at finde noget, der kan bidrage positivt til din restitution. På dette stressniveau er det helt normalt at du måske ikke kan overskue at male et maleri eller læse en bog. Det er også helt normalt at du ikke kan finde ro til mindfulness eller meditation, men det er vigtigt at du så finder noget andet, der kan modvirke dine belastninger og så meget af det som muligt! Tænk over hvad du virkeligt har lyst til – og gør det!
Vil du dyrke motion, så sørg for at det er meget let motion – f.eks. yoga eller en gåtur. På dette stadie er hård motion skadeligt for dig.

Sort – Stress-nedbrud

Er du i stress-nedbrud og lige sygemeldt med stress, så vil du ikke kunne overskue noget som helst af ovenstående og det skal du heller ikke!
Der er ingenting du skal – og der er kun en eneste ting, der hjælper mod din stress. Ro. Masser af ro! Din hjerne vil være belastet af tusindevis af tanker, dårlig samvittighed og bebrejdelser over intet at kunne overskue. Det er helt normalt på dette stadie og det eneste du har brug for er ro.
Du kan forsøge at finde noget der kan lette dit tankemylder for at få lidt ro engang imellem. Det har jeg skrevet en artikel om, som du finder HER. Men – det er også det eneste du kan og skal.
Når du får det bedre og kommer ned i rødt/gult stressniveau, kan du fortsætte med beskrivelsen ovenfor.

Stressbehandlere og stressbehandling

Stress er blevet en industri. Der findes ufatteligt mange alternative behandlere, der har taget stress med på menukortet og faldbyder alverdens kure, plastre, krystaller osv. Jeg plejer at sige, at disse kure virker lige så meget som du tror på dem. Der findes ingen medicin mod stress, for det er som du nok ved, ikke en sygdom, men en helt naturlig reaktion, der er gået amok.
Er du i tvivl om du har stress, skal du altid opsøge din læge og så tage den derfra. Lægen kan rådgive dig eller eventuelt henvise til en psykolog. Der er også stressbehandlere som f.eks. Stressvejledere, Stresscoaches, Stressmentorer osv. – og der findes nogle af disse, der er rigtigt dygtige – og dem der ikke er.
Opsøger du en af disse, så har jeg følgende råd:

  • Spørg efter anbefalinger
    Kender du nogen, der har gode erfaringer med en bestemt behandler?
  • Lad være med at betale for et fuldt forløb.
    Det gør det umuligt at skifte behandler, hvis I ikke “klikker”. Pengene vil være spildt.
  • Vælg en behandler, der har stress som sin primære behandling.
    Mange har som nævnt lige taget stress med på menukortet, fordi det “sælger” …
  • Overvej om behandleren er “for alternativ”.
    Du skal jo helst tro på behandlingen.
  • Undersøg om behandlerens metoder er saglige
    Bliver du bedt om spytprøver, daglige stresstests eller andet underligt, så vælg en anden behandler.

 

Dette er en meget kort sammenskrivning af mit 1½ time lange foredrag, som jeg nævnte ovenfor – og jeg har med vilje prøvet at gøre det så kort og let læseligt som muligt. Derfor er der selvfølgelig situationer og mange dele af emnet, jeg ikke er kommet ind på her. Derfor er du meget velkommen til at spørge – enten i kommentarfeltet nedenfor eller i Tag Stress Alvorligt-gruppen på Facebook. Så vil jeg forsøge at give et svar der.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Derfor er selvhjælp så effektivt

gruppe

Nogle mennesker har rynket lidt på næsen, når jeg har spurgt dem, om det ikke var noget for dem at deltage i en selvhjælpsgruppe. “Selvhjælp? – er det ikke noget med at sidde i en rundkreds med en terapeut og diskutere hinandens problemer?” var et af svarene og til det kunne jeg kun svare “Nej – og jo”.

Gruppen sidder godt nok rundt om et bord, men der er ingen terapeut og heller ingen diskussioner. I stedet er der kaffe, te og en hyggelig samtale mellem mennesker – mennesker, der alle har de samme problematikker inde på liver og som alle oplever eller har oplevet stress, angst og depression. Her er ingen terapeut, der kan fortælle, præcis hvad man skal gøre, men i stedet et rum fuld af ægte eksperter – mennesker, der ved præcis hvad du taler om, når du fortæller, hvordan du har det.

Alle i gruppen er hjælpere og får selv hjælp. Gruppen lytter og rådgiver ud fra egne oplevelser og erfaringer.

I de sidste 2 år har jeg været frivillig “igangsætter” eller “facilitator” for adskillige selvhjælpsgrupper for stress, angst og depressionsramte. En “igangsætter” er en mødeleder, hvis opgave det er at sørge for at gruppen fungerer, at alle har det godt og at møderne foregår under fuld fortrolighed.

En igangsætter er ikke en terapeut og en selvhjælpsgruppe er ikke terapi. Det er vigtigt at huske, men det ikke det samme som at sige, at en selvhjælpsgruppe ikke er et effetivt værktøj. Slet ikke.

Med hver gruppe har jeg oplevet at gruppernes deltagere har “rejst sig” sammen. I løbet af få møder er deltagerne gået fra nervøsitet til store smil og “vi ses i næste uge”, når de er gået ud af døren. Nogle af mine gamle hold eksisterer endnu og mødes stadig på egen hånd. Nogle deltagere har fundet venskaber og et netværk af ligesindede.

Derfor er selvhjælpsgrupper så effektive – og derfor fortsætter jeg med at være frivillig igangsætter for nye grupper.

Bor du i nærheden af Greve og har mod på at deltage i en gruppe – så læs mere HER

 

Lars Lautrup-Larsen

 

Min nabo er sygemeldt med stress …

Hvad kan du gøre – og hvad skal du ikke gøre, hvis det er naboen, kollegaen eller en ven, der pludselig bliver sygemeldt med stress?

Jeg har lige holdt foredrag med titlen “Det der stress”, hvor jeg også kom ind på, hvordan man netop forholder sig til dette og af reaktionerne kunne jeg se, at det er et spørgsmål som mange har stået med. Dette indlæg vil derfor være et kort sammendrag af dele af foredraget. Har du spørgsmål er du dog mere end velkommen til at spørge i “Tag stress alvorligt”-gruppen på Facebook.

Når en person i ens omgangskreds går ned med stress, er det vigtigt at huske på, at personen ikke længere er den person, man kendte fra tidligere. Det er helt normalt at udadvendte, aktive og smilende mennesker ændrer personlighed fuldstændigt og bliver indelukket og sky – gerne fra den ene dag til den anden. Som stressramt bliver man ikke i stand til at være noget for nogen og man er mange gange så hæmmet, at man ikke kan tage simple beslutninger.

Lad mig komme med et eksempel fra mit eget stressnedbrud. Jeg stod på et tidspunkt i vores entre og kunne ikke beslutte om jeg skulle gå ud i køkkenet og hente en kande med saftevand, for at tage den med ind i stuen – eller om jeg skulle hente glasset i stuen og tage det med ud til kanden i køkkenet. Jeg stod vel på samme plet i entreen i 5 minutter inden jeg brød grædende sammen, for jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.

På samme måde har man som stressramt store vanskeligheder ved at “håndtere” mennesker – især de, der ikke er ens nærmeste (partner; kone/kæreste/forældre). Det ligger i os at “tage os sammen”, når fremmede kommer ind i vores hjem eller vi møder dem på gaden – og netop at tage sig sammen, er lige præcis det, man ikke kan som stressramt.
Overfor vores nærmeste har vi det bedre med at vise vores sande ansigt og vise at vi har det dårligt. Derfor er det vigtigt at det primært er den stressramtes nærmeste der tager sig af den stressramte og dennes behov (som kan være store, da man jo intet kan overskue selv).

Det er ofte en kæmpe belastning at skulle overtage alle opgaver og gøremål for en stressramt partner og pludselig skal til at have hele hverdagen til at hænge sammen ene mand/kvinde. Derudover kræver det også energi at være tilstede for den stressramte, som ofte har behov for at “læsse af” og for et knus/kram og et klap på skulderen. Her er det partneren, der skal være den stærke, den med overskud – og det kan være en kæmpe stressbelastning i sig selv.

Som ven/bekendt/kollega/nabo osv. til en stressramt kan man ikke rigtigt hjælpe den stressramte direkte. Det er altid en god ide at sende den stressramte en tanke i form af en buket blomster, en lille æske chokolade eller noget andet, så længe det ikke er øl eller spiritus. Jeg skriver “sende”, for det er ikke nogen god ide at opsøge den stressramte, der så netop tvinges ud i, at skulle forholde sig til at tage imod gaven, takke og i det hele taget være social. Hvis man vælger at aflevere den, så gør det til den stressramtes partner/familie og bed dem bringe den videre.

Jeg modtog, et par dage efter mit eget stressnedbrud, en buket blomster og et kort fra nogle venner på Fyn. Bare det at de havde tænkt på mig, fik mig til at stortude og jeg bliver berørt den dag i dag, når jeg tænker på det. Så jo, mænd kan også godt lide at få blomster!

Det du som ven MEGET gerne må gøre, er at hjælpe partneren/familien til den stressramte. De har, som nævnt, fået rigeligt at se til og er selv blevet meget belastet, så alt hvad der kan hjælpe dem, er mere end velkomment – og giver dem et pusterum og energien til at være der for den stressramte, når han/hun behøver det.

Man kan hjælpe med små og store ting som f.eks. børnepasning/børnehentning, indkøb, at slå hækken eller klippe græsset. Bag nogle boller eller lav et par ekstra portioner aftensmad. Tænk på, når du laver de dagligdags ting for dig selv, om din vens familie har brug for det samme.

Skulle du træffe den stressramte, så vær naturlig og spørg gerne ind til vedkommende, men vær forberedt på at der kan komme en reaktion. Overvej derfor også hvor I befinder jer, når I mødes. Det er ikke sjovt for den ramte at begynde at græde på et sted med mange mennesker.

Vær positiv, indfølende og hav respekt for at den stressramte ikke er som han/hun plejer. Den stressramte skal nok komme igennem sin stress, men det kan tage lang tid – og det eneste vedkommende har brug i den første omgang er fred og ro, så brug din energi på at hjælpe den stressramtes partner og familie i stedet.

 

Lars Lautrup-Larsen

 

Det er kun psykisk svage, der går ned med stress!

1. skrøne om stress: Det er kun psykisk svage der går ned med stress.

Skrøne, en. [ˈsgrö·nə] flt. -r. (optaget i slutn. af 19. aarh. fra no. skrøne, besl. m. no. dial. skrynja, prale, digte løgnehistorier, opdigtet ell.usandfærdig beretning, historie.

Mange tror fejlagtigt, at stress-nedbrud kun rammer psykisk svage mennesker. Intet kunne være mere forkert, da det viser sig, at stress ofte rammer personer, der har kunne håndtere mange udfordringer, problemer og gøremål i hverdagen, men hvor belastningen pludselig bliver for meget. Man kan derfor sige at stress ikke er et tegn på svaghed, men et tegn på, at man har prøvet at være stærk for længe.
 

Sandheden er: Alle kan gå ned med stress!

 

Lars Lautrup-Larsen