Hvorfor får vi stress? – Isolation

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; FamilieTilgængelighed og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af sidste gruppe i mit oplæg.  Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Isolation

I min barndom kunne man overalt i boligområderne opleve fyldte legepladser,  hvor vi børn slap fantasien løs. Der blev oplevet drabelige cowboy/indianer-kampe i sandkassen og græsset blev slidt tyndt af børn der spillede fodbold eller andre bold-lege. Vi byggede sandslotte, sæbekassebiler og piratborge, så det var en fryd.

Vi brugte vores fantasi, så en kæp pludselig var et gevær, et sværd eller noget helt andet. Legen fortsatte på legepladserne indtil mødrene hang i vinduet og råbte at aftensmaden var klar – og mange gange tog  vi lige en ekstra omgang på legepladserne sammen med vennerne, inden sengetid.

Prøv at gå en tur i området hvor du bor og du vil opleve, at alle legepladserne er tomme – eller næsten tomme. Der bliver ikke leget på dem mere, når først børnene er i en alder, hvor det er muligt at holde en mobiltelefon eller en iPad.

I takt med at vi har fået alle disse vidunderlige maskiner, der kan skabe kontakt med andre mennesker i hele verden, er vi også begyndt at isolere os – og det starter altså fra vi er meget unge. Når et barn keder sig i dag, så får det ofte en mobiltelefon eller iPad i hånden og så kan det underholde sig selv, indtil aftensmad. I stedet for at opsøge den sociale kontakt hos andre børn og udvikle sin egen og de andres fantasier, så underholder barnet sig alene – og fantasien er der ikke længere brug for, for alle detaljer vises i høj opløsning og farver på den lille skærm.

Jeg er stor fan af Peter Lund Madsen. Han er utroligt vidende og en fremragende formidler. Han har netop pointeret dette problem. “Vi skal lære vores børn at kede sig. Det er en disciplin, vi har mistet, som er meget vigtig.”. Mere rigtigt kan det ikke siges.

Men – vi kan såmænd også godt bruge det samme råd som voksne. Vi er også blevet utroligt dårlige til at kede os og bare lade tankerne flyve. Er der nogle få minutter, vi ikke lige har udfyldt med en aktivitet, så giver vi os ikke længere til at få ro og observere vores omgivelser – at være i “nuet”, men i stedet hiver vi mobiletelefonen op af lommen og lader os underholde – ligesom børnene – og så er hjernen beskæftiget så længe. Prøv at køre en tur med bus eller tog, så ved du hvad jeg mener. Hvor mange mennesker sidder og kigger ud af vinduet – og lader tankerne flyve. Ikke mange. De fleste sidder foroverbøjet med en mobiltelefon i hænderne.

Det er netop problemet, som jeg ser det. Vores hjerner er altid beskæftiget i dag. Den får aldrig lov til bare at passe sit, men er altid i gang med at arbejde. Hvert et minut bliver fyldt ud, fordi vi er så frygteligt bange for at komme til at kede os, men hjernen har godt af at køre på frihjul engang imellem. Det er der at kreativiteten og de gode ideer opstår.

Det er virkeligt paradoksalt, at vi i dag alle storartede muligheder for at være kreative med andre mennesker over hele jordkloden, udveksle ideer og starte projekter – men vi vælger at isolere os og bruge de små fantastiske enheder til at underholde os alene og sørge for at vi ikke keder os.

En ting der ikke nåede med i mit oplæg, men som jeg faldt over under min forberedelse, er websitet www.abcmentalsundhed.dk
Det er et projekt der er baseret på erfaringer fra Australien og da jeg læste indholdet på websitet, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det er præcis hvad vi allesammen har brug for. Derfor synes jeg at det fortjener at komme med her.


Fra abcmentalsundhed.dk

Bag projektet står en lang række kommuner og organisationer, blandt andet spejderbevægelsen, som jeg personligt mener er – og altid har været – en af de største bidragsydere til børns psykiske velvære.
Tag et kig på abcmentalsundhed.dk – de har fat på det helt rigtige.

Læs også de 2 første afsnit af mit oplæg, FamilieTilgængelighed

Lars Lautrup-Larsen

Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; Familie, “Tilgængelighed” og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Tilgængelighed

I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt.

Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem.

I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel).

Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens …

I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm.

Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også.

Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder.

Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren.
Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem.

Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.

Link

Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?

Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv.

Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag. 

Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert.
I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER.

 

Lars Lautrup-Larsen.  

Stressramt! – Hvad gør jeg nu?

Når jeg læser i de forskellige fora- og Facebook-grupper for stressramte, er der meget ofte personer, der lige har fået konstateret alvorlig stress og er blevet sygemeldt, der spørger hvad de nu skal stille op og hvordan de kommer ud af det hersens stress igen – og svar og gode råd er der mange af.

Det skal ikke afholde mig fra at komme med nogen her, men formålet med dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle lidt om, hvordan du kommer ud af din stress igen – og hvordan du undgår at havne i alvorlig stress igen. Jeg prøver altid at holde mig til korte indlæg på disse sider, da det kan være svært at rumme meget information på én gang, så derfor er det, du kan læse nedenfor meget generelt og kortfattet. Er der noget du gerne vil have uddybet, så skriv en kommentar nedenfor – eller i Tag Stress Alvorligt-gruppen på Facebook, så skriver jeg gerne et uddybende indlæg.

Hvis du lige er blevet sygemeldt med alvorlig stress, så er der intet du skal- eller kan gøre. Det eneste du har behov for på dette tidspunkt er ro. Kun ro – og intet andet.

Du vil være fyldt op af dårlig samvittighed overfor din partner, som nu må tage slæbet, overfor dine kollegaer, som nu må gøre dit arbejde og overfor alle mulige andre. Du har med garanti været en person, som har kunne håndtere alt hvad livet har budt dig og nu ligger du bare der og kan ingenting! Jo, du kan græde. Det er du nok rigtig god til i øjeblikket.
Din hjerne beskæftiger sig med en milliard ting og tankespind er en del af hverdagen – og måske især om natten.  Din hjerne har givet op og du er nødt til at indse, at du kan ingenting overskue i øjeblikket og det er okay! Sov når du kan og sørg for, at du får ro. Det er det eneste du har behov for. Du er syg.

Det er helt normalt at der kan gå op til 4 uger eller mere, før du overhovedet kan overskue noget som helst. Jo mere ro du får, jo hurtigere går det at komme videre. Den dårlige samvittighed vil forsøge at presse dig til at blive aktiv meget hurtigere end du er i stand til, så mærk efter, hvordan du i virkeligheden har det.
Når du er kommet på benene igen, så er du langtfra klar til noget-som-helst. Du kan stille og roligt starte op med at gå nogle små ture. Gå! Ikke løbe! – og uanset hvad du måtte have hørt, så er maskinerne i fitness-centeret strengt forbudt område. Du skal gå nogle ture. Gå så langt du kan overskue og gå så hjem igen. Sæt turenes længde op efterhånden som du har overskud til det.

Hvor længe skal du så være sygemeldt? Det er et svært spørgsmål, fordi det kommer an på så mange ting. Vi er allesammen forskellige og ramt af så mange forskellige belastninger, at det er kan være svært at sige på forhånd. Jeg plejer at bruge den tommelfingerregel, at du skal starte på arbejde igen, når du har lyst til at komme på arbejde igen – og når det er sket, skal du starte meget meget langsomt op. Hvordan det kan gøres, har jeg skrevet en artikel om her.

Først når du er kommet rigtigt på benene igen og eventuelt er begyndt starte langsomt op på dit arbejde igen, kan du begynde at arbejde med årsagerne til, at du blev ramt af alvorlig stress. Ja, årsagerne – flertal. Der er altid flere årsager og selv om dit job kan være en kæmpe stressbelastning, så er det måske ikke den primære belastning.
Hvis ikke man arbejder med sig selv og finder sine stressbelastninger, så kan man betragte sin sygemelding som en lille ferie og du er nu på vej tilbage til hverdagen. Du har ikke lavet noget om, så sandsynligheden er stor for, at du ender samme sted igen. Og igen. Jeg ved hvad jeg taler om. Det tog mig 3 sygemeldings-perioder før det gik op for mig. Jeg var nødt til at lave noget om i mit liv, hvis jeg ikke ville ende i 4. sygemelding.

At finde sine stressbelastninger er bestemt ikke nemt og samtidig skal man acceptere, at det ikke altid er de ting eller personer man tror, der er de virkelige belastninger.
Jeg har skrevet en artikel om, hvordan du finder dine stressbelastninger. Den kan du læse her.

Nogle stressbelastninger kan man reducere eller fjerne helt. Andre er umulige. Der var engang en læge der sagde til en af de stressramte, jeg har været i kontakt med: “Du skal bare have et nyt job og en ny familie”. Det havde nok været den helt rigtige løsning, men sådan fungerer virkeligheden jo ikke. Det er ikke alle stressbelastninger, man bare kan kaste væk eller reducere nævneværdigt.
Hvad kan man så gøre? For at besvare det, kan vi tage et kig på formularen for stress:

Stressniveau = (Belastninger – (Ressourcer + Restitution)) * Tid

 

For at mindske stressniveauet kan vi ifølge formlen gøre 3 ting:

  1. Sænke belastningerne
    Som vi lige har berørt, kan det ikke altid lade sig gøre for alle belastninger.
  2. Hæve ens ressourcer
    Er man allerede i en stresstilstand, er det umuligt. Man har de ressourcer man har og kan ikke finde flere.
  3. Øge restitutionen
    Restitution betyder ro, hvile og at “genoplade”. Her kan vi sætte ind. Lad os se på hvordan.

Restitution

Slår man op i Gyldendals leksikon, så betyder ordet restitution: “genoprettelse, helbredelse; æresoprejsning”.
Det er alt det, du kan gøre for dig selv, som virker positivt på din krop og din hjerne. Ro er en del af restitutionen, men kort sagt skal du finde de aktiviteter, du har det godt med og som føles rart at udføre. Her må du føle efter, for det er meget forskelligt fra person til person, hvad der føles sådan. I artiklen om stressbelastninger kan du lære, hvordan du mærker efter om ting og mennesker er gode og positive for dig.

Find de personer, du har det godt med og prøv at have lidt mere samvær med dem. Find de aktiviteter, du har det godt med og få nogle flere af dem sat ind i kalenderen. Leg med dine børn, nyd samværet med familien, gå en tur i skoven og tag familien med, med mindre du foretrækker at være alene. Natur er honning for hjernen!
Har du brug for at være alene, så sæt tid af og fortæl dine omgivelser, at det har du brug for. Sådan er det bare.

Jeg er en kæmpe fan af Mindfulness som restitution. Sørg for at lære det rigtigt af en MBSR (Mindfulness Based Stress Reduction)-instruktør og øv dig. Man skal øve sig for at få det fulde udbytte af Mindfulness.

Sørg også for at tænke fysisk velvære ind i kalenderen. Fysisk velvære er balsam for hjernen, så tag et karbad, spabad, svøm en tur eller hvad du nu må have lyst til.
Let yoga og qi-gong er også fantastiske redskaber til restitution.

Prøv (er man i toppen af stress-skalaen er det svært – men prøv alligevel) om du kan finde noget, du synes er sjovt – noget du kan grine af.
Latter udløser et væld af gode hormoner i din hjerne, der er meget effektive til at modvirke dine stressbelastninger.

Alt hvad du føler er godt og dejligt bidrager til din restitution og modvirker dine stressbelastninger. Ovenstående er bare nogle få eksempler. Sæt fantasien i sving og find ud af, hvad der virker for dig.  Det er vejen frem for alle, når man befinder sig på de øverste niveauer af stress-skalaen og har reduceret/fjernet alle de stressbelastninger man kan – og så virker det selvfølgelig også forebyggende, hvis man hele tiden mærker efter, reducerer belastninger og optimerer restitutionen.

Det er vejen til ikke at blive alvorligt stressramt igen.

Lars Lautrup-Larsen

 

Tiden efter en stress-sygemelding

Du har været sygemeldt med alvorlig stress i en periode, du er forhåbentlig meget langsomt kommet “op i gear” og måske startet langsomt op på arbejdet igen og er kommet på fuld tid. Men – du er stadig ikke helt tilbage, synes du og dine pårørende har måske ladet en bemærkning falde om, hvor længe det mon tager før du igen er den person, du var før.

Jeg er nødt til at sige, at du bliver nok aldrig den samme person igen, men det er nødvendigvis ikke en dårlig ting. For at du og dine pårørende kan forstå, hvorfor det er sådan, er vi nødt til at dykke lidt ned i, hvad der skete med dig mens du havde alvorlig stress.

I din periode med alvorlig stress har din hjerne i døgndrift været udsat for store mængder af stresshormonet Kortisol. Det produceres i binyrerne og aktiverer en lang række ting i din krop, der er med til at bekæmpe de stressbelastninger, du har følt. Efterhånden som din alvorlige stress er mindsket, er mængden af Kortisol ligeledes reduceret til normalt niveau, men store mængder Kortisol over lang tid har påvirket din hjerne fysisk og især 2 områder er blevet ramt.

Hippocampus

Hippocampus er det sted i hjernen der regulerer dit stressniveau. Det er den del, der sender signal til binyrerne om at skrue op for produktionen af Kortisol og den hjælper os med at finde løsninger og muligheder, ved at trække på bl.a. hukommelsen, mens presset står på. Det store problem er, at de store mængder Kortison som hippocampus udsættes for, starter en nedbrydning af cellerne. På hjerneskannings-billeder kan man derfor se, at hippocampus gradvist skrumper under alvorlig stress.

Hippocampus - (c) Creative Commons

Amygdala

Amygdala er centeret for følelser og det sted i hjernen, hvor alle signaler om de stressbelastende trusler analyseres og en eventuel reaktion udløses. En belastet Amygdala er også selv i stand til at “konstruere” angst og frygt, som ofte følger med det at være alvorligt stressramt. En amygdala, der er udsat for store mængder Kortisol i længere tid vil, i modsætning til hippocampus, vokse i størrelse.

Amygdala - (c) Creative Commons

Hvad betyder disse ændringer i hjernen?

Ja, reelt set betyder det at du, som alvorligt stressramt i længere tid, har pådraget dig en lille hjerneskade. Hukommelsen er ikke hvad den var, man mister hurtigt energien og at det kan være svært at overskue mange ting/mange mennesker samtidig er bare nogle af de ting, du kan være ude for. Du har måske også tendens til at være lidt mere følsom, mere grådlabil, angst og ting kan “går dig på” mere end før. Men bare rolig …

Både hippocampus og amygdala har nemlig evnen til at hele sig selv. Så snart Kortisol-belastningen er væk, genskabes de celler der er blevet ødelagt og selv om det kan tage rigtig lang tid, så kan de med tiden vende tilbage til deres oprindelige størrelse. Hvor lang tid det tager, er ikke til at sige, men nogle af de efter-stress-symptomer, der er nævnt ovenfor vil med indenfor relativt kort tid reduceres eller forsvinde, mens f.eks. hukommelsen kan være påvirket i lang tid –  mange år – måske endda for altid.
Derfor skal man som tidligere stressramt – og pårørende – være tålmodige. Langt de fleste symptomer skal nok forsvinde over tid, forudsat at man har fundet og fjernet eller reduceret sine stressbelastninger, så stressniveauet fortsætter med at være lavt.

Jeg skrev i starten at du nok aldrig bliver den samme igen og at det nødvendigvis ikke er nogen dårlig ting. Tidligere alvorligt stressramte har det nemlig med at blive mere følsomme, når det kommer til at deres belastningsniveau er ved at blive overskredet og de fleste genvinder energien til at sige fra i tide eller finde alternative ikke-belastende muligheder. De bliver så at sige “klogere på bagkant”. Man kan sige, at de fleste tidligere stressramte bliver de personer de skulle have været før. I stedet for at sige “ja” til alt og køre 180 i timen for at gå ned med et brag, så har de fleste lært deres begrænsninger at kende og kender vejen, hvis ikke de overholder det – og har man først prøvet at være ramt med alvorlig stress, så er det det sidste man ønsker at opleve igen.

Så – hvis du er pårørende til en tidligere alvorligt stressramt; accepter at personen nu er blevet klogere, ikke kan det han/hun kunne før og i stedet er blevet meget bedre til at passe på- og beskytte sig selv. Respekter når der siges fra og respekter at han/hun gør hvad der er muligt.

 

Lars Lautrup-Larsen

Kære Stresspanel

I den forløbne uge kom nyheden om, at 6 af regeringens ministre var gået sammen om at stifte et “stresspanel”, bestående af 11 eksperter, der skal komme med løsninger på, hvordan stress bliver et mindre problem i samfundet – som det udtrykkes. Klik her for at se nyheden om panelet på Altinget.dk.

Fantastisk! Det mener jeg virkelig! Fantastisk! Alvorlig stress har været et kæmpe problem i mange, mange år og ingen har rigtigt gjort noget. Der er blevet stiftet den ene organisation efter den anden, der skulle fokusere på stress-problematikkerne og et væld af stresseksperter har været tilknyttet disse, uden at vi har hørt et muk. Imens har alvorlig stress og sygemeldinger bredt sig som en pest i befolkningen og reelt set aner vi intet om, hvor store problemer vi står med i dag (Se min blog fra 24. juni).

Med det nye panel er det allerede fastlagt, at der skal afholdes 4 temamøder, der hver skal munde ud i 3 løsningsforslag. Der skal med andre ord komme noget konkret fra panelet, som de 6 ministre kan forsøge at implementere i lovgivningen. Kald mig bare naiv, men jeg ser en kæmpe mulighed for, at stressproblematikkerne endelig tages alvorligt og at der rent faktisk gøres noget! Ja-hatten er på og jeg vil følge stresspanelets arbejde tæt fremover.


Kære Stresspanel.

Jeg må indrømme, at da jeg først læste hvem I deltagere er, så undrede jeg mig. Med undtagelse af et par stykker af jer, kunne jeg ikke lade være med at tænke “Ved de overhovedet hvad stress er?”.  Da jeg havde tænkt lidt over det, kom jeg frem til, at det gør flere af jer måske ikke, men så har I kompetencerne til at tænke ud af boksen og se stressproblematikkerne fra andre vinkler. Der er jo masser af stresseksperter, som man kunne have taget fat i og bedt om at deltage i jeres panel, men de er måske allesammen lidt fastlåste i deres vinkel på problematikkerne, hvor I ser tingene anderledes.
Med det i tankerne synes jeg at panelet er fantastisk sammensat – og skulle I blive i tvivl om noget faktuelt omkring stress, så har I jo Peter Lund Madsen med jer, der ved alt om emnet og er en fantastisk formidler. Så kan det ikke gå helt galt, tænker jeg …

Der er ingen tvivl om, at de allerede eksisterende organisationer og meningsdannere inden for emnet vil forsøge at påvirke jer med deres vinkel på problematikkerne. Der er i årevis blevet peget i alle retninger, når det/de skyldige i, at stress er blevet et kæmpe problem, skal findes – og når man bare står og peger, kommer man ingen steder og får intet løst. Jeg håber med hjertet at I vil ignorere disse og i stedet lytte til de virkelige eksperter udi stress, nemlig dem der selv har prøvet det på egen krop. De er blevet ramt af alvorlig stress og sygemeldt på grund af hundredevis af forskellige faktorer. Ikke kun deres arbejde, ikke kun deres fritidsliv eller familierelationer, men af en kombination af en masse forskellige belastninger fra en masse forskellige kilder.
De stressramte og tidligere stressramte kan give jer et indblik, uden at have en bagvedliggende dagsorden.

Jeg vil gerne give jer en lille liste af punkter, som jeg synes er vigtige og håber at I overvejer i jeres løsningsforslag:

  • En officiel stress-skala
    Ordet “stress” kan betyde alt fra “en lille smule travlt” til “et decideret stressnedbrud”. Når vi omtaler “stress” ved vi derfor ikke om vi taler om den ene eller den anden form – eller hvor på skalaen, vi befinder os. I den årrække jeg har beskæftiget mig med stress, har jeg oplevet igen-og-igen at misforståelserne har floreret i stor stil og ser det som meget nødvendigt at vi allesammen får samme udgangspunkt i en officiel skala, når vi taler om stress.
    Indtil det er sket, bruger jeg denne 4-punkts stress-skala

  • Ny undersøgelse af stressproblematikkernes omfang.
    Den seneste undersøgelse, der er baseret på fakta, er Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006. Det er altså tal, der er mindst 12-13 år gamle. Alle efterfølgende undersøgelser har været baseret på spørgeskemaer, hvor man selv har skulle vurdere sit stressniveau og med alle de usikkerheder der er i det (se punktet ovenfor), er resultaterne af disse også ret usikre. Derfor er en ny undersøgelse som den i 2006 nødvendig og meget gerne fuldt op af en ny hvert 5. år fremover.
    Læs mere her
  • Obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø
    Man kan ikke lære empati og medfølelse, men man kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være obligatorisk, for ellers bliver den ikke brugt.

  • Undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse allerede i Folkeskolen
    Jeg oplever selv at de stressramte personer, jeg har kontakt med, bliver yngre og yngre. For bare nogle få år siden var det fortrinsvis personer fra starten af 30’erne til slutningen af 50’erne, jeg talte med. Nu får jeg ofte henvendelser fra elever på det lokale gymnasium. Derfor mener jeg at man ikke kan sætte tidligt nok ind med information om stressforebyggelse- og -håndtering. Man kommer meget langt med at fortælle unge mennesker, hvad stress er og hvorfor deres hjerner reagerer som de gør under belastning.

  • Officiel certificering af stressbehandlere
    Der findes et utal af mere eller mindre seriøse stressbehandler-uddannelser og stress er blevet et modeord, der er med på næsten alle alternative behandleres “menuer”.
    Jeg har oplevet utallige eksempler på, at disse behandlere har udført “behandlinger”, der har været direkte skadelige og i bedste fald har medført forlænget sygdomsperioder. I dag har du ingen mulighed for at se, om en stressbehandler er seriøs eller i det hele taget ved noget om stress. Derfor mangler der i høj grad en officiel certificering, som man kender det fra andre brancher indenfor behandling.

Jeg vil ønske hele Stresspanelet rigtig god arbejdslyst og jeg vil som sagt følge jeres arbejde tæt.
Hvis panelet kan bruge min hjælp/viden/meninger eller har brug for at jeg uddyber ovenstående, er I mere end velkommen til at kontakte mig på: lars@lautrup.dk

 

Lars Lautrup-Larsen

Hvor mange stressramte er der i Danmark?

Det korte svar:

Ingen ved det.

Det lange svar kommer nedenfor:

 

 

 

Hvis du søger på nettet for at finde svar, er du med garanti stødt på disse tal:

  • 500.000 danskere kontakter årligt deres læge på grund af stress
  • 30.000 hospitals-indlæggelser om året på grund af stress
  • 430.000 danskere – svarende til 10-12 %- har symptomer på alvorlig stress.
  • 1400 danskere dør hvert år af stress

Tallene bliver nemlig brugt af stort set alle personer og organisationer, der arbejder med stress – og med rette, for det er de seneste tal vi har, der er baseret på fakta.
Problemet er at tallene stammer fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006.
Det er altså i skrivende stund 12 år gamle tal, vi stadig anser som værende gældende.

Alle der har interesseret sig for – eller arbejdet med stress-problematikkerne i de senere år, ved med sikkerhed at problemerne ikke er blevet færre i de mellemliggende år, men er blevet markant større. Hvor meget større, er der så ikke nogen der er klar over og det er i sig selv problematisk.

Er der så slet ikke lavet undersøgelser omkring stress siden 2006? Jo, det er der – men i modsætning til 2006-undersøgelsen, der er baseret på faktiske statistiske data fra blandt andet: Sygesikringsregisteret, Landspatientregisteret og Dødsårsagsregisteret, så er alle efterfølgende undersøgelser lavet ud fra spørgeskemaer. Skemaer, hvor deltagerne i undersøgelserne selv har skulle vurdere om de er ramt af stress og graden af deres belastningstilstand. Undersøgelser der er baseret på deltagernes viden og følelser er, i forhold til undersøgelser baseret på statistiske data, behæftet med meget stor usikkerhed og det gælder nok især disse undersøgelser omkring stress.

Uanset at stress har været et emne i mange år, så er der stadig stor uvidenhed om, hvad stress i virkeligheden er, rundt omkring.
Jeg ved af erfaring, at der stadig er mange der tror at stress er lig med travlhed, at stress er noget kun psykisk svage mennesker får og at stress udelukkende er noget du får af dit arbejde. Jeg har her på denne blog skrevet omkring de misforståelser og “skrøner”, der findes om stress. De er allesammen baseret på den uvidenhed, eller forkerte opfattelse af stress, som jeg har mødt rundt omkring. Dertil skal vi så lægge, at stress også stadigvæk er tabu mange steder.

Det siger sig selv, at når man beder deltagere i en spørgeskemaundersøgelse om at vurdere deres eget stressniveau, hvor hovedparten af deltagerne ingen- eller en forkert opfattelse af stress har og nogle måske endda ser emnet som et tabu, så kan undersøgelsesresultatet ikke blive retvisende. Slet ikke.

Derfor har vi i høj grad brug for, at der laves en ny rapport omkring stress-problematikkerne, baseret på statistiske data som i 2006 – og meget gerne fulgt op af en ny rapport hver 5. år.
Det vil ikke kun give et konkret indblik i, hvor store problemer vi står med i Danmark lige nu, men også give et indblik i, om de tiltag der sker, har nogen umiddelbar effekt.
Jeg er sikker på, at en sammenligning af tallene i 2006-rapporten og de samme tal i dag vil sætte en stor tyk streg under behovet for en national handlingsplan mod stress.

Konklusionen på det lange svar er derfor:

Ingen ved det.

 

Lars Lautrup-Larsen.

 

Skrøner: Mindfulness er en kur mod stress

Skrøne, en. [ˈsgrö·nə] flt. -r. optaget i slutn. af 19. aarh. fra no. skrøne, besl. m. no. dial. skrynja, prale, digte løgnehistorier, opdigtet ell.usandfærdig beretning, historie.

I 2011 lavede jeg en serie om skrøner indenfor stressområdet. I år har jeg valgt at genudgive serien, men i en udvidet og opdateret form, fordi der i høj grad stadig er en masse rygter, misforståelser og halve sandheder om stress i omløb.

Mindfulness

Der er stor forvirring om, hvad Mindfulness er – og ikke er – og om det er godt for stressramte og hvornår.
Jeg har derfor skrevet en hel artikel om Mindfulness, som du finder ved at klikke HER

 

Lars Lautrup-Larsen

Skrøner: Det er altid dit arbejde der giver dig stress

Skrøne, en. [ˈsgrö·nə] flt. -r. optaget i slutn. af 19. aarh. fra no. skrøne, besl. m. no. dial. skrynja, prale, digte løgnehistorier, opdigtet ell.usandfærdig beretning, historie.

I 2011 lavede jeg en serie om skrøner indenfor stressområdet. I år har jeg valgt at genudgive serien, men i en udvidet og opdateret form, fordi der i høj grad stadig er en masse rygter, misforståelser og halve sandheder om stress i omløb.

Det er altid dit arbejde der giver dig stress

For at undgå misforståelser, lad mig starte med at sige: Det er altid arbejdsgiverens pligt at sørge for, at medarbejderne trives og har et godt psykisk arbejdsmiljø. Det må der ikke være tvivl om! Jeg er selv stor fortaler for, at der indføres en paragraf i arbejdsmiljøloven, der siger at man ikke må bestride en lederstilling, uden at have gennemgået et grundigt kursus i psykisk arbejdsmiljø. Du må ikke køre en truck uden et certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker, uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger selvfølgelig ikke sammen.
En leder kan ikke lære empati og medfølelse, men lederen kan lære at spotte kollegaer, er ikke har det godt – og lære nogle værktøjer til at sikre at det ikke udvikler sig.

Der findes rigtigt mange organisationer i Danmark, der forsøger at sætte fokus på stress. Det er godt, men problemet med mange af disse er, at mange af de ledende medlemmer i de store organisationer har tætte forbindelser til fagbevægelsen/venstrefløjen. Det gør at meget af den fokus, de forsøger at sætte på stress er på såkaldt “arbejdsrelateret stress”. Disse organisationer mener altså at den primære årsag til at mange mennesker dagligt blive sygemeldt med stress, udelukkende skyldes deres arbejde. Det giver en skævvridning og et helt forkert fokus, fordi alvorlig stress altid har flere årsager og rigtigt mange uvildige undersøgelser klart viser, at det langtfra altid er ens arbejdsliv, der er den primære belastning.

Sundhedstyrelsen udgav i 2014 “Den Danske Sundhedsprofil“, hvor der står følgende konklusion:

Den laveste forekomst af personer med højt stressniveau ses i gruppen af beskæftigede (15,8 %).
De højeste forekomster ses blandt førtidspensionister (50,4 %) og andre uden for arbejdsmarkedet
(61,8 %). Blandt arbejdsløse er forekomsten 28,1 %.”
Find selv tallene på side 26 ved at klikke HER.

Opdatering: I Det Danske Forskningscenter for Arbejdsmiljø rapport “Fakta om arbejdsmiljø & helbred 2016” er konklusionen:
Tal for 2016 viser, at lønmodtagerne generelt oplever et forholdsvis lavt niveau af stress. På en skala fra 0-4, hvor 4 er den højeste grad af stress, ses i figur 33, at den gennemsnitlige score for 2016 er 1,4. Der er ikke statistisk signifikant forskel mellem scorerne for henholdsvis 2012, 2014 og 2016.”
Se selv på side 49 i rapporten ved at klikke HER

Opdatering: Mag.scient.soc. og dr.med. Tage Søndergård Kristensen henviser i sin kronik Det er ikke arbejdets skyld, at danskernes stress stiger til data fra “Den Nationale Sundhedsprofil 2010, 2013 og 2017” og de øvrige undersøgelser, jeg har nævnt ovenfor – og han mener altså også at de tal underbygger, at folks arbejde generelt ikke er den primære kilde til de store problemer med stress, vi har i Danmark i dag.

Han skriver:

I 2017 var der således 14% stressede blandt de beskæftigede, mens der fx var 28% blandt de uddannelsessøgende og 33% blandt de arbejdsløse. Fra 2013 til 2017 steg andelen med stress fra 18,9% til 28,4% blandt uddannelsessøgende, hvilket langt overgår den beskedne stigning på 3% blandt de beskæftigede.” 

Sygemeldinger på grund af stress er jo ikke et nyt problem. Det har været et kæmpe problem i rigtigt mange år – og alligevel er der ikke rigtigt blevet gjort noget ved det. Nu har vi disse organisationer, der udelukkende fokuserer på én form for stressbelastning, den på arbejdet, og det løser jo ingenting. Man bør helt skrotte begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet gøre en indsats på alle fronter. Oplysning, forebyggelse, psykologhjælp, aktiviteter mod ensomhed, borgerhjælpere, sociale netværk – og arbejdsmiljølovgivningen er bare nogle af de ting, der kan kigges på – og som vil have en umiddelbar effekt for hvert tiltag. Dét er vejen frem.

 

Lars Lautrup-Larsen

Godt nytår 2018

 

“Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt”

— H.M. Dronningens nytårstale 2017.

 

Det er nytår og jeg havde egentlig tænkt mig at sætte mig ned og skrive lidt om den positive udvikling, der har været indenfor stressområdet i 2017.
Problemet er bare, at så ville det blive et meget kort opslag, for der er stort set ikke nogen. Tværtimod, fristes man til at sige.
Men – lad os starte positivt!

Jeg mener at have set en lille smule positiv fremgang i forståelsen overfor stressramte. Jeg skynder mig at skrive “en lille smule”, for der er virkelig stadig problemer rundt omkring, men i den forening, jeg er formand for, Stress- og Depressionsforeningen – Greve har vi fået en del flere henvendelser fra pårørende, kollegaer og venner til stressramte, der gerne ville vide mere om, hvad de kan gøre – og hvad de ikke må gøre, for at hjælpe. Det er da positivt!
Jeg er også i det forgangne år blevet inviteret til at holde en del foredrag og oplæg om stress og depression, måske netop fordi interessen for at vide mere og at kunne hjælpe, er en smule i stigning. Jeg håber det.

Desværre har vi i foreningen også været vidne til en anden, knapt så positiv udvikling. Da foreningen startede i 2013 var de personer, med stress- eller depression, vi blev kontaktet af typisk i området 35-55. Det har langsomt ændret sig, så hovedparten af henvendelserne nu kommer fra personer udenfor denne aldersgruppe. Vi får en del henvendelser fra personer over de 55, men desværre også fra yngre mennesker. Vi er bl.a. begyndt at få en del henvendelser fra elever på det lokale gymnasium. Det er en forfærdelig udvikling, at personer i den alder allerede skal slås med stress eller depressioner. I foreningen gør vi hvad vi kan for at hjælpe, men vi kan jo desværre ikke stoppe den udvikling. Der er nogen i kommuner, regioner og i staten, der må tage affære og gribe ind overfor den udvikling – og det skal helst være nu!

Stress er stadig tabu mange steder og mange virksomheder og organisationer vælger stadig at stikke hoved i busken og håbe på, at “det dersens stress”, som medarbejderne rammes af, nok går over hvis vi bare ignorerer det længe nok. Tro mig, det gør det ikke – og det bliver kun værre, hvis ikke man gør noget proaktivt og forebyggende. Det er fint nok at sende medarbejderne til psykolog, hvis de går ned med stress, men det er nu engang bedre, hvis de ikke går ned.
Kære direktør/leder. Dine medarbejdere er rygsøjlen i din virksomhed. Når en medarbejder bliver sygemeldt med stress, så mister du med ét en ressource, mange års erfaring og en masse viden. Det er en stor del af den rygsøjle, der holder din virksomhed oppe og som ikke bare kan erstattes – og hvor mange dele af rygsøjlen kan din virksomhed tåle at miste før den kollapser?

I 2011 lavede jeg her på TagStressAlvorligt.dk en serie af indlæg om de forskellige misopfattelser og misforståelser, der er omkring stress, i serien “Skrøner om stress”. Mange af disse er stadig aktuelle, kan jeg høre, når jeg taler med folk om stress. Derfor vil jeg her i starten af 2018 genudsende en opdateret og udvidet udgave af serien – første opslag i løbet af den kommende uge.
Følg med her på siden eller i Tag Stress Alvorligt-Facebookgruppen (Link)

Til slut vil jeg sige tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe for i nytårstalen at nævne de problematikker vi alle har til daglig – at slippe gashåndtaget og slappe af. Opfordringen fra dronningen til at “gøre noget, der ikke er nødvendigt – noget unyttigt” er et fremragende råd. Gå en tur i skoven, på stranden, mal en mandala, hør en lydbog, læg en kabale eller noget helt andet. Det er alt sammen noget der giver hjernen et pusterum og ro.

Jeg ønsker jer alle et rigtigt godt og stressfrit nytår.

Lars Lautrup-Larsen

 

Den store Cannabis-kur

Jesper er en ung mand, der er begyndt at lide af hovedpine, så han tager på apoteket og køber nogle hovedpinepiller. Han tager 2 og de virker! – men efter nogle timer vender hovedpinen tilbage. Han tager 2 piller mere og hovedpinen er væk igen. Sådan fortsætter han i nogle dage, indtil han finder ud af, at hvis han nu bare tager pillerne på faste tidspunkter 3-4 gange om dagen, så vil han aldrig få hovedpine igen!

Han spiste sine 3-4 daglige hovedpinepiller i omkring et år. I dag er Jesper død. 
Obduktionen viste at han ikke døde af hovedpinepillerne, men af den sygdom, der var årsag til hovedpinen. Jesper havde fjernet hans krops råb om hjælp; den konstante hovedpine, der var symptomet på at noget var galt og han havde dermed også ignoreret årsagen. Var Jesper i stedet gået til lægen med sine symptomer, havde der været en mulighed for at årsagen var fundet og Jesper var blevet behandlet.

Cannabis-olie – eller THC-olie/ CBD-olie – bliver udråbt som denne generations nye mirakelmiddel og det er det muligvis også, men det skal bruges rigtigt.
Der er stor forskel på de 2 olier, selv om de er udtrukket af samme plante. THC-olien er populært sagt den man bliver skæv af, hvor man ikke bliver det af CDB-olie.
Nedenstående gælder for begge typer olier.

Jeg ser flere og flere i diverse fora omkring stress, der spørger efter om de skal forsøge sig med cannabis-olie og der er mange tilkendegivelser af, at mange er begyndt at bruge det. Selv Manu Sareen, der er formand for Stressforeningen, har været ude og tilstå, at han ikke har kunne passe sit arbejde som minister, mens han havde stress, uden den daglige cannabis-olie – altså at cannabis-olie som en kur mod stress. Det er så forkert – og så forkert et signal at sende, som det kan blive, mener jeg. Cannabis-olie er ikke en kur mod stress!

Stress er, ligesom Jespers hovedpine, et symptom på at noget er galt. Det er hjernen, der er gået i alarmtilstand og har givet efter for alle de belastninger, man har budt den. Enhver der har haft stress kender fornemmelsen af, når hjernen med tankemylder kæmper med at få styr på det hele igen. Cannabis-olie kan angiveligt give ro på, så man kan få perioder med god hvile og god søvn, hvilket er fantastisk! Man skal bare huske på, at som et var tilfældet med Jesper, så er årsagen – stressen – jo ikke væk. Olien har, ligesom hovedpinepillerne, lagt et låg på, så du ikke kan mærke den i et stykke tid, men stress rumsterer stadig i din krop og stresshormonerne produceres stadig. Fortsætter stressramte med at bruge olien til at lægge låg på stress i rigtige lang tid, så den aldrig bliver behandlet, så tror jeg på, at de ender med noget der er værre, måske endda som Jesper.

Hvis man vil bruge cannabis-olie som stressramt, skal det bruges som et værktøj til at få ro på, mens man arbejder med sig selv og årsagerne til stressen – og derefter skal det lægges på hylden, så man kan mærke, hvordan man i virkeligheden har det.

Den eneste behandling, der virker mod stress er at fjerne eller reducere de belastninger, der er årsagen til stressen!

For at sikre at cannabis-olien, for stressramte, kun benyttes i behandlingen og ikke ender med at blive et dagligt “kosttilskud” – og at vi samtidig sikrer at de produkter, der købes på apoteket, er af en ordentlig og konstant kvalitet, mener jeg at olien skal produceres i Danmark, kvalitetsikres og skal ordineres af en læge. Gives markedet frit, har vi ingen ide om, hvad der er i de små flasker olie, der vil stå i helsekost-forretningerne. Det kan for så vidt lige så godt være motorolie.

OBS! Jeg har i ovenstående kun taget stilling til, hvad jeg mener omkring cannabis-olie og stress-/depressionsramte. Der er selvfølgelig mennesker med livsvarige sygdomme, der har behov for cannabis-olie dagligt i resten af deres liv – og det skal de bestemt have mulighed for! – men stadig lægeordineret og i en god danskproduceret kvalitet til rimelige priser.

Lars Lautrup-Larsen