Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; Familie, “Tilgængelighed” og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Tilgængelighed

I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt.

Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem.

I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel).

Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens …

I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm.

Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også.

Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder.

Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren.
Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem.

Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.

Link

Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?

Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv.

Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag. 

Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert.
I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER.

 

Lars Lautrup-Larsen.  

Arbejdsrelateret stress

For en del år siden mødte jeg Gurli. Hun hedder egentlig noget andet, men her kalder vi hende Gurli.

Gurli fortalte som det første, at hun var lige var blevet sygemeldt, for hun havde fået konstateret “arbejdsrelateret stress”. Hun fortalte om sit arbejde, hvor hun havde en chef, der var blottet for empati og kastede arbejdsopgaver i hovedet på hende hele tiden. Hun havde et par kollegaer, hun var gode venner med, men ellers var der en del mobning fra andre kollegaer på arbejdspladsen. Da hun en dag var brudt sammen på arbejdet, var hun blevet sendt hjem og med hjælp fra hendes tillidsrepræsentant og fagforening, var hun blevet henvist til en arbejdsmedicinsk klinik, hvor de havde konstateret, at hun havde fået “arbejdsrelateret stress”.

Gurli var hverken den første eller den sidste, jeg har mødt med den diagnose, så efter at vi havde talt en del om chefen, arbejdet og kollegaerne, spurgte jeg ind til hendes liv udenfor arbejdstiden. Her fortalte hun, at der havde hun jo også “lidt at slås med”, som hun udtrykte det, men slog det hen som værende “meget almindeligt”.

Gennem vores samtaler kom det efterhånden frem, at der ikke kun var lidt at slås med – men en hel del ting, som kom på bordet lidt efter lidt. Et halvt år forinden havde Gurli mistet sin mor og kort efter var hendes ægteskab gennem 18 år forlist. På det tidspunkt hvor jeg talte med Gurli, havde en sag kørende med kommunen omkring hendes søn, der havde specielle behov, som sagsbehandleren ikke kunne/ville tage stilling til. En kamp, hun kæmpede uden hjælp fra sin eksmand.
Det var jo mere end tydeligt, at hun var stressbelastet i de 8 timer, hun var på arbejde, men hun var så sandelig også belastet på mange måder, når hun kom hjem.

Gurli er ikke speciel. Slet ikke. Hun er præcis som alle andre alvorligt stressramte, jeg har mødt igennem tiden. Hun har ikke fået alvorlig stress af én belastning, men hendes tilstand er resultatet af mange forskellige belastninger fra mange forskellige kilder igennem hele døgnet. Samtidig har hendes situation gjort, at muligheden for restitution – at “lade op igen” –  var stort set ikke-eksisterende, for hun havde masser af ting at slås med, når hun kom hjem fra arbejdet.

Hvordan kommer man så frem til, at diagnosen er “arbejdsrelateret stress”, når nu vi allesammen har mange forskellige belastninger og de belastninger, man udsættes for i arbejdstiden, kan være store og mange, men ikke er alene? Jeg ved det ikke. Gurli var brudt sammen på arbejdet. Var diagnosen blevet den samme, hvis hun var brudt sammen i Brugsen?

Jeg ved at det ikke er populært at sige det, men jeg synes simpelthen at vi skal holde op med at bruge begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet konstatere at alle alvorligt stressramte er ramt af “livsrelateret stress”. At kalde det “arbejdsrelateret stress” er jo, som Gurli også gjorde det, at placere ansvaret for hendes sygemelding på ét sted, når det i virkeligheden lå flere steder.
Det er umuligt at måle og veje belastningerne mod hinanden og konstatere hvor ansvaret for sygemeldingen skal placeres. Det kan kun blive et gæt, ud fra den alvorligt stressramtes udtalelser om hvilke typer belastninger, der er størst.

Jeg er ikke klar over om Gurlis diagnose udløste et besøg af Arbejdstilsynet på hendes arbejdsplads, for at kontrollere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg håber det, for så blev der arbejdet med den del af Gurlis belastninger, men det ville ikke løse hele Gurlis belastningsproblem. Hun havde stadig alt det andet at slås med.

“Gurli” har det ifølge hende selv “fremragende” i dag. Hun har fået et andet job, en ny mand i hendes liv – og sønnen fik den hjælp, han skulle have og har det fint i dag. Hun har givet lov til, at jeg må bruge hende som eksempel i dette indlæg, med et andet navn. Hun er, som tidligere nævnt, ikke et specielt tilfælde, men hun er et godt eksempel på, at hun til trods for sin “arbejdsrelateret stress”-diagnose havde andre, store belastninger at slås med. Personer som hende har jeg mødt rigtigt mange af.

Jeg mangler stadig at møde den person, hvor belastningerne på arbejdet er eneste årsag til alvorlig stress. Jeg tvivler meget på, at den person overhovedet findes.

 

Lars Lautrup-Larsen.

Se også: Skrøner: Det er dit arbejde der giver dig stress

 

 

Kære Stresspanel

I den forløbne uge kom nyheden om, at 6 af regeringens ministre var gået sammen om at stifte et “stresspanel”, bestående af 11 eksperter, der skal komme med løsninger på, hvordan stress bliver et mindre problem i samfundet – som det udtrykkes. Klik her for at se nyheden om panelet på Altinget.dk.

Fantastisk! Det mener jeg virkelig! Fantastisk! Alvorlig stress har været et kæmpe problem i mange, mange år og ingen har rigtigt gjort noget. Der er blevet stiftet den ene organisation efter den anden, der skulle fokusere på stress-problematikkerne og et væld af stresseksperter har været tilknyttet disse, uden at vi har hørt et muk. Imens har alvorlig stress og sygemeldinger bredt sig som en pest i befolkningen og reelt set aner vi intet om, hvor store problemer vi står med i dag (Se min blog fra 24. juni).

Med det nye panel er det allerede fastlagt, at der skal afholdes 4 temamøder, der hver skal munde ud i 3 løsningsforslag. Der skal med andre ord komme noget konkret fra panelet, som de 6 ministre kan forsøge at implementere i lovgivningen. Kald mig bare naiv, men jeg ser en kæmpe mulighed for, at stressproblematikkerne endelig tages alvorligt og at der rent faktisk gøres noget! Ja-hatten er på og jeg vil følge stresspanelets arbejde tæt fremover.


Kære Stresspanel.

Jeg må indrømme, at da jeg først læste hvem I deltagere er, så undrede jeg mig. Med undtagelse af et par stykker af jer, kunne jeg ikke lade være med at tænke “Ved de overhovedet hvad stress er?”.  Da jeg havde tænkt lidt over det, kom jeg frem til, at det gør flere af jer måske ikke, men så har I kompetencerne til at tænke ud af boksen og se stressproblematikkerne fra andre vinkler. Der er jo masser af stresseksperter, som man kunne have taget fat i og bedt om at deltage i jeres panel, men de er måske allesammen lidt fastlåste i deres vinkel på problematikkerne, hvor I ser tingene anderledes.
Med det i tankerne synes jeg at panelet er fantastisk sammensat – og skulle I blive i tvivl om noget faktuelt omkring stress, så har I jo Peter Lund Madsen med jer, der ved alt om emnet og er en fantastisk formidler. Så kan det ikke gå helt galt, tænker jeg …

Der er ingen tvivl om, at de allerede eksisterende organisationer og meningsdannere inden for emnet vil forsøge at påvirke jer med deres vinkel på problematikkerne. Der er i årevis blevet peget i alle retninger, når det/de skyldige i, at stress er blevet et kæmpe problem, skal findes – og når man bare står og peger, kommer man ingen steder og får intet løst. Jeg håber med hjertet at I vil ignorere disse og i stedet lytte til de virkelige eksperter udi stress, nemlig dem der selv har prøvet det på egen krop. De er blevet ramt af alvorlig stress og sygemeldt på grund af hundredevis af forskellige faktorer. Ikke kun deres arbejde, ikke kun deres fritidsliv eller familierelationer, men af en kombination af en masse forskellige belastninger fra en masse forskellige kilder.
De stressramte og tidligere stressramte kan give jer et indblik, uden at have en bagvedliggende dagsorden.

Jeg vil gerne give jer en lille liste af punkter, som jeg synes er vigtige og håber at I overvejer i jeres løsningsforslag:

  • En officiel stress-skala
    Ordet “stress” kan betyde alt fra “en lille smule travlt” til “et decideret stressnedbrud”. Når vi omtaler “stress” ved vi derfor ikke om vi taler om den ene eller den anden form – eller hvor på skalaen, vi befinder os. I den årrække jeg har beskæftiget mig med stress, har jeg oplevet igen-og-igen at misforståelserne har floreret i stor stil og ser det som meget nødvendigt at vi allesammen får samme udgangspunkt i en officiel skala, når vi taler om stress.
    Indtil det er sket, bruger jeg denne 4-punkts stress-skala

  • Ny undersøgelse af stressproblematikkernes omfang.
    Den seneste undersøgelse, der er baseret på fakta, er Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006. Det er altså tal, der er mindst 12-13 år gamle. Alle efterfølgende undersøgelser har været baseret på spørgeskemaer, hvor man selv har skulle vurdere sit stressniveau og med alle de usikkerheder der er i det (se punktet ovenfor), er resultaterne af disse også ret usikre. Derfor er en ny undersøgelse som den i 2006 nødvendig og meget gerne fuldt op af en ny hvert 5. år fremover.
    Læs mere her
  • Obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø
    Man kan ikke lære empati og medfølelse, men man kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være obligatorisk, for ellers bliver den ikke brugt.

  • Undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse allerede i Folkeskolen
    Jeg oplever selv at de stressramte personer, jeg har kontakt med, bliver yngre og yngre. For bare nogle få år siden var det fortrinsvis personer fra starten af 30’erne til slutningen af 50’erne, jeg talte med. Nu får jeg ofte henvendelser fra elever på det lokale gymnasium. Derfor mener jeg at man ikke kan sætte tidligt nok ind med information om stressforebyggelse- og -håndtering. Man kommer meget langt med at fortælle unge mennesker, hvad stress er og hvorfor deres hjerner reagerer som de gør under belastning.

  • Officiel certificering af stressbehandlere
    Der findes et utal af mere eller mindre seriøse stressbehandler-uddannelser og stress er blevet et modeord, der er med på næsten alle alternative behandleres “menuer”.
    Jeg har oplevet utallige eksempler på, at disse behandlere har udført “behandlinger”, der har været direkte skadelige og i bedste fald har medført forlænget sygdomsperioder. I dag har du ingen mulighed for at se, om en stressbehandler er seriøs eller i det hele taget ved noget om stress. Derfor mangler der i høj grad en officiel certificering, som man kender det fra andre brancher indenfor behandling.

Jeg vil ønske hele Stresspanelet rigtig god arbejdslyst og jeg vil som sagt følge jeres arbejde tæt.
Hvis panelet kan bruge min hjælp/viden/meninger eller har brug for at jeg uddyber ovenstående, er I mere end velkommen til at kontakte mig på: lars@lautrup.dk

 

Lars Lautrup-Larsen

Hvor mange stressramte er der i Danmark?

Det korte svar:

Ingen ved det.

Det lange svar kommer nedenfor:

 

 

 

Hvis du søger på nettet for at finde svar, er du med garanti stødt på disse tal:

  • 500.000 danskere kontakter årligt deres læge på grund af stress
  • 30.000 hospitals-indlæggelser om året på grund af stress
  • 430.000 danskere – svarende til 10-12 %- har symptomer på alvorlig stress.
  • 1400 danskere dør hvert år af stress

Tallene bliver nemlig brugt af stort set alle personer og organisationer, der arbejder med stress – og med rette, for det er de seneste tal vi har, der er baseret på fakta.
Problemet er at tallene stammer fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, der blev udgivet i 2006.
Det er altså i skrivende stund 12 år gamle tal, vi stadig anser som værende gældende.

Alle der har interesseret sig for – eller arbejdet med stress-problematikkerne i de senere år, ved med sikkerhed at problemerne ikke er blevet færre i de mellemliggende år, men er blevet markant større. Hvor meget større, er der så ikke nogen der er klar over og det er i sig selv problematisk.

Er der så slet ikke lavet undersøgelser omkring stress siden 2006? Jo, det er der – men i modsætning til 2006-undersøgelsen, der er baseret på faktiske statistiske data fra blandt andet: Sygesikringsregisteret, Landspatientregisteret og Dødsårsagsregisteret, så er alle efterfølgende undersøgelser lavet ud fra spørgeskemaer. Skemaer, hvor deltagerne i undersøgelserne selv har skulle vurdere om de er ramt af stress og graden af deres belastningstilstand. Undersøgelser der er baseret på deltagernes viden og følelser er, i forhold til undersøgelser baseret på statistiske data, behæftet med meget stor usikkerhed og det gælder nok især disse undersøgelser omkring stress.

Uanset at stress har været et emne i mange år, så er der stadig stor uvidenhed om, hvad stress i virkeligheden er, rundt omkring.
Jeg ved af erfaring, at der stadig er mange der tror at stress er lig med travlhed, at stress er noget kun psykisk svage mennesker får og at stress udelukkende er noget du får af dit arbejde. Jeg har her på denne blog skrevet omkring de misforståelser og “skrøner”, der findes om stress. De er allesammen baseret på den uvidenhed, eller forkerte opfattelse af stress, som jeg har mødt rundt omkring. Dertil skal vi så lægge, at stress også stadigvæk er tabu mange steder.

Det siger sig selv, at når man beder deltagere i en spørgeskemaundersøgelse om at vurdere deres eget stressniveau, hvor hovedparten af deltagerne ingen- eller en forkert opfattelse af stress har og nogle måske endda ser emnet som et tabu, så kan undersøgelsesresultatet ikke blive retvisende. Slet ikke.

Derfor har vi i høj grad brug for, at der laves en ny rapport omkring stress-problematikkerne, baseret på statistiske data som i 2006 – og meget gerne fulgt op af en ny rapport hver 5. år.
Det vil ikke kun give et konkret indblik i, hvor store problemer vi står med i Danmark lige nu, men også give et indblik i, om de tiltag der sker, har nogen umiddelbar effekt.
Jeg er sikker på, at en sammenligning af tallene i 2006-rapporten og de samme tal i dag vil sætte en stor tyk streg under behovet for en national handlingsplan mod stress.

Konklusionen på det lange svar er derfor:

Ingen ved det.

 

Lars Lautrup-Larsen.

 

Skrøner: Det er altid dit arbejde der giver dig stress

Skrøne, en. [ˈsgrö·nə] flt. -r. optaget i slutn. af 19. aarh. fra no. skrøne, besl. m. no. dial. skrynja, prale, digte løgnehistorier, opdigtet ell.usandfærdig beretning, historie.

I 2011 lavede jeg en serie om skrøner indenfor stressområdet. I år har jeg valgt at genudgive serien, men i en udvidet og opdateret form, fordi der i høj grad stadig er en masse rygter, misforståelser og halve sandheder om stress i omløb.

Det er altid dit arbejde der giver dig stress

For at undgå misforståelser, lad mig starte med at sige: Det er altid arbejdsgiverens pligt at sørge for, at medarbejderne trives og har et godt psykisk arbejdsmiljø. Det må der ikke være tvivl om! Jeg er selv stor fortaler for, at der indføres en paragraf i arbejdsmiljøloven, der siger at man ikke må bestride en lederstilling, uden at have gennemgået et grundigt kursus i psykisk arbejdsmiljø. Du må ikke køre en truck uden et certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker, uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger selvfølgelig ikke sammen.
En leder kan ikke lære empati og medfølelse, men lederen kan lære at spotte kollegaer, er ikke har det godt – og lære nogle værktøjer til at sikre at det ikke udvikler sig.

Der findes rigtigt mange organisationer i Danmark, der forsøger at sætte fokus på stress. Det er godt, men problemet med mange af disse er, at mange af de ledende medlemmer i de store organisationer har tætte forbindelser til fagbevægelsen/venstrefløjen. Det gør at meget af den fokus, de forsøger at sætte på stress er på såkaldt “arbejdsrelateret stress”. Disse organisationer mener altså at den primære årsag til at mange mennesker dagligt blive sygemeldt med stress, udelukkende skyldes deres arbejde. Det giver en skævvridning og et helt forkert fokus, fordi alvorlig stress altid har flere årsager og rigtigt mange uvildige undersøgelser klart viser, at det langtfra altid er ens arbejdsliv, der er den primære belastning.

Sundhedstyrelsen udgav i 2014 “Den Danske Sundhedsprofil“, hvor der står følgende konklusion:

Den laveste forekomst af personer med højt stressniveau ses i gruppen af beskæftigede (15,8 %).
De højeste forekomster ses blandt førtidspensionister (50,4 %) og andre uden for arbejdsmarkedet
(61,8 %). Blandt arbejdsløse er forekomsten 28,1 %.”
Find selv tallene på side 26 ved at klikke HER.

Opdatering: I Det Danske Forskningscenter for Arbejdsmiljø rapport “Fakta om arbejdsmiljø & helbred 2016” er konklusionen:
Tal for 2016 viser, at lønmodtagerne generelt oplever et forholdsvis lavt niveau af stress. På en skala fra 0-4, hvor 4 er den højeste grad af stress, ses i figur 33, at den gennemsnitlige score for 2016 er 1,4. Der er ikke statistisk signifikant forskel mellem scorerne for henholdsvis 2012, 2014 og 2016.”
Se selv på side 49 i rapporten ved at klikke HER

Opdatering: Mag.scient.soc. og dr.med. Tage Søndergård Kristensen henviser i sin kronik Det er ikke arbejdets skyld, at danskernes stress stiger til data fra “Den Nationale Sundhedsprofil 2010, 2013 og 2017” og de øvrige undersøgelser, jeg har nævnt ovenfor – og han mener altså også at de tal underbygger, at folks arbejde generelt ikke er den primære kilde til de store problemer med stress, vi har i Danmark i dag.

Han skriver:

I 2017 var der således 14% stressede blandt de beskæftigede, mens der fx var 28% blandt de uddannelsessøgende og 33% blandt de arbejdsløse. Fra 2013 til 2017 steg andelen med stress fra 18,9% til 28,4% blandt uddannelsessøgende, hvilket langt overgår den beskedne stigning på 3% blandt de beskæftigede.” 

Sygemeldinger på grund af stress er jo ikke et nyt problem. Det har været et kæmpe problem i rigtigt mange år – og alligevel er der ikke rigtigt blevet gjort noget ved det. Nu har vi disse organisationer, der udelukkende fokuserer på én form for stressbelastning, den på arbejdet, og det løser jo ingenting. Man bør helt skrotte begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet gøre en indsats på alle fronter. Oplysning, forebyggelse, psykologhjælp, aktiviteter mod ensomhed, borgerhjælpere, sociale netværk – og arbejdsmiljølovgivningen er bare nogle af de ting, der kan kigges på – og som vil have en umiddelbar effekt for hvert tiltag. Dét er vejen frem.

 

Lars Lautrup-Larsen

Godt nytår 2018

 

“Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt”

— H.M. Dronningens nytårstale 2017.

 

Det er nytår og jeg havde egentlig tænkt mig at sætte mig ned og skrive lidt om den positive udvikling, der har været indenfor stressområdet i 2017.
Problemet er bare, at så ville det blive et meget kort opslag, for der er stort set ikke nogen. Tværtimod, fristes man til at sige.
Men – lad os starte positivt!

Jeg mener at have set en lille smule positiv fremgang i forståelsen overfor stressramte. Jeg skynder mig at skrive “en lille smule”, for der er virkelig stadig problemer rundt omkring, men i den forening, jeg er formand for, Stress- og Depressionsforeningen – Greve har vi fået en del flere henvendelser fra pårørende, kollegaer og venner til stressramte, der gerne ville vide mere om, hvad de kan gøre – og hvad de ikke må gøre, for at hjælpe. Det er da positivt!
Jeg er også i det forgangne år blevet inviteret til at holde en del foredrag og oplæg om stress og depression, måske netop fordi interessen for at vide mere og at kunne hjælpe, er en smule i stigning. Jeg håber det.

Desværre har vi i foreningen også været vidne til en anden, knapt så positiv udvikling. Da foreningen startede i 2013 var de personer, med stress- eller depression, vi blev kontaktet af typisk i området 35-55. Det har langsomt ændret sig, så hovedparten af henvendelserne nu kommer fra personer udenfor denne aldersgruppe. Vi får en del henvendelser fra personer over de 55, men desværre også fra yngre mennesker. Vi er bl.a. begyndt at få en del henvendelser fra elever på det lokale gymnasium. Det er en forfærdelig udvikling, at personer i den alder allerede skal slås med stress eller depressioner. I foreningen gør vi hvad vi kan for at hjælpe, men vi kan jo desværre ikke stoppe den udvikling. Der er nogen i kommuner, regioner og i staten, der må tage affære og gribe ind overfor den udvikling – og det skal helst være nu!

Stress er stadig tabu mange steder og mange virksomheder og organisationer vælger stadig at stikke hoved i busken og håbe på, at “det dersens stress”, som medarbejderne rammes af, nok går over hvis vi bare ignorerer det længe nok. Tro mig, det gør det ikke – og det bliver kun værre, hvis ikke man gør noget proaktivt og forebyggende. Det er fint nok at sende medarbejderne til psykolog, hvis de går ned med stress, men det er nu engang bedre, hvis de ikke går ned.
Kære direktør/leder. Dine medarbejdere er rygsøjlen i din virksomhed. Når en medarbejder bliver sygemeldt med stress, så mister du med ét en ressource, mange års erfaring og en masse viden. Det er en stor del af den rygsøjle, der holder din virksomhed oppe og som ikke bare kan erstattes – og hvor mange dele af rygsøjlen kan din virksomhed tåle at miste før den kollapser?

I 2011 lavede jeg her på TagStressAlvorligt.dk en serie af indlæg om de forskellige misopfattelser og misforståelser, der er omkring stress, i serien “Skrøner om stress”. Mange af disse er stadig aktuelle, kan jeg høre, når jeg taler med folk om stress. Derfor vil jeg her i starten af 2018 genudsende en opdateret og udvidet udgave af serien – første opslag i løbet af den kommende uge.
Følg med her på siden eller i Tag Stress Alvorligt-Facebookgruppen (Link)

Til slut vil jeg sige tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe for i nytårstalen at nævne de problematikker vi alle har til daglig – at slippe gashåndtaget og slappe af. Opfordringen fra dronningen til at “gøre noget, der ikke er nødvendigt – noget unyttigt” er et fremragende råd. Gå en tur i skoven, på stranden, mal en mandala, hør en lydbog, læg en kabale eller noget helt andet. Det er alt sammen noget der giver hjernen et pusterum og ro.

Jeg ønsker jer alle et rigtigt godt og stressfrit nytår.

Lars Lautrup-Larsen

 

Sygefravær for medarbejdere i din kommune

Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) har frigivet sygefraværs-tallene for 2016 for ansatte i kommunerne.
Et højt sygefravær er et symptom på, at medarbejderne ikke har det godt – at arbejdsmiljøet ikke fungerer.

I listen nedenfor kan du finde din egen kommunes fraværs-tal og placering på listen.

Kommune/region Antal fuldtids- beskæf- tigede Fravær pr fuldtids- beskæftigede Fraværs-% Liste-placering
Albertslund 2.197 12,88 5,6% 23
Allerød 1.554 11,75 5,2% 59
Assens 2.695 12,65 5,5% 30
Ballerup 3.843 12,90 5,7% 21
Billund 1.804 12,67 5,6% 29
Bornholm 3.036 12,81 5,6% 25
Brøndby 2.904 13,20 5,8% 12
Brønderslev 2.422 11,80 5,2% 58
Dragør 927 11,98 5,3% 54
Egedal 2.652 13,26 5,8% 10
Esbjerg 8.384 10,12 4,4% 97
Fanø 209 12,72 5,6% 28
Favrskov 3.047 11,23 4,9% 76
Faxe 2.228 13,81 6,1% 5
Fredensborg 2.376 12,06 5,3% 49
Fredericia 3.696 11,50 5,0% 65
Frederiksberg 4.936 12,76 5,6% 27
Frederikshavn 4.402 12,93 5,7% 19
Frederikssund 3.019 13,14 5,8% 14
Furesø 2.492 11,68 5,1% 63
Faaborg-Midtfyn 3.316 12,33 5,4% 41
Gentofte 4.873 11,99 5,3% 53
Gladsaxe 5.124 11,21 4,9% 77
Glostrup 1.813 15,32 6,7% 1
Greve 2.564 13,94 6,1% 4
Gribskov 1.831 10,71 4,7% 91
Guldborgsund 4.318 13,74 6,0% 6
Haderslev 3.663 11,87 5,2% 57
Halsnæs 1.988 12,01 5,3% 52
Hedensted 3.096 10,30 4,5% 94
Helsingør 4.069 11,92 5,2% 56
Herlev 1.918 14,35 6,3% 2
Herning 5.859 10,86 4,8% 89
Hillerød 3.396 12,60 5,5% 34
Hjørring 4.452 11,37 5,0% 70
Holbæk 4.408 13,15 5,8% 13
Holstebro 3.854 11,21 4,9% 78
Horsens 5.783 12,46 5,5% 37
Hvidovre 3.550 12,24 5,4% 44
Høje-Taastrup 3.529 12,80 5,6% 26
Hørsholm 1.491 12,49 5,5% 35
Ikast-Brande 2.792 12,48 5,5% 36
Ishøj 1.806 13,10 5,7% 17
Jammerbugt 2.685 12,41 5,4% 38
Kalundborg 3.146 12,06 5,3% 48
Kerteminde 1.658 13,43 5,9% 9
Kolding 6.413 12,40 5,4% 39
København 35.034 12,14 5,3% 47
Køge 3.745 12,38 5,4% 40
Langeland 1.271 12,60 5,5% 33
Lejre 1.715 12,05 5,3% 50
Lemvig 1.385 9,97 4,4% 98
Lolland 3.195 11,09 4,9% 82
Lyngby-Taarbæk 3.534 13,11 5,8% 16
Læsø 165 10,59 4,6% 92
Mariagerfjord 2.939 11,25 4,9% 75
Middelfart 2.592 11,45 5,0% 67
Morsø 1.496 13,21 5,8% 11
Norddjurs 2.969 12,21 5,4% 45
Nordfyn 1.851 12,90 5,7% 20
Nyborg 2.062 11,14 4,9% 81
Næstved 5.279 12,64 5,5% 32
Odder 1.324 12,64 5,5% 31
Odense 12.425 11,97 5,3% 55
Odsherred 2.182 13,44 5,9% 8
Randers 6.923 11,07 4,9% 84
Rebild 1.895 10,89 4,8% 86
Ringkøbing-Skjern 3.652 10,78 4,7% 90
Ringsted 2.231 12,14 5,3% 46
Roskilde 5.971 13,12 5,8% 15
Rudersdal 3.707 13,74 6,0% 7
Rødovre 2.967 12,03 5,3% 51
Samsø 331 11,40 5,0% 69
Silkeborg 6.112 10,97 4,8% 85
Skanderborg 4.523 11,28 4,9% 73
Skive 3.477 11,69 5,1% 62
Slagelse 5.762 14,33 6,3% 3
Solrød 1.178 12,26 5,4% 42
Sorø 1.915 11,73 5,1% 60
Stevns 1.244 11,43 5,0% 68
Struer 1.492 11,72 5,1% 61
Svendborg 4.149 12,26 5,4% 43
Syddjurs 2.659 13,02 5,7% 18
Sønderborg 5.271 11,57 5,1% 64
Thisted 3.463 10,86 4,8% 88
Tønder 2.968 11,09 4,9% 83
Tårnby 2.920 11,27 4,9% 74
Vallensbæk 968 10,34 4,5% 93
Varde 3.531 10,88 4,8% 87
Vejen 2.786 11,19 4,9% 79
Vejle 8.000 11,47 5,0% 66
Vesthimmerland 2.920 10,16 4,5% 96
Viborg 6.156 11,28 4,9% 72
Vordingborg 3.220 12,89 5,7% 22
Ærø 539 10,17 4,5% 95
Aabenraa 4.066 11,33 5,0% 71
Aalborg 15.451 12,81 5,6% 24
Aarhus 20.744 11,19 4,9% 80
 Ialt 387.361 11,98 5,3%

Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) 

Lars Lautrup-Larsen

Certificeret Stressvejleder
Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve.
Tidligere stress- og depressionsramt.

Stress er ikke kun arbejdsrelateret!

“Har du stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”

 

Denne sætning tror jeg ofte kommer over folks læber, når de ikke ved hvad stress er. Jeg oplever dog i stigende grad, at selv de der beskæftiger sig med stress, ofte kun fokuserer på arbejdsrelateret stress. Det viser sig mere og mere, når jeg sidder og skimmer de ting, der er skrevet om stress på nettet. Det er næsten udelukkende koncentreret om stress på arbejdspladsen.
Jeg er især skuffet over at så fremragende tiltag som StressFonden, hvor Thomas Milsted, en af Danmarks rigtige stresseksperter, er generalsekretær, udelukkende fokuserer på arbejdsrelateret stress og end ikke nævner, at der kan være andre, personlige, årsager til at man får stress. Lidt frækt er jeg vist kommet til at udtale, at når venstrefløjen er inde over (hvad den i høj grad er i StressFonden), så er alt jo arbejdsgivernes skyld. 😉

 

Jeg vil i øvrigt blogge yderligere om StressFonden på et senere tidspunkt.

 

Jeg er selvfølgelig fuldstændig med på, at man på arbejdspladserne skal gøre alt for at sikre god trivsel (blandt arbejdsgivere er “stress” et fy-ord. “Trivsel” er det nye sort). Selvfølgelig skal man det og det er meget vigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. Der er i dag rigtigt mange der går ned med stress af personlige årsager og jeg vover det ene øje og påstår, at det faktisk er yderst sjældent at folk går ned med stress udelukkende på grund af deres arbejde, men at personlige årsager næsten altid er involveret. Jeg vil i en senere blog beskrive hvorfor jeg mener at det er sådan.

 

Derfor er jeg overbevist om, at al den fokus på arbejdsrelateret stress gør, at de mennesker der har det svært af andre årsager bliver en overset gruppe, som bliver tabt på gulvet.
Det er min erfaring at kun yderst få sætter sig ind i, hvad stress er og hvad årsagerne til, at de har det skidt, kan være. Derfor vil de praktiserende læger typisk være de, der kommer i kontakt med denne gruppe mennesker, nårstress-signalerne begynder at melde sig. Jeg mener at lægerne bør være i stand til at kunne henvise til en stressbehandler, så vedkommende kan få hjælp til at komme ud af stress og at finde årsagerne til stressen.
Jeg siger ikke at lægerne ikke er gode til stress. Min egen læge er bestemt et bevis på det modsatte, men stressede mennesker skal følges tæt og så har en læge sjældent tid til stress-samtaler. Psykologer er ofte “mere” end der er brug for.

 

Det er vigtigt at vi ikke luller os selv ind i den antagelse, at når bare vi tvinger arbejdsgiverne til mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø, så har vi løst alle problemer med stress. Det holder ikke og det vil jeg fremover forsøge at sætte fokus på. Tak til alle de søde mennesker, der bliver ved med at minde mig om det 🙂

Lars Lautrup-Larsen