Mere om ØV-dage

Jeg er i dag blevet interviewet omkring ‘ØV-dage’. Link til artikel følger når og hvis…

‘ØV-dage” er muligheden for at kontakte sin arbejdsgiver og meddele, at man ikke kommer den pågældende dag, men tager en enkelt dag derhjemme og møder næste dag. Jeg tror at vi alle kender fornemmelsen af, at have en dag, hvor humøret og energien er i bund. Måske har vi brug for ro og fred – eller måske har vi brug for at få nogle private ærinder på plads. Med en ‘ØV-dag” er det muligt at være ærlig overfor sin arbejdsgiver, i stedet for at lyve sig syg og med god samvittighed få klaret det, man nu er psykisk belastet af. Jeg er en stor tilhænger af, at man er ærlig både overfor sig selv og overfor sine omgivelser.

Hvordan man afregner en ‘ØV-dag’, må man aftale med sin arbejdsgiver. Jeg har blogget om ‘ØV-dage’ før, da Ringsted Politi indførte det som en prøveordning og da betalte man sine ‘ØV-dage’ med afspadseringstimer eller feriedage. Der er også muligheden med at rapportere det som en sygedag, hvorfor det vil indgå i statistikkerne, men altså kun som enkelte dage, hvor man med god samvittighed kan smide benene op eller hvad man nu har brug for.

Der er ingen tvivl om, at jeg mener at ‘ØV-dage’ som “psykiske ventiler”, er en fremragende ide! Vi kan desværre ikke regne med, at behovet for ro og fred altid opstår i en weekend, så ‘ØV-dagene’ kan tages i brug i de særtilfælde, hvor der er brug for det.

Jeg mener dog, at det er meget vigtigt, at man i virksomhederne er enige om spillereglerne. I de sidste dage har ‘ØV-dage’ været meget diskuteret i medierne, fordi nogle pædagoger helt har misforstået begrebet og har betragtet ‘ØV-dage’ som en rettighed og som en slags omgangs-fridage. Det er ødelæggende for et ellers glimrende initiativ og det ødelægger den gode ide.

 

Lars Lautrup-Larsen

 

Sundhed er vel sundhed – eller er det?

Medierne er begyndt at interessere sig for stress og psykiske sygdomme – og det er for så vidt godt nok (og på tide).

Jeg synes dog at det er et problem, at journalister sætter lighedstegn mellem fysisk sundhed og psykisk sundhed, således at det ofte er personer, der har stor indsigt i fysisk sundhed, der bliver bedt om at udtale sig f.eks. om stress.

Det værste er dog, at disse sjældent melder klart ud, at det er udenfor deres kompetanceområde, men hopper med på vognen. De ting de udtaler, er som oftest noget vrøvl, men i nogle tilfælde kan deres rådgivning være direkte skadelige for psykisk belastede mennesker.

Tag nu f.eks. Chris MacDonald. Der er ingen tvivl om, at han er ekstremt god til at træne/coach’e mennesker fysisk. Ingen tvivl om det! Nu har han så kastet sig over at rådgive om stress – bl.a. i B.T. og der er et TV-projekt på vej, hvor han skal træne psykisk belastede mennesker til at få det bedre. Det er, efter min mening, en leg med folks helbred.
Folk i stressnedbrud må aldrig, aldrig coaches. Jeg kan ikke sige det tit nok! Disse mennesker kan dårligt få en hverdag til at hænge sammen, så at presse dem til at tage deres liv op til overvejelse, er skingrende vanvittigt.

Det vil næppe være nogen overraskelse, at Chris MacDonald vil få succes med at lade stressede motionere. Det er alment kendt, at motion er et fantastisk væktøj til stressramte. Værktøj!
Motion kan aldrig “kurere” stress og psykiske sygdomme, lige så lidt som Morfin kan kurere et brækket ben. Motionen får os til at producere Endorfin og Endorfin kan hjælpe en stressramt igennem dagen, men virkningen er kort og når den aftager, vender symptomerne tilbage.

Det eneste der kan “kurere” stress og psykiske sygdomme er at bearbejde de ting, der belaster en psykisk – og det gør du ikke med motion!

Vi har nogle folk, her i landet, der ved hvad de taler om, når det kommer til stress – f.eks. Bo Netterstrøm, Thomas Milsted og Bobby Zachariae. Kære mediefolk, hold jer nu til at spørge disse virkelige stresseksperter, i stedet for disse tilfældige “sundhedsguruer”, der åbenlyst bare hopper med på vognen, til mulig skade for stressramte og til forvirring for alle andre!
Lars Lautrup-Larsen
Certificeret Stressvejleder
Xstress.dk

 

Jeg kan desværre ikke åbne for kommentarer til dette indlæg uden at blive oversvømmet af reklamer i kommentarfeltet. Der er et opslag og link til dette indlæg på TagStressAlvorligt’s facebook-side, hvor det er muligt (og meget velkomment) at kommentere.

Arbejdsrelateret stress igen-igen

Stressfonden har været på Christiansborg og har spurgt de forskellige partier om deres holdning til stress. Problemet er bare at der igen er fokus på “arbejdsrelateret stress”, hvor arbejdstilsynet skal tvinge virksomhederne til både det ene og det andet. Som tidligere nævnt her i bloggen er jeg naturligvis for, at arbejdsgiverne skal passe på deres medarbejdere og gøre alt hvad de kan, for at forebygge stress. Ingen tvivl om det!

Det er bare det, at det er kun en lille procentdel af al stress, der er udelukkende arbejdsrelateret! Der er som regel altid andre faktorer end arbejdet, der er medvirkende til, at man får stress i alvorlig grad. Det gælder for folk udenfor arbejdsmarkedet, men så sandelig også folk i arbejde, der har en problemfyldt hverdag udenfor arbejdstiden. Disse tabes fuldstændigt på gulvet.

Derfor synes jeg at fokus er sat helt forkert, når man udelukkende fokuserer på at bekæmpe/lovgive omkring arbejdsrelateret stress.

 


Thomas Milsted fra Stressfonden

 

I en kommende blog vil jeg prøve at give mit bud på konkrete tiltag, der kan sættes ind mod begge typer stress.

 

Lars Lautrup-Larsen
Certificeret Stressvejleder
Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve.
Tidligere stress- og depressionsramt.