1. December – Stressjulekalenderen

I dag er det 1. december.

Selv om der er hele 24 dage til jul og det lyder som lang tid, så har du sikkert erfaring for, at mange ting er blevet lavet i sidste øjeblik de foregående år. Sådan behøver det ikke at være, hvis vi allerede i dag danner os et overblik over, hvad det er for ting og opgaver, vi skal nå inden jul.

Tag et stykke papir og en blyant eller kuglepen. Ja, din mobiltelefon er sikkert nemmere at notere på, men papir og blyant kan noget andet, så det bruger vi i dag 😊

Start i øverste venstre hjørne på papiret og skriv så alt ned, du kommer i tanke om, at der skal gøres inden jul. Skriv din liste i venstre side af papiret. Lad være med at spekulere over om alt er relevant eller at det er rigtigt mange ting, der kommer på papiret. Det er det, vi får styr på nu.

Hav papiret og blyanten liggende, så du kan notere løbende i løbet af dagen, når du kommer i tanke om flere ting, opgaver, arrangementer osv. der skal nås inden jul. Brug bagsiden, hvis der ikke er plads.

Når du når aften, så sæt dig ned med papiret. Find det punkt, der er allervigtigst at få lavet og skriv det i øverste højre hjørne. Brug lige et øjeblik ved hvert punkt og overvej om opgaven virkelig er nødvendig eller vigtig. Er det dine egne eller andres forventninger, der ligger til grund for opgaven?

Find så det næstvigtigste og noter det osv. indtil du har en prioriteret liste på hele højre side af papiret.

Nu har du et overblik over opgaverne i december. Vi arbejder videre med det i morgen.



Julekalenderen er lavet af TagStressAlvorligt.dk i samarbejde med Stressforeningen.
Hjælp Stressforeningen med at hjælpe stressramte. Bliv medlem i dag eller støt foreningens arbejde på MobilePay 189822

Bogmærk Permalink.