2. December – Stressjulekalenderen

2. December

I går fik vi et overblik over, hvad det er for nogle opgaver der venter inden jul. Vi fandt ud af, hvilke der er vigtigst at få af vejen og hvornår vi kunne gøre det. Lad os nu gøre som Olsen-banden og lave en plan.

Tag igen et stykke A4-papir og en blyant. Inddel papiret i 3 rækker med 7 kolonner. Dette angiver de 3 uger inden jul.

Kolonne 6 og 7 i hver række er lørdag og søndag. Vælg en af disse dage i hver af de 3 uger og sæt et stort X i kolonnen. Det er jeres fridag. Der skal I ikke løse opgaver af nogen art.

Skriv så de faste aftaler ind i skemaet. Er der familiebesøg, julefrokoster eller måske julebanko-arrangementer, der foregår på bestemte dage, så noteres de i skemaet først.

Fordel så de prioriterede punkter fra din liste i skemaet, så de med 1-taller placeres i denne uge, dem med 2-taller i næste uge osv. Vær realistisk om, hvad du kan magte på en dag og forsøg at fordele opgaverne jævnt ud over de kommende uger. Det er bestemt tilladt at viske ud og flytte rundt – og husk at respektere den ugentlige fridag og tag hensyn til de arrangementer, der er på de bestemte dage.

Hav en god mandag.



Julekalenderen er lavet af TagStressAlvorligt.dk i samarbejde med Stressforeningen.
Hjælp Stressforeningen med at hjælpe stressramte. Bliv medlem i dag eller støt foreningens arbejde på MobilePay 189822

Bogmærk Permalink.