Om Lars Lautrup-Larsen

Forfatter, blogger, foredragsholder og frivillig rådgiver indenfor stress og depression - Certificeret Stressvejleder - Rådgiver indenfor psykisk arbejdsmiljø - Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve - Ambassadør for EN AF OS - Tidligere stress- og depressionsramt.

Når dit selvbillede revner …

Da jeg i sin tid arbejdede som Stressvejleder, opgjorde jeg at omkring 80% af mine klienter arbejdede med mennesker.
Det var sygeplejesker, SOSU-assistenter, pædagoger osv.

Nu er det jo min egen oplevelse og en ganske uvidenskabelig statistik, men også i de senere år, har jeg oplevet disse faggruppers overrepræsentation blandt alvorligt stressramte, jeg har møde – og hvorfor så det?

Hvis man starter med at tænke over, hvad det er der driver mennesker til at få en uddannelse indefor sundhedsområdet, så er det næppe udsigten til – ja, undskyld mig – at skifte bleer eller tømme senge-bækkener. Det er min påstand at disse mennesker har et stort og veludviklet “hjælpe-gen”, hvor det der trækker er at være i stand til at hjælpe børn eller syge mennesker.

For nylig besøgte jeg et hospital i regionen og jeg havde lejlighed til, igennem et par timer, at studere sygeplejerskerne på den afdeling jeg besøgte. De havde travlt. De havde meget travlt. De småløb konstant ind og ud af dørene til stuerne, samtidig med at de forsøgte at holde gejsten oppe på de patienter, der var blevet placeret i senge på gangen.
Jeg talte kort med en af sygeplejerskerne, der fortalte at de var 2 afdelinger, der var slået sammen og samtidig var der 30 personer på sygehuset, der var blevet fyret. Derfor havde de nu mere travlt end nogensinde før.

Alligevel var der smil på alle sygeplejerskernes læber og jeg tror egentlig ikke, at det at de har rigtigt travlt er den egentlig årsag til, at jeg oplever, at netop deres faggruppe ligger i toppen af personer, der rammes af alvorlig stress. For at finde årsagerne, skal vi nok kigge på et afledt problem af, at de har travlt. De har ikke mulighed for at leve op til deres eget selvbillede og de behov, deres “hjælpe-gen” sætter for dem.

Flere af de personer, jeg har haft kontakt med, har fortalt om situationer, hvor en syg eller gammel person har forsøgt at få et par minutter af deres tid, fordi et eller andet har gået dem på – og hvor de har måtte beklage ikke at have tid, vende ryggen til og havde forladt lokalet.

En sådan situation er fuldstændig modsat det billede, de har haft da de tog deres uddannelse indenfor sundhedssektoren. De ville hjælpe andre mennesker og en stor del af det er, at give omsorg. Derfor er det situationer som disse, der river mennesker med et stort “hjælpe-gen” midt over og hvor deres selvbillede krakelerer med et stort drøn – men alvorlig stress og sygemeldinger til følge. Det bliver kun værre, så længe der til stadighed spares og fyres indenfor sundhedsområdet.

Prøv som en lille øvelse at tænke over, hvordan din hverdag er i forhold til det selvbillede du har – og om du får opfyldt de behov og ønsker dette selvbillede har. Jeg tror at man mange gange kan finde en stor del af sine stressbelastninger (der er altid flere) netop der – og måske kan man netop reducere belastningerne ved at finde alternative måder at (delvist) opfylde det på.

Mere om det i et senere indlæg.

Lars Lautrup-Larsen.

2. udmelding fra Stresspanelet

I denne uge kom så det 2. forslag fra regerings stresspanel. Efter den første forslag om at skrotte ForældreIntra, og gå tilbage til gammeldags kontaktbøger, ramte gulvet med et hult drøn og med skuldertræk fra alle til følge, så var det jo spændende, om niveauet blev hævet her ved 2. forslag.

Det gjorde det. Betydeligt, efter min mening. Der er tale om 3 punkter omkring ledere og psykisk arbejdsmiljø, som jeg mener er aldeles relevante.

Her er panelets egen formulering:

Skab arbejdspladser – og ledelseskulturer – der:

  • Forventer utilgængelighed, når medarbejderen har fri (med mindre andet er aftalt).
  • Har blik for og handler på balancen mellem ressourcer og krav.
  • Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed og forebyggelse/håndtering af stress

Det er på ingen måde nye og skelsættende forslag. Det er ting som de, der arbejder med stress og alvorligt stressramte til daglig, har vidst skulle til i mange år, men det er gode forslag netop fordi de er relevante og fordi det er punkter, der er nødvendige at se på, hvis vi skal bare lidt af stressproblematikkerne til livs.

Lad os tage de 3 punkter fra toppen:

Tilgængelighed – var et emne vi diskuterede i august, da Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com og jeg deltog som oplægsholdere i et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve og hvor jeg havde tilgængelighed med som 1/3 af mit oplæg (kan læses HER).
Det er et kæmpe problem i mange brancher, at medarbejderene anses som værende på arbejde og tilgængelige i stort set alle døgnets 24 timer. Jeg ville have ønsket at Stresspanelet i sin udmelding havde medtaget ordet “lovgivning”, for jeg mener at det skal være direkte ulovligt at kontakte medarbejdere i deres fritid – med mindre det sker indenfor et kontraktligt aftalt tidsrum.

Balance mellem ressourcer og krav – er jo selve kernen i alles stressbalance. Jeg ved ikke helt, hvordan Stresspanelet har forestillet sig, at man kan indføre det som et krav i arbejdsmiljølovgivningen. Det handler en stor del om firmakultur, om lederne kan og må reagere på sine ansattes overbelastninger og om det er okay for medarbejderne at sige fra, når kravene/ belastningerne overstiger ressourcerne (se formlen for stress).
Jeg tror at tredie punkt kan være en stor hjælp her.

Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed.
Hallelujah! Selvfølgelig skal ledere vide noget om stress og depression! Selvfølgelig skal de kunne spotte og reagere på en medarbejder, der ikke har det godt!
Hvis du følger med her på bloggen, så har du nok gennemskuet, at en stor del af årsagerne til, at jeg synes at det er et fantastisk forslag er, at jeg har stillet det 🙂
Jeg foreslog det i mit blogindlæg Kære Stresspanel og sendte senere punkterne til Stresspanelet i en officiel mail. Efterfølgende bakkede Stressforeningen punktet op i deres anbefalinger til Stresspanelet.
Jeg har endda fået en takkemail fra Stresspanelet!

Desværre har panelet også her udeladt et meget vigtigt ord: Obligatorisk. Man er nødt til at tvinge ledere på uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Det er min erfaring gennem mange år, at der sidder ledere rundt omkring, der er overbevist om, at de har styr på det – og som viser sig slet ikke at have det, når medarbejderne har brug for det.
Indfører man undervisning i psykisk arbejdsmiljø udelukkende som et tilbud, så vil det stort set ikke blive brugt.

Det var et opslag fra B.T. på Facebook, der gjorde mig opmærksom på, at Stresspanelet havde udsendt deres 2. forslag og da jeg læste artiklen, kunne jeg ikke lade være at trække lidt på smilebåndet. Panelets formand, Anette Prehn brugte næsten ordret min argumentation/eksempel med en gaffeltruck, som jeg havde skrevet i mit Kære Stresspanel blogindlæg. Det samme skete i Politikken.
Det er helt i orden, Anette! Den bruger du bare. Nu kan jeg jo med god samvittighed sige, at jeg ikke kun har fået sat et fingeraftryk på Stresspanelets arbejde, men en hel gaffeltruck! 🙂

Nu håber jeg så, at offentliggørelserne af de resterende 10 forslag fra Stresspanelet holder niveauet og de må da meget gerne være inspireret af mine øvrige forslag også – for de er også både relevante og vigtige.

Lars Lautrup-Larsen.

Det kan I ikke mene!?

“ForældreIntra” må være ugens ord.

Jeg taler og skriver med rigtigt mange alvorligt stressramte til daglig og det har jeg gjort i en del år efterhånden. Der er aldrig nogensinde nogen, der har nævnt ForældreIntra som værende belastende på nogen måder.

Allligevel kom regeringens stresspanel i denne uge med den noget overraskende udmelding, at ForældreIntra bør nedlægges, for det er en kilde til stress.

Regeringen nedsatte for et halvt år siden et stresspanel, der på 4 dagsmøder skulle arbejde med stressproblematikkerne i Danmark og hvert møde skulle resultere i 3 konkrete anbefalinger – i alt 12 styk.
Stresspanelet bad om, at alle der havde konkrete anbefalinger til hvilket emner, de skulle arbejde med, skulle indsende disse med begrundelser og med konkrete løsningsforslag.

Det var der rigtigt mange der gjorde, har jeg forstået – bl.a. organisationer indenfor fagbevægelsen, Stressforeningen – og jeg underbyggede og indsendte også de forslag, jeg havde nedskrevet i mit blogindlæg “Kære Stresspanel“.
Derfor kan Stresspanelet i hvert fald ikke påstå, at der ikke har været konkret materiale at arbejde med. Der har været rigeligt at tage fat på og forventningerne til resultaterne af arbejdet har derfor været rigtigt store, for det virkede som om, at Stresspanelet tog deres opgave seriøst.

Derfor tabte jeg også kæben, da jeg i morgenradioen på vej til arbejde hørte, at Stresspanelet havde offentliggjort deres første anbefaling – “Luk ForældreIntra”.
Min første tanke var “Det kan I ikke mene!? – det kan I simpelthen ikke mene!?”.
Af alle de gode ideer og anbefalinger I kunne komme med, så er det hvad det kunne blive til!? I har sat ForældreIntra i top-12 af de største stressproblematikker, vi slås med i dag!?

Det er ikke alene useriøst, det er heller ikke videnskabeligt underbygget, at ForældreIntra er en større stressbelastning for mange, men udmeldingen er en våd klud i ansigtet på de organisationer og personer, der arbejder med alvorligt stressramte i det daglige og som har brugt tid og energi på at indsende underbyggede forslag ind til Stresspanelet.
Min efterfølgende reaktion var en blanding af vrede og skuffelse. Det er virkeligt et slag i maven på alle, der er og har været i alvorlig stress, at det er hvad panelet mener at være en primær årsag til at folk går ned med stress.

Jeg har ikke selv nogen børn, så jeg har aldrig været udsat for ForældreIntra. Jeg spurgte derfor 3 forældre i min omgangskreds om deres syn på sagen. De er hver i især forældre til flere børn, hvor nogle går på forskellige skoler og nogle på den samme.
Alle melder tilbage, at de bruger mellem 3 og 5 minutter hver aften på at opdatere sig på ForældreIntra og ingen af dem mente at det var belastende på nogen måde.
I DR havde de en interview med Anette Prehn, der er formand for Stresspanelet og der blev det nævnt at forældrene i gennemsnit logger på ForældreIntra 1,2 gange om dagen. De fleste gør altså som mine bekendte og logger på en enkelt gang om dagen, for at se om der skulle være nyt – og hvis de bruger de samme 3 til 5 minutter, hvordan kan det så på nogen måde være en stressfaktor så alvorlig, at Stresspanelet tager den med i top-12?

I interviewet blev det påstået, at nogle forældre logger på ForældreIntra op til 20 gange om dagen, for at holde sig opdateret. Jeg skal ikke udelukke at det er tilfældet, for det er det nok og de er jo med til at trække gennemsnittet på 1,2 indlogninger geveladigt op og for dem, er det sandsynligvis en kæmpe stressfaktor. Men – det er jo forældre, der bruger systemet forkert. De behøver ikke at logge på mere end én gang i døgnet, for så mange nye, vigtige oplysninger kommer der trods alt ikke, men på grund af disse forældre, skal ForældreIntra altså nedlægges, mener Stresspanelet.

Stresspanelets anbefaling indeholder også, at man skal gå tilbage til kontaktbogen/meddelelsesbogen, der blev brugt før i tiden. Altså gode gamle håndskrevne meddelelser og kopierede sedler, der cirkulerede mellem skolelærere og forældre.
Har Stresspanelet måske overvejet hvor stor en stressfaktor, det vil være for lærere, der skal skrive i alle disse bøger og følge op på, at de er blevet underskrevet af forældrene derhjemme? Næppe.

Jeg håber virkelig at der er noget mere overvejelse blandt de næste 11 anbefalinger, der skal komme fra panelet. Alle panelets møder er afholdt og alle anbefalinger er besluttet, men man har åbenbart valgt at offentliggøre dem enkeltvis – så det bliver et “spændende” forår.

Jeg vil i hvert fald ikke undlade at kommentere på anbefalingerne efterhånden som de kommer …

Lars Lautrup-Larsen

Stress Podcasten

For nylig opdagede jeg en perle af information om stress – og den vil jeg naturligvis dele med jer her.

Tobias Storm, der er psykologstuderende, har startet en podcast omkring stress og stress-relaterede emner. – “Stress podcasten”.
Den udsendelse der tog min opmærksomhed, indeholder et interview med Dr. Med. Bo Netterstrøm, der er en af landet absolut mest vidende omkring stress.

I løbet af ca. 40 minutter kommer Bo Netterstrøm rundt om rigtigt mange vinkler på de problemer med alvorlig stress, der er i dag. Der bliver talt om årsager til stress, hvorfor vi reagerer som vi gør – og hvad man kan gøre for at modvirke og forebygge alvorlig stress.

Det er 40 minutter komprimeret viden, som alle egentlig bør have, for at mane alle de tabuer og hele/halve sandheder om stress, der florerer i dag, til jorden, så jeg kan på det kraftigste anbefale alle at lytte til interviewet og blive klogere.

Der er yderligere 2 udsendelser i serien, som jeg ikke har haft lejlighed til at lytte til endnu, men det skal jeg!

Podcasten med Bo Netterstrøm kan høres ved at klikke HER

Lars Lautrup-Larsen.

Godt nytår 2019

“Mange oplever, at tempoet øges i dagligdagen, også mere end alle kan klare. Der er så meget, man skal nå, både på arbejdspladsen og i fritiden, måske vi skaber nogle af kravene selv. Vi vil jo så gerne have det hele med – helst på én gang.

I farten kan vi blive for ivrige med at føre os frem. Det er, som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre.

Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt.

Den nye teknologi har skabt helt nye muligheder for kontakt med andre. Man kan ”facetime” med sine børn og børnebørn, selvom de sidder på den anden side af Jorden; det er til stor glæde for alle parter. Men den nye teknologi kan også medføre, at kontakten bliver mere upersonlig – man er ”online” hele tiden – og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende.”

Ovenstående er et citat fra dronningens nytårstale. Igen i år rammer Hendes Majestæt nogle af problematikkerne, vi slås med i dag, lige på kornet.
Vi har i dag fantastiske muligheder for være i kontakt med hinanden. Vi render stort set allesammen rundt med et apparat, en mobiltelefon, der på få sekunder kan sætte os i kontakt med familie og venner over hele kloden – og vi kan endda muligheden for at se hinanden i øjnene, mens vi har kontakten. Men – hvor mange af os bruger den mulighed?
Hvor mange har du “facetimet” til og afleveret et personligt “godt nytår” i stedet for at sende en besked over SMS eller Messenger? De fleste vil nok sige “få” eller “ingen”, for sådan er det i dag. Vi har fantastiske muligheder for kommunikation, men vi udnytter dem ikke til at opnå mere menneskelig kontakt. Tværtimod.

I august måned deltog jeg i et arrangement i Greve kaldet “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen og jeg skulle hver især komme med vores bud på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. To af mine oplæg handlede om “Tilgængelighed” og “Isolation“, der handlede om udviklinger i vores måde at leve på, som jeg mener at vore hjerner ikke er klar til at håndtere – og som går fuldstændig i tråd med dronningens udmelding i nytårstalen.

2019 er et valgår. Senest d. 17. juni 2019 skal vi have været ved valgurnerne og have stemt på politikere til det nye Folketing. Året 2019 er samtidig det år, hvor problemerne med alvorlig stress stadig er massivt stigende, uden at der foreligger en plan for, hvordan det skal håndteres. Som jeg tidligere har skrevet om, så ved vi ikke engang hvor store problemerne i virkeligheden er, mens det er tydeligt for alle os, der har kontakt med alvorligt stressramte, at problemerne bliver værre og værre.

I 2019 kan du gøre noget. Der vil op til valget være masser af valgmøder over hele landet, hvor du har mulighed for at konfrontere politikerne med de massive stressproblemer, vi har her i landet og spørge om, hvad de hver især har tænkt sig at gøre. Hvis ikke der gøres noget ved problemerne nu, så er alt andet ligegyldigt. Samfundet vil ikke kunne fungere, hvis større og større dele af befolkning er sygemeldt med stress eller depression. Derfor er det vigtigt at alle politikere tager stilling!
Husk at politikere er verdensmestre i at tale udenom og forsøg derfor at få nogle konkrete svar, hvor politikeren rent faktisk har taget stilling – og husk så at notere dig svaret, så der kan følges op på, at politikerne også omsætter snak til handling.

Lad os gøre 2019 til året, hvor alle politikere på alle valgmøder bliver konfronteret med – og er nødt til at tage stilling til de kæmpemæssige problemer vi som samfund har med alvorlig stress og depression.
Det er på tide og snart for sent!

Rigtigt Godt Nytår.

Lars Lautrup-Larsen

Stresstests – lad nu være!

Igen og igen støder man på organisationer, foreninger og såkaldte “stress-professionelle”, der anbefaler at man tager en stresstest (eller flere), men hvorfor?
Hvis du er i tvivl om hvorvidt du har stress, så er det nok fordi du allerede har en mistanke om, at noget ikke er som det skal være. Havde du opdaget en knude eller noget andet fysisk i din krop, ville du så også spørge en (selvopfunden) test om det måske er kræft? Nej, vel?
Hvorfor gør du det så, når det drejer sig om noget psykisk?

Som jeg skrev for lige ved 8 år siden, så kan du ikke bruge disse stresstests til noget-som-helst. Mange af stresssymptomerne kan forveksles med symptomer på andre både fysiske og psykiske sygdomme, så for at få en korrekt diagnose skal du forbi din læge. Altid. Det kan godt være at din læge henviser dig videre, men det er altid der du skal starte.
Stresstests er spild af tid, resultaterne er mildest talt usikre – og hvis resultatet af testen siger, at du har stress – hvad så?

Ovenstående videoklip stammer fra Linda Ps show “Linda Ps hovedpine”, hvor hun fortæller om oplevelser med stresstests. Jeg synes at det er meget rammende og kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange der tager anbefalingerne om at tage disse tests alvorligt – og ender samme sted som Linda.

Lars Lautrup-Larsen

At være sygemeldt med stress …

Denne passerede i mit nyhedsfeed i dag og fortjener at blive delt videre – fordi det er så rigtigt. Jeg ved desværre ikke hvem forfatteren er, så jeg kan ikke kreditere vedkommende.




Til eftertanke 🙏

En kvinde ser sin stresssygemeldte kollega komme susende forbi i bil. “Sig mig lige… hvad drøner hun rundt efter? Pjækker hun bare? Hun burde da være hjemme, når hun er sygemeldt med stress”

En bekendt ser selvsamme sygemeldte kvinde i Fakta i gang med at handle ind. “Helt ærligt, ja ja stress og min bare r.., hun går da bare og hygger sig”

Manden derhjemme kommer hjem fra arbejde: ” Nå, er det endnu en dag, hvor JEG skal rydde op efter DIN morgenmad på bordet. Du kunne da godt lige have ryddet op efter dig selv og hentet børnene. Nu skal jeg hen i børnehaven igen så sent og jeg har faktisk passet mit arbejde, imens du har slappet af herhjemme.”

Pædagogen i børnehaven: “Seriøst? Nu sender hun sgu manden efter børnene igen ved lukketid. I stedet for selv at komme og hente dem til middag og være nærværende sammen med dem. At hun vil være det bekendt.”

MEN, hvad de ikke ser og ved er, at den stressramte kvinde har brugt 3 timer på at komme op af sengen og i bad den morgen. At hendes tanker ikke giver mening eller sammenhæng, men flyver flyvsk rundt og forvirrer hende.

De ved ikke hun vinker og hilser med et stort smil i bilen, for at dække over hvor skidt hun har det.

Ingen ser, hun sidder i bilen i 10 minutter og samler mod, inden hun går ind i Fakta for at forsøge at handle.

Ingen ser hvor forvirret hun er inde i butikken, og hvordan hylderne nærmest føles, som om de skråner ind over hende. Hvordan bogstaverne på indkøbssedlen flyder ud, så hun må gå igen efter blot 4 minutter uden varer.

Ingen ser hun går hjem og græder. Føler sig fortabt, som et kæmpe udueligt menneske, som ikke engang kan gøre selv de mest basale gøremål i livet længere. Hun kæmper med flovheden over, ikke engang at kunne magte og overskue sine egne børn, men vælger at lægge sig på sofaen resten af dagen indtil manden kommer hjem, så hun i det mindste kan give dem omsorg og opmærksomhed, når de kommer hjem kl. 17.00.

1,5 måned senere er kvinden – efter masser af ro – klar til at gå på café med en veninde, handle lidt, holde sommerferie med sin familie i udlandet m.m.

Men igen… hvad folk ikke ser, er at kvinden kun har været på café dén pågældende dag og intet andet.

At hun må bede sin mand om at pakke alt det praktiske til sommerferien og at hun lukker øjnene i flyveren hele vejen for at samle sig, til at kunne begå sig i den forvirrende lufthavn, når de lander.

At hun imens resten af familien og vennerne ser på butikker, ligger på hotelværelset og samler kræfter, så hun i hvert fald i det mindste kan være med til at komme med ud at spise til aften på en restaurant, efter et besøg på et spændende marked.

Alt for mange ved ikke, hvad det vil sige at være syg af stress, før de selv mærker det på egen krop.

Vis ALTID respekt og ha’ forståelse for, at du ikke kender historien bagved eller ved hvad der foregår bag den lukkede dør.



Kære leder. Dine medarbejdere er dit firma!

“Jeg går ikke på arbejde for at blive skældt ud”, sagde en person til mig for et par dage siden.

Jeg har egentlig ikke haft mange jobs, siden jeg startede som morgenavisbud for snart 40 år siden, men jeg har haft en del chefer/ledere igennem tiden. Mange af dem har heldigvis været søde og rare, men jeg har også mødt dem, hvor empati og forståelse for den rolle, de var ansat i, var en by i Rusland.
En del af dem brugte endda at skælde deres medarbejdere ud.

Slår man begrebet “at lede” (verbum) op i Den Danske Ordbog, så har det 3 betydninger:

  • stå i spidsen for; have bestemmende indflydelse på
  • vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest
  • få til at bevæge sig i en bestemt retning

For mange ledere er det opfattelsen, at det er den første definition, der er gældende for deres virke. De mener at de bestemmer og at medarbejderne  med fast hånd skal styres til at gøre det, der er bestemt og når de bestemmer det. 
Der findes et begreb der hedder “management by fear” – “ledelse baseret på frygt” og det er desværre langt mere udbredt i dag, end man skulle tro.
Det værste er, at ledere der praktiserer denne form for ledelse, ikke selv kan se problemet og det er de samme ledere, der ikke kan se, at måden tingene fungerer på i deres virksomhed, er årsagen til at mange af deres medarbejdere sygemeldes med stress – igen og igen.

Jeg har på et tidspunkt siddet overfor en HR-direktør i et større firma og har måtte forklare hende, at medarbejderne er rygsøjlen i hendes firma. At det er medarbejderne, der med deres kompetencer og erfaringer holder firmaet oppe og kunderne tilfredse. Hver gang en medarbejder bliver sygemeldt med stress, er det en “knoglehvirvel” i firmaets rygsøjle, der forsvinder i lang tid – og hvor mange “knoglehvirvler” troede hun mon at hun kunne tåle at miste før firmaet ville kollapse?
Hvis vi lige lader det billede stå et øjeblik, så kan en “firmarygsøjle” noget som den menneskelige rygsøjle ikke kan. Den kan relativt nemt undvære hovedet og leve videre. Det er faktisk mere nemmere at udskifte hele direktionen i et firma end at undvære få medarbejdere med kompetencer og erfaringer opsamlet igennem mange år.
Det er medarbejderne der er firmaet!

Der er overhovedet ingen tvivl om, at den mest effektive ledelsesform er definition nummer 2: “vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest”. Hvis du som leder støtter dine medarbejdere hele vejen og medarbejderne kan føle den støtte, så yder de maksimalt og tager ansvar uden at det opfattes som så store belastninger, at de rammes af alvorlig stress af den grund. Der er skrevet mange gode og lange bøger om ledelsesstrategier, der beskriver dette, så hvorfor overhovedet kaste sig ud i definition nummer 1? Jeg kan kun tilskrive det uvidenhed.

I juli 2018 foreslog jeg i et blog-indlæg her på siden – og fulgte op med et officielt forslag til regeringens Stresspanel, at der skal indføres en obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø og nu ser jeg til min store glæde i nyeste nyhedsbrev fra Stressforeningen, at de har valgt at bakke op om det forslag (deres forslag nr. 6). 

En leder kan ikke lære empati og medfølelse, men ledere kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være lovpligtig og obligatorisk – for ellers bliver den ikke brugt.

Tak til Stressforeningen!


Lars Lautrup-Larsen

De hurtige løsninger mod stress

Da jeg i sin tid havde klienter i min Stressvejleder-praksis, kom de ofte til mig med et eller andet vidundermiddel, som de havde hørt skulle kunne gøre et-eller-andet mod deres stress. Nogle af dem have brugt en hundredekrone eller to på at købe krystaller, pulver, forskellige slags te og duftende salver.

Jeg anser mig selv for at være et meget åbent menneske, men jeg havde dog svært ved at dele deres begejstring. Mit udgangspunkt som Stressvejleder var jo, at mine klienters alvorlige stress kommer af de psykiske belastninger, de er udsat for igennem hele døgnet – og det er stadig  gældende! Dem kan man ikke fjerne med krystaller, te eller salver. Punktum.

Men – så længe at mine klienter havde brugt småbeløb på disse ting, så kunne jeg kun sige: “Fint – gå hjem og prøv det af. Det kan ikke skade dig og hvis du af en eller anden grund mener at det har en effekt, så er det jo kun godt” .  Man skal ikke kimse af Placebo-effekten, der er yderst veldokumenteret og så længe det man behandler sig selv med er harmløst og ikke ruinerer nogen, så er det fint med mig.

Når man bliver sygemeldt med alvorlig stress, så er der ofte noget økonomi med ind over. Mange af mine klienter sad hårdt økonomisk i det, men de var også desperate mennesker, der ville betale stort set hvad-som-helst for at få bare en lille smule lindring for deres stresssymptomer. Det gør dem meget påvirkelige overfor alle de lovprisninger af alverdens produkter, der kan hjælpe dem bare en lille smule – og det bliver udnyttet på det groveste.

I går fik jeg hånden alvorligt i rævesaksen, da der i en stress-gruppe på Facebook blev anbefalet “Fjernhealing” og jeg kom til at skrive, at det virkede lige så meget som man tror på det. Uha, det måtte jeg ikke skrive. Det tænkte jeg egentlig nok, men jeg gjorde det alligevel. Jeg har igennem de sidste mange år set og hørt om mange vidundermidler, der allesammen koster en formue og hvor jeg helt ærlig tror, at sælgerne griner hele vejen til banken, mens køberne, de alvorligt stressramte, punger ud og bliver snydt så det driver. Plastre med sukkerstoffer, apparater der giver lys (!) i ørene og underlige måleinstrumenter er bare nogle af de ting, som faldbydes for store summer og hvis virkning er yderst tvivlsom – som i “de virker ikke!”.

Healing kan være nok så godt og skader heller ingenting. Tror man ikke på det, så får man noget afslappende tid på en briks, sandsynligvis med et rart tæppe over sig og lidt nærvær fra healeren. Det kan godt være værd at betale for og afslapning er jo altid godt for den psykiske velvære.

Fjernhealing skal man være mere end almindeligt alternativ for at tro på – og du punger ud med et pænt stort beløb, for at sidde i din egen stue, mens en anden “healer” dig fra den anden ende af landet. Jeg beklager, men her står jeg af. Jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan bidrage med noget positivt for din alvorlige stress, andet end at det kan dræne din pung. Dine belastninger forsvinder ikke det mindste ved en fjernhealing og du får ikke engang opfyldt dit nærheds-behov.

Jeg har skrevet det så mange gange, men gør det gerne igen: Den eneste måde at komme ud af din stress på, er at fjerne/reducere dine belastninger og optimere din restitution – og det kan en healende person i den anden ende af landet ikke hjælpe dig med. Lad være. Brug i stedet pengene på at reducere dine belastninger eller at gøre noget der er fysisk rart for dig selv. Køb en session hos en stressbehandler, der ved hvad det drejer sig om eller brug pengene til at gøre noget for andre. Det er langt mere givende.

Mine klienter kom som regel også tilbage efter at have prøvet deres “mirakelmidler” i et par uger og fortalte, at det ikke rigtigt virkede og så blev vi enige om, at springe de “nemme” løsninger over og at arbejde med de belastninger, der var årsagerne til deres alvorlige stress på den hårde og længerevarende, men mere effektive måde.

Lars Lautrup-Larsen

Arbejdsrelateret stress – igen og igen og …

Da jeg i 2010 måtte sygemeldes med alvorlig stress var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad årsagen var. Mit arbejde. Det er jo det man får stress af, mente jeg dengang og det var også udgangspunktet, da jeg efter at haft 3 sygemeldingsperioder omsider kom i gang med at arbejde med årsagerne (ja, flertal – der er altid flere) til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen, selv om jeg mente at have fulgt alle råd og foreskrifter for, hvordan man kommer godt tilbage til hverdagen igen, efter en stress- sygemelding.

Jeg gennemgik min arbejdsdag og endevendte mit arbejdsliv, men kunne kun finde de stressbelastninger, der altid havde været der. Ja, som alle andre var der travle perioder og mindre travle perioder, der var deadlines og komplicerede opgaver, men det var jo som det plejede at være. Jeg nærmede mig godt nok en deadline og jeg havde et problem der drillede, men det var ikke anderledes end på andre tidspunkter, så hvorfor fik jeg så denne kæmpe reaktion fra min hjerne til at starte med? – og igen og igen, når jeg efter en sygemeldingsperiode vendte langsomt tilbage til mit arbejde igen, kun for at blive ramt af alvorlig stress igen?

Jeg måtte have hjælp til at forstå. Jeg tog en uddannelse som “Certificeret Stressvejleder”, der på dette tidspunkt var en meget grundig uddannelse, og brugte min nye viden til igen at arbejde med årsagerne til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen. Her gik det op for mig, at man ikke bliver stressramt af de 8-10 timer, man befinder sig på sin arbejdsplads, men af de 24 timer i døgnet, man lever sit liv. Jo, der er også stressbelastninger i fritiden og der er rigtigt mange af dem!

Det var her at det gik op for mig, at årsagerne til min alvorlige stress ikke primært lå i arbejdstiden, men i min fritid. På det tidspunkt drev jeg et website med ca. 1000 daglige brugere, som alle var meget glade for sitet, men der var en vis forventning (også fra mig selv) om at det fungerede, at fejl blev rettet rimeligt hurtigt og at der med jævne mellemrum kom nye funktioner til.

Det gjorde, at jeg efter at have siddet 8-10 timer foran en skærm på mit arbejde, fortsatte med 5-6 timer om aftenen foran en skærm, for at vedligeholde mit website.
Jeg mente selv at det var positivt, sjovt og spændende at arbejde med websitet, men min hjerne kunne ikke holde til belastningen. Den holdt aldrig fri og fik lov til at restituere og få ro.
Når jeg blev sygemeldt, smed jeg alt fra mig i en periode, men når jeg var tilbage igen på mit arbejde, var jeg samtidig tilbage foran skærmen om aftenen og så endte jeg jo igen samme sted.

Jeg har i min tid som stressbehandler og nu om dage som formand for Stress- og Depressionsforeningen mødt rigtigt mange “kloner” af mig selv. Personer, der er kommet til mig og som noget af det første melder ud at “jeg er blevet sygemeldt med arbejdsrelateret stress”.  Når jeg så spørger ind til, om det er en diagnose de har fået på en arbejdsmedicinsk klinik, er svaret næsten 100%, at det har de ikke, men “at de jo har fået stress af deres arbejde”.

Lad mig sige det med det samme. Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange mennesker med stress på den øverste del af stress-skalaen, men jeg har aldrig mødt en person, hvor årsagerne helt og aldeles har skyldtes deres arbejde eller arbejdsplads. Der har altid været private stressbelastninger eller manglende restitution med ind over. Altid!
Ja, mange af dem havde nogle kæmpe belastningsproblemer på deres arbejdsplads, men der var også altid andre belastninger involveret, som man måtte gennemgå deres privatliv for at finde.

Det er derfor meget vigtigt at vi nedbryder myten om, at det altid er dit arbejde, der er årsagen til alvorlig stress, men indser at du får alvorlig stress af alle stressbelastningerne i dit liv – både dit arbejdsliv og dit privatliv!

Ole er blevet mobbet på sin arbejdsplads igennem de seneste år. For 14 dage siden døde et af Oles familiemedlemmer og nu er Ole blevet sygemeldt med alvorlig stress.
Er Ole ramt af arbejdsrelateret stress? Ja, vil de fleste nok tænke, for det er mobningen, der er den primære årsag og dødsfaldet var “dråben”, der fik det hele til at vælte.
Det kan være at det er årsagen – men – måske er Ole god til psykisk at håndtere og ignorere mobningen, mens han var ret tæt med det familiemedlem der døde, og så er hans alvorlige stress faktisk ikke er arbejdsrelateret, men sorgrelateret? Vi ved ikke hvad sandheden er, men de fleste af os ville bare automatisk pege på Oles arbejdsforhold som værende synderen, for det har vi fået tudet i ørene i årevis, altid er sandheden.

“Sygemeldt med stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”

Jeg har skrevet om det før. Mange undersøgelser viser faktisk, at problemerne med alvorlig stress er større blandt personer udenfor arbejdsmarkedet end blandt personer der går på arbejde. Det bruger Dansk Arbejdsgiverforening så til at fastslå, at alvorlig stress slet ikke skyldes arbejdsforholdene, men at folk skal tage et kig på deres privatliv. Det er jo heller ikke rigtigt!
Alvorlig stress er summen af belastninger igennem hele døgnet, så det er selvfølgelig ultravigtigt at arbejdsgiverne sørger for, at der er så få belastninger i den tid, vi befinder os på arbejdspladsen og vi er selv ansvarlige for, at der er styr på vores privatliv. Men hvordan gør vi så det?
Lad os prøve at kigge på formlen for stress:

Stressniveau = ( Belastninger – (Ressourcer + Restitution)) * Tid

For at sænke stressniveauet kan vi ifølge formlen gøre 2 ting: Vi kan finde vores belastninger og fjerne/reducere dem (det har jeg skrevet om HER) eller vi kan hæve vores restitution (læs mere om restitution HER). For at sænke stressniveauet i vores private liv, skal vi altså kigge på vores belastninger, men også på vores restitution. Vi skal sørge for, at vi får ro, hvile og positive ting ind i hverdagen som kan modvirke de belastninger, vi nødvendigvis er udsat for i resten af døgnet – f.eks. på arbejdspladsen. Netop det har manglet hos mange af de alvorligt stressramte personer, jeg har været i kontakt med – og som var overbevist om, at de havde “arbejdsrelateret stress”. De har, ligesom jeg selv gjorde, fyldt deres fritid op med aktivitet, hvor der i virkeligheden er brug for ro og restitution.

Er “arbejdsrelateret stress” så egentlig ikke et underligt begreb, for hvornår er årsagen til en sygemelding egentlig arbejdets skyld og hvornår er det privatlivets skyld?
Jo! Som med historien med Ole, er det vanvittigt svært at afgøre, hvad der er den primære belastning og dermed hovedårsagen, uden at kende til Oles måde at opfatte og håndtere sine belastninger på – og kan man i det hele taget det, uden at være Ole? – og hvad nu hvis Ole tror at man altid får stress af sit arbejde, for det har han hørt, ligesom jeg havde?
Oles historie er endda voldsomt simplificeret, med kun 2 belastninger. I virkeligheden har vi alle hundredevis af små og store belastninger i vores dagligdag, både på arbejdet og i privatlivet.

De stiller “arbejdsrelateret stress”-diagnoserne på de arbejdsmedicinske klinikker, men hvordan de rent faktisk når frem til dem, med de hundredevis af belastninger vi har, er jeg ikke klar over. Det må være en vanvittig svær proces, så lad dem som fagfolk gøre det – og erkend, at hvis du ikke har været på en arbejdsmedicinsk klinik og fået diagnosen, så ved du faktisk ikke om du har arbejdsrelateret stress.

Mit gæt er, at det har du ikke. Jeg glæder mig til den første der erkender det og skriver i et af de mange fora eller Facebook-grupper: “Hej! Jeg hedder Ole og jeg har livsrelateret stress”.

Hov! I skal lige have slutningen med. Jeg endte med at forære mit website væk til en pige i Jylland, der gerne ville drive det videre. Det var en hård beslutning, for websitet var mit “barn”, men det var det helt rigtige at gøre. Jeg følte det som jeg havde lagt en kæmpe sten fra mig, som jeg havde båret rundt på rigtigt længe – og jeg har ingen problemer haft med alvorlig stress siden!

 

Lars Lautrup-Larsen