Kære leder. Dine medarbejdere er dit firma!

“Jeg går ikke på arbejde for at blive skældt ud”, sagde en person til mig for et par dage siden.

Jeg har egentlig ikke haft mange jobs, siden jeg startede som morgenavisbud for snart 40 år siden, men jeg har haft en del chefer/ledere igennem tiden. Mange af dem har heldigvis været søde og rare, men jeg har også mødt dem, hvor empati og forståelse for den rolle, de var ansat i, var en by i Rusland.
En del af dem brugte endda at skælde deres medarbejdere ud.

Slår man begrebet “at lede” (verbum) op i Den Danske Ordbog, så har det 3 betydninger:

  • stå i spidsen for; have bestemmende indflydelse på
  • vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest
  • få til at bevæge sig i en bestemt retning

For mange ledere er det opfattelsen, at det er den første definition, der er gældende for deres virke. De mener at de bestemmer og at medarbejderne  med fast hånd skal styres til at gøre det, der er bestemt og når de bestemmer det. 
Der findes et begreb der hedder “management by fear” – “ledelse baseret på frygt” og det er desværre langt mere udbredt i dag, end man skulle tro.
Det værste er, at ledere der praktiserer denne form for ledelse, ikke selv kan se problemet og det er de samme ledere, der ikke kan se, at måden tingene fungerer på i deres virksomhed, er årsagen til at mange af deres medarbejdere sygemeldes med stress – igen og igen.

Jeg har på et tidspunkt siddet overfor en HR-direktør i et større firma og har måtte forklare hende, at medarbejderne er rygsøjlen i hendes firma. At det er medarbejderne, der med deres kompetencer og erfaringer holder firmaet oppe og kunderne tilfredse. Hver gang en medarbejder bliver sygemeldt med stress, er det en “knoglehvirvel” i firmaets rygsøjle, der forsvinder i lang tid – og hvor mange “knoglehvirvler” troede hun mon at hun kunne tåle at miste før firmaet ville kollapse?
Hvis vi lige lader det billede stå et øjeblik, så kan en “firmarygsøjle” noget som den menneskelige rygsøjle ikke kan. Den kan relativt nemt undvære hovedet og leve videre. Det er faktisk mere nemmere at udskifte hele direktionen i et firma end at undvære få medarbejdere med kompetencer og erfaringer opsamlet igennem mange år.
Det er medarbejderne der er firmaet!

Der er overhovedet ingen tvivl om, at den mest effektive ledelsesform er definition nummer 2: “vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest”. Hvis du som leder støtter dine medarbejdere hele vejen og medarbejderne kan føle den støtte, så yder de maksimalt og tager ansvar uden at det opfattes som så store belastninger, at de rammes af alvorlig stress af den grund. Der er skrevet mange gode og lange bøger om ledelsesstrategier, der beskriver dette, så hvorfor overhovedet kaste sig ud i definition nummer 1? Jeg kan kun tilskrive det uvidenhed.

I juli 2018 foreslog jeg i et blog-indlæg her på siden – og fulgte op med et officielt forslag til regeringens Stresspanel, at der skal indføres en obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø og nu ser jeg til min store glæde i nyeste nyhedsbrev fra Stressforeningen, at de har valgt at bakke op om det forslag (deres forslag nr. 6). 

En leder kan ikke lære empati og medfølelse, men ledere kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være lovpligtig og obligatorisk – for ellers bliver den ikke brugt.

Tak til Stressforeningen!


Lars Lautrup-Larsen

Stress er ikke kun arbejdsrelateret!

“Har du stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”

Denne sætning tror jeg ofte kommer over folks læber, når de ikke ved hvad stress er. Jeg oplever dog i stigende grad, at selv de der beskæftiger sig med stress, ofte kun fokuserer på arbejdsrelateret stress. Det viser sig mere og mere, når jeg sidder og skimmer de ting, der er skrevet om stress på nettet. Det er næsten udelukkende koncentreret om stress på arbejdspladsen.
Jeg er især skuffet over at så fremragende tiltag som StressFonden, hvor Thomas Milsted, en af Danmarks rigtige stresseksperter, er generalsekretær, udelukkende fokuserer på arbejdsrelateret stress og end ikke nævner, at der kan være andre, personlige, årsager til at man får stress. Lidt frækt er jeg vist kommet til at udtale, at når venstrefløjen er inde over (hvad den i høj grad er i StressFonden), så er alt jo arbejdsgivernes skyld. 😉

Jeg vil i øvrigt blogge yderligere om StressFonden på et senere tidspunkt.

Jeg er selvfølgelig fuldstændig med på, at man på arbejdspladserne skal gøre alt for at sikre god trivsel (blandt arbejdsgivere er “stress” et fy-ord. “Trivsel” er det nye sort). Selvfølgelig skal man det og det er meget vigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. Der er i dag rigtigt mange der går ned med stress af personlige årsager og jeg vover det ene øje og påstår, at det faktisk er yderst sjældent at folk går ned med stress udelukkende på grund af deres arbejde, men at personlige årsager næsten altid er involveret. Jeg vil i en senere blog beskrive hvorfor jeg mener at det er sådan.

Derfor er jeg overbevist om, at al den fokus på arbejdsrelateret stress gør, at de mennesker der har det svært af andre årsager bliver en overset gruppe, som bliver tabt på gulvet.
Det er min erfaring at kun yderst få sætter sig ind i, hvad stress er og hvad årsagerne til, at de har det skidt, kan være. Derfor vil de praktiserende læger typisk være de, der kommer i kontakt med denne gruppe mennesker, nårstress-signalerne begynder at melde sig. Jeg mener at lægerne bør være i stand til at kunne henvise til en stressbehandler, så vedkommende kan få hjælp til at komme ud af stress og at finde årsagerne til stressen.
Jeg siger ikke at lægerne ikke er gode til stress. Min egen læge er bestemt et bevis på det modsatte, men stressede mennesker skal følges tæt og så har en læge sjældent tid til stress-samtaler. Psykologer er ofte “mere” end der er brug for.

Det er vigtigt at vi ikke luller os selv ind i den antagelse, at når bare vi tvinger arbejdsgiverne til mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø, så har vi løst alle problemer med stress. Det holder ikke og det vil jeg fremover forsøge at sætte fokus på. Tak til alle de søde mennesker, der bliver ved med at minde mig om det 🙂

Lars Lautrup-Larsen