2. udmelding fra Stresspanelet

I denne uge kom så det 2. forslag fra regerings stresspanel. Efter den første forslag om at skrotte ForældreIntra, og gå tilbage til gammeldags kontaktbøger, ramte gulvet med et hult drøn og med skuldertræk fra alle til følge, så var det jo spændende, om niveauet blev hævet her ved 2. forslag.

Det gjorde det. Betydeligt, efter min mening. Der er tale om 3 punkter omkring ledere og psykisk arbejdsmiljø, som jeg mener er aldeles relevante.

Her er panelets egen formulering:

Skab arbejdspladser – og ledelseskulturer – der:

  • Forventer utilgængelighed, når medarbejderen har fri (med mindre andet er aftalt).
  • Har blik for og handler på balancen mellem ressourcer og krav.
  • Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed og forebyggelse/håndtering af stress

Det er på ingen måde nye og skelsættende forslag. Det er ting som de, der arbejder med stress og alvorligt stressramte til daglig, har vidst skulle til i mange år, men det er gode forslag netop fordi de er relevante og fordi det er punkter, der er nødvendige at se på, hvis vi skal bare lidt af stressproblematikkerne til livs.

Lad os tage de 3 punkter fra toppen:

Tilgængelighed – var et emne vi diskuterede i august, da Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com og jeg deltog som oplægsholdere i et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve og hvor jeg havde tilgængelighed med som 1/3 af mit oplæg (kan læses HER).
Det er et kæmpe problem i mange brancher, at medarbejderene anses som værende på arbejde og tilgængelige i stort set alle døgnets 24 timer. Jeg ville have ønsket at Stresspanelet i sin udmelding havde medtaget ordet “lovgivning”, for jeg mener at det skal være direkte ulovligt at kontakte medarbejdere i deres fritid – med mindre det sker indenfor et kontraktligt aftalt tidsrum.

Balance mellem ressourcer og krav – er jo selve kernen i alles stressbalance. Jeg ved ikke helt, hvordan Stresspanelet har forestillet sig, at man kan indføre det som et krav i arbejdsmiljølovgivningen. Det handler en stor del om firmakultur, om lederne kan og må reagere på sine ansattes overbelastninger og om det er okay for medarbejderne at sige fra, når kravene/ belastningerne overstiger ressourcerne (se formlen for stress).
Jeg tror at tredie punkt kan være en stor hjælp her.

Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed.
Hallelujah! Selvfølgelig skal ledere vide noget om stress og depression! Selvfølgelig skal de kunne spotte og reagere på en medarbejder, der ikke har det godt!
Hvis du følger med her på bloggen, så har du nok gennemskuet, at en stor del af årsagerne til, at jeg synes at det er et fantastisk forslag er, at jeg har stillet det 🙂
Jeg foreslog det i mit blogindlæg Kære Stresspanel og sendte senere punkterne til Stresspanelet i en officiel mail. Efterfølgende bakkede Stressforeningen punktet op i deres anbefalinger til Stresspanelet.
Jeg har endda fået en takkemail fra Stresspanelet!

Desværre har panelet også her udeladt et meget vigtigt ord: Obligatorisk. Man er nødt til at tvinge ledere på uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Det er min erfaring gennem mange år, at der sidder ledere rundt omkring, der er overbevist om, at de har styr på det – og som viser sig slet ikke at have det, når medarbejderne har brug for det.
Indfører man undervisning i psykisk arbejdsmiljø udelukkende som et tilbud, så vil det stort set ikke blive brugt.

Det var et opslag fra B.T. på Facebook, der gjorde mig opmærksom på, at Stresspanelet havde udsendt deres 2. forslag og da jeg læste artiklen, kunne jeg ikke lade være at trække lidt på smilebåndet. Panelets formand, Anette Prehn brugte næsten ordret min argumentation/eksempel med en gaffeltruck, som jeg havde skrevet i mit Kære Stresspanel blogindlæg. Det samme skete i Politikken.
Det er helt i orden, Anette! Den bruger du bare. Nu kan jeg jo med god samvittighed sige, at jeg ikke kun har fået sat et fingeraftryk på Stresspanelets arbejde, men en hel gaffeltruck! 🙂

Nu håber jeg så, at offentliggørelserne af de resterende 10 forslag fra Stresspanelet holder niveauet og de må da meget gerne være inspireret af mine øvrige forslag også – for de er også både relevante og vigtige.

Lars Lautrup-Larsen.

Det kan I ikke mene!?

“ForældreIntra” må være ugens ord.

Jeg taler og skriver med rigtigt mange alvorligt stressramte til daglig og det har jeg gjort i en del år efterhånden. Der er aldrig nogensinde nogen, der har nævnt ForældreIntra som værende belastende på nogen måder.

Allligevel kom regeringens stresspanel i denne uge med den noget overraskende udmelding, at ForældreIntra bør nedlægges, for det er en kilde til stress.

Regeringen nedsatte for et halvt år siden et stresspanel, der på 4 dagsmøder skulle arbejde med stressproblematikkerne i Danmark og hvert møde skulle resultere i 3 konkrete anbefalinger – i alt 12 styk.
Stresspanelet bad om, at alle der havde konkrete anbefalinger til hvilket emner, de skulle arbejde med, skulle indsende disse med begrundelser og med konkrete løsningsforslag.

Det var der rigtigt mange der gjorde, har jeg forstået – bl.a. organisationer indenfor fagbevægelsen, Stressforeningen – og jeg underbyggede og indsendte også de forslag, jeg havde nedskrevet i mit blogindlæg “Kære Stresspanel“.
Derfor kan Stresspanelet i hvert fald ikke påstå, at der ikke har været konkret materiale at arbejde med. Der har været rigeligt at tage fat på og forventningerne til resultaterne af arbejdet har derfor været rigtigt store, for det virkede som om, at Stresspanelet tog deres opgave seriøst.

Derfor tabte jeg også kæben, da jeg i morgenradioen på vej til arbejde hørte, at Stresspanelet havde offentliggjort deres første anbefaling – “Luk ForældreIntra”.
Min første tanke var “Det kan I ikke mene!? – det kan I simpelthen ikke mene!?”.
Af alle de gode ideer og anbefalinger I kunne komme med, så er det hvad det kunne blive til!? I har sat ForældreIntra i top-12 af de største stressproblematikker, vi slås med i dag!?

Det er ikke alene useriøst, det er heller ikke videnskabeligt underbygget, at ForældreIntra er en større stressbelastning for mange, men udmeldingen er en våd klud i ansigtet på de organisationer og personer, der arbejder med alvorligt stressramte i det daglige og som har brugt tid og energi på at indsende underbyggede forslag ind til Stresspanelet.
Min efterfølgende reaktion var en blanding af vrede og skuffelse. Det er virkeligt et slag i maven på alle, der er og har været i alvorlig stress, at det er hvad panelet mener at være en primær årsag til at folk går ned med stress.

Jeg har ikke selv nogen børn, så jeg har aldrig været udsat for ForældreIntra. Jeg spurgte derfor 3 forældre i min omgangskreds om deres syn på sagen. De er hver i især forældre til flere børn, hvor nogle går på forskellige skoler og nogle på den samme.
Alle melder tilbage, at de bruger mellem 3 og 5 minutter hver aften på at opdatere sig på ForældreIntra og ingen af dem mente at det var belastende på nogen måde.
I DR havde de en interview med Anette Prehn, der er formand for Stresspanelet og der blev det nævnt at forældrene i gennemsnit logger på ForældreIntra 1,2 gange om dagen. De fleste gør altså som mine bekendte og logger på en enkelt gang om dagen, for at se om der skulle være nyt – og hvis de bruger de samme 3 til 5 minutter, hvordan kan det så på nogen måde være en stressfaktor så alvorlig, at Stresspanelet tager den med i top-12?

I interviewet blev det påstået, at nogle forældre logger på ForældreIntra op til 20 gange om dagen, for at holde sig opdateret. Jeg skal ikke udelukke at det er tilfældet, for det er det nok og de er jo med til at trække gennemsnittet på 1,2 indlogninger geveladigt op og for dem, er det sandsynligvis en kæmpe stressfaktor. Men – det er jo forældre, der bruger systemet forkert. De behøver ikke at logge på mere end én gang i døgnet, for så mange nye, vigtige oplysninger kommer der trods alt ikke, men på grund af disse forældre, skal ForældreIntra altså nedlægges, mener Stresspanelet.

Stresspanelets anbefaling indeholder også, at man skal gå tilbage til kontaktbogen/meddelelsesbogen, der blev brugt før i tiden. Altså gode gamle håndskrevne meddelelser og kopierede sedler, der cirkulerede mellem skolelærere og forældre.
Har Stresspanelet måske overvejet hvor stor en stressfaktor, det vil være for lærere, der skal skrive i alle disse bøger og følge op på, at de er blevet underskrevet af forældrene derhjemme? Næppe.

Jeg håber virkelig at der er noget mere overvejelse blandt de næste 11 anbefalinger, der skal komme fra panelet. Alle panelets møder er afholdt og alle anbefalinger er besluttet, men man har åbenbart valgt at offentliggøre dem enkeltvis – så det bliver et “spændende” forår.

Jeg vil i hvert fald ikke undlade at kommentere på anbefalingerne efterhånden som de kommer …

Lars Lautrup-Larsen

Kære leder. Dine medarbejdere er dit firma!

“Jeg går ikke på arbejde for at blive skældt ud”, sagde en person til mig for et par dage siden.

Jeg har egentlig ikke haft mange jobs, siden jeg startede som morgenavisbud for snart 40 år siden, men jeg har haft en del chefer/ledere igennem tiden. Mange af dem har heldigvis været søde og rare, men jeg har også mødt dem, hvor empati og forståelse for den rolle, de var ansat i, var en by i Rusland.
En del af dem brugte endda at skælde deres medarbejdere ud.

Slår man begrebet “at lede” (verbum) op i Den Danske Ordbog, så har det 3 betydninger:

  • stå i spidsen for; have bestemmende indflydelse på
  • vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest
  • få til at bevæge sig i en bestemt retning

For mange ledere er det opfattelsen, at det er den første definition, der er gældende for deres virke. De mener at de bestemmer og at medarbejderne  med fast hånd skal styres til at gøre det, der er bestemt og når de bestemmer det. 
Der findes et begreb der hedder “management by fear” – “ledelse baseret på frygt” og det er desværre langt mere udbredt i dag, end man skulle tro.
Det værste er, at ledere der praktiserer denne form for ledelse, ikke selv kan se problemet og det er de samme ledere, der ikke kan se, at måden tingene fungerer på i deres virksomhed, er årsagen til at mange af deres medarbejdere sygemeldes med stress – igen og igen.

Jeg har på et tidspunkt siddet overfor en HR-direktør i et større firma og har måtte forklare hende, at medarbejderne er rygsøjlen i hendes firma. At det er medarbejderne, der med deres kompetencer og erfaringer holder firmaet oppe og kunderne tilfredse. Hver gang en medarbejder bliver sygemeldt med stress, er det en “knoglehvirvel” i firmaets rygsøjle, der forsvinder i lang tid – og hvor mange “knoglehvirvler” troede hun mon at hun kunne tåle at miste før firmaet ville kollapse?
Hvis vi lige lader det billede stå et øjeblik, så kan en “firmarygsøjle” noget som den menneskelige rygsøjle ikke kan. Den kan relativt nemt undvære hovedet og leve videre. Det er faktisk mere nemmere at udskifte hele direktionen i et firma end at undvære få medarbejdere med kompetencer og erfaringer opsamlet igennem mange år.
Det er medarbejderne der er firmaet!

Der er overhovedet ingen tvivl om, at den mest effektive ledelsesform er definition nummer 2: “vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest”. Hvis du som leder støtter dine medarbejdere hele vejen og medarbejderne kan føle den støtte, så yder de maksimalt og tager ansvar uden at det opfattes som så store belastninger, at de rammes af alvorlig stress af den grund. Der er skrevet mange gode og lange bøger om ledelsesstrategier, der beskriver dette, så hvorfor overhovedet kaste sig ud i definition nummer 1? Jeg kan kun tilskrive det uvidenhed.

I juli 2018 foreslog jeg i et blog-indlæg her på siden – og fulgte op med et officielt forslag til regeringens Stresspanel, at der skal indføres en obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø og nu ser jeg til min store glæde i nyeste nyhedsbrev fra Stressforeningen, at de har valgt at bakke op om det forslag (deres forslag nr. 6). 

En leder kan ikke lære empati og medfølelse, men ledere kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være lovpligtig og obligatorisk – for ellers bliver den ikke brugt.

Tak til Stressforeningen!


Lars Lautrup-Larsen

Stress er ikke kun arbejdsrelateret!

“Har du stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”

Denne sætning tror jeg ofte kommer over folks læber, når de ikke ved hvad stress er. Jeg oplever dog i stigende grad, at selv de der beskæftiger sig med stress, ofte kun fokuserer på arbejdsrelateret stress. Det viser sig mere og mere, når jeg sidder og skimmer de ting, der er skrevet om stress på nettet. Det er næsten udelukkende koncentreret om stress på arbejdspladsen.
Jeg er især skuffet over at så fremragende tiltag som StressFonden, hvor Thomas Milsted, en af Danmarks rigtige stresseksperter, er generalsekretær, udelukkende fokuserer på arbejdsrelateret stress og end ikke nævner, at der kan være andre, personlige, årsager til at man får stress. Lidt frækt er jeg vist kommet til at udtale, at når venstrefløjen er inde over (hvad den i høj grad er i StressFonden), så er alt jo arbejdsgivernes skyld. 😉

Jeg vil i øvrigt blogge yderligere om StressFonden på et senere tidspunkt.

Jeg er selvfølgelig fuldstændig med på, at man på arbejdspladserne skal gøre alt for at sikre god trivsel (blandt arbejdsgivere er “stress” et fy-ord. “Trivsel” er det nye sort). Selvfølgelig skal man det og det er meget vigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. Der er i dag rigtigt mange der går ned med stress af personlige årsager og jeg vover det ene øje og påstår, at det faktisk er yderst sjældent at folk går ned med stress udelukkende på grund af deres arbejde, men at personlige årsager næsten altid er involveret. Jeg vil i en senere blog beskrive hvorfor jeg mener at det er sådan.

Derfor er jeg overbevist om, at al den fokus på arbejdsrelateret stress gør, at de mennesker der har det svært af andre årsager bliver en overset gruppe, som bliver tabt på gulvet.
Det er min erfaring at kun yderst få sætter sig ind i, hvad stress er og hvad årsagerne til, at de har det skidt, kan være. Derfor vil de praktiserende læger typisk være de, der kommer i kontakt med denne gruppe mennesker, nårstress-signalerne begynder at melde sig. Jeg mener at lægerne bør være i stand til at kunne henvise til en stressbehandler, så vedkommende kan få hjælp til at komme ud af stress og at finde årsagerne til stressen.
Jeg siger ikke at lægerne ikke er gode til stress. Min egen læge er bestemt et bevis på det modsatte, men stressede mennesker skal følges tæt og så har en læge sjældent tid til stress-samtaler. Psykologer er ofte “mere” end der er brug for.

Det er vigtigt at vi ikke luller os selv ind i den antagelse, at når bare vi tvinger arbejdsgiverne til mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø, så har vi løst alle problemer med stress. Det holder ikke og det vil jeg fremover forsøge at sætte fokus på. Tak til alle de søde mennesker, der bliver ved med at minde mig om det 🙂

Lars Lautrup-Larsen