“Livsmestring” er ikke et af de ord, vi bruger særligt ofte, men det skal vi til, hvis det står til regeringens stresspanel.
Stresspanelet kom i sidste uge med deres 3. forslag (ud af 12) om tiltag, der skal mindske de problemer med stress, der er i vores samfund i dag.
Stresspanelet skriver i deres pressemeddelelse:
“I dag oplever mange unge, at de skal præstere som aldrig før, og den ydre styring fylder rigtig meget. Mange ser sig selv udefra med andres øjne og har til gode at opbygge et sundt og bomstærkt balancepunkt i livet. Vi har i samfundet en forståelse af betydningen af fysisk bevægelse, men vi mangler at indse, at fysisk helbred og mentalt helbred er to sider af samme menneskeliv«, siger sociolog og forfatter Anette Prehn, der er formand for Stresspanelet. Hun hentyder til, at den seneste Nationale Sundhedsprofil viste, at hele 41 procent af kvinder mellem 16 og 24 år følte sig stressede.”
Jeg synes at det er et fantastisk forslag og jeg foreslog det selv som nr. 4 af de 5 forslag, jeg sendte til Stresspanelet i sin tid (se mine forslag her).
I Norge har de indført faget “Livsmestring og folkehelse” på skoleskemaet og det henviser Stresspanelet selv til – men jeg ved nu ikke om er den rette tilgang. Der gik da heller ikke mange timer fra foreslaget blev udsendt til politikere og skolefolk begyndte at argumentere med, at der ikke plads til endnu et fag på skoleskemaet. Hvis det kan lade sig gøre i Norge, hvad er det så der gør, at det ikke kan i Danmark?
Jeg ved det ikke. Skolesystemer er en hel del udenfor mine kompetancer.
Årsagen til at jeg foreslog, at der skal indføres undervisning i stresshåndtering og -forebyggelse i Folkeskolen er, at det er så meget nemmere at reagere på belastninger, når man på forhånd ved at de kommer og ved hvordan de viser sig. Hvis man samtidig ved, hvordan de opstår og hvad de kan skyldes, så er man som barn/ung godt dækket ind.
Som jeg skriver i mit forslag, så har jeg selv oplevet at alvorligt stressramte bliver yngre og yngre – og jeg er bange for, at denne tendens vil fortsætte, hvis vi ikke allerede nu gør noget for den yngste generation.
Kun der kan vi stoppe den stigende stressproblematik-kurve, mener jeg.
“Det er forældrenes ansvar”, udtaler politikerne så – og ja, det er det, men det er jo tydeligt, at forældre-generationen selv er ramt af et skyhøjt niveau af stress-sygemeldinger – og hvordan kan vi forvente at forældre-generationen skal overholde deres ansvar og forberede deres børn på de belastninger, de vil møde i deres fremtidige liv, når de ikke selv kan?
Skal vi så bare lade stå til og holde på, at det er forældrenes opgave og ikke samfundets. Nej! Vi er nødt til at reagere og skabe et sikkerhedsnet under den yngre generation. Vi er nødt til at fortælle dem, hvad deres fremtid vil bringe af belastninger. Vi er nødt til at fortælle dem om stress og depression, hvordan det viser sig og ikke mindst – hvad belastningerne skyldes, hvordan man reagerer på dem – og hvordan man undgår dem.
På den måde kan vi frembringe nogle generationer, med en viden der gør, at de udover at håndtere sig selv også er i stand til at lære deres børn at håndtere deres belastninger – og dermed knække stresskurven.
Om undervisningen skal foregå som skemalagt fag, som emneuge eller noget helt tredje, er der nogle skole-kloge, der må tage stilling til, men det er vigtigt at vi tager fat i den yngste generation. Nu!