Tankemylder

Når man bevæger sig op i den gul/røde del af stress-skalaen, er søvnen noget af det der rammes hårdest hos de fleste mennesker. Man får svært ved at falde i søvn og vågner ofte midt på natten ved at hjernen kører for fuldt tryk og tankerne farer rundt i hovedet. Tanker, der ikke giver mening.

Pia Venøs billede her til venstre beskriver det meget godt, for kroppen er træt og har behov for at sove, mens hjernen drøner derudaf.
Det er det, vi kalder “Tankemylder” eller “Tankespind”.

 Hvad skyldes tankemylder?

Alle mennesker har en lille smule tankemylder hver nat, når de ligger og sover. Normalvis genererer det ikke søvnen, men engang imellem kan tankemylderet blive så kraftigt at vi vågner af det, men efter at have sundet os lidt, kan vi falde i søvn igen og sove videre. Det er helt normalt. Vi kalder denne form for tankemylder for “at drømme”.

Drømme er hjernens måde at rydde op i dagens indtryk, læring og andre “input”. Til det formål udskiller binyrerne en lille smule af stresshormonet Kortisol i løbet af aftenen og natten. Det er ikke noget man mærker, men er en helt normal ting for alle mennesker. Det hjælper hjernen til at bearbejde mange data på kort tid, kan man sige.
I løbet af den tid du sover, får hjernen så at sige behandlet og arkiveret de data, du har opsamlet i løbet af dagen Når man vågner om morgenen, begynder man at nedbryde Kortisol, så den forsvinder fra kroppen i løbet af dagen og man starter på at samle nye data, som så behandles den efterfølgende nat. En helt normal og sund proces.

Når man rammes af alvorlig stress, så udfører hjernen også denne proces, men forskellen er, at på grund af stressbelastningerne, er niveauet af Kortisol i kroppen er op til 6 gange højere end normalt. Det betyder at hjernen forsøger at “rydde op” selv i vågen tilstand, når du skal sove og at når Kortisol-niveauet er ved at nå sit højeste midt på natten, vil vi ikke kunne få tankerne i ro igen, som vi ellers kan efter en slem drøm/mareridt, men hjernen og tankerne vil buldre derudaf, selv om vi er helt vågne.

Hvad kan man gøre, når man har tankemylder?

Dette er et ofte stillet spørgsmål i mange grupper og fora, for det er naturligvis meget ubehageligt at have tankemylder, men det er jo også en belastning ikke at kunne sove, når man skal og vil. Der er, ligesom mange andre spørgsmål omkring stress, bare ikke en facitliste, som giver et rigtigt og konkret svar. I de grupper og fora, hvor spørgsmålet om tankemylder bliver stillet, er der altid mange svar, men de er ikke allesammen nogle der kan bruges.

Når man rammes af tankemylder, må man forsøge sig frem og finde det, der virker. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert. Hvis du finder noget, der hjælper dig med dit tankemylder, så er det rigtigt for dig. Jeg kommer her med nogle forslag, der muligvis kan hjælpe, men du er nødt til at prøve dig frem.

For at få fred for din hjerne ved tankemylder, skal du forsøge at “narre” den. I stedet for alle de tusindevis af tankestumper, som din hjerne kaster rundt med, skal du forsøge at få den til at fokusere på én ting. Det kan være vanvittigt svært, for den vil så gerne arbejde med alle mulige tanker samtidig, men så må du hive fokus tilbage på den ene ting, du ønsker. Forklaring følger under mine forslag:

  • TV
    Jeg nævner TV først, for det var det eneste der virkede, da jeg selv var sygemeldt med alvorlig stress. Jeg vågnede med vanvittigt tankemylder midt om natten og det eneste, der kunne få hjernen i ro var, når jeg satte mig i lænestolen i stuen og så TV. Jeg så amerikanske komedieserier, som jeg slet ikke synes var morsomme, men der var en handling der kunne optage og fokusere min hjerne – og samtidig så jeg noget, som jeg ikke behøvede at tage stilling til eller tænke længe over. Efter et par timer foran fjernsynet kunne jeg gå i seng igen og sove.Jeg brugte et par timer hver nat i næsten et år foran fjernsynet – men det hjalp.
  • Mindfulness
    Nummer 2 på listen er “Mindfulness”, ganske simpelt fordi det er det råd, der oftest dukker op i diverse grupper og fora. Jeg er kæmpe fan af Mindfulness og selvfølgelig skal man prøve det af, hvis man har tankemylder – men – Mindfulness er ikke en kur og ikke for alle på alle tidspunkter. Mindfulness er også blevet “udvandet” af mange selvopfundne øvelser af mange selvudnævnte instruktører, så hvis du gerne vil prøve Mindfulness af, så sørg for at lære det af en MBSR-certificeret instruktør (Mindfulness Based Stress Reduction).
    Mindfulness er baseret på fokus på vejrtrækningen, men for nogle i alvorlig stress, er det ikke muligt at holde fokus længe nok – og så hjælper det ikke.
    Prøv om det hjælper dig – ellers prøv noget andet.
  • Kropsskanninger / anden form for meditation
    Prøv det. Som med Mindfulness er det ikke sikkert at du kan holde fokus og så hjælper det dig ikke. Kropsskanninger og meditation bruges til at få din hjerne til at slappe af. Det kan du ikke med tankemylder, når du har stress. Der skal du bruge en teknik, der i stedet afleder hjernen, så den fokuserer på noget andet. Men – prøv det af og ser om det hjælper dig.
  • Skriv dine tanker ned
    Mange jeg kender, der har været ude i alvorlig stress, har haft stor nytte af at stå op, sætte sig med papir/blyant eller en PC og så bare skrive ned, alt hvad der kommer af tanker. Det man skriver behøver ikke at give mening (det gør det sjældent), men hele processen med at få skrevet tanker ned – at få omdannet tanker til noget “fysisk” – er en måde at få tømt sin hjerne for tanker på.
  • Lydbøger
    Man har som stressramt sjældent koncentrationen til at læse, men med en lydbog får du fortalt en historie. Du kan få hjernen til at fokusere på lydbogens handling og til at danne billeder til historien. Det kræver dog at lydbogen er spændende og at fortællerens stemme kan holde hjernen fokuseret. Oplever du i starten at fokus forsvinder ind imellem, så er det helt normalt, ved jeg. Hjælp da bare hjernen tilbage på stemmen og handlingen.

Dette er bare nogle eksempler på værktøjer, der kan hjælpe med at lægge låg på tankemylder. Det er vigtigt at huske, at dette tankemylder er helt normalt, hvis du er diagnosticeret med alvorlig stress, selvom det er en hård oplevelse at ens hjerne pludselig går amok, men det er en ting, der forsvinder sammen med din stress over tid.

Er du ikke diagnosticeret med alvorlig stress og oplever pludselig at du gentagne nætter ikke kan falde i søvn eller vågner midt på natten med tankemylder, så skal du kontakte din læge med det samme. Der kan være andre årsager til dine symptomer end stress, men lad det være op til lægen at undersøge og rådgive.

Tak til Pia Venø for lån af billedet.

 

Lars Lautrup-Larsen