Stress & Corona

Tag Stress Alvorligt er her stadig …


Hej med jer.

Du har måske undret dig over, at der har været stille – både her på TagStressAlvorligt.dk og i Facebook-gruppen. “Er der da ingen nyheder omkring stress i øjeblikket?”, kan jeg næsten høre dig tænke og det er faktisk meget sparsomt.

Corona-virussen har sat sine begrænsninger på alt og medierne har travlt med at informere om alle de tiltag, der kommer på grund af den, så stress som emne er naturligt nok faldet lidt i baggrunden.

Det betyder naturligvis ikke, at stress er forsvundet. Snarere tværtimod. Der kan være rigtigt mange årsager til, at nogle af os nu rigtigt mærker stresssymptomer ovenpå alt det med corona i øjeblikket. Det kommer jeg ind på lige om lidt.

Jeg vil nemlig starte med kort at fortælle, hvorfor der har været så stille her på TagStressAlvorligt.dk og i Facebook-gruppen – også umiddelbart inden at corona for alvor tog fat i Europa og i Danmark. Det har nemlig også lidt med stress at gøre – sådan inddirekte.

Som mange af jer ved, så er jeg aktiv som Gruppe-koordinator i Stressforeningen og var slutningen af januar i gang med at holde foredrag og starte nye netværksgrupper op forskellige steder i landet.
Det stoppede brat, da jeg natten mellem d. 25-26 januar 2020 blev hasteopereret for en blodprop i hjertet, kun et par dage efter mit sidste foredrag. Jeg skynder mig at skrive, at jeg i dag er kommet ovenpå og har det fint – og at min blodprop selvfølgelig ikke har nogen direkte forbindelse til mit arbejde med netværksgrupperne.

Men – det gav mig et slag i maven, at jeg ikke alene kunne blive alvorligt syg, som et lyn fra en klar himmel, men jeg måtte også indse, at jeg ikke ville være i stand til at gennemføre de planer om foredrag og opstart af grupper, som jeg havde i mit hoved. Jeg fik de samme tanker, som jeg i sin tid havde efter at jeg var gået ned med alvorlig stress. Jeg var gået fra at være en super-aktiv mand, der kunne håndtere 25+ bolde i luften på én gang til at være en “gulvklud”, der ikke kunne håndtere noget-som-helst.

Jeg trak aflysningerne af arrangementerne så længe jeg kunne og jeg havde store ambitioner om at deltage i bestyrelsesmøde og andre aktiviteter, kun for på dagen at indse, at det ville jeg på ingen måde være i stand til – men inde i mit hoved kunne jeg alt det, jeg kunne før, sådan var virkeligheden bare ikke.

De vildeste stresssymptomer dukkede op når jeg blev/bliver frustreret over, at jeg ikke er i stand til at udføre alle de planer, jeg får i mit hoved og at jeg er nødt til at tage det helt roligt, indtil tikkeværket virker 100% igen – og selv derefter vil alting blive prioriteret anderledes.
Jeg havde netop holdt mit foredrag og nævnt at det nu var 10 år siden at jeg havde problemer med alvorlig stress. Sommetider skal man bare tie stille, tror jeg …

Nå, tilbage til corona. Jeg hører i øjeblikket fra en del mennesker, der synes at problematikkerne omkring corona påvirker deres stress rigtigt meget i negativ retning. Ikke alene er der alle de tanker, vi gør os om, hvordan det hele skal gå og selv med diverse redningspakker og forsikringer fra regeringen og myndighederne, så er vi allesammen i en situation, vi ikke har prøvet før og vi ikke kender enden på.

Mange af os arbejder hjemme og isolerer os, mens vi prøver at få dagligdagen til at hænge sammen. Børnene er sandsynligvis også hjemme fra skole, så hele familien er hjemme sammen hele dagen og det er igen noget, vi ikke er vant til – ikke i længere tid af gangen, i hvert fald.

Vores sociale liv er på pause, for vi må ikke længere være sammen med familie, venner, kollegaer og alle de andre mennesker, vi plejer at omgås i hverdagen og selv om vi nu om dage har masser af muligheder for at Skype eller Facetime sammen, så er det ikke rigtigt det samme, som at være sammen fysisk.

Hele denne situation har fået det alternative behandlermarked til at finde på nye tiltag, hvor f.eks. videocoaching, webinarer og webcasts – og ja, fjernhealing – nu vinder frem, altsammen for at holde indtægterne i gang. Som altid… Brug din sunde fornuft, når du overvejer at kaste penge efter den slags.

Vi kommer igennem corona og alting kommer tilbage til normalen. Det er jeg sikker på. Det er bare ikke til at vide, hvornår det sker, men det sker!

Til slut vil jeg anbefale, at du melder dig ind i gruppen “Forum for Stressramte” på Facebook, hvis du har problematikker omkring stress, du gerne vil vende med andre stressramte i et fortroligt forum.
Gruppen administreres af Stressforeningen, hvor alle arbejder frivilligt og ulønnet, så her er der ingen økonomiske interesser involveret.

Pas på dig selv og hinanden!

Lars Lautrup-Larsen

Stress-fælder på nettet

Der er et ordsprog der siger, at “når noget lyder for godt til at være sandt, er det nok fordi det er det”.


Jeg har skrevet om det før og jeg kommer nok til at skrive om det igen, for det bliver ved med at være aktuelt.

Stressramte er en forretning

Som stressramt får man ofte det ene tilbud efter det andet om gratis – eller kraftigt reducerede ydelser, som man bare kan plukke og bruge. Det kan være deltagelse i gratis foredrag, en gratis session med en stressbehandler eller reducerede priser på et forløb af en slags.
De personer eller organisationer der tilbyder den slags får det ofte til at lyde som om, at det er af hensyn til netop dig, at du får det specielle tilbud.

Tag ikke fejl. Du er som stressramt blevet en kilde til forretninger og når du igennem et gratis foredrag bliver overhældt med (betalbare) tilbud om hjælp til at håndtere din stress, så er det det virkelige formål med foredraget.
Der findes heller ingen personer, der har oplevet markant bedring af en enkelt gratis samtale med en stressbehandler og vælger du at tage imod samtalen, så vil en del af samtalen med garanti være, at du får tilbud om flere samtaler – måske endda et helt forløb.

Et forløb med en stressbehandler er ikke en dårlig ting. Det er ofte det der skal til, men det kræver at behandleren spiller med åbne kort fra starten – og det er en “gratis” samtale ikke.

Aftaler du et forløb med en stressbehandler, så aftal samtidig at du betaler i rater – f.eks. pr. session eller pr. måned. Kræver behandleren at du lægger det fulde beløb ved starten af forløbet, så find en anden behandler. Du har ikke mulighed for at slippe ud af jeres aftale, hvis behandlingen af en eller anden grund ikke virker for dig.

Der findes efterhånden en del “online-forløb” på nettet, hvor du ved hjælp af videoer og mulighed for at stille spørgsmål til udefinerede “eksperter” kan forsøge at hjælpe dig selv igennem dine problematikker med stress.

Hvis man ved bare lidt om stress og stressbelastninger, så ved man også, at de i høj grad er individuelle og et fastlagt onlineforløb kan udelukkende give dig nogle generelle retningslinjer, som du ikke kan bruge til ret meget.

Læg mærke til om der i beskrivelsen af online-forløbet er beskrevet, at du har mulighed for at tilkøbe ekstra ydelser eller services. Så kender du det egentlige formål med at få dig ombord.

Alvorligt stressramte er desværre nemme ofre, for man giver gerne sin højre arm for bare en lille smule fred for sine stresssymptomer. Det er der desværre nogle der ved og udnytter, så det gælder om at være på vagt og hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt – så er det nok fordi det er det.

Lars Lautup-Larsen

Godt Nytår!


“Der er ikke noget der er gratis” lyder et gammelt ordsprog, der er blevet meget aktuelt her mellem jul og nytår, hvor mange af de mere eller mindre alternative stressbehandlere skal have fyldt aftalebogen op for første halvår af 2020.

Det lyder meget tiltalende at tilbyde forskellige sessioner og samtaler ganske gratis, men det er vigtigt at huske på, at for mange af disse behandlere er det ren forretning og at forære noget væk gratis, er et forsøg på at sælge mere. Der er ingen der får en markant forbedring af deres stressniveau af en enkelt session eller samtale, så får du sådan en foræret gratis, så kan du trygt regne med at blive tilbudt mere – der ikke er gratis.

Desværre er mange alvorligt stressramte meget påvirkelige og vil give deres højre arm for at få det bare lidt bedre, så chancen for at du siger ja til at fortsætte mod betaling – og det ved mange af disse behandlere. De er forretningsfolk og skal have firmaet til at løbe rundt.

Når man samtidig tænker på at markedet for stressbehandling er noget af det mest brogede der findes, så har du ikke en chance for at vide, om du er kommet i hænderne på en dygtig og kompetent behandler, eller om du nu er klient hos en behandler, der har taget stress med på menuen, fordi det nu er oppe i tiden.

For et år siden var den siddende regerings stresspanel ved at lægge sidste hånd på deres anbefalinger og som vi alle ved, så endte det lidt som en prut i en flaske. Der var ikke rigtigt kød på nogle af de foreslag, de kom med – og i dag er der ikke mange der husker, hvad forslagene gik ud på – måske lige med undtagelse af foreslaget omkring “ForældreIntra”.

Jeg foreslog bl.a. panelet at man indfører en standardiseret certificering af stressbehandlere, men det faldt desværre ikke i panelets smag. Fordelen ved en standardiseret certificering er jo, at når du henvender dig til en certificeret behandler, så ved du at vedkommende i det mindste har et minimum af viden omkring stress og stressbehandling. Empati kan ikke måles og det kan godt være, at du alligevel ikke “klikker” med behandleren, men du vil være sikker på at behandleren har den viden, der skal til.

Der er så meget man kan gøre mod de store problematikker, vi er ude i omkring alvorlig stress i dag, men hvis jeg kun har ét nytårsønske, så vil det være, at man får ryddet op i alle de alternative behandlere og certificeringer, der findes i dag. Det vil være et godt skridt på vejen, at vi sikrer, at man altid modtager kompetent behandling som stressramt.

Jeg ønsker dig et godt og stressfrit nytår.

Lars Lautrup-Larsen

Antallet af stressramte er rent gætværk

Igen og igen får vi de samme tal smidt i hovedet, når spørgsmålet om, hvor mange i Danmark, der er ramt af alvorlig stress.

Ikke nok med at de tal der annonceres er fra 2006. De stammer også fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, hvor hele afsnittet omkring stress hedder “Psykisk arbejdsbelastning” og derfor udelukkende har fokus på den såkaldte “arbejdsrelaterede stress”. Hvor mange der er sygemeldt med stress, der relaterer sig til alt andet end ens arbejde, har vi ingen tal på.

2006-undersøgelsen var baseret på fakta – tal fra Sygesikringsregisteret, Landspatientregisteret og Dødsårsagsregisteret, hvor alle efterfølgende undersøgelser har været baseret på spørgeskemaer.
Disse undersøgelser er efter min mening meget lidt brugbare, da der stadig er en masse forvirring og misforståelser omkring begrebet “stress” og er du ikke klar over den fulde definition, kan dine svar på et spørgeskema om emnet ikke rigtigt bruges til noget.

I juli i år kom resultatet af en ny undersøgelse, der ikke har fået ret meget omtale, men hvis undersøgelsesmetoder gør, at den er det bedste fingerpeg om, hvordan det står til med antallet af alvorligt stressramte her i landet.

Psykiatrifonden beskriver undersøgelsen således:

En gennemgang af journalerne hos en gruppe praktiserende læger i Region Syddanmark med i alt 51.422 patienter viste, at 2,1 % af patienterne i en seksmåneders periode var registreret med stress-symptomer eller en diagnose, der indikerer stress. Det svarer til ca. 75.000 patienter på landsplan.


Du finder den fulde ordlyd af undersøgelsen her: Prevalence of persons contacting general practice for psychological stress in Denmark – Lykkegaard, J. et al.

Undersøgelsen har gennemgået journaler for relativt få patienter i forhold til det samlede antal patienter i Danmark, men tallene er faktiske antal på patienter, som en fagperson har vurderet værende ramt af alvorlig stress. Der er samtidig ikke taget stilling til, om sygemeldingen skyldes forhold på arbejdspladsen eller i privatlivet (eller begge dele som jeg til enhver tid vil hævde oftest er tilfældet).

Derfor mener jeg at denne undersøgelse er den langt mest brugbare af dem alle og at vi der formidler information omkring stress bør henvise lange mere til denne undersøgelse i stedet for tallene fra 2006-undersøgelsen, som det er tilfældet nu.
Det vil jeg selv gøre fremover – selvom undersøgelsens konklusion om at der dagligt er 75.000 sygemeldte pga. alvorlig stress kun kan være gætværk baseret på relativt få journaler, så er det det mest kvalificerede gæt der findes overhovedet.

Lars Lautrup-Larsen

Go’ morgen Stress

Her i uge 31 har Go’ morgen på TV2 haft et tema omkring stress.

Det har langt hen ad vejen været en god oplevelse, hvor problematikkerne omkring stress blev belyst fra flere vinkler, men hvor også en af de helt store misforståelser blev fremhævet på nærmest katastrofal vis.


Lad os se på, hvad programmets redaktion havde valgt af indslag til temaet:

Mandag havde programmet Erhvervspsykolog og Stressekspert Pernille Rasmussen i studiet for at svare på seerspørgsmål. Det samme gjorde hun live på Facebook.

Tirsdag fortalte Christel Berlin, kendt fra TV2s program “Nybyggerne” om hendes egen – og hendes families – oplevelser med hendes stressnedbrud.
Psykolog Mette Rosenquist fortalte om, hvordan man taler med sine børn om sine oplevelser med stress

Onsdag var Emma Hørlyck i studiet og fortalte om, hvordan det var at være ramt af stress som ung.

Torsdag have Go’ morgen besøg af Kirsa Jespersen. Kirsa havde opgivet sit job som tandlæge på grund af stress og havde startet sin egen virksomhed som selvstændig.

Det er tydeligt at der er tænkt over dækningen af dette vigtige tema-emne, for vi var hele paletten rundt – spørgsmål, en kendt, en ung og en der er kommet godt videre efter stress. Det er fremragende, men hvad er det så lige der stikker i øjnene?

Alle de medvirkende er kvinder.

Jeg er ikke mandeforkæmper eller af den mening, at der skal være absolut køns-ligevægt uanset hvad, men jeg oplever selv i dag, hvor stort et tabu det kan være, når mænd rammes af alvorlig stress.
Det er et tabu der gør, at mange mænd er meget længere om at reagere på, at noget er galt. De fleste søger først hjælp, når det er gået galt og en sygemelding er uundgåelig, men så er det ikke noget man taler højt om. Som om at det er noget at skamme sig over, men sådan er det.

Derfor er et ekstremt vigtigt, at vi får modarbejdet det tabu om, at mænd ikke kan gå ned med alvorlig stress – for det kan de – og det gør de – i stor stil, men ser vi på Go’ morgens dækning af temaet, så er de medvirkende kun kvinder og indslagene bliver det kun nævnt få gange at “mor og far går ned med stress”, mens formuleringen “mor går ned med stress” var langt i overtal.

Jeg – og flere andre – nævnte dette faktum i kommentarer til Go’ morgen på Facebook og fik da også en positiv reaktion.

Fredag jokkede redaktionen så absolut gevaldigt i spinaten. De havde inviteret Tømrermester Claus Ørts i studiet. Han kunne ikke forstå, at man kan få stress, for han arbejder et sted mellem 60-80 timer om ugen.
Der var nogle gode pointer om, at det ikke nødvendigvis er ens arbejde, der er årsagen til stress, men at der kan være mange andre faktorer i ens liv, der gør at man rammes.
Men – det er lidt af et selvmål for redaktionen at når man endelig inviterer en mand i studiet, så er det en mand, der ikke har erfaring med stress og som (heldigvis) har et liv som fungerer fra ham.

Ikke alene har programmet hele ugen udelukkende fremhævet kvinder, der er gået ned med stress – men de slutter så lige temaugen af med at fremhæve en mand, der ikke går ned med stress, selv om han arbejder meget. Det er helt galt. For mig sætter det de mænd, der er og bliver alvorligt ramt af stress i et endnu dårligere lys og kaster ny energi i de tabuer, der er omkring mænd og stress.

Indslagene kan ses på TV2 Play. Hvor længe de bliver liggende, er jeg ikke klar over.

Lars Lautrup-Larsen

Kronisk stress

Stress kan ikke blive kronisk som i “for altid”.
Stress kan blive kronisk som i “langvarig”.

Når jeg har skrevet ovenstående i forskellige grupper og fora omkring stress, er jeg hver gang blevet mødt med forskellige modargumentationer og nogle enkelte gange ligefrem af skæld-ud (for at bruge et pænt udtryk).




Det er åbenbart en udbredt misforståelse at “kronisk stress” skulle betyde at man vil være ramt af alvorlig stress resten af sit liv. Sådan er det heldigvis ikke.

Stress er ikke en sygdom. Stress er en reaktion på belastninger og når mængden af belastninger falder, vil stressreaktionen altid mindskes – over tid.


Hvor kommer så disse misforståelser fra?

Udsnit fra “Den Danske Ordbog”

Den Danske Ordbog er meget klar: Ordet “kronisk” kan betyde både “langvarigt forløb” og “konstant tilbagevendende” – og denne dobbeltbetydning er nok årsagen, men hvorfor den brede befolkning ikke kender begge betydninger, men udelukkende opfatter “kronisk” som “livsvarigt”, er der nok nogle kloge hoveder, der har svaret på. Jeg har ikke.

Men – hvorfor får jeg så de stærke reaktioner, når jeg gør opmærksom på dobbeltbetydningen og at personer, der af deres læge har fået at de har “kronisk stress” ikke nødvendigvis skal være ramt af alvorlig stress resten af deres liv?

Jeg har desværre fornemmelsen af, at jeg – i hvert fald nogle gange – punkterer en “sovepude”, de har lavet for sig selv, hvor de har overbevist sig selv om, at det ikke nytter at gøre noget. Det er ligegyldigt, for de skal jo have de her symptomer og problemer resten af deres liv – det har lægen selv sagt!

Det kan altid betale sig at gøre noget! Det er aldrig ligegyldigt!
Det kan tage rigtigt lang tid og man kommer måske aldrig helt tilbage til der, man var engang, men hver gang du mindsker eller fjerner en stressbelastning bare en lille smule, letter dine stresssymptomer tilsvarende en lille smule og vi ved jo alle, at “mange bække små gør en stor å”.
Du får det bedre! – over tid – for det tager tid! Stress er ikke en kontakt man kan slå fra. Det tager tid at komme ud af sin alvorlige stress, men det er altid muligt.

Bruger du “sovepuden” som ovenfor og opgiver at gøre noget ved dine stressbelastninger, så ender du med at opfylde din egen profeti på grund af din misforståelse af ordet “kronisk”.
Du vil komme til at slås med stresssymptomer resten af dit liv og måske også alvorlige følgesygdomme.

Ved langvarig stress kan vi desværre udvikle forskellige følgesygdomme som f.eks. angst og depression – og disse kan blive kroniske – som i “for altid”.

Derfor er “kronisk stress” = “langvarig stress” og det er aldrig for sent at gøre noget ved sine stressbelastninger og få det bedre.

Lars Lautrup-Larsen.

Er vi en generation af ‘målere’?

For ikke så længe siden talte jeg med en læge, om selvdiagnosticering i forbindelse med stress – altså vores evne til selv at vurdere, om vi er alvorligt stressede – og hvor højt et stressniveau vi egentlig har på et givent tidspunkt.

Ikke overraskende fortalte lægen, at det faktisk er lidt af et problem. I stedet for at konsultere lægen med det samme, når man mærker at noget er forkert, så er de fleste af os begyndt at ‘google’ vores symptomer. I stedet for at starte med at lade lægen stille de rigtige spørgsmål, så stoler vi på de informationer, der bliver smidt i hovedet på os, som søgeresultater og artikler fra f.eks. Netdoktor.

Når disse informationer rammer en stresset hjerne, så skal der ikke meget til, før de mest almindelige stresssymptomer pludselig bliver symptomer på meget alvorlige sygdomme. Lægen fortalte om mange patienter, der var dukket op i klinikken med alverdens udskrifter fra nettet, resultater af stresstests og endda sirlige skemaer over målt blodtryk og søvnperioder.
Det tog hver gang lægen lang tid – og nogle gange uden succes – at forklare patienten, at når man er ramt af alvorlig stress, så er mange både psykiske og fysiske symptomer helt ‘normale’ – og at patienten ikke fejlede andet end at vedkommende skulle hjem på sofaen og have masser af ro.

Nogle patienter fejlede endda ingenting. Deres symptomer havde været ganske kortvarige, men stresstesten havde jo fortalt, at de var alvorligt ramt. Alle der kender min holdning til disse stresstests, ved at jeg mener at de gør mere skade end gavn.

Samtalen med lægen fik mig til at tænke på, om ikke vores tendens til ‘selvmåleri’ ikke også er en stor stressfaktor og samtidig er det jo et stort problem, at vi stoler så meget på det vi hører og læser.

Jeg har et af disse små smarte ure, der kan fortælle mig præcis hvordan jeg har det – eller det hævder producenten i hvert fald. Det måler min puls, mine skridt, min søvn og en hel masse andet – og ja, mit stressniveau.
Min puls registreres nok nogenlunde korrekt, jeg har ikke checket. Min søvn ser også ud til at blive registreret ihvertfald nogenlunde korrekt, men jeg går åbenbart 8-10 skridt, hver gang jeg vender en bøf på grillen …

Jeg er igennem mange år blevet rigtig god til at mærke mig selv og mit stressniveau, men det jeg mærker hænger slet ikke sammen med det, uret måler. Jeg kan i mine mest afslappede perioder have et temmelig alvorligt højt stressniveau ifølge uret – og omvendt. Men – hvem har ret? Når nu uret er noget af det ypperligste i teknologi, så må jeg jo mærke forkert – eller hvad?

Vi ikke bare måler os selv i fysisk forstand. På de sociale medier måler vi os selv i forhold til andre – og det er nok næppe nogen overraskelse for nogen, at vi sjældent scorer toppoint.

For nogle uger siden var jeg tilhører ved et arrangement som Stressforeningens Ung-til-Ung-gruppe havde arrangeret i København, “Det (u)perfekte liv”. Her fortalte Stressforeningens psykolog, Frida Sloth om de stigende problemer med alvorlig stress blandt unge – og så havde foreningen inviteret Youtuber og influencer Amalie Wessel til at fortælle om hendes måde at bruge de sociale medier på.
Hun brugte dagligt mange timer på at fremstå perfekt. Hun tog mange billeder af mange situationer og brugte de rigtige filtre, så hun på billederne altid fremstod med glat hud, håret sat og selv øreringene skulle gerne skinne, så hun fremstod perfekt.

Igen kom jeg til at tænke på, at der har siddet tusindevis af hendes følgere og har målt deres liv og deres udseende mod Amalies – og konstant har fejlet, for det kom ikke i nærheden. Det var umuligt, for Amalies liv på de sociale medier var en stor løgn. Amalie kaldte det selv for “Facade-Amalie” og det havde intet med den “rigtige” Amalie at gøre. Hun er nu blevet klogere på sin egen rolle og starter her i sommeren 2019 en ny profil på Instagram, hvor hun fortæller om sit rigtige – ægte – liv: @EtBarnAfMinTid

Vi har sådan set altid målt os og vores liv imod andres. I min barndom og ungdom var det også populært at skifte bilen ud med en større og dyrere end naboens – og familiære problemer blev skjult bag gardinerne, så man så ud til at have mere styr på livet end det egentlig var tilfældet. Men det var i det små og ingen købte den dyreste Mercedes for at overgå hele nabolaget, for man skulle jo trods alt også have smør på brødet hver dag.

I takt med at de sociale medier bruges mere og mere, så er det blevet nemmere og nemmere at fremstå perfekt – og når man som Amalie er så god til det, at der er mange tusinde mennesker, der sluger det råt, så er der også større fare for, at flere får et næsten dagligt nederlag over, ikke at kunne opfylde nogle mål, de selv har sat for sig selv og som ganske simpelt er uopnåelige.

Der findes en læresætning, der hedder “80% er godt nok”, som jeg har brugt overfor alvorligt stressramte, der altid har prøvet at yde 100% (mange gange 110%) og aldrig været tilfreds med egne præstationer, hvad enten det har været arbejde eller privatliv. Tingene skulle være perfekte og selv når de var, var de alligevel ikke helt tilfredse. Det giver alvorlig stress, når man dag efter dag ikke kan opfylde sine egne mål.
Vi brugte derfor meget tid på at finde frem til, at man ikke behøver at løse alle opgaver perfekt. At ingen forventer at man er perfekt og at man sagtens kan være glad og tilfreds med mindre – og så beholde sit overskud.

Gå til læge, hvis du har symptomer og lad være med selv at konkludere hvad du fejler. Lægen har trods alt brugt mange år på at opnå den viden, du forsøger at overtrumfe med en computer og en Google-søgning.

Lad også være med at måle dig selv og dine præstationer konstant og hele tiden. Nogle mål kan du slet ikke nå og for resten gælder det at huske, at 80 procent ER godt nok!

Lars Lautrup-Larsen.

Spaghetti med kødsovs

Prøv at forestille dig, at du for et halvt års tid siden blev inviteret på gourmet-mad, tilberedt at nogle kendte danske kokke.

De tog sig ekstra lang tid til tilberedningen, for at du kunne glæde dig rigtigt meget.

Forestil dig så, at da dagen hvor middagen skulle indtages endelig var der, så viste det sig, at gourmet-maden i virkeligheden bestod af spaghetti med kødsovs.

Det var omtrent den følelse jeg fik, da Stresspanelet i denne uge endelig præsenterede den fulde rapport med deres 12 forslag, der skulle sætte fokus på de massive problemer med alvorlig stress, vi har her i landet.
Jeg blev skuffet. Rigtigt rigtig skuffet.

Misforstå mig ikke. Spaghetti med kødsovs kan da smage dejligt og der kan da også være nogle gode elementer, som f.eks. en god hjemmelavet pasta og lækkert smagfuldt kød, men det løfter sig ikke rigtigt op til gourmet-stadiet, ligegyldigt hvad man gør ved det, vel?

Der er da også enkelte elementer i Stresspanelets rapport, der er okay – men uden bid og hele rapporten emmer af, at forslagene ikke må koste penge og at der i det hele taget ikke må stilles for store krav eller foreslås at indføre alt for skrappe ændringer.
Det er tydeligt, at hver af panelets medlemmer har forsøgt at få nogle af deres mærkesager igennem og det er nogenlunde gennemskueligt, når man gennemgår forslagene, hvem der er bagmand bag de enkelte forslag.

Der er, ifølge Stresspanelet selv, 202 enkeltpersoner og organisationer, der har bidraget med forslag til Stresspanelet. Det undrer mig meget, at man ikke har fundet flere forslag i den bunke, der trods alt stammer fra folk, der dagligt beskæftiger sig med stressproblematikker på forskellig vis – men i stedet vælger fokusere primært på egne mærkesager.

En anden ting der også undrede mig var, hvorfor det skulle tage 4 måneder at offentliggøre rapporten og de 12 forslag. Panelet blev færdig med deres arbejde i slutningen af 2018, så hvad skyldes forsinkelsen?
Onsdag tror jeg også at jeg blev klogere på det spørgsmål, da jeg så nedenstående opslag på Facebook.

Imran Rashid er et af Stresspanelets medlemmer

Det virker sandelig meget tilfældigt.

Hvad så nu? Spaghettien og kødsovsen er lavet, spist og fordøjet.
Gourmet-mad blev det aldrig til og mæthedsfornemmelsen indtraf egentlig aldrig. Man sad bare tilbage med en underlig smag i munden efter en lidt bitter bøvs.

Stresspanelets arbejde endte med et højdepunkt, der var en diskussion omkring nedlæggelsen af ForældreIntra. Et forslag som jeg egentlig synes var på grænsen til at latterliggøre stressramte – men det var så det.
De enkelte gode elementer og forslag, der trods alt var at finde, vil nu drukne i ligegyldighedens kødsovs. Jeg har i de seneste par dage talt med en del mennesker, der på en eller anden måde har med stress/stressramte at gøre og ingen – som i ingen – har haft noget positivt at sige om det generelle indhold af rapporten.
Derfor kan vi så bare trække på skulderne og videre.
Det var det Stresspanelet kunne levere og det var ikke imponerende.

Lars Lautrup-Larsen

Du kan hente Stresspanelets rapport HER.

Stressforeningen

Jeg er i øjeblikket i gang med flere længere artikler og et par blog-indlæg, som kommer snart. Derfor går der i øjeblikket lidt længere tid imellem nyhederne her på siden.

En enkelt nyhed – og en opfordring vil jeg dog dele med jer:

Jeg er blevet medlem af bestyrelsen i Stressforeningen.

Stressforeningen har igennem mange år gjort et kæmpe arbejde for at sætte fokus på stress og de alvorlige problematikker, der følger med, når man rammes af alvorlig stress, både hvad angår en selv og ens pårørende.

Stressforeningens formål er disse:

Stressforeningen er en uafhængig forening, hvis hovedformål er at sikre alle, der er på vej til, er, eller har været syge af stress, pårørende og andre lige adgang til information, rådgivning og støtte.

Derudover er Stressforeningens formål:

– at forebygge og bekæmpe den sundhedsskadelige stress og dets konsekvenser.

– at forbedre vilkårene og øge behandlingsmulighederne.

– at støtte forskning i stress, dens årsager, forebyggelse og behandling.

– at sætte stress på den politiske dagsorden.



Det er jo fantastiske formål, som jeg jo kun kan bakke op omkring og som jeg jo også (i lille skala) forsøger med denne side. Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med i bestyrelsesarbejdet. Selvfølgelig vil jeg det!

For 1½ uges tid siden blev der så ved den årlige generalforsamling valgt en ny formand, Birgitte Larsen, der har været formand tidligere i mange år, en ny næstformand og en næsten ny bestyrelse. En, efter min mening, handlekraftig bestyrelse, hvor mange af medlemmerne allerede inden generalforsamlingen havde været travlt beskæftiget med nye planer, nye aktiviteter og med stort fokus på foreningens fremtid.
Det har allerede været en fornøjelse at møde disse mennesker, der som jeg selv har en kæmpe passion for at ville informere og hjælpe alvorligt stressramte og deres pårørende.
Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med dem fremover og jeg er sikker på, at vi kan gøre rigtigt meget godt sammen.

Vil du også hjælpe? – så vil jeg opfordre dig til at melde dig ind i foreningen. Jo flere medlemmer der er i foreningen, jo flere kan vi hjælpe og jo flere arrangementer og aktiviteter kan der gennemføres – så ethvert medlem betyder noget! Du behøver ikke selv at være stressramt. Alle der ønsker at støtte foreningens formål er hjertelig velkommen.

Læs mere om Stressforeningen på foreningens hjemmeside:
http://www.stressforeningen.dk/

Medlemskab koster 200 kr. pr. år – og du kan gå direkte til indmeldingssiden ved at klikke HER.
Tak for din hjælp 🙂

Lars Lautrup-Larsen.

Når stress bliver forretning

Jeg har skrevet om emnet før, men jeg synes at det er på tide at tage emnet op igen. I de sidste mange måneder er jeg nemlig blevet gjort opmærksom på en masse “uddannelser” og tiltag, der er sat i verden for at nogle mennesker kan gøre stress til en hel- eller delvis levevej.

Det er egentlig ikke noget i vejen med. Det er kun rimeligt, at man får betaling for den ydelse man yder og den tid, man bruger på det – og jeg har da også selv en fortid som Stressvejleder i Solrød. Jeg har dog igennem den senere tid fået en stærkere og stærkere fornemmelse af, at for mange af disse undervisere og stressbehandlere, kommer forretningen før ønsket om at hjælpe folk med deres stressproblemer.

For nogle måneder siden deltog jeg som tilhører ved et gratis foredrag om stress- og stresshåndtering. Det var såmænd et udmærket foredrag, men der var ikke rigtigt noget nyt under solen, der var nogle faktuelle fejl og “værktøjer”, som har været brugt i stressbehandling i årevis, var pludselig blevet opfundet af foredragsholderen selv – men fred med det. Der blev givet nogle gode oplysninger om stress og hvis man ikke kendte dem i forvejen, var man da det klogere, når man gik hjem.

Fra starten af foredraget var det dog tydeligt, hvad det egentlige formål var med foredraget – at sælge sig selv og sine ydelser. Der blev slået tykke streger under de uddannelser og services, man kunne købe sig til i foredragholderens virksomhed efter foredraget og selvros var et af midlerne.

I tiden efter foredraget blev det åbenlyst, hvad et andet formål havde været. Det væltede nemlig ind med emails fra foredragholderens virksomhed med tilbud på det ene og det andet. Alle de tilmeldtes emailadresser var blevet “høstet” og udgjorde nu et kartotek af potentielle kunder.

Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg selvfølgelig ikke har nogen mulighed for at kunne bedømme kvaliteten af de ting, som foredragholderens virksomhed leverer. Jeg forholder mig kun til det nævnte foredrag og brugen af det som reklamesøjle. Det har uden tvivl givet nye kunder i butikken.

I den senere tid er det også væltet ind med information om nye “uddannelser”, hvor stress/stresshåndtering kombineres med alt muligt andet, der i nogle tilfælde ikke bare er alternativt, men meget alternativt.
Jeg kender til nogle af de mennesker, der udbyder disse og kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget de egentlig kender til mekanismerne bag en stressreaktion og om deres generelle kendskab til stress er så stort, at de ligefrem kan uddanne personer i stressbehandling – men det gør de altså.

Hvad gør man så, når man som alvorligt stressramt skal opsøge en behandler, der skal hjælpe en med at komme på benene igen?
Det er et rigtigt svært spørgsmål, for du har ikke muligheden for at vide, om de behandlere, du finder har en ordentlig teoretisk baggrund for at vide det, der skal til for at hjælpe dig – og som beskrevet ovenfor, er der nogle der er rigtigt gode til at promovere sig selv og love guld og grønne skove.

Det bedste råd jeg kan give er, at prøve om du kan få anbefalinger fra nogen, der selv har været der. Nogle tidligere stresssygemeldte, der har fået en god og solid hjælp fra en behandler.
Mennesker er forskellige, så det er ikke altid at man “klikker” med sin behandler og derfor kan man ikke automatisk sige, at den behandler, der er god for en person også er det for en anden – men man får forhåbentlig sorteret de behandlere fra, der egentlig ikke har viden og baggrund nok til at kunne hjælpe andre mennesker med deres stressproblematikker på forsvarlig vis. Se flere råd HER

Går du og overvejer at tage en af disse uddannelser som stressbehandler, så skal du se dig rigtigt godt for. Undersøg underviserens baggrund og brug din sunde fornuft. Lyder uddannelsen til at være lige lovligt alternativ, så er det nok det, den er.
Se også på uddannelsens længde. Der findes kurser på 1-2 dage, hvor du får et certifikat med hjem – og så kan du bare gå i gang. Gå langt udenom dem! Du kan på ingen måde lære al den fornødne teori og praksis, der skal til for at du på forsvarlig vis kan behandle alvorligt stressramte, på 2 dage! Det er umuligt!
En grundig uddannelse har mange dage med teori, praktiske øvelser og en lang periode med behandling af stressramte under supervision.

Lad dig ikke snyde af fine titler og at der nogle steder uddannes mange behandlere. Det er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. Det er mange gange udelukkende et udtryk for, at man er god til at promovere sig selv og der derfor er mange kunder gennem butikken.

Jeg har til Stresspanelet foreslået, at man indfører en officiel certificering af stressbehandlere i Danmark, for “markedet” er desværre oversvømmet af alt for mange behandlere, der ved alt for lidt om stress og i flere tilfælde har jeg selv oplevet, at deres “behandling” har skadet mere end det har gavnet. Med en officiel certificering, er det muligt at bevise, at man i det mindste har en nogenlunde grundig viden om stress.
Panelet er endnu ikke kommet med de resterende forslag, så jeg ved på dette tidspunkt ikke, om det er noget de har taget med. Jeg håber det, for der er brug for det.

Lars Lautrup-Larsen