Kig op!

Nu sker der noget!


Det var min første tanke, da to politikere, Brigitte Klintskov Jerkel (K) og Ida Auken (S) dukkede op i et indslag om stress i Go Aften Live på TV2 forleden. Indslaget kan ses på TV2 Play.

Var det nu endelig var lykkes at trænge igennem til Christiansborg, så der nu vil komme et markant fokus på alvorlig stress? Havde politikerne nu endelig fået øjnene op for alle de kæmpe samfundsmæssige problemer, alvorlig stress har, i kølvandet efter at flere relativt unge politikere for nylig havde haft problemer med stress inde på livet? Var der et samarbejde hen over midten i salen på vej omkring fokus på stress?

Jeg måtte tysse på konen og med øjne og ører stift rettet mod skærmen måtte jeg konstatere at det var der ikke. Indslaget gik på, at de 2 politikere begge havde haft alvorlig stress efter at de i lange perioder havde arbejdet op mod 80 timer om ugen. Brigitte Klintskov Jerkel havde endda haft 2 blodpropper, som hun selv mener er udløst af det arbejdspres, det stressniveau, hun har været udsat for på Christiansborg.

Nu vil de så gøre noget ved arbejdskulturen på Christiansborg.

Jeg skal på ingen måde underkende eller bagatellisere deres oplevelser med stress. Det er altid forfærdeligt og blodpropper er bestemt ikke noget man spøger med – jeg har været der.

Men, kære Brigitte og Ida. Problemet med alvorlig stress er ikke kun på Christiansborg. Det er overalt i samfundet. I Danmark og i hele verden! Det ligger i arbejdskulturen i mange virksomheder og det ligger i livet hjemme i privaten. Hvorfor er det så svært at kigge op fra egen navle og se, at præcis de samme problematikker, som I vil gøre noget ved på Christiansborg, eksisterer overalt – og at I (og jeres kollegaer) er de eneste, der kan gøre noget ved det?

I 2019 kom regeringens “Stresspanel” med nogle opfordringer, som I politikere skulle se på og lovgive omkring. Hvor mange af panelets opfordringer har I taget op i Folketinget og i det mindste forsøgt at gøre til virkelighed? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanke om noget, der er kommet fra panelet, der er kommet videre på nogen som helst måde.

Jeg er naturligvis stor fortaler for alle tiltag, der kan gøre noget ved belastninger, der kan føre til alvorlig stress, så jeg synes at det er fremragende, at I vil sætte fokus på arbejdskulturen på Christiansborg. Rigtig meget held og lykke med det, men kunne I ikke også tænke tanken videre – og tænke på at de samme tiltag skal gælde hos andre arbejdsgivere, hos socialrådgiveren, hos sygeplejersken, hos pædagogen, hos pensionisten og alle andre, som også oplever stressbelastninger i deres hverdag? Ikke alle arbejder op til 80 timer, nogen gør, men der er langt mere end lange arbejdsdage, der er skyld i alvorlig stress. Der er vanvittigt mange mennesker, der er pressede i deres hverdag. Tænk de gode tanker videre og gør noget.

Lars Lautrup-Larsen

Stress er (stadig) tabu

Ja, stress er stadig tabu.

Den absolut største grund til, at vi ikke kan tale frit om alvorlig stress – og at alvorligt stressramte stadig føler det skamfuldt at de ikke kan præstere er, at stress i høj grad (stadig) er tabu.

Om nogle få dage er det 12 år siden, jeg gik ned med alvorlig stress på den hårde måde. Jeg troede dengang, at jeg vidste hvad stress var, men i virkeligheden anede jeg ingenting.
Jeg havde set mine kollegaer være sygemeldt i længere tid, for så at komme tilbage, men det faldt mig aldrig ind, at spørge til hvorfor og hvordan de have oplevet det. Der var i mit hoved en stemme der sagde, at “det taler vi nok ikke om”. Den samme stemme opererede åbenbart også i mine andre kollegaers hoveder, for jeg hørte heller ikke dem spørge.

Da jeg så gik ned med et brag i januar 2010, oplevede jeg at der ikke var mange, der havde delt deres oplevelser som alvorligt stressramte, som jeg kunne spejle mig i, hvilket gav mig en følelse af at være helt alene i verden med de oplevelser jeg havde. “Det taler vi ikke om” havde godt greb i folk, når det kom til alvorlig stress – og jeg er sikker på, at årsagen var, at ikke ret mange – ligesom jeg selv – anede hvad stress er.

Er der så sket nogen fremskridt i løbet af de 12 år? Lidt.
Jeg har igennem de sidste mange år mødt rigtigt mange mennesker, der enten var alvorligt stressramt eller pårørende/venner/kollegaer til alvorligt stressramte og der er stadig en kæmpe uvidenhed og dermed tabu omkring alvorlig stress derude. Det til trods for, at stress jo har fået en del mere opmærksomhed de senere år, men meget af opmærksomheden har været stress som “emne” og ikke stress som “oplevelse”.
Der har været talt en del om, hvad stress er, men ikke ret meget om, hvordan det opleves at have alvorlig stress.

Da jeg selv blev ramt fik jeg efterfølgende lært, hvad stress er og hvorfor man reagerer som man gør, men det var først da jeg fysisk mødte andre tidligere alvorligt stressramte, først på Stressvejleder-uddannelsen og vi i det lukkede rum kunne fortælle, hvad vi havde tænkt og følt, at det gik op for mig, at vi alle havde følt det på næsten præcis samme måde. Det var befriende endelig at bryde tabuet, kunne tale frit og dele oplevelser – og derfor var Stressvejleder-uddannelsen en kæmpe hjælp for mig i min heling (uddannelsen i sin daværende form eksisterer ikke i dag).

Da jeg anså mig selv som rask, besluttede jeg, at alvorlig stress aldrig skulle være tabu hos mig. Derfor har jeg igennem årene holdt en hel del foredrag, om mine oplevelser med alvorlig stress – og havde det ikke været for corona, havde jeg også holdt et foredrag i dag.
Jeg synes at det er vigtigt, at man åbent og ærligt fortæller om, hvor modbydelig en ting alvorlig stress er, for selv om der findes massevis af bøger og artikler om, hvad stress er, så forstår mange det først rigtigt, når man hører den personlige fortælling. Først der får vi slået revner i den skal, der hedder “Tabu”.

For nylig var der en artikel i B.T. om en borgmester, der med store armbevægelser proklamerede, at han arbejder 65 timer om ugen. Skal vi gætte på, at hans kendskab til stress ikke er ret stort, for min første tanke var at “det skal du lade være med”. Det holder din psyke eller familieliv ikke nødvendigvis til – og i øvrigt så kaster sådan en udmelding benzin på det store stress-tabu-bål, for man er jo lidt af en Supermand, når man arbejder 65 timer om ugen, ikke?

Heldigvis er der også kendte mennesker, der er begyndt at stå offentlig frem og fortælle at de har – eller har haft – problemer med alvorlig stress. At de er kendte har den betydning, at medierne beskæftiger sig med dem og tager deres historier ud i medierne – noget som vi ikke-kendte ikke kan, til trods for at vores historier på en prik ligner alle andres. Men måske det kan rykke et eller andet blandt politikerne på Christiansborg, når medierne beskæftiger sig med de kæmpe udfordringer mange mennesker har med alvorlig stress i dag. Det er ikke lykkes endnu, men man har da lov at håbe.

Alex Vanopslagh, formand fra Liberal Alliance har for nylig været ude og fortælle om sine problemer med alvorlig stress.

Det samme har biolog og naturformidler Vicky Knudsen. De af os, der har fulgt Vicky i de udsendelser, hun har lavet på TV, kender hende som en altid glad, nærmest sprudlende person, der med stor iver og overskud har delt sin viden om alverdens dyrearter. Bag facaden har der gemt sig et ulykkeligt menneske, som trods at alting kørte for hende, som hun selv siger i indslaget, var dybt ulykkelig.
Hun har desuden det utroligt vigtige budskab, at accept er noget af det vigtigste overfor en alvorligt stressramt. At give en krammer og sige at det er okay at have det skidt, har en kæmpe betydning for en stressramt.
Det virker heldigvis til, at hun er på rette kurs igen. Det håber jeg virkelig.

Ser man på kommentarsporene til de opslag, der findes på sociale medier, omkring de 2 personer, jeg har nævnt her – Alex Vanopslagh og Vicky Knudsen, så er det ekstremt tydeligt, at der er rigtigt mange mennesker, der overhovedet ikke aner hvad stress er. Uvidenheden står nærmest i kø. Det er mennesker, som skribenterne i kommentarsporet, der gør, at ingen rigtigt tør tale om, at de har det psykisk dårligt og som forstærker tabuet omkring alvorligt stress.
Det er ulideligt at se på og jeg forstår ikke, at skribenterne ikke erkender, at de intet ved – og undlader at kommentere, når det er tilfældet.

Viden omkring stress ekstremt vigtigt! Lad os starte med det – og start gerne i Folkeskolen. Det er starten på -forhåbentlig – at få nedbrudt bare lidt af det evindelige tabu omkring alvorlig stress.


Lars Lautrup-Larsen

Glædelig Jul og Godt Nytår


I dag er det juleaftensdag og for mange af os bliver det igen i år ikke helt den samme juleaften som vi plejer. Det vil sige, som vi plejede at holde den for 3-4 år siden. Corona har stadig sin hårde hånd om Danmark og resten af verden, og det sætter en masse begrænsninger for, hvad vi kan og må.

Det er sådan, det må være. Corona i alle dens variationer, er trods alt en pandemi af en potentielt dødbringende virus og derfor er det jo naturligt, at Corona har haft al vores opmærksomhed og fokus i de sidste år. Men det har også taget fokus fra alle de problematikker, vi havde før Corona – og som vi stadig i høj grad slås med.

Misforstå mig ikke. Jeg sidder ikke og begræder, at vi nu alle sammen taler om Corona og ikke om stress. Jeg konstaterer bare at det er sådan, og selvfølgelig skal vi med alle midler holde tungen lige i munden med en dødelig pandemi. Jeg siger, at problemerne omkring stress – og alle mulige andre problematikker – ikke er forsvundet, men i høj grad stadig florerer derude, måske endda forstærket af omstændighederne omkring Corona.

Når man nu kan se, at stress-problematikkerne stadig er derude og at der stadig er et ekstremt behov for, at nogen gør noget ved problemerne og ikke mindst hjælper alle de mennesker, der får alvorlig stress tæt inde på livet, så er det med stor smerte i hjertet, at jeg har måtte være med til at tage beslutningen om, at Stressforeningen må lukke.

Vi har igennem rigtig lang tid forsøgt at sammensætte en handlekraftig bestyrelse, der kan drive foreningen og det har været lige ved at lykkes mange gange, for så at falde på gulvet. Derfor måtte vi til sidst i den nuværende bestyrelse, kaste håndklædet i ringen og lukke foreningen.
Det er virkeligt et sørgeligt paradox med en forening, der er så meget brug for.

Tagstressalvorligt.dk lukker ikke og jeg vil også fremover forsøge at holde øje med, hvad der sker omkring os i relation til stress-problematikkerne. Jeg kan på ingen måde udfylde det tomrum, der er efter Stressforeningen, men jeg vil forsøge at holde fokus på emnet og stadig forsøge at videregive information og råd om stress.

Jeg ønsker jer alle et godt helbred. Pas på jer selv og hinanden.

Rigtig Glædelig Jul og Godt Nytår.


Lars Lautrup-Larsen.

Stress & Corona

Tag Stress Alvorligt er her stadig …


Hej med jer.

Du har måske undret dig over, at der har været stille – både her på TagStressAlvorligt.dk og i Facebook-gruppen. “Er der da ingen nyheder omkring stress i øjeblikket?”, kan jeg næsten høre dig tænke og det er faktisk meget sparsomt.

Corona-virussen har sat sine begrænsninger på alt og medierne har travlt med at informere om alle de tiltag, der kommer på grund af den, så stress som emne er naturligt nok faldet lidt i baggrunden.

Det betyder naturligvis ikke, at stress er forsvundet. Snarere tværtimod. Der kan være rigtigt mange årsager til, at nogle af os nu rigtigt mærker stresssymptomer ovenpå alt det med corona i øjeblikket. Det kommer jeg ind på lige om lidt.

Jeg vil nemlig starte med kort at fortælle, hvorfor der har været så stille her på TagStressAlvorligt.dk og i Facebook-gruppen – også umiddelbart inden at corona for alvor tog fat i Europa og i Danmark. Det har nemlig også lidt med stress at gøre – sådan inddirekte.

Som mange af jer ved, så er jeg aktiv som Gruppe-koordinator i Stressforeningen og var slutningen af januar i gang med at holde foredrag og starte nye netværksgrupper op forskellige steder i landet.
Det stoppede brat, da jeg natten mellem d. 25-26 januar 2020 blev hasteopereret for en blodprop i hjertet, kun et par dage efter mit sidste foredrag. Jeg skynder mig at skrive, at jeg i dag er kommet ovenpå og har det fint – og at min blodprop selvfølgelig ikke har nogen direkte forbindelse til mit arbejde med netværksgrupperne.

Men – det gav mig et slag i maven, at jeg ikke alene kunne blive alvorligt syg, som et lyn fra en klar himmel, men jeg måtte også indse, at jeg ikke ville være i stand til at gennemføre de planer om foredrag og opstart af grupper, som jeg havde i mit hoved. Jeg fik de samme tanker, som jeg i sin tid havde efter at jeg var gået ned med alvorlig stress. Jeg var gået fra at være en super-aktiv mand, der kunne håndtere 25+ bolde i luften på én gang til at være en “gulvklud”, der ikke kunne håndtere noget-som-helst.

Jeg trak aflysningerne af arrangementerne så længe jeg kunne og jeg havde store ambitioner om at deltage i bestyrelsesmøde og andre aktiviteter, kun for på dagen at indse, at det ville jeg på ingen måde være i stand til – men inde i mit hoved kunne jeg alt det, jeg kunne før, sådan var virkeligheden bare ikke.

De vildeste stresssymptomer dukkede op når jeg blev/bliver frustreret over, at jeg ikke er i stand til at udføre alle de planer, jeg får i mit hoved og at jeg er nødt til at tage det helt roligt, indtil tikkeværket virker 100% igen – og selv derefter vil alting blive prioriteret anderledes.
Jeg havde netop holdt mit foredrag og nævnt at det nu var 10 år siden at jeg havde problemer med alvorlig stress. Sommetider skal man bare tie stille, tror jeg …

Nå, tilbage til corona. Jeg hører i øjeblikket fra en del mennesker, der synes at problematikkerne omkring corona påvirker deres stress rigtigt meget i negativ retning. Ikke alene er der alle de tanker, vi gør os om, hvordan det hele skal gå og selv med diverse redningspakker og forsikringer fra regeringen og myndighederne, så er vi allesammen i en situation, vi ikke har prøvet før og vi ikke kender enden på.

Mange af os arbejder hjemme og isolerer os, mens vi prøver at få dagligdagen til at hænge sammen. Børnene er sandsynligvis også hjemme fra skole, så hele familien er hjemme sammen hele dagen og det er igen noget, vi ikke er vant til – ikke i længere tid af gangen, i hvert fald.

Vores sociale liv er på pause, for vi må ikke længere være sammen med familie, venner, kollegaer og alle de andre mennesker, vi plejer at omgås i hverdagen og selv om vi nu om dage har masser af muligheder for at Skype eller Facetime sammen, så er det ikke rigtigt det samme, som at være sammen fysisk.

Hele denne situation har fået det alternative behandlermarked til at finde på nye tiltag, hvor f.eks. videocoaching, webinarer og webcasts – og ja, fjernhealing – nu vinder frem, altsammen for at holde indtægterne i gang. Som altid… Brug din sunde fornuft, når du overvejer at kaste penge efter den slags.

Vi kommer igennem corona og alting kommer tilbage til normalen. Det er jeg sikker på. Det er bare ikke til at vide, hvornår det sker, men det sker!

Til slut vil jeg anbefale, at du melder dig ind i gruppen “Forum for Stressramte” på Facebook, hvis du har problematikker omkring stress, du gerne vil vende med andre stressramte i et fortroligt forum.
Gruppen administreres af Stressforeningen, hvor alle arbejder frivilligt og ulønnet, så her er der ingen økonomiske interesser involveret.

Pas på dig selv og hinanden!

Lars Lautrup-Larsen

Take me out

En musikanmeldelse på TagStressAlvorligt?

Ja, du ser helt rigtigt!



En ven gjorde mig i går opmærksom på, at der i løbet af marts/april 2020 er blevet udsendt en filmatiseret rock-opera, “Take me out”, i 6 dele på YouTube og Facebook.

Bandet “Clowns Without a Circus” står bag rock-operaen og keyboardspiller Thomas Deibjerg er tekstforfatter og komponist til de 6 sange, der er udgangspunktet i de 6 musikvideoer, projektet er delt op i.

Sangene er baseret på Thomas Deibjergs egne oplevelser med stress, angst og depression – og det fremgår tydeligt, at han ved hvad han skriver om.

Allerede i første video rejste hårene sig på armene af mig og det er som regel et ret godt tegn på, at der er noget godt og ægte i vente.

De 6 videoer skal ses i rækkefølge da de, beskriver hele vejen igennem stress/depression og det at komme ud på den anden side.

Efter at have set alle videoer sad jeg bogstavelig talt med tårer i øjnene. Undervejs var jeg blevet ramt af en lang række af de følelser, jeg havde da jeg selv var ramt af stress og depression. En rutschetur igennem nogle ting, jeg havde pakket væk og gemt, men ikke glemt – og som huskede mig på, at der skal jeg ikke hen igen.
På en gang en lidt skræmmende oplevelse, men samtidig en yderst positiv en af slagsen og den sidste video i serien, Episode 6 – DRIFTING, virker som en følelses-katalysator, hvor man igen får troen på, at det hele nok skal gå.

Undervejs kunne jeg sætte mig ind i mange af de fiktive hovedpersoner, Stacia og Toms udtryk og følelser og måtte ind imellem huske mig selv på, at det ikke var min historie, der blev beskrevet – og det var det måske alligevel lidt, for uanset hvor, hvordan og hvor meget vi har været ramt, så har vi (tidligere) stress- og depressionsramte været de samme steder i følelsesland.

Er man til rockmusik, så er ikke bare tekster og videoer fremragende i kvalitet. Musikken bliver leveret af nogle fantastiske musikere, der kan deres kram. Jeg er fan!

Du finder de 6 videoer her: https://www.youtube.com/channel/UCzc7cm6Y5yN5jO5iVH1miEw

Opdatering d. 10 maj 2021: Jeg blev for et par dage siden informeret om, at Thomas Deibjerg ikke længere er i blandt os. “Take me out” var mit første bekendtskab med Thomas’ musik og tekster – og som det fremgår af denne anmeldelse, berørte de mig dybt. Det samme gjorde meddelelsen om Thomas’ død.
Hvil i fred, Thomas.

Lars Lautrup-Larsen

Stress-fælder på nettet

Der er et ordsprog der siger, at “når noget lyder for godt til at være sandt, er det nok fordi det er det”.


Jeg har skrevet om det før og jeg kommer nok til at skrive om det igen, for det bliver ved med at være aktuelt.

Stressramte er en forretning

Som stressramt får man ofte det ene tilbud efter det andet om gratis – eller kraftigt reducerede ydelser, som man bare kan plukke og bruge. Det kan være deltagelse i gratis foredrag, en gratis session med en stressbehandler eller reducerede priser på et forløb af en slags.
De personer eller organisationer der tilbyder den slags får det ofte til at lyde som om, at det er af hensyn til netop dig, at du får det specielle tilbud.

Tag ikke fejl. Du er som stressramt blevet en kilde til forretninger og når du igennem et gratis foredrag bliver overhældt med (betalbare) tilbud om hjælp til at håndtere din stress, så er det det virkelige formål med foredraget.
Der findes heller ingen personer, der har oplevet markant bedring af en enkelt gratis samtale med en stressbehandler og vælger du at tage imod samtalen, så vil en del af samtalen med garanti være, at du får tilbud om flere samtaler – måske endda et helt forløb.

Et forløb med en stressbehandler er ikke en dårlig ting. Det er ofte det der skal til, men det kræver at behandleren spiller med åbne kort fra starten – og det er en “gratis” samtale ikke.

Aftaler du et forløb med en stressbehandler, så aftal samtidig at du betaler i rater – f.eks. pr. session eller pr. måned. Kræver behandleren at du lægger det fulde beløb ved starten af forløbet, så find en anden behandler. Du har ikke mulighed for at slippe ud af jeres aftale, hvis behandlingen af en eller anden grund ikke virker for dig.

Der findes efterhånden en del “online-forløb” på nettet, hvor du ved hjælp af videoer og mulighed for at stille spørgsmål til udefinerede “eksperter” kan forsøge at hjælpe dig selv igennem dine problematikker med stress.

Hvis man ved bare lidt om stress og stressbelastninger, så ved man også, at de i høj grad er individuelle og et fastlagt onlineforløb kan udelukkende give dig nogle generelle retningslinjer, som du ikke kan bruge til ret meget.

Læg mærke til om der i beskrivelsen af online-forløbet er beskrevet, at du har mulighed for at tilkøbe ekstra ydelser eller services. Så kender du det egentlige formål med at få dig ombord.

Alvorligt stressramte er desværre nemme ofre, for man giver gerne sin højre arm for bare en lille smule fred for sine stresssymptomer. Det er der desværre nogle der ved og udnytter, så det gælder om at være på vagt og hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt – så er det nok fordi det er det.

Lars Lautup-Larsen

Godt Nytår!


“Der er ikke noget der er gratis” lyder et gammelt ordsprog, der er blevet meget aktuelt her mellem jul og nytår, hvor mange af de mere eller mindre alternative stressbehandlere skal have fyldt aftalebogen op for første halvår af 2020.

Det lyder meget tiltalende at tilbyde forskellige sessioner og samtaler ganske gratis, men det er vigtigt at huske på, at for mange af disse behandlere er det ren forretning og at forære noget væk gratis, er et forsøg på at sælge mere. Der er ingen der får en markant forbedring af deres stressniveau af en enkelt session eller samtale, så får du sådan en foræret gratis, så kan du trygt regne med at blive tilbudt mere – der ikke er gratis.

Desværre er mange alvorligt stressramte meget påvirkelige og vil give deres højre arm for at få det bare lidt bedre, så chancen for at du siger ja til at fortsætte mod betaling – og det ved mange af disse behandlere. De er forretningsfolk og skal have firmaet til at løbe rundt.

Når man samtidig tænker på at markedet for stressbehandling er noget af det mest brogede der findes, så har du ikke en chance for at vide, om du er kommet i hænderne på en dygtig og kompetent behandler, eller om du nu er klient hos en behandler, der har taget stress med på menuen, fordi det nu er oppe i tiden.

For et år siden var den siddende regerings stresspanel ved at lægge sidste hånd på deres anbefalinger og som vi alle ved, så endte det lidt som en prut i en flaske. Der var ikke rigtigt kød på nogle af de foreslag, de kom med – og i dag er der ikke mange der husker, hvad forslagene gik ud på – måske lige med undtagelse af foreslaget omkring “ForældreIntra”.

Jeg foreslog bl.a. panelet at man indfører en standardiseret certificering af stressbehandlere, men det faldt desværre ikke i panelets smag. Fordelen ved en standardiseret certificering er jo, at når du henvender dig til en certificeret behandler, så ved du at vedkommende i det mindste har et minimum af viden omkring stress og stressbehandling. Empati kan ikke måles og det kan godt være, at du alligevel ikke “klikker” med behandleren, men du vil være sikker på at behandleren har den viden, der skal til.

Der er så meget man kan gøre mod de store problematikker, vi er ude i omkring alvorlig stress i dag, men hvis jeg kun har ét nytårsønske, så vil det være, at man får ryddet op i alle de alternative behandlere og certificeringer, der findes i dag. Det vil være et godt skridt på vejen, at vi sikrer, at man altid modtager kompetent behandling som stressramt.

Jeg ønsker dig et godt og stressfrit nytår.

Lars Lautrup-Larsen

Antallet af stressramte er rent gætværk

Igen og igen får vi de samme tal smidt i hovedet, når spørgsmålet om, hvor mange i Danmark, der er ramt af alvorlig stress.

Ikke nok med at de tal der annonceres er fra 2006. De stammer også fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, hvor hele afsnittet omkring stress hedder “Psykisk arbejdsbelastning” og derfor udelukkende har fokus på den såkaldte “arbejdsrelaterede stress”. Hvor mange der er sygemeldt med stress, der relaterer sig til alt andet end ens arbejde, har vi ingen tal på.

2006-undersøgelsen var baseret på fakta – tal fra Sygesikringsregisteret, Landspatientregisteret og Dødsårsagsregisteret, hvor alle efterfølgende undersøgelser har været baseret på spørgeskemaer.
Disse undersøgelser er efter min mening meget lidt brugbare, da der stadig er en masse forvirring og misforståelser omkring begrebet “stress” og er du ikke klar over den fulde definition, kan dine svar på et spørgeskema om emnet ikke rigtigt bruges til noget.

I juli i år kom resultatet af en ny undersøgelse, der ikke har fået ret meget omtale, men hvis undersøgelsesmetoder gør, at den er det bedste fingerpeg om, hvordan det står til med antallet af alvorligt stressramte her i landet.

Psykiatrifonden beskriver undersøgelsen således:

En gennemgang af journalerne hos en gruppe praktiserende læger i Region Syddanmark med i alt 51.422 patienter viste, at 2,1 % af patienterne i en seksmåneders periode var registreret med stress-symptomer eller en diagnose, der indikerer stress. Det svarer til ca. 75.000 patienter på landsplan.


Du finder den fulde ordlyd af undersøgelsen her: Prevalence of persons contacting general practice for psychological stress in Denmark – Lykkegaard, J. et al.

Undersøgelsen har gennemgået journaler for relativt få patienter i forhold til det samlede antal patienter i Danmark, men tallene er faktiske antal på patienter, som en fagperson har vurderet værende ramt af alvorlig stress. Der er samtidig ikke taget stilling til, om sygemeldingen skyldes forhold på arbejdspladsen eller i privatlivet (eller begge dele som jeg til enhver tid vil hævde oftest er tilfældet).

Derfor mener jeg at denne undersøgelse er den langt mest brugbare af dem alle og at vi der formidler information omkring stress bør henvise lange mere til denne undersøgelse i stedet for tallene fra 2006-undersøgelsen, som det er tilfældet nu.
Det vil jeg selv gøre fremover – selvom undersøgelsens konklusion om at der dagligt er 75.000 sygemeldte pga. alvorlig stress kun kan være gætværk baseret på relativt få journaler, så er det det mest kvalificerede gæt der findes overhovedet.

Lars Lautrup-Larsen

Go’ morgen Stress

Her i uge 31 har Go’ morgen på TV2 haft et tema omkring stress.

Det har langt hen ad vejen været en god oplevelse, hvor problematikkerne omkring stress blev belyst fra flere vinkler, men hvor også en af de helt store misforståelser blev fremhævet på nærmest katastrofal vis.


Lad os se på, hvad programmets redaktion havde valgt af indslag til temaet:

Mandag havde programmet Erhvervspsykolog og Stressekspert Pernille Rasmussen i studiet for at svare på seerspørgsmål. Det samme gjorde hun live på Facebook.

Tirsdag fortalte Christel Berlin, kendt fra TV2s program “Nybyggerne” om hendes egen – og hendes families – oplevelser med hendes stressnedbrud.
Psykolog Mette Rosenquist fortalte om, hvordan man taler med sine børn om sine oplevelser med stress

Onsdag var Emma Hørlyck i studiet og fortalte om, hvordan det var at være ramt af stress som ung.

Torsdag have Go’ morgen besøg af Kirsa Jespersen. Kirsa havde opgivet sit job som tandlæge på grund af stress og havde startet sin egen virksomhed som selvstændig.

Det er tydeligt at der er tænkt over dækningen af dette vigtige tema-emne, for vi var hele paletten rundt – spørgsmål, en kendt, en ung og en der er kommet godt videre efter stress. Det er fremragende, men hvad er det så lige der stikker i øjnene?

Alle de medvirkende er kvinder.

Jeg er ikke mandeforkæmper eller af den mening, at der skal være absolut køns-ligevægt uanset hvad, men jeg oplever selv i dag, hvor stort et tabu det kan være, når mænd rammes af alvorlig stress.
Det er et tabu der gør, at mange mænd er meget længere om at reagere på, at noget er galt. De fleste søger først hjælp, når det er gået galt og en sygemelding er uundgåelig, men så er det ikke noget man taler højt om. Som om at det er noget at skamme sig over, men sådan er det.

Derfor er et ekstremt vigtigt, at vi får modarbejdet det tabu om, at mænd ikke kan gå ned med alvorlig stress – for det kan de – og det gør de – i stor stil, men ser vi på Go’ morgens dækning af temaet, så er de medvirkende kun kvinder og indslagene bliver det kun nævnt få gange at “mor og far går ned med stress”, mens formuleringen “mor går ned med stress” var langt i overtal.

Jeg – og flere andre – nævnte dette faktum i kommentarer til Go’ morgen på Facebook og fik da også en positiv reaktion.

Fredag jokkede redaktionen så absolut gevaldigt i spinaten. De havde inviteret Tømrermester Claus Ørts i studiet. Han kunne ikke forstå, at man kan få stress, for han arbejder et sted mellem 60-80 timer om ugen.
Der var nogle gode pointer om, at det ikke nødvendigvis er ens arbejde, der er årsagen til stress, men at der kan være mange andre faktorer i ens liv, der gør at man rammes.
Men – det er lidt af et selvmål for redaktionen at når man endelig inviterer en mand i studiet, så er det en mand, der ikke har erfaring med stress og som (heldigvis) har et liv som fungerer fra ham.

Ikke alene har programmet hele ugen udelukkende fremhævet kvinder, der er gået ned med stress – men de slutter så lige temaugen af med at fremhæve en mand, der ikke går ned med stress, selv om han arbejder meget. Det er helt galt. For mig sætter det de mænd, der er og bliver alvorligt ramt af stress i et endnu dårligere lys og kaster ny energi i de tabuer, der er omkring mænd og stress.

Indslagene kan ses på TV2 Play. Hvor længe de bliver liggende, er jeg ikke klar over.

Lars Lautrup-Larsen

Kronisk stress

Stress kan ikke blive kronisk som i “for altid”.
Stress kan blive kronisk som i “langvarig”.

Når jeg har skrevet ovenstående i forskellige grupper og fora omkring stress, er jeg hver gang blevet mødt med forskellige modargumentationer og nogle enkelte gange ligefrem af skæld-ud (for at bruge et pænt udtryk).




Det er åbenbart en udbredt misforståelse at “kronisk stress” skulle betyde at man vil være ramt af alvorlig stress resten af sit liv. Sådan er det heldigvis ikke.

Stress er ikke en sygdom. Stress er en reaktion på belastninger og når mængden af belastninger falder, vil stressreaktionen altid mindskes – over tid.


Hvor kommer så disse misforståelser fra?

Udsnit fra “Den Danske Ordbog”

Den Danske Ordbog er meget klar: Ordet “kronisk” kan betyde både “langvarigt forløb” og “konstant tilbagevendende” – og denne dobbeltbetydning er nok årsagen, men hvorfor den brede befolkning ikke kender begge betydninger, men udelukkende opfatter “kronisk” som “livsvarigt”, er der nok nogle kloge hoveder, der har svaret på. Jeg har ikke.

Men – hvorfor får jeg så de stærke reaktioner, når jeg gør opmærksom på dobbeltbetydningen og at personer, der af deres læge har fået at de har “kronisk stress” ikke nødvendigvis skal være ramt af alvorlig stress resten af deres liv?

Jeg har desværre fornemmelsen af, at jeg – i hvert fald nogle gange – punkterer en “sovepude”, de har lavet for sig selv, hvor de har overbevist sig selv om, at det ikke nytter at gøre noget. Det er ligegyldigt, for de skal jo have de her symptomer og problemer resten af deres liv – det har lægen selv sagt!

Det kan altid betale sig at gøre noget! Det er aldrig ligegyldigt!
Det kan tage rigtigt lang tid og man kommer måske aldrig helt tilbage til der, man var engang, men hver gang du mindsker eller fjerner en stressbelastning bare en lille smule, letter dine stresssymptomer tilsvarende en lille smule og vi ved jo alle, at “mange bække små gør en stor å”.
Du får det bedre! – over tid – for det tager tid! Stress er ikke en kontakt man kan slå fra. Det tager tid at komme ud af sin alvorlige stress, men det er altid muligt.

Bruger du “sovepuden” som ovenfor og opgiver at gøre noget ved dine stressbelastninger, så ender du med at opfylde din egen profeti på grund af din misforståelse af ordet “kronisk”.
Du vil komme til at slås med stresssymptomer resten af dit liv og måske også alvorlige følgesygdomme.

Ved langvarig stress kan vi desværre udvikle forskellige følgesygdomme som f.eks. angst og depression – og disse kan blive kroniske – som i “for altid”.

Derfor er “kronisk stress” = “langvarig stress” og det er aldrig for sent at gøre noget ved sine stressbelastninger og få det bedre.

Lars Lautrup-Larsen.