Lad mig starte med at slĂĄ Ă©n ting fast. Stressfonden er et fantastisk initiativ!
Vi har længe manglet nogle mennesker med viden og gennemslagskraft til at sætte fokus på de kæmpe problemer med stress og stress-relaterede sygdomme, vi har her i landet. Derfor er det med den største anerkendelse at jeg bifalder Pernille Rosenkrantz-Theil’s initiativ.
Men – efter at have nærstuderet den information, der findes på stressfonden.dk, kan jeg alligevel ikke lade være med at undre mig.
Hvad er f.eks. meningen med at hele initiativet er oprettet som en fond? Fondens formĂĄl findes ikke rigtigt beskrevet. Der er ganske vist beskrevet et par forskningsprojekter i meget korte vendinger, som egentlig ikke vil bidrage med noget nyt, efter min mening.
Til gengæld har stressfonden et større persongalleri bag sig. Selve Stressfonden har både en formand (Pernille Rosenkrantz-Theil), en generalsekretær (Thomas Milsted) og en administrerende direktør (Tim Garder). Stressfondens “stresstænketank” har et repræsentantskab på ikke færre end 11 personer (hvoraf ovennævnte 3 er gengangere).
Det er nok utopi at alle disse mennesker udelukkende deltager for den gode sags skyld. De skal nok have betaling for deres deltagelse og det er på sin vis ok. Problemet er bare, at det er ret mange mennesker, der skal aflønnes for noget, der er meget uklart.
Samtidig går fonden ud og sælger kurser, uddannelser, foredrag og rådgivning. Det er med andre ord et ganske almindeligt firma, der gemmer sig bag en fonds-struktur, hvor folk, firmaer og organisationer oven i købet kan kaste yderligere midler i kassen.
