Når en af dine kollegaer eller medarbejdere rammes af alvorlig stress, er det vigtigt at du er forberedt på, hvad der skal gøres – og hvad kan gøres.
I første del beskrev jeg lidt om, hvad man kan gøre for at “ulykken ikke sker” – at ingen bliver ramt af alvorlig stress, men da årsagerne til alvorlig stress er mange, vil det sandsynligvis ske, at du som leder oplever at en medarbejder rammes.
Psykisk førstehjælp
Første punkt i psykisk førstehjælp, er som i fysisk førstehjælp at standse ulykken. Du sidder med en medarbejder, der til det sidste har forsøgt at holde det hele kørende og har presset sig til det yderste. Nu er ballonen sprunget og medarbejderen sidder nu enten fysisk foran dig eller i telefonrøret, med følelserne udenpå tøjet.
Du “standser ulykken” ved som det allerførste er det meget vigtigt at du lader medarbejderen vide, at alt er okay – og at medarbejderen skal opsøge sin læge og blive sygemeldt i en periode. Det er vigtigt, fordi medarbejderen med stor sandsynlighed har en massiv dårlig samvittighed over ikke at kunne varetage sit arbejde, overlade alt til kollegaerne – og i det hele taget ikke at kunne overskue noget som helst.
Medarbejderen vil samtidig være så forvirret over sin reaktion og situation, at det er vigtigt at du også her agerer leder og fortæller medarbejderen, hvad der skal ske og hvornår.
I den første periode af medarbejderens sygemelding er det vigtigt at holde så lidt kontakt som muligt. Medarbejderen skal udelukkende have ro, ro og ro – og enhver kontakt fra dig som leder vil starte en tankerække omkring leder -> arbejdsplads -> dårlig samvittighed. Bed medarbejderen om at kontakte dig, når/hvis noget trænger sig på – og hold derefter “radiotavshed” så længe som muligt.
Efter nogle dage er det dog i orden at bryde “radiotavsheden” og lade kollegaerne sende en tanke i form af en buket blomster eller lidt chokolade med en besked om god bedring. Sørg for at det bliver leveret af et bud – og ikke af dig eller en kollega.
En sådan tanke bliver gerne modtaget rigtigt positivt og modvirker medarbejderes store dårlige samvittighed.
Efter nogle uger er kontakt som regel nødvendig, for så kommer Mulighedserklæringen på banen. Den skal I udfylde sammen og her skal du være klar over, at din alvorligt stressramte medarbejder stadig ofte vil være så ramt af dårlig samvittighed over sin situation at han/hun vil sige ja til hvad-som-helst, som der i virkeligheden ikke er nogen chance for at vedkommende vil kunne klare. Medarbejderens læge har mulighed for at sige nej til planen i Mulighedserklæringen, men det er vigtigt at du også fornemmer på medarbejderen at planen er realistisk. Både du og medarbejderen er jo i virkeligheden interesseret i, at han/hun kommer tilbage på bedst mulig vis, så medarbejderen ikke belastes for hårdt og skal sygemeldes forfra.
Det kan være en rigtig god ide, hvis den sygemeldte medarbejder har en ven eller kollega som “bisidder” ved udfyldelse af Mulighedserklæringen. Alene tilstedeværelsen kan gøre at medarbejderen får noget ro på.
Hvis du/I eller medarbejderens læge vurderer, at opstart på arbejdspladsen er for tidlig, så er det vigtigt at du går tilbage i “radiotavshed” og lader din sygemeldte medarbejder tage initiativet til kontakt, så meget det er muligt. Gentagen kontakt fra din side vil kun føles som et pres for at komme tilbage så hurtigt som muligt – og det kan lægges oveni medarbejderens i forvejen store stressbelastning.
Når medarbejderen kontakter dig, er det vigtigt at du svarer så hurtigt som muligt, så konkret som muligt – og så venligt som muligt. Dine svar vil blive analyseret til mindste detalje i en overbelastet stresset hjerne, så derfor er det vigtigt, at chancerne for at dit svar kan misfortolkes, er minimale.
Når medarbejderen er kommet sig så meget, at det er tid at starte på arbejde igen, er det meget vigtigt at det foregår meget meget langsomt. Kommer medarbejderen for tidligt eller for hurtigt på fuld tid, så ender det ofte med, at medarbejderen overbelastes og det hele starter forfra igen.
Jeg har skrevet en lille artikel om, hvordan man bedst starter op på jobbet igen. Den finder du HER.
Hvis du som leder er i tvivl om, hvordan du skal reagere overfor en alvorligt stressramt medarbejder eller hvad du skal gøre i en given situation, så tag kontakt til en person, der ved hvad det drejer sig om. Der findes mange personer, der arbejder med stressramte og rådgivning til daglig og som kan fortælle dig, hvad du kan gøre og hvordan medarbejderen vil reagerer.