Behandlere igen-igen

Vil du lade dig behandle af person, der er blevet læge på en online-uddannelse?

Jeg har skrevet om det før, men jeg føler at jeg er nødt til at gøre det igen.

Sommeren er ved at være slut og efteråret på vej. Rundt omkring er sæsonen for uddannelse af stressbehandlere efterhånden i gang. Der er et kæmpe og stigende behov for gode behandlere, så heldigvis for det. Desværre er kvaliteten af disse uddannelser umiddelbart meget svingende.

Jeg blev i sin tid “Stressvejleder” på en uddannelse, jeg selv mener var aldeles grundig, med masser af teori og praktik med behandling af “rigtige” stressramte – under supervision naturligvis.
Derfor har jeg også på disse sider tidligere været ude med riven, da der opstod kurser, hvor du kunne blive stressbehandler på et weekendkursus. Jeg nægter at tro på, at man kan lære nok på et weekendkursus, så det er ansvarligt, at alvorligt stressramte lægger deres helbred i hænderne på sådanne mennesker. Det kan ikke lade sig gøre.

I år er reklamer for et nyere fænomen så dukket op. Nu kan du blive stressbehandler på et online-kursus!
Vil du lade dig behandle af en person, der er blevet læge på en online-uddannelse? Nej, vel?
Hvorfor i alverden er der så nogen, der mener at de kan uddanne personer til at tage hånd om alvorligt stressramte på en uddannelse, der foregår online?
Når jeg tænker på al den teori, viden og erfaringer, der blev delt på den uddannelse, jeg var igennem, så kan jeg slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre på et online-kursus. Slet ikke.

Jeg skrev for en del år siden flere indlæg om stressbehandlere – bl.a. DETTE – hvor der også er nogle råd til at finde en kompetent behandler, men ud over disse, er det blevet vigtigere end nogensinde at undersøge, hvad behandlerens baggrund er og hvilken uddannelse vedkommende har taget.
Er du alvorligt stressramt, er det selvfølgelig fuldstændigt uoverkommeligt for dig og jeg kan kun anbefale, at du får en ven eller et familiemedlem til at undersøge behandlerne for dig.

Det er vigtigere nogensinde før, at der laves en form for officiel certificering af stressbehandlere – eller stressbehandler-uddannelser, så man sikrer at alvorligt stressramte nemt kan opsøge kompetent hjælp og undgår at komme i hænderne på en behandler, der har al sin viden fra et weekend- eller online-kursus.
Jeg foreslog det til det daværende “Stresspanel” i 2018, der ikke fik gennemført noget-som-helst, men jeg foreslår det gerne igen, for det bliver mere og mere nødvendigt.

Lars Lautrup-Larsen

Bogmærk Permalink.