Nu sker der noget!
Det var min første tanke, da to politikere, Brigitte Klintskov Jerkel (K) og Ida Auken (S) dukkede op i et indslag om stress i Go Aften Live på TV2 forleden. Indslaget kan ses på TV2 Play.
Var det nu endelig var lykkes at trænge igennem til Christiansborg, så der nu vil komme et markant fokus på alvorlig stress? Havde politikerne nu endelig fået øjnene op for alle de kæmpe samfundsmæssige problemer, alvorlig stress har, i kølvandet efter at flere relativt unge politikere for nylig havde haft problemer med stress inde på livet? Var der et samarbejde hen over midten i salen på vej omkring fokus på stress?
Jeg måtte tysse på konen og med øjne og ører stift rettet mod skærmen måtte jeg konstatere at det var der ikke. Indslaget gik på, at de 2 politikere begge havde haft alvorlig stress efter at de i lange perioder havde arbejdet op mod 80 timer om ugen. Brigitte Klintskov Jerkel havde endda haft 2 blodpropper, som hun selv mener er udløst af det arbejdspres, det stressniveau, hun har været udsat for på Christiansborg.
Nu vil de så gøre noget ved arbejdskulturen på Christiansborg.
Jeg skal på ingen måde underkende eller bagatellisere deres oplevelser med stress. Det er altid forfærdeligt og blodpropper er bestemt ikke noget man spøger med – jeg har været der.
Men, kære Brigitte og Ida. Problemet med alvorlig stress er ikke kun på Christiansborg. Det er overalt i samfundet. I Danmark og i hele verden! Det ligger i arbejdskulturen i mange virksomheder og det ligger i livet hjemme i privaten. Hvorfor er det så svært at kigge op fra egen navle og se, at præcis de samme problematikker, som I vil gøre noget ved på Christiansborg, eksisterer overalt – og at I (og jeres kollegaer) er de eneste, der kan gøre noget ved det?
I 2019 kom regeringens “Stresspanel” med nogle opfordringer, som I politikere skulle se på og lovgive omkring. Hvor mange af panelets opfordringer har I taget op i Folketinget og i det mindste forsøgt at gøre til virkelighed? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanke om noget, der er kommet fra panelet, der er kommet videre på nogen som helst måde.
Jeg er naturligvis stor fortaler for alle tiltag, der kan gøre noget ved belastninger, der kan føre til alvorlig stress, så jeg synes at det er fremragende, at I vil sætte fokus på arbejdskulturen på Christiansborg. Rigtig meget held og lykke med det, men kunne I ikke også tænke tanken videre – og tænke på at de samme tiltag skal gælde hos andre arbejdsgivere, hos socialrådgiveren, hos sygeplejersken, hos pædagogen, hos pensionisten og alle andre, som også oplever stressbelastninger i deres hverdag? Ikke alle arbejder op til 80 timer, nogen gør, men der er langt mere end lange arbejdsdage, der er skyld i alvorlig stress. Der er vanvittigt mange mennesker, der er pressede i deres hverdag. Tænk de gode tanker videre og gør noget.