Ja, stress er stadig tabu.
Den absolut største grund til, at vi ikke kan tale frit om alvorlig stress – og at alvorligt stressramte stadig føler det skamfuldt at de ikke kan præstere er, at stress i høj grad (stadig) er tabu.
Om nogle få dage er det 12 år siden, jeg gik ned med alvorlig stress på den hårde måde. Jeg troede dengang, at jeg vidste hvad stress var, men i virkeligheden anede jeg ingenting.
Jeg havde set mine kollegaer være sygemeldt i længere tid, for så at komme tilbage, men det faldt mig aldrig ind, at spørge til hvorfor og hvordan de have oplevet det. Der var i mit hoved en stemme der sagde, at “det taler vi nok ikke om”. Den samme stemme opererede åbenbart også i mine andre kollegaers hoveder, for jeg hørte heller ikke dem spørge.
Da jeg så gik ned med et brag i januar 2010, oplevede jeg at der ikke var mange, der havde delt deres oplevelser som alvorligt stressramte, som jeg kunne spejle mig i, hvilket gav mig en følelse af at være helt alene i verden med de oplevelser jeg havde. “Det taler vi ikke om” havde godt greb i folk, når det kom til alvorlig stress – og jeg er sikker på, at årsagen var, at ikke ret mange – ligesom jeg selv – anede hvad stress er.
Er der så sket nogen fremskridt i løbet af de 12 år? Lidt.
Jeg har igennem de sidste mange år mødt rigtigt mange mennesker, der enten var alvorligt stressramt eller pårørende/venner/kollegaer til alvorligt stressramte og der er stadig en kæmpe uvidenhed og dermed tabu omkring alvorlig stress derude. Det til trods for, at stress jo har fået en del mere opmærksomhed de senere år, men meget af opmærksomheden har været stress som “emne” og ikke stress som “oplevelse”.
Der har været talt en del om, hvad stress er, men ikke ret meget om, hvordan det opleves at have alvorlig stress.
Da jeg selv blev ramt fik jeg efterfølgende lært, hvad stress er og hvorfor man reagerer som man gør, men det var først da jeg fysisk mødte andre tidligere alvorligt stressramte, først på Stressvejleder-uddannelsen og vi i det lukkede rum kunne fortælle, hvad vi havde tænkt og følt, at det gik op for mig, at vi alle havde følt det på næsten præcis samme måde. Det var befriende endelig at bryde tabuet, kunne tale frit og dele oplevelser – og derfor var Stressvejleder-uddannelsen en kæmpe hjælp for mig i min heling (uddannelsen i sin daværende form eksisterer ikke i dag).
Da jeg anså mig selv som rask, besluttede jeg, at alvorlig stress aldrig skulle være tabu hos mig. Derfor har jeg igennem årene holdt en hel del foredrag, om mine oplevelser med alvorlig stress – og havde det ikke været for corona, havde jeg også holdt et foredrag i dag.
Jeg synes at det er vigtigt, at man åbent og ærligt fortæller om, hvor modbydelig en ting alvorlig stress er, for selv om der findes massevis af bøger og artikler om, hvad stress er, så forstår mange det først rigtigt, når man hører den personlige fortælling. Først der får vi slået revner i den skal, der hedder “Tabu”.
For nylig var der en artikel i B.T. om en borgmester, der med store armbevægelser proklamerede, at han arbejder 65 timer om ugen. Skal vi gætte på, at hans kendskab til stress ikke er ret stort, for min første tanke var at “det skal du lade være med”. Det holder din psyke eller familieliv ikke nødvendigvis til – og i øvrigt så kaster sådan en udmelding benzin på det store stress-tabu-bål, for man er jo lidt af en Supermand, når man arbejder 65 timer om ugen, ikke?
Heldigvis er der også kendte mennesker, der er begyndt at stå offentlig frem og fortælle at de har – eller har haft – problemer med alvorlig stress. At de er kendte har den betydning, at medierne beskæftiger sig med dem og tager deres historier ud i medierne – noget som vi ikke-kendte ikke kan, til trods for at vores historier på en prik ligner alle andres. Men måske det kan rykke et eller andet blandt politikerne på Christiansborg, når medierne beskæftiger sig med de kæmpe udfordringer mange mennesker har med alvorlig stress i dag. Det er ikke lykkes endnu, men man har da lov at håbe.
Alex Vanopslagh, formand fra Liberal Alliance har for nylig været ude og fortælle om sine problemer med alvorlig stress.
Det samme har biolog og naturformidler Vicky Knudsen. De af os, der har fulgt Vicky i de udsendelser, hun har lavet på TV, kender hende som en altid glad, nærmest sprudlende person, der med stor iver og overskud har delt sin viden om alverdens dyrearter. Bag facaden har der gemt sig et ulykkeligt menneske, som trods at alting kørte for hende, som hun selv siger i indslaget, var dybt ulykkelig.
Hun har desuden det utroligt vigtige budskab, at accept er noget af det vigtigste overfor en alvorligt stressramt. At give en krammer og sige at det er okay at have det skidt, har en kæmpe betydning for en stressramt.
Det virker heldigvis til, at hun er på rette kurs igen. Det håber jeg virkelig.
Ser man på kommentarsporene til de opslag, der findes på sociale medier, omkring de 2 personer, jeg har nævnt her – Alex Vanopslagh og Vicky Knudsen, så er det ekstremt tydeligt, at der er rigtigt mange mennesker, der overhovedet ikke aner hvad stress er. Uvidenheden står nærmest i kø. Det er mennesker, som skribenterne i kommentarsporet, der gør, at ingen rigtigt tør tale om, at de har det psykisk dårligt og som forstærker tabuet omkring alvorligt stress.
Det er ulideligt at se på og jeg forstår ikke, at skribenterne ikke erkender, at de intet ved – og undlader at kommentere, når det er tilfældet.
Viden omkring stress ekstremt vigtigt! Lad os starte med det – og start gerne i Folkeskolen. Det er starten på -forhåbentlig – at få nedbrudt bare lidt af det evindelige tabu omkring alvorlig stress.