Lænderygsmerter og depression koster Danmark et stort milliardbeløb hvert år.
Det var top-nyheden forleden aften i TV2 Nyhederne.
Baggrunden for nyheden var Sundhedsstyrelsens nyeste rapporter med fællestitlen “Sygdomsbyrden i Danmark” – en så kringlet titel, at jeg synes at jeg ville adoptere den til dette indlæg.
Af den ene delrapport, der vedrører sygdomme, fremgår det, at de 2 største byrder rent økonomisk for Danmark, depression og rygsmerter, koster Danmark mange milliarder hver år – henholdsvis 9,7 og 7,1 milliarder – i ekstraudgifter til sundhedsvæsenet og derudover henholdsvis 25 og 21 milliarder i produktionstab.
Den anden delrapport omhandler “risikofaktorer”, hvoraf rygning er den største omkostning og med mest dødelighed.
Når jeg læser disse 2 rapporter, med alle disse store tal, så er der noget der slår mig. Der mangler noget. Der mangler en opdatering af disse tal:
500.000 føler sig dagligt stressede
30.000 indlæggelser om året pga. stress
3.000 personer bliver hvert år førtidspensioneret pga. stress
1.400 danskere dør hvert år af stress
Når disse tal nævnes, er der ofte nævnt en anslået omkostning på mellem 21 og 34 milliarder. Grunden til det store spænd og den anslåede værdi er, at ingen rigtigt ved det, men jeg tvivler overhovedet ikke på, at det ligger derimellem – og sandsynligvis over.
Du har nok set tallene omkring stress før – og sikkert nogle gange, for de er fra 2006. De stammer fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, hvor hele afsnittet omkring stress hedder “Psykisk arbejdsbelastning” og derfor udelukkende har fokus på den såkaldte “arbejdsrelaterede stress”. Hvor mange der er sygemeldt med stress, der relaterer sig til alt andet end ens arbejde, er der ingen tal på.
At stress ikke er med i de nye rapporter fra Sundhedsstyrelsen skyldes jo nok, at stress her i 2023 stadig ikke er klassificeret som en sygdom. Det er en naturlig reaktion, der går amok – og derfor altså ikke en sygdom, mener nogen.
Men – stress er i høj grad en risikofaktor for at dø. Det viser tallene fra 2006 og havde man valgt at lave en undersøgelse, der opdaterede de tal, ville man nok se, at risikoen for at dø af stress er øget markant.
Det gør man bare ikke. Opdaterer tallene fra 2006. Jovist, der har været undersøgelser omkring stress siden 2006, men for det første har de ikke været så gennemgribende som 2006-undersøgelsen og for det andet har undersøgelserne været baseret på spørgeskemaer, hvor de adspurgte har skulle vurdere deres eget stressniveau. Sådanne undersøgelser vil aldrig blive bare nogenlunde retvisende.
Til trods for at stress er en kæmpe byrde for Danmark, for alle de ramte personligt og for pårørende til alvorligt stressramte, så bliver stress stadig ikke taget alvorligt af de eneste, der rent faktisk kan gøre noget ved det – politikerne.
Senest er endnu et par politikere gået på orlov med alvorlig stress og emnet kom også op igen, da håndboldspilleren Mikkel Hansen måtte gøre det samme.
Udmeldingerne fra Christiansborg kom da også prompte – at nu måtte de igen se på arbejdsmiljøet derinde. De har endnu ikke, trods at problemer med stress har være kolossale i hele samfundet i årevis, at det ikke kun er et lokalt problem for deres lille “virksomhed”.
Derefter skete der ingenting. Igen. De stressramte politikere og Mikkel Hansen er gået på orlov. Så vender de sikkert tilbage igen lige om snart og så er problemet jo løst! – menes der på Christiansborg.
Nej, intet er løst. Tallene fra 2006 tør man ikke opdatere, for ligesom med en afstemning om afskaffelsen af store bededag, så ved man jo godt hvad resultatet vil blive – og det vil de helst ikke skulle forholde dem til. Alt imens flere og flere bliver lagt ned af alvorlig stress og stress bliver en større og større byrde for samfundet og for landet.
Jeg havde næsten lovet mig selv at jeg ikke ville nævne den forrige regerings “Stresspanel” igen-igen i denne blog, men jeg har desværre mødt opfattelsen rundt omkring om, at “de da forsøgte at gøre noget” ved at oprette det panel.
Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal udtrykke det, men når jeg tænker på Stresspanelet og de ting, der kom ud af panelets arbejde, så minder det mig noget så frygteligt om sketches af de engelske komikere Monty Pyton (er du under 55, så google dem).
Stresspanelet var et absurd teaterstykke i ligegyldige udmeldinger og spil for galleriet. De ting, panelet nåede frem til, kom da heller aldrig kom videre fra panelets formands mund.
Intet blev nogensinde behandlet på Christiansborg eller andre steder.
Det er på tide – og har været det i mange mange år, at politikerne vågner af deres tornerosesøvn, begynder at tage stress alvorligt og gør noget! Start med at få alvorlig stress klassificeret som en sygdom og arbejd så med problemerne derfra.
Hvis I mangler ideer og viden om, hvordan I gør det, så er I mere end velkommen til at spørge!