Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.
Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; “Familie”, “Tilgængelighed“ og “Isolation“. Dette er blog-udgaven af første gruppe i mit oplæg. Nummer 2 finder du HER. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.
Familiemønster
Jeg er 53 år gammel og for 2 generationer siden, da min bedsteforældre var unge, var dette billedet på et helt normalt familiemønster. Mor var typisk hjemmegående og passede børn og husholdningen. Far var den der arbejdede ude og skaffede penge og mad på bordet.
Det var normalen dengang og tænker man over det, så er det præcis det samme familiemønster, der har eksisteret siden vi boede i huler og som vi i de mellemliggende 1,6 millioner år (europæisk stenalder) har opfattet som det normale familiemønster. I stenalderen var det (såvidt vi ved) også mændene der gik på jagt og kvinderne der passede børn og lavede mad.
I min bedsteforældres generation begyndte der så at ske noget. Kvinderne begyndte at melde sig på arbejdsmarkedet og at bidrage til familiens indkomst. Det bød samtidig at “husmoderrollen” nu var nødt til at blive delt, sådan at begge forældre nu stod for mad, hjem og børn. Et familiemønster, der nu om dage er det “normale”. I dag finder vi ikke ret mange familier, hvor den ene forældre har valgt rollen som “hjemmegående” og hvor den anden arbejder.
Det betyder at vi i løbet af 70-80 år har ændret det familiemønster, der er blevet præget ind i vores hjerner igennem de sidste 1,6 millioner år. I stedet for at fordele opgaverne imellem sig, har både mor og far nu de samme pligter og begge kommer trætte hjem fra arbejde og skal have resten af aftenen til at fungere, ved at deles om de huslige pligter.
Det er på en eller anden måde en naturlig udvikling i vores familiemønster – og sådan er det. Det er svært at gøre noget ved i dag, men jeg tænker på om en del af årsagerne til, at antallet af alvorligt stressramte er eksploderet i de sidste mange år, har noget at gøre med, at vores hjerner ikke på 70-80 år kan omstille sig til det familiemønster, vi mennesker har kørt igennem de sidste 1,6 millioner år – eller mere? Vi ved at hjernen er plastisk og kan tilpasse sig, men er 70-80 år nok til at den kan rumme og kapere vores ændrede måde at leve på? Jeg ved det ikke.
Det kunne være meget interessant, hvis der blev foretaget en undersøgelse blandt de familier, der har aktivt har valgt at den ene voksne skal gå hjemme som “husfar” eller “husmor”. Mit gæt – og det kan kun blive et gæt – er, at antallet af alvorligt stressramte vil være langt lavere end gennemsnittet af resten af befolkningen. Har jeg ret, hvad kan vi så bruge det til? Ikke ret meget, for udviklingen kan jo ikke stoppes, men måske kunne man tænke lidt over, om man i sit eget familiemønster kan ændre lidt, så der kommer lidt mere luft i hverdagen? …
2. del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed” finder du HER