Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag. Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; “Familie“, “Tilgængelighed” og “Isolation“. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.
Tilgængelighed
I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt.
Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem.
I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel).
Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens …
I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm.
Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også.
Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder.
Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren.
Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem.
Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.
Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?
Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv. Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag. Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert. I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER. Lars Lautrup-Larsen.