Glædelig Jul og Godt Nytår


I dag er det juleaftensdag og for mange af os bliver det igen i år ikke helt den samme juleaften som vi plejer. Det vil sige, som vi plejede at holde den for 3-4 år siden. Corona har stadig sin hårde hånd om Danmark og resten af verden, og det sætter en masse begrænsninger for, hvad vi kan og må.

Det er sådan, det må være. Corona i alle dens variationer, er trods alt en pandemi af en potentielt dødbringende virus og derfor er det jo naturligt, at Corona har haft al vores opmærksomhed og fokus i de sidste år. Men det har også taget fokus fra alle de problematikker, vi havde før Corona – og som vi stadig i høj grad slås med.

Misforstå mig ikke. Jeg sidder ikke og begræder, at vi nu alle sammen taler om Corona og ikke om stress. Jeg konstaterer bare at det er sådan, og selvfølgelig skal vi med alle midler holde tungen lige i munden med en dødelig pandemi. Jeg siger, at problemerne omkring stress – og alle mulige andre problematikker – ikke er forsvundet, men i høj grad stadig florerer derude, måske endda forstærket af omstændighederne omkring Corona.

Når man nu kan se, at stress-problematikkerne stadig er derude og at der stadig er et ekstremt behov for, at nogen gør noget ved problemerne og ikke mindst hjælper alle de mennesker, der får alvorlig stress tæt inde på livet, så er det med stor smerte i hjertet, at jeg har måtte være med til at tage beslutningen om, at Stressforeningen må lukke.

Vi har igennem rigtig lang tid forsøgt at sammensætte en handlekraftig bestyrelse, der kan drive foreningen og det har været lige ved at lykkes mange gange, for så at falde på gulvet. Derfor måtte vi til sidst i den nuværende bestyrelse, kaste håndklædet i ringen og lukke foreningen.
Det er virkeligt et sørgeligt paradox med en forening, der er så meget brug for.

Tagstressalvorligt.dk lukker ikke og jeg vil også fremover forsøge at holde øje med, hvad der sker omkring os i relation til stress-problematikkerne. Jeg kan på ingen måde udfylde det tomrum, der er efter Stressforeningen, men jeg vil forsøge at holde fokus på emnet og stadig forsøge at videregive information og råd om stress.

Jeg ønsker jer alle et godt helbred. Pas på jer selv og hinanden.

Rigtig Glædelig Jul og Godt Nytår.


Lars Lautrup-Larsen.

Bogmærk Permalink.