Ordet “stress” kommer af latin og betyder ”at stringere”, at stramme eller snøre til.
I Danmark blev ordet brugt første gang i 1960’erne, hvor det erstattede begreber som “udkørt” og til dels “dårlige nerver”.
Den udbredte definition på stress er: “Stress er en tilstand, der opleves, når belastninger og krav til en person er større end de personlige og sociale ressourcer, personen er i stand til at mobilisere.”
Det store problem med ordet “stress” er, at det bliver brugt i alle mulige og umulige sammenhænge, som angivelse af alt fra en smule travlhed til et direkte nedbrud, hvor tidligere aktive og velfungerende mennesker ikke længere kan overskue at komme igennem hverdagen. Hvis jeg siger at “jeg har stress”, så kan hver person, der hører dette, opfatte det som om jeg befinder mig på ethvert trin på denne skala. Vi har prøvet at pynte lidt på begrebet ved at bruge “kortvarig stress” og “langvarig stress”, men er du ikke ikke inde i disse termer, hører du kun ordret “stress” og lægger din egen betydning i ordet.
De fleste mennesker har dog den korrekte opfattelse af, at stress er noget negativt, noget ubehageligt og få ved at det også er farligt og dødeligt. Det er det, der ligger i definitionen af ordet “stress”.
Nu bliver det så mere og mere populært at omtale “positiv stress”, som om stress-begrebet ikke er mudret og forvirrende nok i forvejen. “Positiv stress” giver jo, når man ser på ovenstående definitioner, lige så meget mening som f.eks. “negativ glæde”. Det er noget vrøvl! – og det hjælper ikke ligefrem på den almene befolknings opfattelse og forståelse af stress, at man tilføjer en positiv definition af samme navn.
Det er helt korrekt at der på engelsk findes ordene “eustress” (“eu” er latin for “god”) og “distress”, som benyttes som begreber af fagprofessionelle, der kender og forstår ordenes fulde definition, men det er heldigvis ikke ord vi har oversat eller adopteret til det danske sprog og det skal vi heller ikke!
Lad os nu holde fast i, at stress = belasting og det modsatte af belastning er begejstring. Jeg vil så lade det være op til de kreative at opfinde et nyt ord for en “begejstringstilstand”, men hold nu op med at bruge “positiv stress”. Det giver ingen mening!