Mange af landets medier har i de sidste dage fortalt om et forsøg, politiet har i gang i Ringsted – her er et eksempel fra Ekstra Bladet.
Jeg synes at det er et fremragende tiltag!
Vi kender allesammen det, at vi vågner en morgen og ikke rigtigt kan overskue at tage på arbejde. Årsagerne kan være mange. Man kan have have haft nogle dage med travlhed og pres eller nogle private problemer/udeståender, man er nødt til at håndtere. Normalvis tager vi på arbejde alligevel, men det siger sig selv, at vi på disse dage ikke er særligt effektive. Den anden mulighed er at lyve sig til en sygedag, med den dårlige samvittighed og begrænsede bevægelsesmuligheder til følge. Man kan også forestille sig, at det for nogle er oplagt, at nuppe en “sygedag” eller to ekstra, bare for at understrege “sygdommens” alvorlighed..
Når nu det er så naturligt at vi alle kan have en ‘øv-dag’, hvorfor så ikke indrette os på, at det er tilladt at melde sig ud, når vi har sådan en. Jeg tror at den ene dag er godt givet ud, da muligheden for at hvile ud eller få ordnet de personlige problemer og udeståender gør, at man vil være langt mere effektiv i dagene efter. Det er positivt over for sig selv, sine kollegaer og sin arbejdsgiver.
Ja, der vil altid være nogen der misbruger sådan en ordning. Det kan jeg selvfølgelig ikke afvise, men i politiets forsøgsordning bliver disse ‘øv’-dage afregnet som afspadseringsdage eller (selvbetalte) fridage og på den måde, er det ens egen tid, der bliver brugt. Det tilskynder nok til, at man kun afholder en ‘øv-dag’, når den er virkelig tiltrængt, hvilket politiet i Ringsted da også oplever.
Lars Lautrup-Larsen
Certificeret Stressvejleder
Xstress.dk
Jeg kan desværre ikke åbne for kommentarer til dette indlæg uden at blive oversvømmet af reklamer i kommentarfeltet. Der er et opslag og link til dette indlæg på TagStressAlvorligt’s facebook-side, hvor det er muligt (og meget velkomment) at kommentere.