Stresshåndtering i Danmark

Ja ja, Lars. Det er jo nemt nok at sidde der bag sit tastatur og sin skærm og kloge sig med, hvad alle andre skal foretage sig, for at komme problemerne med stress og psykisk nedslidning til livs i Danmark!
Hvad ville du selv gøre, hvis du var politiker?

Indrømmet! Det er ikke verdens nemmeste opgave, men antallet af mennesker i Danmark, der kæmper med stress og psykisk nedslidning er stærkt stigende, så noget må der bare gøres! De fleste politikere ser kun på, hvad der kan gøres med hensyn til arbejdsrelateret stress og som nævnt flere gange i denne blog, mener jeg at man skal se på alle disse menneskers hverdag – 24 timer i døgnet – og ikke kun de 8 timer, hvor mange befinder sig på en arbejdsplads.

Her er så nogle af de konkrete tiltag, jeg mener at man bør indføre:

  • Standardiseret certificering/eksaminering af stressbehandlere.
    Der findes nok hundredevis af stressbehandlere – stressvejledere, stresscoaches osv. og enkelte selvudnævnte stresseksperter i Danmark. Enhver alternativ behandler har taget stress med på menukortet, fordi det er oppe i tiden. Det er et broget marked og man har ingen garanti for, at den behandler, man sidder overfor, rent faktisk har en viden og baggrund der gør, at han/hun ved hvad det drejer sig om.
    Der er mange rigtigt dygtige stressbehandlere derude, men det er umuligt at lave et system, der kan vise at stressbehandlere udover viden om stress også besidder den empati og indfølingsevne, der skal til for at være en god stressbehandler. Man kan derfor kun lave en standardiseret certificering, der vil vise at man i det mindste har en grundlæggende viden om stress og det mener jeg at man bør indføre hurtigst muligt.
  • Lægehenvisning til stressbehandlere.
    Når man begynder at mærke stresssymptomere er det første, man altid skal gøre, at kontakte sin læge! Kun lægen kan vurdere om der er tale om stress, depression eller om symptomerne har en anden (fysisk?) årsag. Stressbehandlere er ikke bredt anerkendt blandt læger og disse har derfor en tendens til at henvise til psykologer, hvilket er helt korrekt i alvorligere tilfælde, hvor patienten er ude i angst, depression osv. Jeg mener dog at psykologer i mange tilfælde er “mere” end der er behov for, når der er tale om stress og at stressbehandlere er et mere rigtigt valg. Derfor bør læger henvise til behandlinger hos certificerede stressbehandlere  og en sådan henvisning bør kunne udløse tilskud tilbehandlinger, hvilket er mit næste forslag.
  • Tilskud til behandlinger hos certificerede stressbehandlere
    Jeg tror mange gange at en af de stressfaktorer, en stressramt må kæmpe med, er økonomiske problemer. At smide en udgift oveni til en stressbehandler eller psykolog, gør jo kun problemet værre. Derfor mener jeg at det må være det offentliges opgave at hjælpe, hvis ikke man er dækket ind af f.eks. en sundhedsforsikring.
  • Husk det psykiske arbejdsmiljø!
    Langt de fleste virksomheder er gode til at passe på deres medarbejdere, når det gælder det fysiske arbejdsmiljø. Der er regler for brug af sikkerhedsudstyr som f.eks. sikkerhedssko, refleksjakker. Farlige områder bliver hegnet ind eller markeret med bolsjestribet plastikstrimmel.
    Det kniber dog som regel lidt for disse virksomheder, når det kommer til det psykiske arbejdsmiljø. Der er stress- og trivselspolitik mange gange et dokument i personalehåndbogen med en række fraskrivelser og besked om at henvende sig i HR-afdelingen og få en aftale med en psykolig. Svinger man sig op til at gøre mere, er det som regel et stresskursus, som man selv skal tilmelde sig – og gæt hvor mange der får tilmeldt sig, hvis man er i en rigtig travl afdeling…
    Jeg mener at man skal tvinge sine medarbejdere til et kursus i stresshåndtering på samme måde som man tvinger dem til kurser i fysisk sikkerhed. Jeg er normalvis mod tvang, men det er min erfaring, at det først går op for folk, at grunden til at de går og har det så dårligt, er at de er på vej ud i stress, når de får at vide hvad stress virkeligt er.
    Er man ikke på vej ud i stress, lærer man alligevel symptomerne og ved hvad der skal gøre, hvis man en dag kommer ud for, at kroppen reagerer på unormal vis.
    Faktisk synes jeg at det er så vigtigt, at jeg mener at man ved lov skal påbyde virksomhederne at disse kurser skal afholdes for medarbejderne. Et minimum af viden omkring stress kan formidles på en times tid i et afdelingsmøde. Mere må det gerne være, men det er hvad der behøves.
Lad være med at vente på, at nogen gør noget for at du kan lære om dine stresssymptomer. Der findes masser af foredrag, aftenskolehold og andre muligheder for at lære at hjælpe dig selv med at undgå stress, hjælpe dig ud af stress eller bare giver dig mere energi i hverdagen. Find dem nu og tilmeld dig!
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.