Er vi en generation af ‘målere’?

For ikke så længe siden talte jeg med en læge, om selvdiagnosticering i forbindelse med stress – altså vores evne til selv at vurdere, om vi er alvorligt stressede – og hvor højt et stressniveau vi egentlig har på et givent tidspunkt.

Ikke overraskende fortalte lægen, at det faktisk er lidt af et problem. I stedet for at konsultere lægen med det samme, når man mærker at noget er forkert, så er de fleste af os begyndt at ‘google’ vores symptomer. I stedet for at starte med at lade lægen stille de rigtige spørgsmål, så stoler vi på de informationer, der bliver smidt i hovedet på os, som søgeresultater og artikler fra f.eks. Netdoktor.

Når disse informationer rammer en stresset hjerne, så skal der ikke meget til, før de mest almindelige stresssymptomer pludselig bliver symptomer på meget alvorlige sygdomme. Lægen fortalte om mange patienter, der var dukket op i klinikken med alverdens udskrifter fra nettet, resultater af stresstests og endda sirlige skemaer over målt blodtryk og søvnperioder.
Det tog hver gang lægen lang tid – og nogle gange uden succes – at forklare patienten, at når man er ramt af alvorlig stress, så er mange både psykiske og fysiske symptomer helt ‘normale’ – og at patienten ikke fejlede andet end at vedkommende skulle hjem på sofaen og have masser af ro.

Nogle patienter fejlede endda ingenting. Deres symptomer havde været ganske kortvarige, men stresstesten havde jo fortalt, at de var alvorligt ramt. Alle der kender min holdning til disse stresstests, ved at jeg mener at de gør mere skade end gavn.

Samtalen med lægen fik mig til at tænke på, om ikke vores tendens til ‘selvmåleri’ ikke også er en stor stressfaktor og samtidig er det jo et stort problem, at vi stoler så meget på det vi hører og læser.

Jeg har et af disse små smarte ure, der kan fortælle mig præcis hvordan jeg har det – eller det hævder producenten i hvert fald. Det måler min puls, mine skridt, min søvn og en hel masse andet – og ja, mit stressniveau.
Min puls registreres nok nogenlunde korrekt, jeg har ikke checket. Min søvn ser også ud til at blive registreret ihvertfald nogenlunde korrekt, men jeg går åbenbart 8-10 skridt, hver gang jeg vender en bøf på grillen …

Jeg er igennem mange år blevet rigtig god til at mærke mig selv og mit stressniveau, men det jeg mærker hænger slet ikke sammen med det, uret måler. Jeg kan i mine mest afslappede perioder have et temmelig alvorligt højt stressniveau ifølge uret – og omvendt. Men – hvem har ret? Når nu uret er noget af det ypperligste i teknologi, så må jeg jo mærke forkert – eller hvad?

Vi ikke bare måler os selv i fysisk forstand. På de sociale medier måler vi os selv i forhold til andre – og det er nok næppe nogen overraskelse for nogen, at vi sjældent scorer toppoint.

For nogle uger siden var jeg tilhører ved et arrangement som Stressforeningens Ung-til-Ung-gruppe havde arrangeret i København, “Det (u)perfekte liv”. Her fortalte Stressforeningens psykolog, Frida Sloth om de stigende problemer med alvorlig stress blandt unge – og så havde foreningen inviteret Youtuber og influencer Amalie Wessel til at fortælle om hendes måde at bruge de sociale medier på.
Hun brugte dagligt mange timer på at fremstå perfekt. Hun tog mange billeder af mange situationer og brugte de rigtige filtre, så hun på billederne altid fremstod med glat hud, håret sat og selv øreringene skulle gerne skinne, så hun fremstod perfekt.

Igen kom jeg til at tænke på, at der har siddet tusindevis af hendes følgere og har målt deres liv og deres udseende mod Amalies – og konstant har fejlet, for det kom ikke i nærheden. Det var umuligt, for Amalies liv på de sociale medier var en stor løgn. Amalie kaldte det selv for “Facade-Amalie” og det havde intet med den “rigtige” Amalie at gøre. Hun er nu blevet klogere på sin egen rolle og starter her i sommeren 2019 en ny profil på Instagram, hvor hun fortæller om sit rigtige – ægte – liv: @EtBarnAfMinTid

Vi har sådan set altid målt os og vores liv imod andres. I min barndom og ungdom var det også populært at skifte bilen ud med en større og dyrere end naboens – og familiære problemer blev skjult bag gardinerne, så man så ud til at have mere styr på livet end det egentlig var tilfældet. Men det var i det små og ingen købte den dyreste Mercedes for at overgå hele nabolaget, for man skulle jo trods alt også have smør på brødet hver dag.

I takt med at de sociale medier bruges mere og mere, så er det blevet nemmere og nemmere at fremstå perfekt – og når man som Amalie er så god til det, at der er mange tusinde mennesker, der sluger det råt, så er der også større fare for, at flere får et næsten dagligt nederlag over, ikke at kunne opfylde nogle mål, de selv har sat for sig selv og som ganske simpelt er uopnåelige.

Der findes en læresætning, der hedder “80% er godt nok”, som jeg har brugt overfor alvorligt stressramte, der altid har prøvet at yde 100% (mange gange 110%) og aldrig været tilfreds med egne præstationer, hvad enten det har været arbejde eller privatliv. Tingene skulle være perfekte og selv når de var, var de alligevel ikke helt tilfredse. Det giver alvorlig stress, når man dag efter dag ikke kan opfylde sine egne mål.
Vi brugte derfor meget tid på at finde frem til, at man ikke behøver at løse alle opgaver perfekt. At ingen forventer at man er perfekt og at man sagtens kan være glad og tilfreds med mindre – og så beholde sit overskud.

Gå til læge, hvis du har symptomer og lad være med selv at konkludere hvad du fejler. Lægen har trods alt brugt mange år på at opnå den viden, du forsøger at overtrumfe med en computer og en Google-søgning.

Lad også være med at måle dig selv og dine præstationer konstant og hele tiden. Nogle mål kan du slet ikke nå og for resten gælder det at huske, at 80 procent ER godt nok!

Lars Lautrup-Larsen.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.