I dag vil jeg blogge lidt om at være i “Flight-mode”, inspireret af Anjas blog om et sundere liv uden TV.
Flight-mode er en funktion i smartphones, hvor der slukkes for al kommunikation (telefon, internet osv). Det samme bør vi allesammen gøre, et par gange om ugen.
I dag forventes det jo at modtageren af en email svarer indenfor få øjeblikke og at du altid svarer din mobiltelefon, Bliver vi i biografen bedt om at slukke mobiltelefonen, sætter vi den på lydløs – og hvorfor egentlig? Kan vi ikke undværes i de 1,5 – 2 timer, vi befinder os i biografen? Er vi virkeligt så vigtige for nogen, at det er nødvendigt?
Mens vi sidder i biografen brummer telefonen i lommen og her starter kvalerne. Vi er nødt til at se, hvem der har sendt en SMS og hvad der står. Nødt til..
Når vi er hjemme og bør slappe af, modtages der mails på PC, mobiltelefon og iPad. Facebbook bliver opdateret og forsøger du at ignorere Facebook, skal der nok dumpe en mail ind, der gør opmærksom på, at nogen har nævnt dig på Facebook. Så er du jo nødt til at se, hvem det er og hvad der er skrevet. Nødt til…
Indrømmet! Jeg er selv en af ovennævnte. Jeg slukker godt nok min mobil, når jeg er i biografen, men jeg burde også slukke al elektronik bare et par dage om ugen og være i “Flight-mode”.
Der er så mange muligheder for at planlægge os til et par dage uden at være”på”. Elektronikken kan endda hjælpe os med det.
Udsendelser og serier kan optages. Vi er begyndt at optage alt, hvad vi kunne tænke os at se. Så er vi ikke nødt til at sidde foran kassen på bestemte tidspunkter, men kan se de ting der er optaget, når det passer os.
Det er muligt at sætte autosvar på sine emails, der forklarer at der godt kan gå op til 48 timer før mailen læses. Så stopper forventningerne om et svar efter få minutter og man ikke nødt til at læse emails, når man har lyst til noget andet.
Brug fantasien og hold et par “flight-mode”-dage om ugen. Det er godt for dig og det er rigtigt godt mod din stress.