4. skrøne om stress: Stress er et modefænomen
Skrøne, en. [ˈsgrö·nə] flt. -r. optaget i slutn. af 19. aarh. fra no. skrøne, besl. m. no. dial. skrynja, prale, digte løgnehistorier, opdigtet ell.usandfærdig beretning, historie.
I sin tid, da jeg vendte tilbage til min arbejdsplads, blev jeg af en kollega spurgt hvor jeg dog havde været henne i så lang tid. Da jeg fortalte at jeg havde være sygemeldt på grund af stress, var svaret “Nå ja, det er der jo så mange der har” – i et lettere ligegyldigt tonefald. Da var det at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at stress jo desværre af mange bliver betragtet som lidt af et modefænomen, men sådan er det absolut ikke!
Stress og stress-relaterede sygdomme som depression og angst har altid eksisteret. Det har bare heddet noget andet. Det er ikke mange år siden at folk fik “dårlige nerver”, når de pludselig ikke kunne overskue alting mere. Disse personer blev ofte “gemt væk” på hospitaler og anstalter. På det område er vi heldigvis blevet klogere, men der er stadig en udbredt uvidenhed om, hvad stress egentlig er.
Sandheden er: Stress har altid eksisteret, men er i disse år et stigende problem.