Stress smitter

Hvad mange ikke tænker over er, at fra dine første stress-symptomer begynder at melde sig, har din stress konsekvenser for mennesker udover dig selv.

Når du belastes af stress, vil din partner, dine børn og andre nærtstående personer i høj grad blive påvirket af forandringer i dit humør, væremåde og måske aktivitetsniveau og det sker inden du måske selv opfatter at noget er galt.
Disse forandringer er mange gange en belastning for dem og belastningen af dine pårørende starter således samtidig med at du selv belastes.
Jo mere belastet af stress, du selv bliver, jo mere udsættes dine pårørende for belastning. Det gør at din stress giver dem stress. Stress smitter, så at sige…

Værst er det jo, når man kommer ud i et stressnedbrud. Fra at være en aktiv og glad person bliver man pludselig reduceret til den forældre/partner, der ikke længere kan overskue noget som helst.
Partneren til den stressnedbrudte skal pludselig overtage den daglige husholdning, hente- og aflevere børn og sørge for alt det i dagligdagen, I før var 2 om. Derudover har den stressnedbrudte ofte brug for at komme af med de ting, der belaster, så også her må partneren træde til. Børnene har fået en forældre, der er blevet “mærkelig”, for der er jo ikke noget fysisk galt med far eller mor! Det kan være meget svært for både partner, børn og andre nærtstående at forstå.

Det er desværre alt for almindeligt at et længerevarende stressforløb fører til skilsmisser eller ødelagte parforhold.

Det er derfor meget vigtigt at man er opmærksom på, om der sker humørændringer eller om de andre stresssymptomer er begyndt at vise sig hos partneren – og så tage affære, så partneren får hjælp, inden det udvikler sig.
Forklar partneren hvad man ser, hvilke ændringer, der er sket indenfor den sidste tid og bed partneren om at tage imod professionel behandling. Det er meget typisk at stresssymptomerne slås hen som “det er ikke noget”, så der skal holdes fast.

Der er ikke noget at jeg, som stressvejleder, gør med mine klienter, der kan skade dem. Intet overhovedet. De kan kun få det bedre. Det plejer jeg at anbefale som argument overfor en person, der prøver at overbevise sin partner om at søge hjælp. For hjælp skal der til – for hele familiens skyld.

Lars Lautrup-Larsen

Certificeret Stressvejleder
Formand for Stress- og Depressionsforeningen – Greve.
Tidligere stress- og depressionsramt.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.