Stressforeningen

Jeg er i øjeblikket i gang med flere længere artikler og et par blog-indlæg, som kommer snart. Derfor går der i øjeblikket lidt længere tid imellem nyhederne her på siden.

En enkelt nyhed – og en opfordring vil jeg dog dele med jer:

Jeg er blevet medlem af bestyrelsen i Stressforeningen.

Stressforeningen har igennem mange år gjort et kæmpe arbejde for at sætte fokus på stress og de alvorlige problematikker, der følger med, når man rammes af alvorlig stress, både hvad angår en selv og ens pårørende.

Stressforeningens formål er disse:

Stressforeningen er en uafhængig forening, hvis hovedformål er at sikre alle, der er på vej til, er, eller har været syge af stress, pårørende og andre lige adgang til information, rådgivning og støtte.

Derudover er Stressforeningens formål:

– at forebygge og bekæmpe den sundhedsskadelige stress og dets konsekvenser.

– at forbedre vilkårene og øge behandlingsmulighederne.

– at støtte forskning i stress, dens årsager, forebyggelse og behandling.

– at sætte stress på den politiske dagsorden.



Det er jo fantastiske formål, som jeg jo kun kan bakke op omkring og som jeg jo også (i lille skala) forsøger med denne side. Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med i bestyrelsesarbejdet. Selvfølgelig vil jeg det!

For 1½ uges tid siden blev der så ved den årlige generalforsamling valgt en ny formand, Birgitte Larsen, der har været formand tidligere i mange år, en ny næstformand og en næsten ny bestyrelse. En, efter min mening, handlekraftig bestyrelse, hvor mange af medlemmerne allerede inden generalforsamlingen havde været travlt beskæftiget med nye planer, nye aktiviteter og med stort fokus på foreningens fremtid.
Det har allerede været en fornøjelse at møde disse mennesker, der som jeg selv har en kæmpe passion for at ville informere og hjælpe alvorligt stressramte og deres pårørende.
Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med dem fremover og jeg er sikker på, at vi kan gøre rigtigt meget godt sammen.

Vil du også hjælpe? – så vil jeg opfordre dig til at melde dig ind i foreningen. Jo flere medlemmer der er i foreningen, jo flere kan vi hjælpe og jo flere arrangementer og aktiviteter kan der gennemføres – så ethvert medlem betyder noget! Du behøver ikke selv at være stressramt. Alle der ønsker at støtte foreningens formål er hjertelig velkommen.

Læs mere om Stressforeningen på foreningens hjemmeside:
http://www.stressforeningen.dk/

Medlemskab koster 200 kr. pr. år – og du kan gå direkte til indmeldingssiden ved at klikke HER.
Tak for din hjælp 🙂

Lars Lautrup-Larsen.

Nøgleord: , , .Bogmærk Permalink.