Stress Podcasten

For nylig opdagede jeg en perle af information om stress – og den vil jeg naturligvis dele med jer her.

Tobias Storm, der er psykologstuderende, har startet en podcast omkring stress og stress-relaterede emner. – “Stress podcasten”.
Den udsendelse der tog min opmærksomhed, indeholder et interview med Dr. Med. Bo Netterstrøm, der er en af landet absolut mest vidende omkring stress.

I løbet af ca. 40 minutter kommer Bo Netterstrøm rundt om rigtigt mange vinkler på de problemer med alvorlig stress, der er i dag. Der bliver talt om årsager til stress, hvorfor vi reagerer som vi gør – og hvad man kan gøre for at modvirke og forebygge alvorlig stress.

Det er 40 minutter komprimeret viden, som alle egentlig bør have, for at mane alle de tabuer og hele/halve sandheder om stress, der florerer i dag, til jorden, så jeg kan på det kraftigste anbefale alle at lytte til interviewet og blive klogere.

Der er yderligere 2 udsendelser i serien, som jeg ikke har haft lejlighed til at lytte til endnu, men det skal jeg!

Podcasten med Bo Netterstrøm kan høres ved at klikke HER

Lars Lautrup-Larsen.

Godt nytår 2019

“Mange oplever, at tempoet øges i dagligdagen, også mere end alle kan klare. Der er så meget, man skal nå, både på arbejdspladsen og i fritiden, måske vi skaber nogle af kravene selv. Vi vil jo så gerne have det hele med – helst på én gang.

I farten kan vi blive for ivrige med at føre os frem. Det er, som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre.

Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt.

Den nye teknologi har skabt helt nye muligheder for kontakt med andre. Man kan ”facetime” med sine børn og børnebørn, selvom de sidder på den anden side af Jorden; det er til stor glæde for alle parter. Men den nye teknologi kan også medføre, at kontakten bliver mere upersonlig – man er ”online” hele tiden – og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende.”

Ovenstående er et citat fra dronningens nytårstale. Igen i år rammer Hendes Majestæt nogle af problematikkerne, vi slås med i dag, lige på kornet.
Vi har i dag fantastiske muligheder for være i kontakt med hinanden. Vi render stort set allesammen rundt med et apparat, en mobiltelefon, der på få sekunder kan sætte os i kontakt med familie og venner over hele kloden – og vi kan endda muligheden for at se hinanden i øjnene, mens vi har kontakten. Men – hvor mange af os bruger den mulighed?
Hvor mange har du “facetimet” til og afleveret et personligt “godt nytår” i stedet for at sende en besked over SMS eller Messenger? De fleste vil nok sige “få” eller “ingen”, for sådan er det i dag. Vi har fantastiske muligheder for kommunikation, men vi udnytter dem ikke til at opnå mere menneskelig kontakt. Tværtimod.

I august måned deltog jeg i et arrangement i Greve kaldet “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen og jeg skulle hver især komme med vores bud på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. To af mine oplæg handlede om “Tilgængelighed” og “Isolation“, der handlede om udviklinger i vores måde at leve på, som jeg mener at vore hjerner ikke er klar til at håndtere – og som går fuldstændig i tråd med dronningens udmelding i nytårstalen.

2019 er et valgår. Senest d. 17. juni 2019 skal vi have været ved valgurnerne og have stemt på politikere til det nye Folketing. Året 2019 er samtidig det år, hvor problemerne med alvorlig stress stadig er massivt stigende, uden at der foreligger en plan for, hvordan det skal håndteres. Som jeg tidligere har skrevet om, så ved vi ikke engang hvor store problemerne i virkeligheden er, mens det er tydeligt for alle os, der har kontakt med alvorligt stressramte, at problemerne bliver værre og værre.

I 2019 kan du gøre noget. Der vil op til valget være masser af valgmøder over hele landet, hvor du har mulighed for at konfrontere politikerne med de massive stressproblemer, vi har her i landet og spørge om, hvad de hver især har tænkt sig at gøre. Hvis ikke der gøres noget ved problemerne nu, så er alt andet ligegyldigt. Samfundet vil ikke kunne fungere, hvis større og større dele af befolkning er sygemeldt med stress eller depression. Derfor er det vigtigt at alle politikere tager stilling!
Husk at politikere er verdensmestre i at tale udenom og forsøg derfor at få nogle konkrete svar, hvor politikeren rent faktisk har taget stilling – og husk så at notere dig svaret, så der kan følges op på, at politikerne også omsætter snak til handling.

Lad os gøre 2019 til året, hvor alle politikere på alle valgmøder bliver konfronteret med – og er nødt til at tage stilling til de kæmpemæssige problemer vi som samfund har med alvorlig stress og depression.
Det er på tide og snart for sent!

Rigtigt Godt Nytår.

Lars Lautrup-Larsen

Stresstests – lad nu være!

Igen og igen støder man på organisationer, foreninger og såkaldte “stress-professionelle”, der anbefaler at man tager en stresstest (eller flere), men hvorfor?
Hvis du er i tvivl om hvorvidt du har stress, så er det nok fordi du allerede har en mistanke om, at noget ikke er som det skal være. Havde du opdaget en knude eller noget andet fysisk i din krop, ville du så også spørge en (selvopfunden) test om det måske er kræft? Nej, vel?
Hvorfor gør du det så, når det drejer sig om noget psykisk?

Som jeg skrev for lige ved 8 år siden, så kan du ikke bruge disse stresstests til noget-som-helst. Mange af stresssymptomerne kan forveksles med symptomer på andre både fysiske og psykiske sygdomme, så for at få en korrekt diagnose skal du forbi din læge. Altid. Det kan godt være at din læge henviser dig videre, men det er altid der du skal starte.
Stresstests er spild af tid, resultaterne er mildest talt usikre – og hvis resultatet af testen siger, at du har stress – hvad så?

Ovenstående videoklip stammer fra Linda Ps show “Linda Ps hovedpine”, hvor hun fortæller om oplevelser med stresstests. Jeg synes at det er meget rammende og kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange der tager anbefalingerne om at tage disse tests alvorligt – og ender samme sted som Linda.

Lars Lautrup-Larsen

At være sygemeldt med stress …

Denne passerede i mit nyhedsfeed i dag og fortjener at blive delt videre – fordi det er så rigtigt. Jeg ved desværre ikke hvem forfatteren er, så jeg kan ikke kreditere vedkommende.




Til eftertanke 🙏

En kvinde ser sin stresssygemeldte kollega komme susende forbi i bil. “Sig mig lige… hvad drøner hun rundt efter? Pjækker hun bare? Hun burde da være hjemme, når hun er sygemeldt med stress”

En bekendt ser selvsamme sygemeldte kvinde i Fakta i gang med at handle ind. “Helt ærligt, ja ja stress og min bare r.., hun går da bare og hygger sig”

Manden derhjemme kommer hjem fra arbejde: ” Nå, er det endnu en dag, hvor JEG skal rydde op efter DIN morgenmad på bordet. Du kunne da godt lige have ryddet op efter dig selv og hentet børnene. Nu skal jeg hen i børnehaven igen så sent og jeg har faktisk passet mit arbejde, imens du har slappet af herhjemme.”

Pædagogen i børnehaven: “Seriøst? Nu sender hun sgu manden efter børnene igen ved lukketid. I stedet for selv at komme og hente dem til middag og være nærværende sammen med dem. At hun vil være det bekendt.”

MEN, hvad de ikke ser og ved er, at den stressramte kvinde har brugt 3 timer på at komme op af sengen og i bad den morgen. At hendes tanker ikke giver mening eller sammenhæng, men flyver flyvsk rundt og forvirrer hende.

De ved ikke hun vinker og hilser med et stort smil i bilen, for at dække over hvor skidt hun har det.

Ingen ser, hun sidder i bilen i 10 minutter og samler mod, inden hun går ind i Fakta for at forsøge at handle.

Ingen ser hvor forvirret hun er inde i butikken, og hvordan hylderne nærmest føles, som om de skråner ind over hende. Hvordan bogstaverne på indkøbssedlen flyder ud, så hun må gå igen efter blot 4 minutter uden varer.

Ingen ser hun går hjem og græder. Føler sig fortabt, som et kæmpe udueligt menneske, som ikke engang kan gøre selv de mest basale gøremål i livet længere. Hun kæmper med flovheden over, ikke engang at kunne magte og overskue sine egne børn, men vælger at lægge sig på sofaen resten af dagen indtil manden kommer hjem, så hun i det mindste kan give dem omsorg og opmærksomhed, når de kommer hjem kl. 17.00.

1,5 måned senere er kvinden – efter masser af ro – klar til at gå på café med en veninde, handle lidt, holde sommerferie med sin familie i udlandet m.m.

Men igen… hvad folk ikke ser, er at kvinden kun har været på café dén pågældende dag og intet andet.

At hun må bede sin mand om at pakke alt det praktiske til sommerferien og at hun lukker øjnene i flyveren hele vejen for at samle sig, til at kunne begå sig i den forvirrende lufthavn, når de lander.

At hun imens resten af familien og vennerne ser på butikker, ligger på hotelværelset og samler kræfter, så hun i hvert fald i det mindste kan være med til at komme med ud at spise til aften på en restaurant, efter et besøg på et spændende marked.

Alt for mange ved ikke, hvad det vil sige at være syg af stress, før de selv mærker det på egen krop.

Vis ALTID respekt og ha’ forståelse for, at du ikke kender historien bagved eller ved hvad der foregår bag den lukkede dør.



Kære leder. Dine medarbejdere er dit firma!

“Jeg går ikke på arbejde for at blive skældt ud”, sagde en person til mig for et par dage siden.

Jeg har egentlig ikke haft mange jobs, siden jeg startede som morgenavisbud for snart 40 år siden, men jeg har haft en del chefer/ledere igennem tiden. Mange af dem har heldigvis været søde og rare, men jeg har også mødt dem, hvor empati og forståelse for den rolle, de var ansat i, var en by i Rusland.
En del af dem brugte endda at skælde deres medarbejdere ud.

Slår man begrebet “at lede” (verbum) op i Den Danske Ordbog, så har det 3 betydninger:

  • stå i spidsen for; have bestemmende indflydelse på
  • vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest
  • få til at bevæge sig i en bestemt retning

For mange ledere er det opfattelsen, at det er den første definition, der er gældende for deres virke. De mener at de bestemmer og at medarbejderne  med fast hånd skal styres til at gøre det, der er bestemt og når de bestemmer det. 
Der findes et begreb der hedder “management by fear” – “ledelse baseret på frygt” og det er desværre langt mere udbredt i dag, end man skulle tro.
Det værste er, at ledere der praktiserer denne form for ledelse, ikke selv kan se problemet og det er de samme ledere, der ikke kan se, at måden tingene fungerer på i deres virksomhed, er årsagen til at mange af deres medarbejdere sygemeldes med stress – igen og igen.

Jeg har på et tidspunkt siddet overfor en HR-direktør i et større firma og har måtte forklare hende, at medarbejderne er rygsøjlen i hendes firma. At det er medarbejderne, der med deres kompetencer og erfaringer holder firmaet oppe og kunderne tilfredse. Hver gang en medarbejder bliver sygemeldt med stress, er det en “knoglehvirvel” i firmaets rygsøjle, der forsvinder i lang tid – og hvor mange “knoglehvirvler” troede hun mon at hun kunne tåle at miste før firmaet ville kollapse?
Hvis vi lige lader det billede stå et øjeblik, så kan en “firmarygsøjle” noget som den menneskelige rygsøjle ikke kan. Den kan relativt nemt undvære hovedet og leve videre. Det er faktisk mere nemmere at udskifte hele direktionen i et firma end at undvære få medarbejdere med kompetencer og erfaringer opsamlet igennem mange år.
Det er medarbejderne der er firmaet!

Der er overhovedet ingen tvivl om, at den mest effektive ledelsesform er definition nummer 2: “vise vej, fx ved at holde i hånden eller gå forrest”. Hvis du som leder støtter dine medarbejdere hele vejen og medarbejderne kan føle den støtte, så yder de maksimalt og tager ansvar uden at det opfattes som så store belastninger, at de rammes af alvorlig stress af den grund. Der er skrevet mange gode og lange bøger om ledelsesstrategier, der beskriver dette, så hvorfor overhovedet kaste sig ud i definition nummer 1? Jeg kan kun tilskrive det uvidenhed.

I juli 2018 foreslog jeg i et blog-indlæg her på siden – og fulgte op med et officielt forslag til regeringens Stresspanel, at der skal indføres en obligatorisk uddannelse af alle med ledelsesansvar i psykisk arbejdsmiljø og nu ser jeg til min store glæde i nyeste nyhedsbrev fra Stressforeningen, at de har valgt at bakke op om det forslag (deres forslag nr. 6). 

En leder kan ikke lære empati og medfølelse, men ledere kan lære at se, når ens medarbejdere har det skidt – og man kan lære at reagere korrekt, når det sker. Man må ikke køre en gaffeltruck uden certifikat, men du må gerne lede 200 mennesker uden at vide hvordan de fungerer. Det hænger jo ikke sammen. Uddannelsen skal være lovpligtig og obligatorisk – for ellers bliver den ikke brugt.

Tak til Stressforeningen!


Lars Lautrup-Larsen

De hurtige løsninger mod stress

Da jeg i sin tid havde klienter i min Stressvejleder-praksis, kom de ofte til mig med et eller andet vidundermiddel, som de havde hørt skulle kunne gøre et-eller-andet mod deres stress. Nogle af dem have brugt en hundredekrone eller to på at købe krystaller, pulver, forskellige slags te og duftende salver.

Jeg anser mig selv for at være et meget åbent menneske, men jeg havde dog svært ved at dele deres begejstring. Mit udgangspunkt som Stressvejleder var jo, at mine klienters alvorlige stress kommer af de psykiske belastninger, de er udsat for igennem hele døgnet – og det er stadig  gældende! Dem kan man ikke fjerne med krystaller, te eller salver. Punktum.

Men – så længe at mine klienter havde brugt småbeløb på disse ting, så kunne jeg kun sige: “Fint – gå hjem og prøv det af. Det kan ikke skade dig og hvis du af en eller anden grund mener at det har en effekt, så er det jo kun godt” .  Man skal ikke kimse af Placebo-effekten, der er yderst veldokumenteret og så længe det man behandler sig selv med er harmløst og ikke ruinerer nogen, så er det fint med mig.

Når man bliver sygemeldt med alvorlig stress, så er der ofte noget økonomi med ind over. Mange af mine klienter sad hårdt økonomisk i det, men de var også desperate mennesker, der ville betale stort set hvad-som-helst for at få bare en lille smule lindring for deres stresssymptomer. Det gør dem meget påvirkelige overfor alle de lovprisninger af alverdens produkter, der kan hjælpe dem bare en lille smule – og det bliver udnyttet på det groveste.

I går fik jeg hånden alvorligt i rævesaksen, da der i en stress-gruppe på Facebook blev anbefalet “Fjernhealing” og jeg kom til at skrive, at det virkede lige så meget som man tror på det. Uha, det måtte jeg ikke skrive. Det tænkte jeg egentlig nok, men jeg gjorde det alligevel. Jeg har igennem de sidste mange år set og hørt om mange vidundermidler, der allesammen koster en formue og hvor jeg helt ærlig tror, at sælgerne griner hele vejen til banken, mens køberne, de alvorligt stressramte, punger ud og bliver snydt så det driver. Plastre med sukkerstoffer, apparater der giver lys (!) i ørene og underlige måleinstrumenter er bare nogle af de ting, som faldbydes for store summer og hvis virkning er yderst tvivlsom – som i “de virker ikke!”.

Healing kan være nok så godt og skader heller ingenting. Tror man ikke på det, så får man noget afslappende tid på en briks, sandsynligvis med et rart tæppe over sig og lidt nærvær fra healeren. Det kan godt være værd at betale for og afslapning er jo altid godt for den psykiske velvære.

Fjernhealing skal man være mere end almindeligt alternativ for at tro på – og du punger ud med et pænt stort beløb, for at sidde i din egen stue, mens en anden “healer” dig fra den anden ende af landet. Jeg beklager, men her står jeg af. Jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan bidrage med noget positivt for din alvorlige stress, andet end at det kan dræne din pung. Dine belastninger forsvinder ikke det mindste ved en fjernhealing og du får ikke engang opfyldt dit nærheds-behov.

Jeg har skrevet det så mange gange, men gør det gerne igen: Den eneste måde at komme ud af din stress på, er at fjerne/reducere dine belastninger og optimere din restitution – og det kan en healende person i den anden ende af landet ikke hjælpe dig med. Lad være. Brug i stedet pengene på at reducere dine belastninger eller at gøre noget der er fysisk rart for dig selv. Køb en session hos en stressbehandler, der ved hvad det drejer sig om eller brug pengene til at gøre noget for andre. Det er langt mere givende.

Mine klienter kom som regel også tilbage efter at have prøvet deres “mirakelmidler” i et par uger og fortalte, at det ikke rigtigt virkede og så blev vi enige om, at springe de “nemme” løsninger over og at arbejde med de belastninger, der var årsagerne til deres alvorlige stress på den hårde og længerevarende, men mere effektive måde.

Lars Lautrup-Larsen

Arbejdsrelateret stress – igen og igen og …

Da jeg i 2010 måtte sygemeldes med alvorlig stress var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad årsagen var. Mit arbejde. Det er jo det man får stress af, mente jeg dengang og det var også udgangspunktet, da jeg efter at haft 3 sygemeldingsperioder omsider kom i gang med at arbejde med årsagerne (ja, flertal – der er altid flere) til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen, selv om jeg mente at have fulgt alle råd og foreskrifter for, hvordan man kommer godt tilbage til hverdagen igen, efter en stress-sygemelding.

Jeg gennemgik min arbejdsdag og endevendte mit arbejdsliv, men kunne kun finde de stressbelastninger, der altid havde været der. Ja, som alle andre var der travle perioder og mindre travle perioder, der var deadlines og komplicerede opgaver, men det var jo som det plejede at være. Jeg nærmede mig godt nok en deadline og jeg havde et problem der drillede, men det var ikke anderledes end på andre tidspunkter, så hvorfor fik jeg så denne kæmpe reaktion fra min hjerne til at starte med? – og igen og igen, når jeg efter en sygemeldingsperiode vendte langsomt tilbage til mit arbejde igen, kun for at blive ramt af alvorlig stress igen?

Jeg måtte have hjælp til at forstå. Jeg tog en uddannelse som “Certificeret Stressvejleder”, der på dette tidspunkt var en meget grundig uddannelse, og brugte min nye viden til igen at arbejde med årsagerne til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen. Her gik det op for mig, at man ikke bliver stressramt af de 8-10 timer, man befinder sig på sin arbejdsplads, men af de 24 timer i døgnet, man lever sit liv. Jo, der er også stressbelastninger i fritiden og der er rigtigt mange af dem!

Det var her at det gik op for mig, at årsagerne til min alvorlige stress ikke primært lå i arbejdstiden, men i min fritid. På det tidspunkt drev jeg et website med ca. 1000 daglige brugere, som alle var meget glade for sitet, men der var en vis forventning (også fra mig selv) om at det fungerede, at fejl blev rettet rimeligt hurtigt og at der med jævne mellemrum kom nye funktioner til.

Det gjorde, at jeg efter at have siddet 8-10 timer foran en skærm på mit arbejde, fortsatte med 5-6 timer om aftenen foran en skærm, for at vedligeholde mit website.
Jeg mente selv at det var positivt, sjovt og spændende at arbejde med websitet, men min hjerne kunne ikke holde til belastningen. Den holdt aldrig fri og fik lov til at restituere og få ro.
Når jeg blev sygemeldt, smed jeg alt fra mig i en periode, men når jeg var tilbage igen på mit arbejde, var jeg samtidig tilbage foran skærmen om aftenen og så endte jeg jo igen samme sted.

Jeg har i min tid som stressbehandler og nu om dage som formand for Stress- og Depressionsforeningen mødt rigtigt mange “kloner” af mig selv. Personer, der er kommet til mig og som noget af det første melder ud at “jeg er blevet sygemeldt med arbejdsrelateret stress”.  Når jeg så spørger ind til, om det er en diagnose de har fået på en arbejdsmedicinsk klinik, er svaret næsten 100%, at det har de ikke, men “at de jo har fået stress af deres arbejde”.

Lad mig sige det med det samme. Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange mennesker med stress på den øverste del af stress-skalaen, men jeg har aldrig mødt en person, hvor årsagerne helt og aldeles har skyldtes deres arbejde eller arbejdsplads. Der har altid været private stressbelastninger eller manglende restitution med ind over. Altid!
Ja, mange af dem havde nogle kæmpe belastningsproblemer på deres arbejdsplads, men der var også altid andre belastninger involveret, som man måtte gennemgå deres privatliv for at finde.

Det er derfor meget vigtigt at vi nedbryder myten om, at det altid er dit arbejde, der er årsagen til alvorlig stress, men indser at du får alvorlig stress af alle stressbelastningerne i dit liv – både dit arbejdsliv og dit privatliv!

Ole er blevet mobbet på sin arbejdsplads igennem de seneste år. For 14 dage siden døde et af Oles familiemedlemmer og nu er Ole blevet sygemeldt med alvorlig stress.
Er Ole ramt af arbejdsrelateret stress? Ja, vil de fleste nok tænke, for det er mobningen, der er den primære årsag og dødsfaldet var “dråben”, der fik det hele til at vælte.
Det kan være at det er årsagen – men – måske er Ole god til psykisk at håndtere og ignorere mobningen, mens han var ret tæt med det familiemedlem der døde, og så er hans alvorlige stress faktisk ikke er arbejdsrelateret, men sorgrelateret? Vi ved ikke hvad sandheden er, men de fleste af os ville bare automatisk pege på Oles arbejdsforhold som værende synderen, for det har vi fået tudet i ørene i årevis, altid er sandheden.

“Sygemeldt med stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”

Jeg har skrevet om det før. Mange undersøgelser viser faktisk, at problemerne med alvorlig stress er større blandt personer udenfor arbejdsmarkedet end blandt personer der går på arbejde. Det bruger Dansk Arbejdsgiverforening så til at fastslå, at alvorlig stress slet ikke skyldes arbejdsforholdene, men at folk skal tage et kig på deres privatliv. Det er jo heller ikke rigtigt!
Alvorlig stress er summen af belastninger igennem hele døgnet, så det er selvfølgelig ultravigtigt at arbejdsgiverne sørger for, at der er så få belastninger i den tid, vi befinder os på arbejdspladsen og vi er selv ansvarlige for, at der er styr på vores privatliv. Men hvordan gør vi så det?
Lad os prøve at kigge på formlen for stress:

Stressniveau = (Belastninger – (Ressourcer + Restitution)) * Tid

For at sænke stressniveauet kan vi ifølge formlen gøre 2 ting: Vi kan finde vores belastninger og fjerne/reducere dem (det har jeg skrevet om HER) eller vi kan hæve vores restitution (læs mere om restitution HER). For at sænke stressniveauet i vores private liv, skal vi altså kigge på vores belastninger, men også på vores restitution. Vi skal sørge for, at vi får ro, hvile og positive ting ind i hverdagen som kan modvirke de belastninger, vi nødvendigvis er udsat for i resten af døgnet – f.eks. på arbejdspladsen. Netop det har manglet hos mange af de alvorligt stressramte personer, jeg har været i kontakt med – og som var overbevist om, at de havde “arbejdsrelateret stress”. De har, ligesom jeg selv gjorde, fyldt deres fritid op med aktivitet, hvor der i virkeligheden er brug for ro og restitution.

Er “arbejdsrelateret stress” så egentlig ikke et underligt begreb, for hvornår er årsagen til en sygemelding egentlig arbejdets skyld og hvornår er det privatlivets skyld?
Jo! Som med historien med Ole, er det vanvittigt svært at afgøre, hvad der er den primære belastning og dermed hovedårsagen, uden at kende til Oles måde at opfatte og håndtere sine belastninger på – og kan man i det hele taget det, uden at være Ole? – og hvad nu hvis Ole tror at man altid får stress af sit arbejde, for det har han hørt, ligesom jeg havde?
Oles historie er endda voldsomt simplificeret, med kun 2 belastninger. I virkeligheden har vi alle hundredevis af små og store belastninger i vores dagligdag, både på arbejdet og i privatlivet.

De stiller “arbejdsrelateret stress”-diagnoserne på de arbejdsmedicinske klinikker, men hvordan de rent faktisk når frem til dem, med de hundredevis af belastninger vi har, er jeg ikke klar over. Det må være en vanvittig svær proces, så lad dem som fagfolk gøre det – og erkend, at hvis du ikke har været på en arbejdsmedicinsk klinik og fået diagnosen, så ved du faktisk ikke om du har arbejdsrelateret stress.

Mit gæt er, at det har du ikke. Jeg glæder mig til den første der erkender det og skriver i et af de mange fora eller Facebook-grupper: “Hej! Jeg hedder Ole og jeg har livsrelateret stress”.

Hov! I skal lige have slutningen med. Jeg endte med at forære mit website væk til en pige i Jylland, der gerne ville drive det videre. Det var en hård beslutning, for websitet var mit “barn”, men det var det helt rigtige at gøre. Jeg følte det som jeg havde lagt en kæmpe sten fra mig, som jeg havde båret rundt på rigtigt længe – og jeg har ingen problemer haft med alvorlig stress siden!

 

Lars Lautrup-Larsen

Hvorfor får vi stress? – Isolation

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; FamilieTilgængelighed og “Isolation”. Dette er blog-udgaven af sidste gruppe i mit oplæg.  Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Isolation

I min barndom kunne man overalt i boligområderne opleve fyldte legepladser,  hvor vi børn slap fantasien løs. Der blev oplevet drabelige cowboy/indianer-kampe i sandkassen og græsset blev slidt tyndt af børn der spillede fodbold eller andre bold-lege. Vi byggede sandslotte, sæbekassebiler og piratborge, så det var en fryd.

Vi brugte vores fantasi, så en kæp pludselig var et gevær, et sværd eller noget helt andet. Legen fortsatte på legepladserne indtil mødrene hang i vinduet og råbte at aftensmaden var klar – og mange gange tog  vi lige en ekstra omgang på legepladserne sammen med vennerne, inden sengetid.

Prøv at gå en tur i området hvor du bor og du vil opleve, at alle legepladserne er tomme – eller næsten tomme. Der bliver ikke leget på dem mere, når først børnene er i en alder, hvor det er muligt at holde en mobiltelefon eller en iPad.

I takt med at vi har fået alle disse vidunderlige maskiner, der kan skabe kontakt med andre mennesker i hele verden, er vi også begyndt at isolere os – og det starter altså fra vi er meget unge. Når et barn keder sig i dag, så får det ofte en mobiltelefon eller iPad i hånden og så kan det underholde sig selv, indtil aftensmad. I stedet for at opsøge den sociale kontakt hos andre børn og udvikle sin egen og de andres fantasier, så underholder barnet sig alene – og fantasien er der ikke længere brug for, for alle detaljer vises i høj opløsning og farver på den lille skærm.

Jeg er stor fan af Peter Lund Madsen. Han er utroligt vidende og en fremragende formidler. Han har netop pointeret dette problem. “Vi skal lære vores børn at kede sig. Det er en disciplin, vi har mistet, som er meget vigtig.”. Mere rigtigt kan det ikke siges.

Men – vi kan såmænd også godt bruge det samme råd som voksne. Vi er også blevet utroligt dårlige til at kede os og bare lade tankerne flyve. Er der nogle få minutter, vi ikke lige har udfyldt med en aktivitet, så giver vi os ikke længere til at få ro og observere vores omgivelser – at være i “nuet”, men i stedet hiver vi mobiletelefonen op af lommen og lader os underholde – ligesom børnene – og så er hjernen beskæftiget så længe. Prøv at køre en tur med bus eller tog, så ved du hvad jeg mener. Hvor mange mennesker sidder og kigger ud af vinduet – og lader tankerne flyve. Ikke mange. De fleste sidder foroverbøjet med en mobiltelefon i hænderne.

Det er netop problemet, som jeg ser det. Vores hjerner er altid beskæftiget i dag. Den får aldrig lov til bare at passe sit, men er altid i gang med at arbejde. Hvert et minut bliver fyldt ud, fordi vi er så frygteligt bange for at komme til at kede os, men hjernen har godt af at køre på frihjul engang imellem. Det er der at kreativiteten og de gode ideer opstår.

Det er virkeligt paradoksalt, at vi i dag alle storartede muligheder for at være kreative med andre mennesker over hele jordkloden, udveksle ideer og starte projekter – men vi vælger at isolere os og bruge de små fantastiske enheder til at underholde os alene og sørge for at vi ikke keder os.

En ting der ikke nåede med i mit oplæg, men som jeg faldt over under min forberedelse, er websitet www.abcmentalsundhed.dk
Det er et projekt der er baseret på erfaringer fra Australien og da jeg læste indholdet på websitet, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det er præcis hvad vi allesammen har brug for. Derfor synes jeg at det fortjener at komme med her.


Fra abcmentalsundhed.dk

Bag projektet står en lang række kommuner og organisationer, blandt andet spejderbevægelsen, som jeg personligt mener er – og altid har været – en af de største bidragsydere til børns psykiske velvære.
Tag et kig på abcmentalsundhed.dk – de har fat på det helt rigtige.

Læs også de 2 første afsnit af mit oplæg, FamilieTilgængelighed

Lars Lautrup-Larsen

Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”. Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag. Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; Familie, “Tilgængelighed” og Isolation. Dette er blog-udgaven af anden gruppe i mit oplæg. Den sidste følger senere. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Tilgængelighed

I min barndom havde vi sådan et apparat stående. Hvis du er af yngre generation, skal jeg måske forklare. Det er en fastnet-telefon, som havde en ledning til et stik i væggen og for at ringe op, skulle man dreje nummeret på nummerskiven på forsiden. Fastnet-telefonen var den eneste mulighed for at komme i kontakt med husets beboere nu og her. Det vil sige – om dagen og først på aftenen – for man ringede jo ikke op til folk sent om aftenen eller om natten, med mindre det var virkeligt nødvendigt. Man havde kun én telefonlinje ind i huset, så selv om man havde ekstra-apparater f.eks. i køkkenet, så var der kun én i huset, der kunne bruge telefonen af gangen. Var mor ved at tale med mormor, så måtte du selv gå ned af gaden og ringe på døren hos vennen/veninden, for at komme i kontakt med dem. I starten af firserne kom så de første mobiltelefoner. Nogle store kasser, der var djævelsk dyre – men fra midten/slutningen af halvfemserne begyndte de første mobiltelefoner, der rent faktisk kunne være i en (stor) lomme at dukke op. Jeg har altid været lidt af en teknik-nørd, så jeg så jo kæmpe muligheder i sådan en, indtil min daværende kæreste spurgte, hvad jeg egentlig skulle bruge sådan en til. Hun havde ret. Vi befandt os begge på steder med fastnet-telefoner det meste af døgnet og havde altid kunne få fat på hinanden, når det var nødvendigt – og sådan var det egentlig også med vores venner og familie. Så jeg havde egentlig ikke brug for en mobiltelefon, hvis jeg skulle være helt ærlig (men jeg købte en alligevel). Mobiltelefonerne var stadig dyre, så mange arbejdsgivere begyndte at tilbyde deres medarbejdere firmabetalte mobiltelefoner. De forærede dig simpelthen en mobiltelefon incl. abonnement gratis, men hos mange var der jo også en slet skjult dagsorden om, at med telefonen fulgte en tilladelse til at kontakte medarbejderen når-som-helst. Medarbejderen, der havde fået telefonen, kunne jo heller få sig selv til at afvise at modtage arbejdsrelaterede opkald døgnet rundt, for telefonen var jo egentlig arbejdsgiverens … I dag har de fleste af os en Smartphone i lommen. En fantastisk lille enhed, hvor vi med få klik kan kommunikere med hele verden og ikke bare skrive med, tale med – men også se onkel Jørgen i Australien i levende live på den lille skærm. Der findes et hav af sociale medier, hvor vi kan kommunikere med tusindevis af mennesker, vi kender og ikke kender og telefonen bipper og brummer, når en ven har skrevet noget nyt eller nogen prøver at komme i kontakt med dig. Vi er altid “på” og altid online – og vi har opbygget en forventning af, at det er alle andre også. Hvis vi sender en besked og ikke får svar indenfor kort tid, så bliver vi bekymrede, måske endda lidt irriterede. “Er min besked ikke nået frem”, “Er der noget galt?”, “Er han sur på mig?”. Alle mulige forskellige tanker og bekymringer – bare fordi personen i den anden ende laver noget andet end at svare på SMS’er eller på Messenger-beskeder. Vi er blevet afhængige af den virtuelle kontakt, der findes på SMS, Messenger og de sociale medier. Tag en tur i biografen og oplev at til trods for at der vises en “Sluk telefonen”-film lige inden filmen går i gang, så vil du opleve gang på gang, at et blå-hvidt lys dukker op her og der i mørket, når folk lige skal checke om der er noget nyt på telefonen under filmen. Når filmen slutter og lyset tændes, så har størstedelen af de besøgende i biografen både taget overtøjet på og checket telefonen allerede inden de når udgangsdøren. Hvor mange af biografgæsterne er så vigtige, at de ikke kan slukke telefonen og være “offline” i et par timer, uden at der sker noget ved det? Dem allesammen gætter jeg på – med mindre der lige er en enkelt hjertekirurg på vagt imellem dem. Dette er et behov som er opstået indenfor de sidste 20-25 år, hvor vi fint klarede os med at være kontaktbare, når fastnettelefonen var ledig og det har virkeligt udviklet sig til at være problematisk – ikke mindst for vores børn.

Link

Hvis man allerede i en så ung alder oplever psykiske problemer på grund af en indbildt nødvendighed af at være “tilstede” på mail, SMS eller de sociale medier, hvad kan det så ikke udvikle sig til?

Mange af de stressramte, jeg har mødt igennem tiden, har haft de selvopfundne forpligtelser til altid at være kontaktbare som en del af deres stressbelastninger. Nogle mente at de var forpligtede til at læse arbejdsmails om aftenen, at være kontaktbare overfor kollegaer, venner og familie døgnet rundt på SMS og mobilopkald osv. osv. Derfor mener jeg, at netop dette er en af de mange årsager til, at så mange rammes af alvorlig stress i dag.  Vi har alle muligheder for kommunikation med hele verden, men vi bruger den forkert. I stedet isolerer vi os – og det skal vi tale meget mere om i næste og sidste del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Isolation”, som du finder HER. Lars Lautrup-Larsen.

Hvorfor får vi stress? – Familie

Torsdag d. 23 august 2018 havde vi et arrangement i Stress- og Depressionsforeningen i Greve med titlen “Hvorfor får vi stress? – og hvad kan vi gøre ved det?”.
Pernille Nyvang Jørgensen fra projektlederen.com  og jeg startede aftenen med hver, i løbet af 20 minutter, at give et bud på nogle af de faktorer, der er årsagen til at så mange rammes af alvorlig stress i dag.

Mit oplæg havde jeg opdelt i 3 grupper; “Familie”, Tilgængelighed og Isolation. Dette er blog-udgaven af første gruppe i mit oplæg. Nummer 2 finder du HER. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg hverken er hjerneforsker eller antropolog, så oplæggene er kun nogle tanker om, hvad der muligvis kan have indflydelse på nogle af årsagerne til, at vi har så store problemer med alvorlig stress i dag. Om jeg kan have ret, er op til dig selv at vurdere.

Familiemønster

Jeg er 53 år gammel og for 2 generationer siden, da min bedsteforældre var unge, var dette billedet på et helt normalt familiemønster. Mor var typisk hjemmegående og passede børn og husholdningen. Far var den der arbejdede ude og skaffede penge og mad på bordet. 

Det var normalen dengang og tænker man over det, så er det præcis det samme familiemønster, der har eksisteret siden vi boede i huler og som vi i de mellemliggende 1,6 millioner år (europæisk stenalder) har opfattet som det normale familiemønster. I stenalderen var det (såvidt vi ved) også mændene der gik på jagt og kvinderne der passede børn og lavede mad. 

I min bedsteforældres generation begyndte der så at ske noget. Kvinderne begyndte at melde sig på arbejdsmarkedet og at bidrage til familiens indkomst. Det bød samtidig at “husmoderrollen” nu var nødt til at blive delt, sådan at begge forældre nu stod for mad, hjem og børn. Et familiemønster, der nu om dage er det “normale”. I dag finder vi ikke ret mange familier, hvor den ene forældre har valgt rollen som “hjemmegående” og hvor den anden arbejder. 

Det betyder at vi i løbet af 70-80 år har ændret det familiemønster, der er blevet præget ind i vores hjerner igennem de sidste 1,6 millioner år. I stedet for at fordele opgaverne imellem sig, har både mor og far nu de samme pligter og begge kommer trætte hjem fra arbejde og skal have resten af aftenen til at fungere, ved at deles om de huslige pligter. 

Det er på en eller anden måde en naturlig udvikling i vores familiemønster – og sådan er det. Det er svært at gøre noget ved i dag, men jeg tænker på om en del af årsagerne til, at antallet af alvorligt stressramte er eksploderet i de sidste mange år, har noget at gøre med, at vores hjerner ikke på 70-80 år kan omstille sig til det familiemønster, vi mennesker har kørt igennem de sidste 1,6 millioner år – eller mere? Vi ved at hjernen er plastisk og kan tilpasse sig, men er 70-80 år nok til at den kan rumme og kapere vores ændrede måde at leve på? Jeg ved det ikke.

Det kunne være meget interessant, hvis der blev foretaget en undersøgelse blandt de familier, der har aktivt har valgt at den ene voksne skal gå hjemme som “husfar” eller “husmor”. Mit gæt – og det kan kun blive et gæt – er, at antallet af alvorligt stressramte vil være langt lavere end gennemsnittet af resten af befolkningen. Har jeg ret, hvad kan vi så bruge det til? Ikke ret meget, for udviklingen kan jo ikke stoppes, men måske kunne man tænke lidt over, om man i sit eget familiemønster kan ændre lidt, så der kommer lidt mere luft i hverdagen? …

2. del af mit oplæg “Hvorfor får vi stress? – Tilgængelighed” finder du HER

Lars Lautrup-Larsen.