Da jeg i 2010 måtte sygemeldes med alvorlig stress var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad årsagen var. Mit arbejde. Det er jo det man får stress af, mente jeg dengang og det var også udgangspunktet, da jeg efter at haft 3 sygemeldingsperioder omsider kom i gang med at arbejde med årsagerne (ja, flertal – der er altid flere) til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen, selv om jeg mente at have fulgt alle råd og foreskrifter for, hvordan man kommer godt tilbage til hverdagen igen, efter en stress-sygemelding.
Jeg gennemgik min arbejdsdag og endevendte mit arbejdsliv, men kunne kun finde de stressbelastninger, der altid havde været der. Ja, som alle andre var der travle perioder og mindre travle perioder, der var deadlines og komplicerede opgaver, men det var jo som det plejede at være. Jeg nærmede mig godt nok en deadline og jeg havde et problem der drillede, men det var ikke anderledes end på andre tidspunkter, så hvorfor fik jeg så denne kæmpe reaktion fra min hjerne til at starte med? – og igen og igen, når jeg efter en sygemeldingsperiode vendte langsomt tilbage til mit arbejde igen, kun for at blive ramt af alvorlig stress igen?
Jeg måtte have hjælp til at forstå. Jeg tog en uddannelse som “Certificeret Stressvejleder”, der på dette tidspunkt var en meget grundig uddannelse, og brugte min nye viden til igen at arbejde med årsagerne til, at jeg blev ramt af alvorlig stress igen og igen. Her gik det op for mig, at man ikke bliver stressramt af de 8-10 timer, man befinder sig på sin arbejdsplads, men af de 24 timer i døgnet, man lever sit liv. Jo, der er også stressbelastninger i fritiden og der er rigtigt mange af dem!
Det var her at det gik op for mig, at årsagerne til min alvorlige stress ikke primært lå i arbejdstiden, men i min fritid. På det tidspunkt drev jeg et website med ca. 1000 daglige brugere, som alle var meget glade for sitet, men der var en vis forventning (også fra mig selv) om at det fungerede, at fejl blev rettet rimeligt hurtigt og at der med jævne mellemrum kom nye funktioner til.
Det gjorde, at jeg efter at have siddet 8-10 timer foran en skærm på mit arbejde, fortsatte med 5-6 timer om aftenen foran en skærm, for at vedligeholde mit website.
Jeg mente selv at det var positivt, sjovt og spændende at arbejde med websitet, men min hjerne kunne ikke holde til belastningen. Den holdt aldrig fri og fik lov til at restituere og få ro.
Når jeg blev sygemeldt, smed jeg alt fra mig i en periode, men når jeg var tilbage igen på mit arbejde, var jeg samtidig tilbage foran skærmen om aftenen og så endte jeg jo igen samme sted.
Jeg har i min tid som stressbehandler og nu om dage som formand for Stress- og Depressionsforeningen mødt rigtigt mange “kloner” af mig selv. Personer, der er kommet til mig og som noget af det første melder ud at “jeg er blevet sygemeldt med arbejdsrelateret stress”. Når jeg så spørger ind til, om det er en diagnose de har fået på en arbejdsmedicinsk klinik, er svaret næsten 100%, at det har de ikke, men “at de jo har fået stress af deres arbejde”.
Lad mig sige det med det samme. Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange mennesker med stress på den øverste del af stress-skalaen, men jeg har aldrig mødt en person, hvor årsagerne helt og aldeles har skyldtes deres arbejde eller arbejdsplads. Der har altid været private stressbelastninger eller manglende restitution med ind over. Altid!
Ja, mange af dem havde nogle kæmpe belastningsproblemer på deres arbejdsplads, men der var også altid andre belastninger involveret, som man måtte gennemgå deres privatliv for at finde.
Det er derfor meget vigtigt at vi nedbryder myten om, at det altid er dit arbejde, der er årsagen til alvorlig stress, men indser at du får alvorlig stress af alle stressbelastningerne i dit liv – både dit arbejdsliv og dit privatliv!
Ole er blevet mobbet på sin arbejdsplads igennem de seneste år. For 14 dage siden døde et af Oles familiemedlemmer og nu er Ole blevet sygemeldt med alvorlig stress.
Er Ole ramt af arbejdsrelateret stress? Ja, vil de fleste nok tænke, for det er mobningen, der er den primære årsag og dødsfaldet var “dråben”, der fik det hele til at vælte.
Det kan være at det er årsagen – men – måske er Ole god til psykisk at håndtere og ignorere mobningen, mens han var ret tæt med det familiemedlem der døde, og så er hans alvorlige stress faktisk ikke er arbejdsrelateret, men sorgrelateret? Vi ved ikke hvad sandheden er, men de fleste af os ville bare automatisk pege på Oles arbejdsforhold som værende synderen, for det har vi fået tudet i ørene i årevis, altid er sandheden.
“Sygemeldt med stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”
Jeg har skrevet om det før. Mange undersøgelser viser faktisk, at problemerne med alvorlig stress er større blandt personer udenfor arbejdsmarkedet end blandt personer der går på arbejde. Det bruger Dansk Arbejdsgiverforening så til at fastslå, at alvorlig stress slet ikke skyldes arbejdsforholdene, men at folk skal tage et kig på deres privatliv. Det er jo heller ikke rigtigt!
Alvorlig stress er summen af belastninger igennem hele døgnet, så det er selvfølgelig ultravigtigt at arbejdsgiverne sørger for, at der er så få belastninger i den tid, vi befinder os på arbejdspladsen og vi er selv ansvarlige for, at der er styr på vores privatliv. Men hvordan gør vi så det?
Lad os prøve at kigge på formlen for stress:
Stressniveau = (Belastninger – (Ressourcer + Restitution)) * Tid
For at sænke stressniveauet kan vi ifølge formlen gøre 2 ting: Vi kan finde vores belastninger og fjerne/reducere dem (det har jeg skrevet om HER) eller vi kan hæve vores restitution (læs mere om restitution HER). For at sænke stressniveauet i vores private liv, skal vi altså kigge på vores belastninger, men også på vores restitution. Vi skal sørge for, at vi får ro, hvile og positive ting ind i hverdagen som kan modvirke de belastninger, vi nødvendigvis er udsat for i resten af døgnet – f.eks. på arbejdspladsen. Netop det har manglet hos mange af de alvorligt stressramte personer, jeg har været i kontakt med – og som var overbevist om, at de havde “arbejdsrelateret stress”. De har, ligesom jeg selv gjorde, fyldt deres fritid op med aktivitet, hvor der i virkeligheden er brug for ro og restitution.
Er “arbejdsrelateret stress” så egentlig ikke et underligt begreb, for hvornår er årsagen til en sygemelding egentlig arbejdets skyld og hvornår er det privatlivets skyld?
Jo! Som med historien med Ole, er det vanvittigt svært at afgøre, hvad der er den primære belastning og dermed hovedårsagen, uden at kende til Oles måde at opfatte og håndtere sine belastninger på – og kan man i det hele taget det, uden at være Ole? – og hvad nu hvis Ole tror at man altid får stress af sit arbejde, for det har han hørt, ligesom jeg havde?
Oles historie er endda voldsomt simplificeret, med kun 2 belastninger. I virkeligheden har vi alle hundredevis af små og store belastninger i vores dagligdag, både på arbejdet og i privatlivet.
De stiller “arbejdsrelateret stress”-diagnoserne på de arbejdsmedicinske klinikker, men hvordan de rent faktisk når frem til dem, med de hundredevis af belastninger vi har, er jeg ikke klar over. Det må være en vanvittig svær proces, så lad dem som fagfolk gøre det – og erkend, at hvis du ikke har været på en arbejdsmedicinsk klinik og fået diagnosen, så ved du faktisk ikke om du har arbejdsrelateret stress.
Mit gæt er, at det har du ikke. Jeg glæder mig til den første der erkender det og skriver i et af de mange fora eller Facebook-grupper: “Hej! Jeg hedder Ole og jeg har livsrelateret stress”.
Hov! I skal lige have slutningen med. Jeg endte med at forære mit website væk til en pige i Jylland, der gerne ville drive det videre. Det var en hård beslutning, for websitet var mit “barn”, men det var det helt rigtige at gøre. Jeg følte det som jeg havde lagt en kæmpe sten fra mig, som jeg havde båret rundt på rigtigt længe – og jeg har ingen problemer haft med alvorlig stress siden!