Jeg overværede engang en forelæsning, hvor en ung psykolog sagde følgende:
“Man kan som forsker studere en appelsin i årevis. Man kan analysere den kemiske sammensætning af saften, studere skrællens spændstighed og læse alle de bøger og videnskabelige artikler, der findes om appelsiner.
Man kan derefter i god tro sige, at man ved alt om appelsiner, men det er ikke rigtigt.
Man ved først hvad en appelsin egentlig er, når man føler skralden blive taget af, snuser til appelsinens duft og smager appelsinens saft. Alt det kan du ikke læse dig til”.
Avisen.dk har i dag en artikel med overskriften: Psykiater: Stressramte skal i arbejdstøjet inden 3 uger.
Da jeg læste artiklen dukkede historien om appelsinen op i mit hovede, for her er det en fagmand – en psykiater – der meget tydeligt aldrig selv har været ramt af stress og endnu tydeligere ikke har evnen til at sætte sig ind i, hvad der sker, når man er ramt af stress og hvordan stress rent faktisk viser sig i det virkelige liv.
Jeg må indrømme, at jeg havde meget svært ved at læse artiklen til ende, for jo mere jeg læste, jo tydeligere blev det, at Psykiateren, Lars Aakerlund intet aner om, hvad der er godt for stressramte. At kommentere på alt vil derfor være lidt af en belastning, men lad os tage de største fejltagelser:
“To til tre uger. Længere tid har man ikke brug for at være væk fra arbejdspladsen, hvis man er gået ned med stress.”
Jeg mener at der beviseligt aldrig er nogen, der er gået ned med stress, der er kommet tilbage på job efter 2-3 uger. Det er simpelthen ikke muligt, for først efter 3 uger er man måske begyndt at falde en lille smule til ro og at starte sine aktiviteter igen på det tidspunkt, vil være det samme som at ryge tilbage til start.
“Hvis man har fået stress, er det meget vigtigt, at man løser det på sin arbejdsplads og ikke går derhjemme og venter på, at det går over af sig selv”
Dette er desværre en klassiker. Mange tror at man udelukkende får stress af sit arbejde. Det gør man ikke – og det gør man aldrig. Der er altid andre ting indvolveret i ens stressnedbrud. Ens arbejde kan være en kæmpe stressfaktor,det er rigtigt – men når man behandler stress, er man nødt til at se på de belastninger, man er udsat for igennem hele døgnet og ikke kun de timer, vi er på arbejdspladsen. Selv om dette er en klassiker, bør en psykiater vide bedre.
“Når man er sygemeldt, risikerer man at blive isoleret derhjemme. Man kommer længere væk fra arbejdet og bekymrer sig mere, forklarer han.”
For mange stressramte har arbejdet været en stor belastning og selv om der meget ofte følger bekymringer og dårlig samvittighed overfor firma og kollegaer med, når man går ned med stress, er det yderst vigtigt at man, som stressramt, holder afstand til arbejdspladsen og kun har kontakt, når det er nødvendigt – f.eks. ved udfyldelse af “Mulighedserklæringen”. Hvis en stressramt bibeholder kontakten til arbejdspladsen, vil han/hun stadig være på arbejde og stadig være i kontakt med de opgaver og/eller personer, der er årsagen til belastningen. Selv om ens kollegaer kan være en stor del af ens sociale netværk, er det vigtigt at man også holder afstand på det private plan, da kollegaer ofte er lig med arbejde – og i stedet satse på kontakten til den øvrige del af ens netværk.
“Det er vigtigt, at problemerne løses i samarbejde med ledelsen på arbejdspladsen, og at man er i kontakt med sin arbejdsplads. Ellers kan man også risikere at få fantasier om, at kollegaerne ikke kan lide en, siger han.”
Tankespind og fantasier er en del af en stressramts hverdag. Det kan ikke undgåes at man får negative tanker og den dårlige samvittighed kan nemt få tanker som “mine kollegaer kan ikke lide mig, fordi jeg forlod alle mine opgaver og nu skal de tage sig af dem”. Derfor anbefaler jeg, når jeg taler med ledere/kollegaer til en stressramt, at de med jævne mellemrum sender en hilsen i form af en buket blomster, en god øl eller en lille æske god chokolade.
Det er et signal om, at kollegaerne ikke er sure, men tænker på den stressramte – men det er samtidig en “kontakt”, hvor den stressramte ikke skal tage stilling til sin egen situation, i modsætning til, hvis lederen eller en kollega ringer og spørger, hvordan det går.
“Samtidig understreger han, at selvom man føler, det er bedst for en selv at være derhjemme i lang tid, er det ikke nødvendigvis det rigtige valg.”
En stressramt er ofte meget opsat på at komme på arbejde, pga. den dårlige samvittighed, men som regel ved den stressramte også om det i virkeligheden er muligt eller ej. Bliver man presset til at starte for tidligt, så ender man i et stressnedbrud igen, så enhver opstart skal være så stille og rolig som overhovedet muligt – og på det tidspunkt, hvor den stressramte føler sig klar.
Der er flere – og som regel mange årsager til at man går ned med stress. Ofte er disse belastninger nogle helt andre, end dem man tror det er og som regel kræver det professionel hjælp til at udrede, reducere og fjerne belastningerne. Den hjælp får man hos dygtige psykologer, dygtige psykiatere og andre dygtige behandlere – men har du som stressramt fornemmelsen af, at behandleren ikke er så dygtig endda og føler du dig presset af behandleren til noget, du ikke er parat til, så har du nok ret – og så er det tid at finde en anden behandler.
En stor tak til Avisen.dk for lige at få Thomas Milsteds kommentarer med i artiklen. Han ved hvad stress drejer sig om.