“Har du stress? Jamen, du går jo ikke på arbejde!?”
Denne sætning tror jeg ofte kommer over folks læber, når de ikke ved hvad stress er. Jeg oplever dog i stigende grad, at selv de der beskæftiger sig med stress, ofte kun fokuserer på arbejdsrelateret stress. Det viser sig mere og mere, når jeg sidder og skimmer de ting, der er skrevet om stress på nettet. Det er næsten udelukkende koncentreret om stress på arbejdspladsen.
Jeg er især skuffet over at så fremragende tiltag som StressFonden, hvor Thomas Milsted, en af Danmarks rigtige stresseksperter, er generalsekretær, udelukkende fokuserer på arbejdsrelateret stress og end ikke nævner, at der kan være andre, personlige, årsager til at man får stress. Lidt frækt er jeg vist kommet til at udtale, at når venstrefløjen er inde over (hvad den i høj grad er i StressFonden), så er alt jo arbejdsgivernes skyld. 😉
Jeg vil i øvrigt blogge yderligere om StressFonden på et senere tidspunkt.
Jeg er selvfølgelig fuldstændig med på, at man på arbejdspladserne skal gøre alt for at sikre god trivsel (blandt arbejdsgivere er “stress” et fy-ord. “Trivsel” er det nye sort). Selvfølgelig skal man det og det er meget vigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. Der er i dag rigtigt mange der går ned med stress af personlige årsager og jeg vover det ene øje og påstår, at det faktisk er yderst sjældent at folk går ned med stress udelukkende på grund af deres arbejde, men at personlige årsager næsten altid er involveret. Jeg vil i en senere blog beskrive hvorfor jeg mener at det er sådan.
Derfor er jeg overbevist om, at al den fokus på arbejdsrelateret stress gør, at de mennesker der har det svært af andre årsager bliver en overset gruppe, som bliver tabt på gulvet.
Det er min erfaring at kun yderst få sætter sig ind i, hvad stress er og hvad årsagerne til, at de har det skidt, kan være. Derfor vil de praktiserende læger typisk være de, der kommer i kontakt med denne gruppe mennesker, nårstress-signalerne begynder at melde sig. Jeg mener at lægerne bør være i stand til at kunne henvise til en stressbehandler, så vedkommende kan få hjælp til at komme ud af stress og at finde årsagerne til stressen.
Jeg siger ikke at lægerne ikke er gode til stress. Min egen læge er bestemt et bevis på det modsatte, men stressede mennesker skal følges tæt og så har en læge sjældent tid til stress-samtaler. Psykologer er ofte “mere” end der er brug for.
Det er vigtigt at vi ikke luller os selv ind i den antagelse, at når bare vi tvinger arbejdsgiverne til mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø, så har vi løst alle problemer med stress. Det holder ikke og det vil jeg fremover forsøge at sætte fokus på. Tak til alle de søde mennesker, der bliver ved med at minde mig om det 🙂
Lars Lautrup-Larsen
