Vil du lade dig behandle af person, der er blevet læge på en online-uddannelse?
Jeg har skrevet om det før, men jeg føler at jeg er nødt til at gøre det igen.
Sommeren er ved at være slut og efteråret på vej. Rundt omkring er sæsonen for uddannelse af stressbehandlere efterhånden i gang. Der er et kæmpe og stigende behov for gode behandlere, så heldigvis for det. Desværre er kvaliteten af disse uddannelser umiddelbart meget svingende.
Jeg blev i sin tid “Stressvejleder” på en uddannelse, jeg selv mener var aldeles grundig, med masser af teori og praktik med behandling af “rigtige” stressramte – under supervision naturligvis. Derfor har jeg også på disse sider tidligere været ude med riven, da der opstod kurser, hvor du kunne blive stressbehandler på et weekendkursus. Jeg nægter at tro på, at man kan lære nok på et weekendkursus, så det er ansvarligt, at alvorligt stressramte lægger deres helbred i hænderne på sådanne mennesker. Det kan ikke lade sig gøre.
I år er reklamer for et nyere fænomen så dukket op. Nu kan du blive stressbehandler på et online-kursus! Vil du lade dig behandle af en person, der er blevet læge på en online-uddannelse? Nej, vel? Hvorfor i alverden er der så nogen, der mener at de kan uddanne personer til at tage hånd om alvorligt stressramte på en uddannelse, der foregår online? Når jeg tænker på al den teori, viden og erfaringer, der blev delt på den uddannelse, jeg var igennem, så kan jeg slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre på et online-kursus. Slet ikke.
Jeg skrev for en del år siden flere indlæg om stressbehandlere – bl.a. DETTE – hvor der også er nogle råd til at finde en kompetent behandler, men ud over disse, er det blevet vigtigere end nogensinde at undersøge, hvad behandlerens baggrund er og hvilken uddannelse vedkommende har taget. Er du alvorligt stressramt, er det selvfølgelig fuldstændigt uoverkommeligt for dig og jeg kan kun anbefale, at du får en ven eller et familiemedlem til at undersøge behandlerne for dig.
Det er vigtigere nogensinde før, at der laves en form for officiel certificering af stressbehandlere – eller stressbehandler-uddannelser, så man sikrer at alvorligt stressramte nemt kan opsøge kompetent hjælp og undgår at komme i hænderne på en behandler, der har al sin viden fra et weekend- eller online-kursus. Jeg foreslog det til det daværende “Stresspanel” i 2018, der ikke fik gennemført noget-som-helst, men jeg foreslår det gerne igen, for det bliver mere og mere nødvendigt.
Kommentarer lukket til Markant stigning i henvendelser om stress
DR havde i går nyheden om, at Danmarks største pensionsselskab, PFA, havde en markant stigning af stress blandt deres kunder fra 2022 til 2023. (Læs artiklen her)
Artiklen var på ingen måde en overraskelse for de, der følger bare lidt med i stressproblematikkerne. Der har været en markant stigning i stressramte i årevis, men hver gang sådan en “nyhed” rammer medierne, håber jeg inderligt, at den vil blive taget alvorligt og vil rykke noget. Det sker så heller ikke denne gang, kan jeg allerede nu afsløre, men det vender jeg tilbage til.
Artiklen refererer at “på ét år er antallet af stressede kunder steget med næsten 12 procent, og det er fra et i forvejen højt niveau.” og journalisten har derefter forsøgt at få en forklaring på årsagerne til det, hos en stressforsker ved CBS. Denne stressforsker falder ikke uventet straks i det sædvanlige venstrefløjshul med forklaringen om, at det er arbejdsgivere, arbejdspladser, strukturer og ledelse, der er hele årsagen og at ungdommen i dag ikke er klar til erhvervslivet efter grundskole og gymnasier. Herefter fokuserer stressforskeren på vigtigheden af, at virksomheden tilbyder hjælp, når medarbejderne rammes af stress.
Hvis det ikke er arbejdsgiverens skyld, at en person går ned med stress, så er det statens eller kommunens. Det må være stressforskerens konklusion – og så er alt åbenbart godt, hvis der tilbydes hjælp til at komme på benene igen, er budskabet.
Hvis man forsker i stress, bør man så ikke tage hele virkeligheden med? Bør man ikke kigge på alle døgnets 24 timer, når man ser efter, hvad der kan være årsagerne (flertal!) til alvorlig stress? Det er fuldstændigt korrekt, at rigtigt mange er super-belastede på deres arbejdsplads, af mange forskellige årsager. Det er absolut arbejdsgiverens ansvar at tage hånd om det og passe på sine medarbejdere, på alle mulige måder. Ingen tvivl om det!
Men – der er altså også årsager til belastninger udenfor arbejdstid, som man er nødt til at tage med i regnskabet, for at få det fulde billede. Er du belastet i de fleste af døgnets 24 timer, så er det den direkte vej til alvorlig stress – og så er det ligegyldigt, hvor belastningen stammer fra!
I Den Nationale Sundhedsprofil 2014 havde man resultatet af en undersøgelse, foretaget i Maj 2012, hvor man havde spurgt 180.000 personer, om de følte sig stressede.
Af de personer blandt disse, der var i beskæftigelse, svarede 23,1% af de følte sig stressede. Blandt førtidspensionister var det 63,4%
Hvordan er det muligt, når hverken arbejdsløse, personer i aktivering eller førtidspensionister har en virksomhed eller en chef, de skal stå til regnskab for? Ganske simpelt, fordi disse mennesker også har belastninger – mange belastninger, der er nogle helt andre end de, som personer i erhvervslivet har. Men, hvordan forklarer stressforskerens mon deres problemer og hvem skal så passe på disse mennesker?
Politikerne gør det ikke. Det er meget tydeligt. De bliver endda selv ramt af alvorlig stress engang imellem, men alligevel sker der intet, med undtagelse af de gange, hvor politikerne dukker op og kritiserer arbejdsmiljøet på Christiansborg – som om at problemet kun eksisterer der.
Nogle politikere på venstrefløjen har meget travlt med at kaste al skyld på erhvervslivet (og skolerne, åbenbart) og nogle politikere på højrefløjen har travlt med at kaste al skyld på de individer, der rammes. Kære venner. Årsagerne til alvorlig stress er både og! Det er vigtigt at I snart indser det. for I er de eneste, der sidder med mulighederne for at gøre noget ved det.
Jeg prøver virkelig at lade være med at nævne den forrige regerings “stresspanel”, for det det var et pragteksemplar af ligegyldighed og forfejlet indsats. En stor vittighed. Intet, som i INTET, kom der ud af det panels “arbejde”, så lad nu være med at gentage den fejltagelse. Få fat i nogle mennesker, der ved hvad det drejer sig om, har nogle ideer og få dem gennemført. Det haster!
Nå – tilbage til DRs artikel.
Jeg blev kontaktet af en journalist fra DR, om jeg ville medvirke i et indslag i TV-avisen fredag. I første omgang sagde jeg naturligvis ja, men senere gik det op for mig, at de søgte en person, der kunne fortælle, hvordan det var at have stress. Til et indslag i TV-avisen ville jeg aldrig kunne forklare det dybdegående nok indenfor den tid, der var afsat. Det var jeg klar over – og jeg havde egentlig forstået, at de gerne ville høre min opfattelse af, hvorfor der er den stigning i antallet af stressramte. Det var det ikke, så jeg trak mig.
Jeg tændte dog med en hvis forventning for TV-Avisen fredag aften, men blev igen skuffet som så mange gange tidligere. Indslaget var placeret i rubrikken “Kort nyt” og varede estimeret i ca. 20 sekunder. Jeg kan ikke engang finde et link til indslaget til jer.
Når man ikke tager emnet mere seriøst end det, så kommer der heller ikke til at ske noget denne gang. Det er helt sikkert.
PFAs kunder er de heldige. De har en sundhedsforsikring, der hjælper dem med professionel hjælp, når den alvorlige stress viser sig. Det er ikke alle, der har det og mange må så klare sig selv. Men – det har nu engang altid været at foretrække at forebygge og så lade sundhedsforsikringerne være et sikkerhedsnet. Det kræver dog at politikerne får hænderne op af lommen!
Tilbage er også problematikker med de unge, der ikke er rustet til at komme ud på arbejdsmarkedet, når de er færdige med grundskole og gymnasium. Hvis det virkeligt er tilfældet, skal der gøres en indsats der. Det kan jo ikke blive ved. Hvad der skal gøres, er der andre, der er klogere på end jeg.
Hvorfor kan vi år ud og år ind blive ved med at få artikler og andre medieindslag om, at stressproblemet vokser og vokser – og ingen tør gribe opgaven og sige at NU gør vi i det mindste et helhjertet forsøg på at vende udviklingen? Ingen! Det sker heller ikke denne gang.
Det er efterhånden mange år siden at jeg havde problemer med alvorlig stress, men en af de ting, jeg stadig skal holde nede på daglig basis, er overtænkning.
Faktisk tror jeg, at jeg altid har været en “overtænker”. Jeg har altid skulle slås med en hjerne, der skulle analysere ethvert input og lave 96 scenarier for, hvad dette input kunne resultere i. Det siger sig selv, at det i sig selv kan hjælpe med at fremme alvorlig stress, at hjernen konstant belaster sig selv og skulle jeg pege på en enkelt ting, som stadig eksisterer og måske endda er blevet intensiveret efter mine oplevelser med alvorlig stress, så er det nok det.
Overtænkning er klart mest skadeligt, hvis det konstant fører til bekymringer. Hvis alle scenarierne, hjernen udtænker, altid ender negativt, så er det en kæmpe belastning og så kræver det ofte professionel hjælp at komme tankerne til livs. Sådan har jeg det heldigvis ikke. Min hjerne udtænker konstant en masse scenarier, men jeg er heldigvis i stand til at pakke dem væk og overbevise mig selv om, at se hvad der sker – og hvilket scenarie, der viser sig at være det, der udfolder sig. Min hjernes scenarier er ofte heller ikke tænkt til ende, men indeholder nogle mulighed for, hvad der skal ske, hvis de hver især skulle ske. Det tror jeg er forskellen på, at overtænkningen er skadelig eller bare irriterende.
Jeg tror faktisk at overtænkning er et stigende problem. I takt med at vores muligheder for kommunikation er blevet nemmere og hurtigere, så er der også større mulighed for at overtænke en manglende respons. Hvornår har du sidst sendt en e-mail, en SMS eller en messenger-besked, hvor modtageren (ifølge din hjerne) var så længe om at svare, at hjernen allerede var begyndt at overtænke mulighederne for, hvad det manglende svar skyldtes? Hvor lang tid gik der fra afsendelsen til overtænkningen startede?
Jeg har mødt mennesker – måske især unge mennesker, der altid sover med telefonen indenfor rækkevidde og altid med lyd på notifikationerne, fordi de følte, at de var nødt til at svare på de beskeder de modtog, selv om natten, for at afsenderen ikke skulle blive bekymret …
Jeg er fra tiden, hvor der kun var fastnettelefoner og det kunne tage dage før man blev bekymret over, at telefonen ikke blev taget, når man ringede nogen op. I dag tager jeg mig selv i at overtænke muligheder, hvis der ikke er svaret på en messenger-besked indenfor en times tid, fordi beskeden meget sjældent er så vigtig at den kræver hurtigt svar – og svaret er jo altid kommet på et eller andet tidspunkt. Er ideen med e-mails, SMS’er og Messenger-beskeder i øvrigt ikke, at man kan svare på dem, når man har tid? Hvis noget kræver et svar med det samme, kan man jo ringe folk op… Min telefon overnatter derfor altid på mit skrivebord og aldrig i mit soveværelse.
Hvad gør man så, når man overtænker? Søger du på nettet, så er rådene mange – rigtigt mange. Som med meget anden behandling i forbindelse med alvorlig stress, så mener jeg ikke at der er en facitliste. Hvis du mener at din overtænkning er skadelig for dig enten psykisk eller fysisk, så skal du ikke eksperimentere, men søge professionel hjælp hos en psykolog eller psykiater, men hvis du som jeg anser din overtænkning som irriterende, så skal du finde det, der virker for dig.
For mig virker mindfulness eller at flytte hjernens fokus til noget helt andet. Jeg har efterhånden lært, at ligger jeg i min seng og ikke kan falde i søvn, fordi hjernen lige skal analysere en eller anden tanke eller bekymring, så kan jeg ligeså godt stå op og flytte hjernens fokus ved at læse om noget jeg interesserer mig for, eller se en video om et emne, der interesserer mig. Noget harmløst, som alligevel er noget, der interesserer mig – og en halv time senere kan jeg gå tilbage i seng, med hjernen i ro – og sove uden problemer.
Nu tænker du måske, om ikke at jeg er bekymret over, at det er sådan? Næh.. Det er sådan det er. Jeg har fået det til at fungere på den måde – og engang imellem er det altså nødvendigt at jeg bruger en halv time om natten på at stoppe min hjerne, og det er fint!
Nogle af de videoer som hjælper mig, er fra “Foxes afloat”. Som navnet antyder, så var det tidligere en serie af videoer om Colin og Shaun, der boede på en kanalbåd i England, hvor de fortalte om de steder, de rejste rundt til. I dag er kanalbåden solgt og de er flyttet til en gård i Skotland. Deres videoer er så tilpas “langsomme”, afstressende, men samtidig interessante, at min hjerne elsker dem – og for mig er de fantastiske til afledning af min hjerne. Colin har forskellige diagnoser, som han fortæller åbent om i nogle af deres videoer – og videoen nedenfor gav inspirationen til dette blog-indlæg. Jeg er ikke sikker på at det Colin fortæller i videoen, der hjælper ham, ville kunne hjælpe mig på nogen som helst måde, men hans videoen om det, gør altså.
Jeg kan kun anbefale at du prøver at se nogle af deres videoer, men find ud af hvad der virker for dig og din hjerne, så overtænkning ikke er et problem.
Lænderygsmerter og depression koster Danmark et stort milliardbeløb hvert år.
Det var top-nyheden forleden aften i TV2 Nyhederne.
Baggrunden for nyheden var Sundhedsstyrelsens nyeste rapporter med fællestitlen “Sygdomsbyrden i Danmark” – en så kringlet titel, at jeg synes at jeg ville adoptere den til dette indlæg.
Af den ene delrapport, der vedrører sygdomme, fremgår det, at de 2 største byrder rent økonomisk for Danmark, depression og rygsmerter, koster Danmark mange milliarder hver år – henholdsvis 9,7 og 7,1 milliarder – i ekstraudgifter til sundhedsvæsenet og derudover henholdsvis 25 og 21 milliarder i produktionstab.
Den anden delrapport omhandler “risikofaktorer”, hvoraf rygning er den største omkostning og med mest dødelighed.
Når jeg læser disse 2 rapporter, med alle disse store tal, så er der noget der slår mig. Der mangler noget. Der mangler en opdatering af disse tal:
500.000 føler sig dagligt stressede 30.000 indlæggelser om året pga. stress 3.000 personer bliver hvert år førtidspensioneret pga. stress 1.400 danskere dør hvert år af stress
Når disse tal nævnes, er der ofte nævnt en anslået omkostning på mellem 21 og 34 milliarder. Grunden til det store spænd og den anslåede værdi er, at ingen rigtigt ved det, men jeg tvivler overhovedet ikke på, at det ligger derimellem – og sandsynligvis over.
Du har nok set tallene omkring stress før – og sikkert nogle gange, for de er fra 2006. De stammer fra Statens Institut for Folkesundheds rapport: “Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark“, hvor hele afsnittet omkring stress hedder “Psykisk arbejdsbelastning” og derfor udelukkende har fokus på den såkaldte “arbejdsrelaterede stress”. Hvor mange der er sygemeldt med stress, der relaterer sig til alt andet end ens arbejde, er der ingen tal på.
At stress ikke er med i de nye rapporter fra Sundhedsstyrelsen skyldes jo nok, at stress her i 2023 stadig ikke er klassificeret som en sygdom. Det er en naturlig reaktion, der går amok – og derfor altså ikke en sygdom, mener nogen. Men – stress er i høj grad en risikofaktor for at dø. Det viser tallene fra 2006 og havde man valgt at lave en undersøgelse, der opdaterede de tal, ville man nok se, at risikoen for at dø af stress er øget markant.
Det gør man bare ikke. Opdaterer tallene fra 2006. Jovist, der har været undersøgelser omkring stress siden 2006, men for det første har de ikke været så gennemgribende som 2006-undersøgelsen og for det andet har undersøgelserne været baseret på spørgeskemaer, hvor de adspurgte har skulle vurdere deres eget stressniveau. Sådanne undersøgelser vil aldrig blive bare nogenlunde retvisende.
Til trods for at stress er en kæmpe byrde for Danmark, for alle de ramte personligt og for pårørende til alvorligt stressramte, så bliver stress stadig ikke taget alvorligt af de eneste, der rent faktisk kan gøre noget ved det – politikerne.
Senest er endnu et par politikere gået på orlov med alvorlig stress og emnet kom også op igen, da håndboldspilleren Mikkel Hansen måtte gøre det samme. Udmeldingerne fra Christiansborg kom da også prompte – at nu måtte de igen se på arbejdsmiljøet derinde. De har endnu ikke, trods at problemer med stress har være kolossale i hele samfundet i årevis, at det ikke kun er et lokalt problem for deres lille “virksomhed”. Derefter skete der ingenting. Igen. De stressramte politikere og Mikkel Hansen er gået på orlov. Så vender de sikkert tilbage igen lige om snart og så er problemet jo løst! – menes der på Christiansborg.
Nej, intet er løst. Tallene fra 2006 tør man ikke opdatere, for ligesom med en afstemning om afskaffelsen af store bededag, så ved man jo godt hvad resultatet vil blive – og det vil de helst ikke skulle forholde dem til. Alt imens flere og flere bliver lagt ned af alvorlig stress og stress bliver en større og større byrde for samfundet og for landet.
Jeg havde næsten lovet mig selv at jeg ikke ville nævne den forrige regerings “Stresspanel” igen-igen i denne blog, men jeg har desværre mødt opfattelsen rundt omkring om, at “de da forsøgte at gøre noget” ved at oprette det panel. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal udtrykke det, men når jeg tænker på Stresspanelet og de ting, der kom ud af panelets arbejde, så minder det mig noget så frygteligt om sketches af de engelske komikere Monty Pyton (er du under 55, så google dem). Stresspanelet var et absurd teaterstykke i ligegyldige udmeldinger og spil for galleriet. De ting, panelet nåede frem til, kom da heller aldrig kom videre fra panelets formands mund. Intet blev nogensinde behandlet på Christiansborg eller andre steder.
Det er på tide – og har været det i mange mange år, at politikerne vågner af deres tornerosesøvn, begynder at tage stress alvorligt og gør noget! Start med at få alvorlig stress klassificeret som en sygdom og arbejd så med problemerne derfra.
Hvis I mangler ideer og viden om, hvordan I gør det, så er I mere end velkommen til at spørge!
Det var min første tanke, da to politikere, Brigitte Klintskov Jerkel (K) og Ida Auken (S) dukkede op i et indslag om stress i Go Aften Live på TV2 forleden. Indslaget kan ses på TV2 Play.
Var det nu endelig var lykkes at trænge igennem til Christiansborg, så der nu vil komme et markant fokus på alvorlig stress? Havde politikerne nu endelig fået øjnene op for alle de kæmpe samfundsmæssige problemer, alvorlig stress har, i kølvandet efter at flere relativt unge politikere for nylig havde haft problemer med stress inde på livet? Var der et samarbejde hen over midten i salen på vej omkring fokus på stress?
Jeg måtte tysse på konen og med øjne og ører stift rettet mod skærmen måtte jeg konstatere at det var der ikke. Indslaget gik på, at de 2 politikere begge havde haft alvorlig stress efter at de i lange perioder havde arbejdet op mod 80 timer om ugen. Brigitte Klintskov Jerkel havde endda haft 2 blodpropper, som hun selv mener er udløst af det arbejdspres, det stressniveau, hun har været udsat for på Christiansborg.
Nu vil de så gøre noget ved arbejdskulturen på Christiansborg.
Jeg skal på ingen måde underkende eller bagatellisere deres oplevelser med stress. Det er altid forfærdeligt og blodpropper er bestemt ikke noget man spøger med – jeg har været der.
Men, kære Brigitte og Ida. Problemet med alvorlig stress er ikke kun på Christiansborg. Det er overalt i samfundet. I Danmark og i hele verden! Det ligger i arbejdskulturen i mange virksomheder og det ligger i livet hjemme i privaten. Hvorfor er det så svært at kigge op fra egen navle og se, at præcis de samme problematikker, som I vil gøre noget ved på Christiansborg, eksisterer overalt – og at I (og jeres kollegaer) er de eneste, der kan gøre noget ved det?
I 2019 kom regeringens “Stresspanel” med nogle opfordringer, som I politikere skulle se på og lovgive omkring. Hvor mange af panelets opfordringer har I taget op i Folketinget og i det mindste forsøgt at gøre til virkelighed? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanke om noget, der er kommet fra panelet, der er kommet videre på nogen som helst måde.
Jeg er naturligvis stor fortaler for alle tiltag, der kan gøre noget ved belastninger, der kan føre til alvorlig stress, så jeg synes at det er fremragende, at I vil sætte fokus på arbejdskulturen på Christiansborg. Rigtig meget held og lykke med det, men kunne I ikke også tænke tanken videre – og tænke på at de samme tiltag skal gælde hos andre arbejdsgivere, hos socialrådgiveren, hos sygeplejersken, hos pædagogen, hos pensionisten og alle andre, som også oplever stressbelastninger i deres hverdag? Ikke alle arbejder op til 80 timer, nogen gør, men der er langt mere end lange arbejdsdage, der er skyld i alvorlig stress. Der er vanvittigt mange mennesker, der er pressede i deres hverdag. Tænk de gode tanker videre og gør noget.
Den absolut største grund til, at vi ikke kan tale frit om alvorlig stress – og at alvorligt stressramte stadig føler det skamfuldt at de ikke kan præstere er, at stress i høj grad (stadig) er tabu.
Om nogle få dage er det 12 år siden, jeg gik ned med alvorlig stress på den hårde måde. Jeg troede dengang, at jeg vidste hvad stress var, men i virkeligheden anede jeg ingenting. Jeg havde set mine kollegaer være sygemeldt i længere tid, for så at komme tilbage, men det faldt mig aldrig ind, at spørge til hvorfor og hvordan de have oplevet det. Der var i mit hoved en stemme der sagde, at “det taler vi nok ikke om”. Den samme stemme opererede åbenbart også i mine andre kollegaers hoveder, for jeg hørte heller ikke dem spørge.
Da jeg så gik ned med et brag i januar 2010, oplevede jeg at der ikke var mange, der havde delt deres oplevelser som alvorligt stressramte, som jeg kunne spejle mig i, hvilket gav mig en følelse af at være helt alene i verden med de oplevelser jeg havde. “Det taler vi ikke om” havde godt greb i folk, når det kom til alvorlig stress – og jeg er sikker på, at årsagen var, at ikke ret mange – ligesom jeg selv – anede hvad stress er.
Er der så sket nogen fremskridt i løbet af de 12 år? Lidt. Jeg har igennem de sidste mange år mødt rigtigt mange mennesker, der enten var alvorligt stressramt eller pårørende/venner/kollegaer til alvorligt stressramte og der er stadig en kæmpe uvidenhed og dermed tabu omkring alvorlig stress derude. Det til trods for, at stress jo har fået en del mere opmærksomhed de senere år, men meget af opmærksomheden har været stress som “emne” og ikke stress som “oplevelse”. Der har været talt en del om, hvad stress er, men ikke ret meget om, hvordan det opleves at have alvorlig stress.
Da jeg selv blev ramt fik jeg efterfølgende lært, hvad stress er og hvorfor man reagerer som man gør, men det var først da jeg fysisk mødte andre tidligere alvorligt stressramte, først på Stressvejleder-uddannelsen og vi i det lukkede rum kunne fortælle, hvad vi havde tænkt og følt, at det gik op for mig, at vi alle havde følt det på næsten præcis samme måde. Det var befriende endelig at bryde tabuet, kunne tale frit og dele oplevelser – og derfor var Stressvejleder-uddannelsen en kæmpe hjælp for mig i min heling (uddannelsen i sin daværende form eksisterer ikke i dag).
Da jeg anså mig selv som rask, besluttede jeg, at alvorlig stress aldrig skulle være tabu hos mig. Derfor har jeg igennem årene holdt en hel del foredrag, om mine oplevelser med alvorlig stress – og havde det ikke været for corona, havde jeg også holdt et foredrag i dag. Jeg synes at det er vigtigt, at man åbent og ærligt fortæller om, hvor modbydelig en ting alvorlig stress er, for selv om der findes massevis af bøger og artikler om, hvad stress er, så forstår mange det først rigtigt, når man hører den personlige fortælling. Først der får vi slået revner i den skal, der hedder “Tabu”.
For nylig var der en artikel i B.T. om en borgmester, der med store armbevægelser proklamerede, at han arbejder 65 timer om ugen. Skal vi gætte på, at hans kendskab til stress ikke er ret stort, for min første tanke var at “det skal du lade være med”. Det holder din psyke eller familieliv ikke nødvendigvis til – og i øvrigt så kaster sådan en udmelding benzin på det store stress-tabu-bål, for man er jo lidt af en Supermand, når man arbejder 65 timer om ugen, ikke?
Heldigvis er der også kendte mennesker, der er begyndt at stå offentlig frem og fortælle at de har – eller har haft – problemer med alvorlig stress. At de er kendte har den betydning, at medierne beskæftiger sig med dem og tager deres historier ud i medierne – noget som vi ikke-kendte ikke kan, til trods for at vores historier på en prik ligner alle andres. Men måske det kan rykke et eller andet blandt politikerne på Christiansborg, når medierne beskæftiger sig med de kæmpe udfordringer mange mennesker har med alvorlig stress i dag. Det er ikke lykkes endnu, men man har da lov at håbe.
Det samme har biolog og naturformidler Vicky Knudsen. De af os, der har fulgt Vicky i de udsendelser, hun har lavet på TV, kender hende som en altid glad, nærmest sprudlende person, der med stor iver og overskud har delt sin viden om alverdens dyrearter. Bag facaden har der gemt sig et ulykkeligt menneske, som trods at alting kørte for hende, som hun selv siger i indslaget, var dybt ulykkelig. Hun har desuden det utroligt vigtige budskab, at accept er noget af det vigtigste overfor en alvorligt stressramt. At give en krammer og sige at det er okay at have det skidt, har en kæmpe betydning for en stressramt. Det virker heldigvis til, at hun er på rette kurs igen. Det håber jeg virkelig.
Ser man på kommentarsporene til de opslag, der findes på sociale medier, omkring de 2 personer, jeg har nævnt her – Alex Vanopslagh og Vicky Knudsen, så er det ekstremt tydeligt, at der er rigtigt mange mennesker, der overhovedet ikke aner hvad stress er. Uvidenheden står nærmest i kø. Det er mennesker, som skribenterne i kommentarsporet, der gør, at ingen rigtigt tør tale om, at de har det psykisk dårligt og som forstærker tabuet omkring alvorligt stress. Det er ulideligt at se på og jeg forstår ikke, at skribenterne ikke erkender, at de intet ved – og undlader at kommentere, når det er tilfældet.
Viden omkring stress ekstremt vigtigt! Lad os starte med det – og start gerne i Folkeskolen. Det er starten på -forhåbentlig – at få nedbrudt bare lidt af det evindelige tabu omkring alvorlig stress.
I dag er det juleaftensdag og for mange af os bliver det igen i år ikke helt den samme juleaften som vi plejer. Det vil sige, som vi plejede at holde den for 3-4 år siden. Corona har stadig sin hårde hånd om Danmark og resten af verden, og det sætter en masse begrænsninger for, hvad vi kan og må.
Det er sådan, det må være. Corona i alle dens variationer, er trods alt en pandemi af en potentielt dødbringende virus og derfor er det jo naturligt, at Corona har haft al vores opmærksomhed og fokus i de sidste år. Men det har også taget fokus fra alle de problematikker, vi havde før Corona – og som vi stadig i høj grad slås med.
Misforstå mig ikke. Jeg sidder ikke og begræder, at vi nu alle sammen taler om Corona og ikke om stress. Jeg konstaterer bare at det er sådan, og selvfølgelig skal vi med alle midler holde tungen lige i munden med en dødelig pandemi. Jeg siger, at problemerne omkring stress – og alle mulige andre problematikker – ikke er forsvundet, men i høj grad stadig florerer derude, måske endda forstærket af omstændighederne omkring Corona.
Når man nu kan se, at stress-problematikkerne stadig er derude og at der stadig er et ekstremt behov for, at nogen gør noget ved problemerne og ikke mindst hjælper alle de mennesker, der får alvorlig stress tæt inde på livet, så er det med stor smerte i hjertet, at jeg har måtte være med til at tage beslutningen om, at Stressforeningen må lukke.
Vi har igennem rigtig lang tid forsøgt at sammensætte en handlekraftig bestyrelse, der kan drive foreningen og det har været lige ved at lykkes mange gange, for så at falde på gulvet. Derfor måtte vi til sidst i den nuværende bestyrelse, kaste håndklædet i ringen og lukke foreningen. Det er virkeligt et sørgeligt paradox med en forening, der er så meget brug for.
Tagstressalvorligt.dk lukker ikke og jeg vil også fremover forsøge at holde øje med, hvad der sker omkring os i relation til stress-problematikkerne. Jeg kan på ingen måde udfylde det tomrum, der er efter Stressforeningen, men jeg vil forsøge at holde fokus på emnet og stadig forsøge at videregive information og råd om stress.
Jeg ønsker jer alle et godt helbred. Pas på jer selv og hinanden.
Du har måske undret dig over, at der har været stille – både her på TagStressAlvorligt.dk og i Facebook-gruppen. “Er der da ingen nyheder omkring stress i øjeblikket?”, kan jeg næsten høre dig tænke og det er faktisk meget sparsomt.
Corona-virussen har sat sine begrænsninger på alt og medierne har travlt med at informere om alle de tiltag, der kommer på grund af den, så stress som emne er naturligt nok faldet lidt i baggrunden.
Det betyder naturligvis ikke, at stress er forsvundet. Snarere tværtimod. Der kan være rigtigt mange årsager til, at nogle af os nu rigtigt mærker stresssymptomer ovenpå alt det med corona i øjeblikket. Det kommer jeg ind på lige om lidt.
Jeg vil nemlig starte med kort at fortælle, hvorfor der har været så stille her på TagStressAlvorligt.dk og i Facebook-gruppen – også umiddelbart inden at corona for alvor tog fat i Europa og i Danmark. Det har nemlig også lidt med stress at gøre – sådan inddirekte.
Som mange af jer ved, så er jeg aktiv som Gruppe-koordinator i Stressforeningen og var slutningen af januar i gang med at holde foredrag og starte nye netværksgrupper op forskellige steder i landet. Det stoppede brat, da jeg natten mellem d. 25-26 januar 2020 blev hasteopereret for en blodprop i hjertet, kun et par dage efter mit sidste foredrag. Jeg skynder mig at skrive, at jeg i dag er kommet ovenpå og har det fint – og at min blodprop selvfølgelig ikke har nogen direkte forbindelse til mit arbejde med netværksgrupperne.
Men – det gav mig et slag i maven, at jeg ikke alene kunne blive alvorligt syg, som et lyn fra en klar himmel, men jeg måtte også indse, at jeg ikke ville være i stand til at gennemføre de planer om foredrag og opstart af grupper, som jeg havde i mit hoved. Jeg fik de samme tanker, som jeg i sin tid havde efter at jeg var gået ned med alvorlig stress. Jeg var gået fra at være en super-aktiv mand, der kunne håndtere 25+ bolde i luften på én gang til at være en “gulvklud”, der ikke kunne håndtere noget-som-helst.
Jeg trak aflysningerne af arrangementerne så længe jeg kunne og jeg havde store ambitioner om at deltage i bestyrelsesmøde og andre aktiviteter, kun for på dagen at indse, at det ville jeg på ingen måde være i stand til – men inde i mit hoved kunne jeg alt det, jeg kunne før, sådan var virkeligheden bare ikke.
De vildeste stresssymptomer dukkede op når jeg blev/bliver frustreret over, at jeg ikke er i stand til at udføre alle de planer, jeg får i mit hoved og at jeg er nødt til at tage det helt roligt, indtil tikkeværket virker 100% igen – og selv derefter vil alting blive prioriteret anderledes. Jeg havde netop holdt mit foredrag og nævnt at det nu var 10 år siden at jeg havde problemer med alvorlig stress. Sommetider skal man bare tie stille, tror jeg …
Nå, tilbage til corona. Jeg hører i øjeblikket fra en del mennesker, der synes at problematikkerne omkring corona påvirker deres stress rigtigt meget i negativ retning. Ikke alene er der alle de tanker, vi gør os om, hvordan det hele skal gå og selv med diverse redningspakker og forsikringer fra regeringen og myndighederne, så er vi allesammen i en situation, vi ikke har prøvet før og vi ikke kender enden på.
Mange af os arbejder hjemme og isolerer os, mens vi prøver at få dagligdagen til at hænge sammen. Børnene er sandsynligvis også hjemme fra skole, så hele familien er hjemme sammen hele dagen og det er igen noget, vi ikke er vant til – ikke i længere tid af gangen, i hvert fald.
Vores sociale liv er på pause, for vi må ikke længere være sammen med familie, venner, kollegaer og alle de andre mennesker, vi plejer at omgås i hverdagen og selv om vi nu om dage har masser af muligheder for at Skype eller Facetime sammen, så er det ikke rigtigt det samme, som at være sammen fysisk.
Hele denne situation har fået det alternative behandlermarked til at finde på nye tiltag, hvor f.eks. videocoaching, webinarer og webcasts – og ja, fjernhealing – nu vinder frem, altsammen for at holde indtægterne i gang. Som altid… Brug din sunde fornuft, når du overvejer at kaste penge efter den slags.
Vi kommer igennem corona og alting kommer tilbage til normalen. Det er jeg sikker på. Det er bare ikke til at vide, hvornår det sker, men det sker!
Til slut vil jeg anbefale, at du melder dig ind i gruppen “Forum for Stressramte” på Facebook, hvis du har problematikker omkring stress, du gerne vil vende med andre stressramte i et fortroligt forum. Gruppen administreres af Stressforeningen, hvor alle arbejder frivilligt og ulønnet, så her er der ingen økonomiske interesser involveret.
En ven gjorde mig i går opmærksom på, at der i løbet af marts/april 2020 er blevet udsendt en filmatiseret rock-opera, “Take me out”, i 6 dele på YouTube og Facebook.
Bandet “Clowns Without a Circus” står bag rock-operaen og keyboardspiller Thomas Deibjerg er tekstforfatter og komponist til de 6 sange, der er udgangspunktet i de 6 musikvideoer, projektet er delt op i.
Sangene er baseret på Thomas Deibjergs egne oplevelser med stress, angst og depression – og det fremgår tydeligt, at han ved hvad han skriver om.
Allerede i første video rejste hårene sig på armene af mig og det er som regel et ret godt tegn på, at der er noget godt og ægte i vente.
De 6 videoer skal ses i rækkefølge da de, beskriver hele vejen igennem stress/depression og det at komme ud på den anden side.
Efter at have set alle videoer sad jeg bogstavelig talt med tårer i øjnene. Undervejs var jeg blevet ramt af en lang række af de følelser, jeg havde da jeg selv var ramt af stress og depression. En rutschetur igennem nogle ting, jeg havde pakket væk og gemt, men ikke glemt – og som huskede mig på, at der skal jeg ikke hen igen. På en gang en lidt skræmmende oplevelse, men samtidig en yderst positiv en af slagsen og den sidste video i serien, Episode 6 – DRIFTING, virker som en følelses-katalysator, hvor man igen får troen på, at det hele nok skal gå.
Undervejs kunne jeg sætte mig ind i mange af de fiktive hovedpersoner, Stacia og Toms udtryk og følelser og måtte ind imellem huske mig selv på, at det ikke var min historie, der blev beskrevet – og det var det måske alligevel lidt, for uanset hvor, hvordan og hvor meget vi har været ramt, så har vi (tidligere) stress- og depressionsramte været de samme steder i følelsesland.
Er man til rockmusik, så er ikke bare tekster og videoer fremragende i kvalitet. Musikken bliver leveret af nogle fantastiske musikere, der kan deres kram. Jeg er fan!
Opdatering d. 10 maj 2021: Jeg blev for et par dage siden informeret om, at Thomas Deibjerg ikke længere er i blandt os. “Take me out” var mit første bekendtskab med Thomas’ musik og tekster – og som det fremgår af denne anmeldelse, berørte de mig dybt. Det samme gjorde meddelelsen om Thomas’ død. Hvil i fred, Thomas.
Der er et ordsprog der siger, at “når noget lyder for godt til at være sandt, er det nok fordi det er det”.
Jeg har skrevet om det før og jeg kommer nok til at skrive om det igen, for det bliver ved med at være aktuelt.
Stressramte er en forretning
Som stressramt får man ofte det ene tilbud efter det andet om gratis – eller kraftigt reducerede ydelser, som man bare kan plukke og bruge. Det kan være deltagelse i gratis foredrag, en gratis session med en stressbehandler eller reducerede priser på et forløb af en slags. De personer eller organisationer der tilbyder den slags får det ofte til at lyde som om, at det er af hensyn til netop dig, at du får det specielle tilbud.
Tag ikke fejl. Du er som stressramt blevet en kilde til forretninger og når du igennem et gratis foredrag bliver overhældt med (betalbare) tilbud om hjælp til at håndtere din stress, så er det det virkelige formål med foredraget. Der findes heller ingen personer, der har oplevet markant bedring af en enkelt gratis samtale med en stressbehandler og vælger du at tage imod samtalen, så vil en del af samtalen med garanti være, at du får tilbud om flere samtaler – måske endda et helt forløb.
Et forløb med en stressbehandler er ikke en dårlig ting. Det er ofte det der skal til, men det kræver at behandleren spiller med åbne kort fra starten – og det er en “gratis” samtale ikke.
Aftaler du et forløb med en stressbehandler, så aftal samtidig at du betaler i rater – f.eks. pr. session eller pr. måned. Kræver behandleren at du lægger det fulde beløb ved starten af forløbet, så find en anden behandler. Du har ikke mulighed for at slippe ud af jeres aftale, hvis behandlingen af en eller anden grund ikke virker for dig.
Der findes efterhånden en del “online-forløb” på nettet, hvor du ved hjælp af videoer og mulighed for at stille spørgsmål til udefinerede “eksperter” kan forsøge at hjælpe dig selv igennem dine problematikker med stress.
Hvis man ved bare lidt om stress og stressbelastninger, så ved man også, at de i høj grad er individuelle og et fastlagt onlineforløb kan udelukkende give dig nogle generelle retningslinjer, som du ikke kan bruge til ret meget.
Læg mærke til om der i beskrivelsen af online-forløbet er beskrevet, at du har mulighed for at tilkøbe ekstra ydelser eller services. Så kender du det egentlige formål med at få dig ombord.
Alvorligt stressramte er desværre nemme ofre, for man giver gerne sin højre arm for bare en lille smule fred for sine stresssymptomer. Det er der desværre nogle der ved og udnytter, så det gælder om at være på vagt og hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt – så er det nok fordi det er det.
