For en del år siden mødte jeg Gurli. Hun hedder egentlig noget andet, men her kalder vi hende Gurli.
Gurli fortalte som det første, at hun var lige var blevet sygemeldt, for hun havde fået konstateret “arbejdsrelateret stress”. Hun fortalte om sit arbejde, hvor hun havde en chef, der var blottet for empati og kastede arbejdsopgaver i hovedet på hende hele tiden. Hun havde et par kollegaer, hun var gode venner med, men ellers var der en del mobning fra andre kollegaer på arbejdspladsen. Da hun en dag var brudt sammen på arbejdet, var hun blevet sendt hjem og med hjælp fra hendes tillidsrepræsentant og fagforening, var hun blevet henvist til en arbejdsmedicinsk klinik, hvor de havde konstateret, at hun havde fået “arbejdsrelateret stress”.
Gurli var hverken den første eller den sidste, jeg har mødt med den diagnose, så efter at vi havde talt en del om chefen, arbejdet og kollegaerne, spurgte jeg ind til hendes liv udenfor arbejdstiden. Her fortalte hun, at der havde hun jo også “lidt at slås med”, som hun udtrykte det, men slog det hen som værende “meget almindeligt”.
Gennem vores samtaler kom det efterhånden frem, at der ikke kun var lidt at slås med – men en hel del ting, som kom på bordet lidt efter lidt. Et halvt år forinden havde Gurli mistet sin mor og kort efter var hendes ægteskab gennem 18 år forlist. På det tidspunkt hvor jeg talte med Gurli, havde en sag kørende med kommunen omkring hendes søn, der havde specielle behov, som sagsbehandleren ikke kunne/ville tage stilling til. En kamp, hun kæmpede uden hjælp fra sin eksmand.
Det var jo mere end tydeligt, at hun var stressbelastet i de 8 timer, hun var på arbejde, men hun var så sandelig også belastet på mange måder, når hun kom hjem.
Gurli er ikke speciel. Slet ikke. Hun er præcis som alle andre alvorligt stressramte, jeg har mødt igennem tiden. Hun har ikke fået alvorlig stress af én belastning, men hendes tilstand er resultatet af mange forskellige belastninger fra mange forskellige kilder igennem hele døgnet. Samtidig har hendes situation gjort, at muligheden for restitution – at “lade op igen” – var stort set ikke-eksisterende, for hun havde masser af ting at slås med, når hun kom hjem fra arbejdet.
Hvordan kommer man så frem til, at diagnosen er “arbejdsrelateret stress”, når nu vi allesammen har mange forskellige belastninger og de belastninger, man udsættes for i arbejdstiden, kan være store og mange, men ikke er alene? Jeg ved det ikke. Gurli var brudt sammen på arbejdet. Var diagnosen blevet den samme, hvis hun var brudt sammen i Brugsen?
Jeg ved at det ikke er populært at sige det, men jeg synes simpelthen at vi skal holde op med at bruge begrebet “arbejdsrelateret stress” og i stedet konstatere at alle alvorligt stressramte er ramt af “livsrelateret stress”. At kalde det “arbejdsrelateret stress” er jo, som Gurli også gjorde det, at placere ansvaret for hendes sygemelding på ét sted, når det i virkeligheden lå flere steder.
Det er umuligt at måle og veje belastningerne mod hinanden og konstatere hvor ansvaret for sygemeldingen skal placeres. Det kan kun blive et gæt, ud fra den alvorligt stressramtes udtalelser om hvilke typer belastninger, der er størst.
Jeg er ikke klar over om Gurlis diagnose udløste et besøg af Arbejdstilsynet på hendes arbejdsplads, for at kontrollere det psykiske arbejdsmiljø. Jeg håber det, for så blev der arbejdet med den del af Gurlis belastninger, men det ville ikke løse hele Gurlis belastningsproblem. Hun havde stadig alt det andet at slås med.
“Gurli” har det ifølge hende selv “fremragende” i dag. Hun har fået et andet job, en ny mand i hendes liv – og sønnen fik den hjælp, han skulle have og har det fint i dag. Hun har givet lov til, at jeg må bruge hende som eksempel i dette indlæg, med et andet navn. Hun er, som tidligere nævnt, ikke et specielt tilfælde, men hun er et godt eksempel på, at hun til trods for sin “arbejdsrelateret stress”-diagnose havde andre, store belastninger at slås med. Personer som hende har jeg mødt rigtigt mange af.
Jeg mangler stadig at møde den person, hvor belastningerne på arbejdet er eneste årsag til alvorlig stress. Jeg tvivler meget på, at den person overhovedet findes.
Se også: Skrøner: Det er dit arbejde der giver dig stress