Jeg har skrevet om emnet før, men jeg synes at det er på tide at tage emnet op igen. I de sidste mange måneder er jeg nemlig blevet gjort opmærksom på en masse “uddannelser” og tiltag, der er sat i verden for at nogle mennesker kan gøre stress til en hel- eller delvis levevej.
Det er egentlig ikke noget i vejen med. Det er kun rimeligt, at man får betaling for den ydelse man yder og den tid, man bruger på det – og jeg har da også selv en fortid som Stressvejleder i Solrød. Jeg har dog igennem den senere tid fået en stærkere og stærkere fornemmelse af, at for mange af disse undervisere og stressbehandlere, kommer forretningen før ønsket om at hjælpe folk med deres stressproblemer.
For nogle måneder siden deltog jeg som tilhører ved et gratis foredrag om stress- og stresshåndtering. Det var såmænd et udmærket foredrag, men der var ikke rigtigt noget nyt under solen, der var nogle faktuelle fejl og “værktøjer”, som har været brugt i stressbehandling i årevis, var pludselig blevet opfundet af foredragsholderen selv – men fred med det. Der blev givet nogle gode oplysninger om stress og hvis man ikke kendte dem i forvejen, var man da det klogere, når man gik hjem.
Fra starten af foredraget var det dog tydeligt, hvad det egentlige formål var med foredraget – at sælge sig selv og sine ydelser. Der blev slået tykke streger under de uddannelser og services, man kunne købe sig til i foredragholderens virksomhed efter foredraget og selvros var et af midlerne.
I tiden efter foredraget blev det åbenlyst, hvad et andet formål havde været. Det væltede nemlig ind med emails fra foredragholderens virksomhed med tilbud på det ene og det andet. Alle de tilmeldtes emailadresser var blevet “høstet” og udgjorde nu et kartotek af potentielle kunder.
Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg selvfølgelig ikke har nogen mulighed for at kunne bedømme kvaliteten af de ting, som foredragholderens virksomhed leverer. Jeg forholder mig kun til det nævnte foredrag og brugen af det som reklamesøjle. Det har uden tvivl givet nye kunder i butikken.
I den senere tid er det også væltet ind med information om nye “uddannelser”, hvor stress/stresshåndtering kombineres med alt muligt andet, der i nogle tilfælde ikke bare er alternativt, men meget alternativt.
Jeg kender til nogle af de mennesker, der udbyder disse og kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget de egentlig kender til mekanismerne bag en stressreaktion og om deres generelle kendskab til stress er så stort, at de ligefrem kan uddanne personer i stressbehandling – men det gør de altså.
Hvad gør man så, når man som alvorligt stressramt skal opsøge en behandler, der skal hjælpe en med at komme på benene igen?
Det er et rigtigt svært spørgsmål, for du har ikke muligheden for at vide, om de behandlere, du finder har en ordentlig teoretisk baggrund for at vide det, der skal til for at hjælpe dig – og som beskrevet ovenfor, er der nogle der er rigtigt gode til at promovere sig selv og love guld og grønne skove.
Det bedste råd jeg kan give er, at prøve om du kan få anbefalinger fra nogen, der selv har været der. Nogle tidligere stresssygemeldte, der har fået en god og solid hjælp fra en behandler.
Mennesker er forskellige, så det er ikke altid at man “klikker” med sin behandler og derfor kan man ikke automatisk sige, at den behandler, der er god for en person også er det for en anden – men man får forhåbentlig sorteret de behandlere fra, der egentlig ikke har viden og baggrund nok til at kunne hjælpe andre mennesker med deres stressproblematikker på forsvarlig vis. Se flere råd HER
Går du og overvejer at tage en af disse uddannelser som stressbehandler, så skal du se dig rigtigt godt for. Undersøg underviserens baggrund og brug din sunde fornuft. Lyder uddannelsen til at være lige lovligt alternativ, så er det nok det, den er.
Se også på uddannelsens længde. Der findes kurser på 1-2 dage, hvor du får et certifikat med hjem – og så kan du bare gå i gang. Gå langt udenom dem! Du kan på ingen måde lære al den fornødne teori og praksis, der skal til for at du på forsvarlig vis kan behandle alvorligt stressramte, på 2 dage! Det er umuligt!
En grundig uddannelse har mange dage med teori, praktiske øvelser og en lang periode med behandling af stressramte under supervision.
Lad dig ikke snyde af fine titler og at der nogle steder uddannes mange behandlere. Det er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. Det er mange gange udelukkende et udtryk for, at man er god til at promovere sig selv og der derfor er mange kunder gennem butikken.
Jeg har til Stresspanelet foreslået, at man indfører en officiel certificering af stressbehandlere i Danmark, for “markedet” er desværre oversvømmet af alt for mange behandlere, der ved alt for lidt om stress og i flere tilfælde har jeg selv oplevet, at deres “behandling” har skadet mere end det har gavnet. Med en officiel certificering, er det muligt at bevise, at man i det mindste har en nogenlunde grundig viden om stress.
Panelet er endnu ikke kommet med de resterende forslag, så jeg ved på dette tidspunkt ikke, om det er noget de har taget med. Jeg håber det, for der er brug for det.