Sidste søndag startede DR sin nyeste serie “Lykke“. De kalder den selv for en “depressions-komedie”.
Til min store overraskelse var stress et emne i serien. Jeg følte straks, at nu blev emnet nok mishandlet og latterliggjort i komediens navn, men det var ikke tilfældet. Der var tydeligvis blevet researchet i emnet og jeg synes ikke at det blev sat i et dårligt lys på nogen måde.
Nørden i mig jublede over en grafisk fremstillet hjerne med en blinkende rød Hypocampus og at sætningen “IKKE kontison, men kortiSOL” blev brugt. En sætning jeg selv har brugt et utal af gange. Ligesom en person i serien fandt jeg medicinsk behandling af stress latterligt, men jeg tvivler på, at familien Danmark helt fandt ud af, hvorfor det er sådan.
Nå, men det var alt i alt en god start på serien, lige indtil speakeren under rulleteksterne gjode opmærksom på, at “nu kunne vi alle gå ind på www.dr.dk/lykke og måle vores egen stressprocent”. Det fik mig op af sofaen og op i det røde felt. Den respekfulde behandling af stress, selve serien havde haft, blev på sekunder ødelagt af en speaker, sansynligvis på vegne af nogle folk i DR’s marketing-afdeling.
Jeg har igennem de sidste par måneder trævlet nettet igennem og undersøgt de forskellige stress-tests, jeg har kunne finde på danske sider. Jeg har lavet tests, hvor jeg har brugt 4 opfundne personer, der hver især har ét symptom (naturligt eller sygdomsrelateret), der kan forveksles med stress-symptomer.
I næsten alle stress-tests var resultatet at mine 4 fiktive personer var ramt af stress i alvorlig grad. Min undersøgelse er i høj grad uvidenskabelig, men det slog mig alligevel at selv netsites, hvor man forsøger at fremstå som eksperter i stress, indeholder – eller linker til – stresstests, der bare ikke virker! Meningen med en test er jo, at man skal kunne stole på det resultat der gives og kan man ikke det, er testen for det første formålsløs, men jeg kan også komme på de tanker, at der (for nogen) kan være et formål med de falske positive resultater.
De fleste tests er simple ja/nej-afkrydsninger af forskellige symptomer. Jo flere symptomer du kan krydse af ved “ja”, jo mere stress har du. Disse tests er slet og ret ubrugelige – især de, der slår ud med stress ved afkrydsning af kun ét symptom. Vi kan alle sove dårligt, have ondt i maven, være urolige en enkelt dag eller nat. Det har vi ikke nødvendigvis stress af.
Hvis man skal forsøge at lave en nogenlunde retvisende stress-test er man nødt til at undersøge hyppigheden af symptomerne og man er nødt til at spørge ind til de forskellige symptomer med forskellige vinkler og på forskellig måde, for at undersøge omfanget af symptomet. Først derefter kan man sammenligne alle symptomer og komme med et fingerpeg om, hvorvidt personen kan være ramt af langvarig stress eller ej.
Der er ingen af de net-baserede tests, jeg har undersøgt, der kommer bare i nærheden af, at kunne give et korrekt og gennemarbejdet resultat og jeg tror ikke at det er muligt at lave en sådan online test.
Den bedste stress-test, jeg indtil videre har set, er i bogen “Politikens bog om stress” af Johnny Schultz og Suzanne Hird, der desværre er udgået fra forlaget.
Her placeres resultaterne af de 45 spørgsmål* med hyppigheder i et simpelt farveskema, hvor man derefter kan aflæse resultatet. Jeg har set stress-tests på nettet, der er efterligninger af denne test (DR’s “Lykke”-stresstest er en af dem), men hvor man har skåret antallet af spørgsmål kraftigt ned, sikkert ud fra den overbevisning, at folk ikke gider bruge tid på at besvare så mange spørgsmål, men det gør jo så også at stress-testen går fra “Nogenlunde brugbar” til “Ubrugelig”, måske endda til “Misvisende”.
En ting er så at de fleste stress-tests er ubrugelige, men hvad værre er, at mange tests ikke gør opmærksom på, at resultatet kun giver et fingerspeg om ens stress-tilstand. Tager man testens resultat alvorligt (hvilket der jo er lagt op til), så sidder man bare tilbage med beskeden “Du har stress”. Visse tests har tilføjet teksten “at har man stress bør man overveje at kontakte sin læge” – eller noget der ligner.
Lad mig slå én ting fast! Kend stress-symptomerne! Hvis du har den mindste fornemmelse af, at du har stress, så lad være med at spilde tiden på disse stress-tests.
Det er kun læger og psykologer, der kan og må stille diagnoser, så kontakt din læge med det samme og fortæl om dine symptomer.
Hvis lægen derefter fortæller dig at du har stress, kan jeg kun anbefale på det varmeste, at du får hjælp af en stressvejleder eller stresscoach til at komme af med din stress, men når du søger en sådan, vil det måske være en god ide at vælge en, der ikke har – ikke linker til – en stress-test på sin hjemmeside..
Har man en sådanne tests, som jeg mener er ubrugelige, kan man ikke tage vedkommende seriøst. Det synes jeg!